Noget om strande og bøger

Mange ting sker for tiden. Derfor kan det være rart at blive mindet om, at nogle ting altid vil være lige der, hvor de skal være. Som min gode, gamle strand. Jeg besøgte den i dag for første gang i år. Det var ruskende og solskinsskinnende og nostalgisk.

Mange ting er sket på den strand. Jeg har frustrationsløbet lungerne i stykker på den strand. Jeg har hylet af sorg og smerte og hylet af grin og glæde på den strand. Jeg har drukket mig modig nok til skumringsbadning, og jeg har druknet alverdens tømmermændskvalmer og kvaler på den strand. De vigtigste ting er sket på den strand. Det var der, jeg mødte giraffen for første gang. Og det var der, jeg med angst og bæven og lykke og lethed besluttede mig for at kvitte den faste indtægt for at få tid til at lave det, der giver allermest mening for mig. At skrive bøger.

Mange ting kommer til at ske i fremtiden. I den nærmeste og den fjerneste. Jeg har ikke særlig meget kontrol over noget af det. Det er så skræmmende og farligt, at jeg brugte det meste af dagen i går på at tude. Og det er så spændende og fantastisk, at jeg i dag har haft kriller i maven konstant. For midt imellem nye bekymringer og belastninger er der heldigvis også nye begyndelser. Ny bopæl. Og nye bøger. De handler ikke så meget om strande, men en del om søer. Og alt muligt andet. Jeg glæder mig til at puste liv i dem, og jeg håber, I har lyst til at læse med.

stranden

Noget om dybt vand

Jeg har været i havet i dag. Godt nok kun i indsøen, men det var vildt nok til mig, og jeg kom under med hoved og hale og det hele i gysende 11 grader koldt vand. Det troede jeg faktisk ikke, at jeg kunne. Så derfor blev jeg nødt til at gøre det. Jeg tvinger mig selv til at gøre mange ting for tiden, som jeg ikke tror, jeg kan. For jeg prøver at overbevise mig selv om, at jeg kan, hvad jeg vil.

Vandet ligger nemlig sådan, at jeg er kommet til at sige mit dejlige job op. Om et par måneder skal jeg vinke frivilligt farvel til verdens bedste arbejdsplads og velkomstkramme en krilrende ny tilværelse ude i friheden. Det er frygteligt, forvirrende og fantastisk på samme tid. Jeg har det som om, at jeg slået op med en kæreste, jeg stadig elsker, og nu håber jeg bare på, at vi kan blive ved med at være venner, selvom vi også begynder at se andre.

Jeg var jo forberedt på, at det skulle ske på et tidspunkt. At jeg skulle give slip på trygheden og hverdagen med guldfisken og hamsteren og pumaen og alle de andre fabelagtige arbejdsdyr. Jeg vidste bare ikke, at det skulle ske nu. Før jeg vidste det, altså. Det skete en tilfældig tømmermændsmorgen, hvor jeg luntede rundt på min strand og lige pludselig kunne mærke, at jeg ville starte mit eget web-produktionsselskab. Hvis jeg da overhovedet kan tillade mig at kalde det et selskab, når det indtil videre kun består af én person. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg den morgen på stranden følte mig sindssyg og dum og modig og sej på samme tid. Sådan har jeg det stadig. For selvom jeg de sidste tre år har lavet tv til nettet i alle former og farver, aner jeg ikke, om jeg kan holde røven oppe, når den faste løn er en blottet saga, og jeg i stedet skal hale opgaver ind ude fra det store hav.

90 procent af tiden tænker jeg, at det hele nok skal gå. At min røv har godt af et kærligt los, at mine fødder kommer til at elske den usikre grund, og at mit hoved trænger til at blive tvunget ud i noget nytænkning. De sidste 10 procent går med hysteriske tuderier og banderier og svovlerier og rysterier i den inderste underbuks, fordi jeg slet ikke ved, om jeg overhovedet ved, hvad det er, jeg har gang i.

Heldigvis kender jeg en langhalset type med to brede skuldre, 20 flasker rødvin på lager og en imponerende evne til at overbevise mig om, at alt bliver skide godt. Jeg har besluttet mit for at lytte til ham, fordi han er meget, meget klog. Så lige nu føler jeg, at det hele virkelig bliver skide godt. Og hvis det ender med en fiasko, bliver det i det mindste en skide god fiasko. Det er da ikke det værste, man kan ende med …

strandbodil

 

Noget om det bedste

Madkassen fylder et år i dag. Jeg ved ikke, om mit forhold til ting er blevet en tand for lidenskabeligt, når jeg ligefrem begynder at fejre fødselsdag for dem. Men så længe det kun er de vigtigste ting, som gør sig fortjent til fejring, tænker jeg, at det er okay.

I løbet af det seneste år er kassen blevet fyldt op med flere vigtige ting. Ud over at huse mit personlige kontantlager fra bufferbøssen, rummer den også den slags ting, som er umulige at prissætte. Det er dem, jeg sætter allermest pris på. Og så rummer den selvfølgelig en hel masse mening, som man ikke umiddelbart kan se, men som jeg slet ikke kan undgå at mærke hele tiden.

Selvom jeg også elsker mine kasser med VHS-bånd og kasserne med billeder af tid, som er gået, så er madkassen den allervigtigste. Og alt, hvad den symboliserer, er det bedste for mig.

20140306-185034.jpg
PS: Jeg har lige været et smut nede ved min strand for at klappe den klit (af sand), hvor kassen blev åbnet for første gang. Det var top daler og lige så rockerkoldt som sidst.

PPS: Det har været et skide godt år!

Slipgivningskomplikationer part IIII

Det var egentlig min intention at skrive et indlæg om, at jeg slet ikke har tudet i dag. Sådan en slags sensationskonstatering. Tadadada: Tudningsfri dag. Hva’ gi’r du?

Men så var det, jeg kom i tanke om, at det ville være løgn. For jeg gik og småflæbede lidt på stranden i morges. På MIN strand. Som jeg nu har besøgt tre morgener i træk. Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst er sket. I det hele taget har meget ændret sig det seneste års tid. Heldigvis. Og jeg bytter gerne morgenneurotik på stranden ud med huledynehygge i den anden ende … af byen. Den handel føles helt naturlig og meget rigtig. Alligevel er det en gang imellem lidt svært at undvære stranden for sådan en type, der gerne vil have det hele – altid og for evigt.

Om et par måneder er det 10 år siden, jeg flyttede ind i mit hus af guld på øen, der ikke udelukkende er lavet af lort. Selvom man trækker midlertidige afstikkere til Odense og New York fra de 10, har jeg aldrig prøvet at bo så lang tid samme sted. Og på trods af at jeg i flere år har jongleret med flytteboldsidéer, er tanken om en dag at skulle give afkald på min lejlighed og alt, hvad den minder mig om, helt frygtelig.

Stod det til mig, skulle jeg aldrig sige farvel til nogen eller noget, jeg holder af. Jeg synes stadig, afsked er en komplet unødvendig opfindelse. I hvert fald når jeg ikke lige slår den rationelle del af hjernen til (ja, den findes faktisk hos mig et sted). Den del, der fortæller mig, at det er umuligt helt at undgå afsked med gode ting og gode mennesker. Hvis jeg konsekvent nægtede at give slip, skulle jeg jo stadig gå i både folkeskolen og gymnasiet, have tre forskellige jobs, en omgangskreds, som i sig selv kunne befolke hele min ø, og en 10-12 boliger rundt omkring i verden. Det lyder hyggeligt, men det ville nok være lidt svært at praktisere (specielt når jeg i forvejen har alt for let ved at føle, at jeg ikke slår til).

Samtidig skulle jeg overbevise alle gamle klassekammerater og kolleger om, at de heller ikke måtte give slip. Av, den var værre! For de er jo alle udstyret med egen fri vilje, der giver dem ret til at prøve noget nyt, hvis de føler, det er rigtigt for dem. Også selvom jeg (og Maude) føler noget andet. Jeg ville så gerne kunne glæde mig af rent hjerte på andres vegne, når nye ting sker, men seperationsangsten, den satan, modarbejder mig konstant.

På trods af alt det, jeg lige har skrevet, glæder jeg mig alligevel til fremtiden. Til alt hvad den forhåbentlig fører med sig af gode ting. Og jeg frygter den egentlig ikke særlig meget. Jeg frygter kun afskeden med fortiden. Når jeg kigger rundt i mit liv, kan jeg få øje på rigtig meget, som jeg ved, jeg bliver tvunget til at give slip på før eller siden. For selvom jeg for eksempel slet ikke kunne forestille mig at forlade mit job, kunne jeg jo heller ikke forestille mig at sidde i samme stol, når jeg er 63. Ligesom jeg heller ikke kunne forestille mig at bo i mit hus af guld, når jeg er 63.

Måske handler det derfor ikke udelukkende om angsten for at give slip. Måske handler det i virkeligheden om angsten for at miste de år, der går. Om angsten for at blive GAMMEL. De tanker fik et par ture i den neurotiske tumbler, da jeg gik og småflæbede på stranden i morges. Og da jeg havde tørret øjnene, lovede jeg mig selv at være modig nok til at rykke mig. Til at handle, når det føles rigtigt. Også selvom det betyder, at jeg må sluge et par afskedskameler.

Det bliver skide godt, det der fremtid …

Samme strand, samme tidspunkt, tre morgener i træk.

Samme strand, samme tidspunkt, tre morgener i træk.

Hov, jeg glemte da … Part II

… noget vigtigt, dengang jeg skrev om, hvordan musik føles:

Sangen, der føles som ruskende, råkold efterårsaften på lunt teenageværelse under rød lavalampe med halvfærdig dansk stil på bordet, eksistensforvirrede digterier i kinabogen og hovedet fuld af uvidenhed om alt det, der skal ske i morgen, om en måned og om 13 år.

Sangen var egentlig ikke glemt, men havde ligget og puttet sig i et hjørne af min iPod, som tilfældigvis dukkede op til overfladen i morges, da jeg gik ved stranden i regnvejr. Og så var jeg pludselig tilbage i teenagekroppens melankoliforventningsfulde usikkerhed. På den gode måde, hvor minderne føles trygge, samtidig med at det er endnu mere trygt at tænke på, at jeg er et andet sted nu.

Selvom følelserne i kroppen har ændret sig, synes jeg stadig, det er en af de smukkeste sange, der er skrevet. Endnu mere efter jeg for første gang så videoen tidligere i dag. Og begyndte at hyggetude på kontoret. For tredje gang på en uge. Ny rekord, tror jeg. Men det er vel også en slags bedrift …

Noget om tilbagevendende drømmerier

Dengang min krop var barn, drømte jeg den samme drøm igen og igen. I drømmen havde vi en stor stentrold ude i haven, som min søster blev ved med at give brunkager, selvom det slet ikke var en rigtig trold. Jeg syntes, det var dumt. Indtil trolden en dag blev levende og jagtede mig, fordi jeg skulle straffes for min uvenlighed. Jeg spænede rundt i haven og i huset, indtil jeg fandt et gemmested under et ikke-eksisterende skab i et ikke-eksisterende bryggers, hvor jeg lå og rystede i barnebuksen, mens min søster stod ved siden af og grinede, fordi hun jo havde sit på det tørre. Jeg vågnede altid, lige inden trolden fandt mig, så jeg nåede aldrig at få den straf, som jeg vidste var på vej. Men frygten hang stadig i mig hele dagen. Nogle gange i flere dage. I de helt slemme tilfælde sad drømmen i mig, helt indtil jeg drømte den igen.

Jeg tror, troldedrømmen stoppede, da jeg var 6-7 år. Den blev erstattet af andre tilbagevendende scenarier, som har varieret gennem årene. Nu handler drømmene om noget helt andet. Ikke så meget om farlige monstre, som er efter mig. Mere om frygten for at falde, frygten for at køre galt, frygten for ikke at slå til og frygten for, at alt slet ikke er, som jeg tror, det er. For tiden fylder den slags drømme lidt for meget – måske fordi jeg sover anderledes, nu hvor det er blevet mørkere.

Jeg er blevet bedre til at efterlade drømmene i sengen, men i morges sad nattens mareridt i mig lidt for længe. Det er mærkeligt, for selvom jeg som regel kan huske næsten alt, hvad der sker i mit hoved om natten (hvilket ikke altid er en fest, men heldigvis er det en gang imellem), kunne jeg ikke huske drømmen i morges. Jeg kunne bare huske følelsen. Af usikkerhed og uro og frygt. Jeg fik først kastet den fra mig igen, da jeg mindede mig selv om den for tiden mest populære tilbagevendende drøm, jeg har. Den optimistiske. Den om flystyrtet. 

Måske lyder den slags ikke umiddelbart som fede tider i drømmeland, men det er det for mig. Drømmen har forskellig karakter – jeg flyver med forkellige mennesker i forskellige sammenhænge. Hændelsesforløbet er dog altid det samme. Vi styrter. Ved landingsbanen, på havet, mellem højhuse. Og alle går i panik, mens de forbereder sig på det værste. På katastrofen, hvor alt går galt. Men jeg er helt rolig. Fuldstændig overbevist om, at det hele nok skal gå. Og mens andre med lignende drømme sikkert plejer at vågne, lige før flyet rammer jorden, fortsætter min historie, som altid ender med, at kaptajnen får styr på lortet lige i det øjeblik, hvor det ser mest sort ud. Alle overlever. Alt er okay. Måske endda bedre, fordi vi klarede det, som virkede umuligt.

Jeg ved ikke helt, hvorfor min underbevidsthed bliver ved med at spille netop den natteforestilling, som lige så godt kunne være taget ud af en eller anden klichéfyldt, amerikansk b-film. Måske er det en form for selvregulerende, positiv terapi. Men det hjælper. Det hjælper specielt at tænke på den sådan en tåget tidligtirsdagmorgen alene på stranden.

nattetryghed

Noget om de bedste somre

Efter sådan en semisøvnløs nat er det faktisk helt okay at stå op til nostalgiske Beach Boys-toner og radiosummesnak om minder fra de bedste barndomssomre. Selv ville jeg ikke kunne udvælge den bedste. Der er mange gode, og da jeg tulrede rundt på stranden i morges med endnu mere nostalgimusik i ørerne, tænkte jeg på nogle af de allerbedste (i helt ulogisk (men for mig ret meningsfuld) rækkefølge).

Der var den sommer, hvor jeg havde opdaget, at der var noget, som hed ungdomsromaner, selvom jeg vist egentlig ikke var helt gammel nok til at læse den slags. Men det gjorde jeg. Og jeg blev så opslugt af historierne om hemmelige forelskelser og fester og hyggesnaverier (og det, der var værre), at jeg blev nødt til at starte forfra på flere af bøgerne, så snart jeg var færdig. Sådan fortsatte jeg, indtil bøgerne var læst helt fra hinanden. Og så gik den sommer.

Nogle år senere kom sommeren, hvor jeg selv skulle igennem det hele. Hvem-er-du-mest-vild-med-lige-nu-legene og fester på stranden med bål og halvforbudte, lunkne dåseøl og gramserier i krattet (nej, ikke dét krat – jeg var en pæn pige). Det var sommeren med lange computerspilsnætter på teenagedrengeværelse, som duftede af spraydeo. Og undulaten kom på besøg, mens mine forældre var på ferie, og vi kom til at holde spontan morgenfest i gildesalen, hvilket var en skide god idé, lige indtil min storesøster kom hjem og opdagede os, samtidig med at fyren, jeg flettede fingre med, havde drukket glasskår ved en fejl. Og tigeren og løven og pumaen og jeg fik overbevist vores forældre om, at vi sagtens kunne tage på camping alene uden at lave ballade. Så det gjorde vi. Og vi lavede ballade og drak os fulde i vodka fra Spriteflasker og var lige ved at ryge rigtigt i kløerne på nogle alt for gamle mandspersoner (som vel egentlig var yngre, end jeg er nu. Skræmmende!)

Midt imellem de to somre, var der den, hvor jeg var i Italien med egernets familie, og vi lurede på Lækro og Smækro og holdt bøvsekonkurrencer, mens de voksne var i operaen. Jeg købte min første t-shirt i ægte neon, og vi bestilte pizza helt selv, og alt var så skønt, så skønt! Året efter kom sommeren, hvor vi var på minifestival og købte vores første øl. Til deling, altså. Mens ingen så det. Og vi følte os halvfulde og syntes, at vi var nogle fandens karle.

I morges hørte jeg musik fra alle de forskellige somre. Jeg har før fortalt, hvordan musik føles for mig. Musik er genialt, fordi det får mig til at huske alt det, jeg ikke har glemt. Derfor er det også fantastisk, at jeg allerede er ved at få en fornemmelse af, hvilke numre der kommer til at minde mig om den her sommer engang i den skræmmende spændende fremtid.

PS: Blandt numrene på nostalgispillelisten i morges var det her. Jeg ved præcis, hvornår jeg hørte det første gang. Det var en helt femte sommer – før alle de andre. I Harzen på bagsædet af verdens mindste bil med munden fuld af orange TicTac. Jeg forstod ikke svensk dengang. Det gør jeg stadig ikke. Alligevel forstår jeg den bedre nu, end jeg gjorde den sommer …