Noget om dybt vand

Jeg har været i havet i dag. Godt nok kun i indsøen, men det var vildt nok til mig, og jeg kom under med hoved og hale og det hele i gysende 11 grader koldt vand. Det troede jeg faktisk ikke, at jeg kunne. Så derfor blev jeg nødt til at gøre det. Jeg tvinger mig selv til at gøre mange ting for tiden, som jeg ikke tror, jeg kan. For jeg prøver at overbevise mig selv om, at jeg kan, hvad jeg vil.

Vandet ligger nemlig sådan, at jeg er kommet til at sige mit dejlige job op. Om et par måneder skal jeg vinke frivilligt farvel til verdens bedste arbejdsplads og velkomstkramme en krilrende ny tilværelse ude i friheden. Det er frygteligt, forvirrende og fantastisk på samme tid. Jeg har det som om, at jeg slået op med en kæreste, jeg stadig elsker, og nu håber jeg bare på, at vi kan blive ved med at være venner, selvom vi også begynder at se andre.

Jeg var jo forberedt på, at det skulle ske på et tidspunkt. At jeg skulle give slip på trygheden og hverdagen med guldfisken og hamsteren og pumaen og alle de andre fabelagtige arbejdsdyr. Jeg vidste bare ikke, at det skulle ske nu. Før jeg vidste det, altså. Det skete en tilfældig tømmermændsmorgen, hvor jeg luntede rundt på min strand og lige pludselig kunne mærke, at jeg ville starte mit eget web-produktionsselskab. Hvis jeg da overhovedet kan tillade mig at kalde det et selskab, når det indtil videre kun består af én person. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg den morgen på stranden følte mig sindssyg og dum og modig og sej på samme tid. Sådan har jeg det stadig. For selvom jeg de sidste tre år har lavet tv til nettet i alle former og farver, aner jeg ikke, om jeg kan holde røven oppe, når den faste løn er en blottet saga, og jeg i stedet skal hale opgaver ind ude fra det store hav.

90 procent af tiden tænker jeg, at det hele nok skal gå. At min røv har godt af et kærligt los, at mine fødder kommer til at elske den usikre grund, og at mit hoved trænger til at blive tvunget ud i noget nytænkning. De sidste 10 procent går med hysteriske tuderier og banderier og svovlerier og rysterier i den inderste underbuks, fordi jeg slet ikke ved, om jeg overhovedet ved, hvad det er, jeg har gang i.

Heldigvis kender jeg en langhalset type med to brede skuldre, 20 flasker rødvin på lager og en imponerende evne til at overbevise mig om, at alt bliver skide godt. Jeg har besluttet mit for at lytte til ham, fordi han er meget, meget klog. Så lige nu føler jeg, at det hele virkelig bliver skide godt. Og hvis det ender med en fiasko, bliver det i det mindste en skide god fiasko. Det er da ikke det værste, man kan ende med …

strandbodil

 

Den store bagedag

Jeg har været i havet. Ikke på havet, men i havet. Det store, farlige hav. Og det føltes helt rigtigt. Rammen for bølgebesøget var en sommerhus-weekend med guldfisken, musen og tusindbenet – en slags cruise-reunion uden båd. Jeg havde glædet mig. Til at grine og glemme resten af verden et par dage. Desværre var jeg kommet til at pakke en god portion ruminerings-kaos i weekendtasken, som gjorde det lidt svært at være hundrede procent til stede. Problemet viste sig allerede, inden vi nåede destinationen. Vi pit-stoppede på vejen for at handle ind til weekend-festivitassen, og jeg hører desværre til den gruppe mennesker, som tror, det er muligt at shoppe sig ud af problemerne. Rimelig svær opgave, når eneste åbne butik på landet var en Rema1000. Men sådan en smule udfordring skulle da ikke stoppe mig. Så mens de tre andre sammen gik rundt for at finde ingredienser til aftensmaden og morgenmaden, fandt jeg alt det mest nedsmeltnings-nødvendige. En liter koldskål, et neon-smykketræ, Otto er et næsehorn på dvd, en pakke tamponer, en grøn sodavand, Gummi Tarzan på dvd, en pose Click Mix og to elpærer. Heldigvis vidste de andre godt, at jeg var på et lidt kritisk stadie, så de mobbede mig ikke mere end højst nødvendigt.

Indkøbene fiksede desværre ikke kaos, så jeg blev nødt til at hanke op i mig selv og forsøge at udbedre det selv. Forsøge at opføre mig bare en lille smule voksent. Forsøge at forholde mig til egen ekstreme dumhed. Så det gjorde jeg. Selvom det gjorde lidt ondt. Bagefter besluttede jeg mig for at overgive mig til fællesskabet. Og nedsmeltningen blev da også skubbet lidt i baggrunden, da tusindbenet startede den meget modne leg: Læs-tv-guiden-op-og-forestil-dig-at-programmerne-er-pornofilm. Vi startede blødt med ’Bones’, ’Big Bang Theory’ ’Valhalla Rising’, ’To fyre, en pige og et pizzeria’ og ’Kongen af Queens’, men da vi nåede til ’How I Met Your Mother’, måtte jeg overgive mig til den infantile dumhed. Og grine. Højt. Befriende. Hvis ikke legen var sjov nok, kunne jeg altid grine lidt ad tusindbenets grin. Det lyder præcis som det grin, Benny fra Olsen Banden solgte på dåse. Hos tusindbenet får man det bare gratis.

Nedsmeltningen var dog ikke sådan at holde i skak, så efter maden fik jeg mig tvangsindlagt i sofa-skammekrogen, hvor jeg skammede mig selv i meget tidlig søvn. Næste morgen vågnede jeg op og var kampklar – parat til at opløse nedsmeltning. Af en eller anden grund fik jeg bildt mig selv ind, at den kunne bages væk. Jeg har helt utroligt dårlige erfaringer med egne præstationer udi bagværk, men jeg fik bare en meget dyb trang til at røre og ælte og forme. De andre var ikke helt uskeptiske, men jeg fik lov til at føre projektet ud i livet – også selvom jeg insisterede på, at jeg ville gøre det uden brug af opskrifter. Så mens musen, tusindbenet og guldfisken satte ’Love Actually’ på dvd’en, satte jeg en kage i ovnen. En, der var lavet fra bunden med mørk chokolade i vandbad og pasteuriserede æg og siet flormelis på toppen og alt muligt.

Havde virkelig aldrig troet, jeg skulle uploade billeder af bagværk. Oh well, here goes …

Efter kagen kom burgerbollerne. Og franskbrødet. Det gik overraskende godt, og jeg nåede at blive færdig på det helt rigtige tidspunkt, så jeg lige nøjagtig kunne nå at være med til alle tude-scenerne inde hos de andre. Jeg var heldigvis i selskab med tre typer, som har en ret høj tolerance-tærskel, når det kommer til spontan-tudning, så jeg tudede mig diskret igennem den sidste halve time af filmen. Det føltes godt. Bagefter var jeg klar. Impulsshopping, problemforholdning, skamning, bagning og tudning havde gjort mig parat til det store hav. Det blev både til en fælles eftermiddagsdukkert i zen-stille vand og til det, der var endnu bedre: midnatsdukkerten. Halvsnalrede fik vi fumlet os vej i mørke ned til stranden, hvor jeg vovede mig ud i det mørke hav uden tekstil-beskyttelse – kun iført en halv liter Tuborg Classic på dåse. Havet blev på magisk vis lyst op af kril (vidste ikke, at de kunne lyse så kraftigt i Danmark), og himlen blev lyst op af stjerneskud og lyn (vidste ikke, at de to ting kunne forekomme samtidig). Det var magisk. Og næsten ikke farligt*.

I morges følte jeg mig som en cand. mag. Fugl Fønix. Drengene havde tændt grillen for at lave morgenmadsburgere af det sidste kød (vi var kommet til at købe to kilo), guldfisken havde fået sin morgen-Fanta, solen skinnede i tre minutter, og jeg tænkte, at alt egentlig var ret skønt, kaotisk tilværelse taget i betragtning. Vi ryddede op, pakkede og gjorde rent. Det føltes sært tilfredsstillende at gå og vaske gulv i verdens-største-sommerhus til tonerne af dansk Melodi Grand Prix-vinder anno 1991, som musen helt uopfordret havde sat på, fordi han vidste, at den ville gøre mig glad. Jeg bliver nok aldrig rigtig tjekket. Jeg bliver sandsynligvis aldrig hende, der kan kontrollere brandert, bekendelser eller bagstivhed. Jeg bliver nok heller aldrig hende, der har styr på rammerne – på alt det praktiske. Hende, som helt naturligt smider en kage i ovnen uden at skabe kaos i køkkenet. Men det gør ikke noget. For jeg er heldigvis indehaver af verdens bedste venner, der får mig til at føle, at jeg er ganske okay alligevel. De findes både i sommerhuset og i hovedstaden – i barndomslandet, på Sydfyn og på fastlandet. På det punkt er jeg en uheldigt heldig type!

PS: Nogle gange sker det også, at nye bekendtskaber dukker op. Det skete i dag. Og det nye bekendtskab havde endda en medalje med – den sejeste, jeg har modtaget indtil videre. Det kan godt være, at mine medaljer aldrig er 100 procent vinder-medaljer, men jeg kan faktisk bedst lide den slags, som også har plads til taberen. Medaljen i dag fik jeg, fordi jeg fandt frem til skatten, da den allerede var blevet taget af en anden. ’Kom igen næste gang’, står der på den. Jeg synes, den er helt fantastisk sej, og jeg er meget beæret over, at en (indtil for kort tid siden) fremmed person har taget sig tid til at lave sådan en til mig. Jeg er virkelig en uheldigt heldig type!

* I tilfælde af at min mor skulle finde på at læse med, vil jeg gerne lige understrege, at vi selvfølgelig skyndte os op ad vandet, så snart det begyndte at lyne. Og vi gik ikke længere ud end til navlen. Jeg bærer mine branderter på yderst ansvarlig vis. Eller noget …

Jeg ved ikke vad der er rigtit

Det er ved at være en måned siden, jeg overvandt frygten for anklage om unødvendigt navlepilleri med stening som følgestraf – og oprettede bloggen her. Jeg vidste godt, at jeg savnede at skrive, men jeg var ikke klar over, at abstinenserne var så voldsomme, som de har vist sig at være. Dog føles det skønt at få afløb for dem. Også selvom jeg tit frygter, at jeg burde skamme mig over at fylde det uendelig internet op med tanker, som bare burde blive i det hoved, hvor de er undfanget, født og opvokset. Det undrer mig lidt, hvorfor nogen har et så ekstremt behov for at udtrykke sig og sætte ord på tanker og mysterier, mens andre sætter en ære i at holde private tanker private. På en måde er jeg lidt misundelig på de der piger, der kan sidde og være sådan lidt henkastede mystiske over et (enkelt) glas rødvin og en plade med sofistikeret jazz. Det har jeg bare ikke evnen til. Jeg er alt for nysgerrig og bange og forvirret og kommunikations-lysten og dele-glad. I stedet for at finde svaret på, hvorfor jeg er sådan, er jeg netop faldet over svaret på, hvor længe jeg har været sådan. Altid, åbenbart. Eller i hvert fald siden 2. klasse. Jeg fandt en mappe, min mor lavede til mig, da jeg blev konfirmeret, og selvom jeg indtil nu altid har været ret god til at skjule alt det, jeg har skrevet (der er skræmmende meget), er det på en eller anden måde lykkedes hende fingrene i det her:

Til dem, der har svært ved at tyde barnlig skrift og stavefejl, kan jeg fortælle, at sætningerne i en mere korrekt udgave ville lyde nogenlunde sådan her:

Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt

Jeg er en lille pige, jeg er lige fyldt de ni.
Jeg går tit og tænker på, hvem jeg allerbedst kan lide
Uh, ah, uh
Hvor går verden hen?
Hvor fører den mig til?
Jeg kan ikke lide krig.
Faktisk kan jeg ingenting.

Okay, jeg kan i hvert fald konstatere, at nedsmeltningerne startede tidligt. Og at jeg i løbet af de seneste knap 20 år ikke er blevet voldsomt meget klogere på de spørgsmål, jeg stillede. Jeg går ud fra, at det er skrevet umiddelbart efter, jeg var blevet gjort opmærksom på, at der engang fandtes en, der hed Hitler. Da blev jeg meget bange i en meget lang periode. For krig og død og ødelæggelse. Mest fordi min familie netop var blevet splittet, og det derfor var sværere for mig hele tiden at beskytte dem alle sammen, når nu vi ikke boede sammen (jeg var en bomstærk 9-årig, betvivl det ej. Jeg havde både en fantasti-hestehær og en imaginær tank, så hvis ellers dem, jeg holdt af, gad at holde sig samlet i en gruppe, skulle jeg nok forsvare dem mod sådan nogle Hitler-agtige typer).

Som jeg ser det, var alle de store emner repræsenteret i min emo-kid-tekst. Hvis vi tager det i rækkernes rækkefølge, har vi:

– Alders-nedsmeltningen

– Hvem-skal-kærligheden-kastes-på-nedsmeltningen

– Manglende-evne-til-at-acceptere-manglende-evne-til-at-synge-nedsmeltningen

– Verdens-nedsmeltningen

– Personligheds-nedsmeltningen

– Konflikt-nedsmeltningen

– Og hov, der var den sørme også, den gode, gamle ven: selvtillids-nedsmeltningen

Summa summarum må derfor være, at hvis jeg skiftede tallet 9 ud med 27, er barnedigtet vel en meget fin opsummering af den her blog. Jeg sætter al min lid til, at de næste par årtier bliver lidt mindre udbytterige i forhold til nedsmeltninger og lidt mere udbytterige i forhold til svar – men jeg håber virkelig aldrig, jeg bliver for klog til at stille spørgsmål!

Her blev de første nedsmeltninger født – bl.a.
Hvorfor er græsset grønt, når jorden er brun?
Er havet uendeligt, når det støder sammen i alle ender?
Hvorfor ligner skyerne noget, de ikke er?
Der er (desværre/heldigvis) mange flere, hvor de kommer fra …