Noget om fejlbarlig ufejlbarlighed

Jeg har de seneste år skrevet og sagt en masse om, hvorfor jeg synes, det er så vigtigt, at vi lærer at acceptere vores fejl og nederlag – og hvorfor jeg mener, livet både bliver sjovere og lettere, hvis vi dropper illusionen om altid at kunne gøre det helt rigtige på den helt rigtige måde på det helt rigtige tidspunkt.

Til mine foredrag er jeg flere gange blevet spurgt om, hvad der skal til, for at de mange børn og unge, som oplever mindreværd, lærer at acceptere deres fejlbarlighed. Jeg har ikke et perfekt svar på det spørgsmål. Men hvis nu ordbogen starter med at anerkende fejlbarlighed som et ord og en passende modsætning til det urealistiske, men dog sprogligt accepterede ufejlbarlig, er vi måske en meter længere mod målet.

Skærmbillede 2018-03-21 kl. 21.46.28

 

Noget om selvtillid og Fodspor i sne

Hvordan kan det være, at en lav karakter tynger mere, end en høj karakter luner? At en lunken anmeldelse sidder fast i baghovedet i flere måneder, mens glæden over en topanmeldelse fortager sig, allerede et par timer efter den er fortæret? At en negativ bemærkning skal opvejes af 10 positive?

I går udgav jeg min fjerde bog, og forleden sagde giraffen, at han synes, det er den bedste, jeg har skrevet. Min første tanke var: “Hvad er der galt med de andre?”

Selvom selvtillidsdjævlen stadig bider, er jeg blevet bedre til at lytte til det positive og ryste det negative af mig. Det har også været nødvendigt, for vejen til rent faktisk at få udgivet mine bøger har budt på langt flere afslag og nedadvendte tommelfingre end succesoplevelser. Jeg har været så drevet af at nå dertil, hvor jeg er nu, at jeg måtte finde en måde at overkomme de nødvendige nederlag uden at lade dem gnave sig alt for dybt ind i selvtilliden.

Og selvtilliden har det altså bedst, hvis sejrene bliver fejret. Så tadaaa: Her er min fjerde bog. Yderst pålidelige kilder siger, det er den bedste, jeg har skrevet (men de andre er nu heller ikke værst …)

forside_fodspor_i_sne

Noget om løjsere og løgsovs

Kender I der der med, at man tror, man ved, hvad et ord betyder, og så gik der tid med det, og pludselig finder man ud af, at man har brugt ordet helt forkert i 10-20-30 år, uden man er blevet rettet? Som da mejsen konsekvent brugte ordet “hamper” om en person, der er ekstremt lækker, for alt for sent at finde ud at, at ordbogen mener, det betyder “upassende, frastødende eller ubehagelig”. Virkelig ærgerligt forsøg på at smide en kompliment på første date.

Nå, men jeg er så åbenbart typen, der sender min første børnebog til tryk uden at vide, hvad titlen betyder. Bogen handler om to fætre, og da jeg skrev den, fandt jeg hurtigt ud af, at de var nogle fætterløjsere, hvilket sandsynligvis er en kombination af det altid brugbare Fister løgsovs og mine varme minder om den legendariske satireserie Løjserne. (Okay, at dømme efter en hurtig rundspørge i min omgangskreds er jeg sandsynligvis den eneste, der synes, den serie virkelig er legendarisk. Men altså … den indeholder guldreplikker som: “Så står jeg her som en mus mellem to spejle”. Jeg siger det bare.)

Lang historie kort kom min første børnebog til at hedde Fætterløjserne. I min verden betød det “To fætre, der laver løjer med hinanden”. I hvert fald lige indtil jeg for et par uger siden hørte et familiemedlem omtale en meget lidt charmerende person som “en værre løjser”. Det gav mig den geniale idé at slå ordet op i den førnævnte ordbog – kun for at konstatere, at løjser åbenbart betyder en “slap, doven eller upålidelig person”. Skide godt udgangspunkt for en bog, der gerne skulle fremstille hovedpersonerne som lidt af et par gutterknægte.

Nå, men er det ikke noget med, at man kan få ordbogen til at lave betydningerne af et udtryk om til det komplet modsatte, hvis bare det bliver brugt forkert tilpas mange gange? Hvis det kan ske for bjørnetjeneste, så kan alt jo lade sig gøre

Bogen udkommer i øvrigt i morgen, og du skal være noget så hjerteligt velkommen til at købe den lige her.

Fætterløjserne Forside

PS: Da jeg skulle oprette det her blogindlæg, gik det op for mig, at jeg havde glemt, hvordan man gjorde. Det må betyde, at det er for lang tid siden, jeg har skrevet et sidst. Min ambition er derfor, at jeg når at skrive minimum et blogindlæg per bog, jeg udgiver. Det burde være realistisk. Også selvom der kun er fem uger, til den næste er på gaden.

Noget om at finde sin plads

Jeg skal flytte. Giraffen og jeg har købt sådan en rigtig voksenlejlighed med to 70’er-grønne badeværelser og en terrasse med hæk, der skal klippes. Jeg føler mig allerede hjemme, selvom jeg kun har været der en enkelt gang til ultrahektisk fremvisning. For tiden føler jeg mig faktisk hjemme, ligegyldigt hvor jeg er. Måske fordi jeg endelig har fundet min plads.

Forleden drømte jeg, at vi skulle flytte ind i et kæmpe cirkustelt, som var blevet indrettet med krogede rum og vægge af pap. Det matcher ikke helt virkeligheden, men der skal ikke meget analyse til for at få drømmen til at give mening for mig.

Lige nu er alt omkring mig nemlig lidt af et cirkus. Der er fest og farver og gøglerier, og jeg balancerer med nye projekter, som kræver en del magi for at kunne lykkes. Jeg er dog ikke skvattet af linen endnu, så jeg tror på, den kan bære mig i mål. Samtidig er der en ny elefantunge i manegen, som minder mig om, at verden faktisk ikke er helt så ond en satan, som jeg syntes, den var, da hans fætter døde. Og er der en pige, som kæmper en kamp, der er så hård og uretfærdig, at jeg har lyst til at bytte liv med hende et øjeblik, så hun kan få en pause fra alt det, de færreste forstår. I søndags blev hun konfirmeret, og foran hende venter ungdommen med alle de rutchebaneture, som følger med.

De rigtige voksne siger tit, at det er vigtigt at nyde ungdommen, fordi de (heldigvis) husker det som den bedste tid. Det var det ikke for mig. Noget af tiden var det fedt, men meget af tiden var det forvirrende og svært at være teenager, fordi jeg ikke kunne finde min plads og slet ikke følte, jeg havde kontrol over noget. Derfor troede jeg, det kunne give mig ro, hvis jeg begyndte at kontrollere, hvordan bestikket lå på bordet, eller hvordan billederne hang på væggene, eller hvordan mine fødder ramte fortovet. Der gik mange år, før jeg indså, at jeg først fik ro, når jeg gav slip på mit behov for kontrol.

Jeg synes, mit liv bliver bedre og bedre. Jeg bliver gladere og gladere i takt med, at jeg finder mere ro i rollen som den, jeg er. Nogle perioder er hårde. Nogle dage er jeg ked af det uden at vide hvorfor. Og så giver jeg mig selv lov til at være det. Det er okay. Men langt det meste af tiden er det godt. Langt det meste af tiden synes jeg, livet er en fest, som giver mig gåsehud og glæde lige her, hvor jeg nu ved, at jeg hører til.

Alligevel kan jeg godt forstå alle de unge, som synes, livet kan føles modbydeligt og svært. Jeg håber, de vil skrue ned for volumen, når de voksne i bedste mening fortæller om, hvor fantastisk ungdommen er. Du er ikke en fiasko, hvis du har svært ved at nyde teenagecirkusset, eller hvis du har problemer med at finde vejen til din plads. Til gengæld ved jeg, at det i rigtig mange tilfælde bliver bedre og lettere at rykke fremad i takt med, at du lærer dig selv at kende.

Det blev det for mig, og det kan jeg mærke, at det også blivet for den 13-årige, som har en helt særlig plads i mit hjerte.

IMG_0966

Noget om strande og bøger

Mange ting sker for tiden. Derfor kan det være rart at blive mindet om, at nogle ting altid vil være lige der, hvor de skal være. Som min gode, gamle strand. Jeg besøgte den i dag for første gang i år. Det var ruskende og solskinsskinnende og nostalgisk.

Mange ting er sket på den strand. Jeg har frustrationsløbet lungerne i stykker på den strand. Jeg har hylet af sorg og smerte og hylet af grin og glæde på den strand. Jeg har drukket mig modig nok til skumringsbadning, og jeg har druknet alverdens tømmermændskvalmer og kvaler på den strand. De vigtigste ting er sket på den strand. Det var der, jeg mødte giraffen for første gang. Og det var der, jeg med angst og bæven og lykke og lethed besluttede mig for at kvitte den faste indtægt for at få tid til at lave det, der giver allermest mening for mig. At skrive bøger.

Mange ting kommer til at ske i fremtiden. I den nærmeste og den fjerneste. Jeg har ikke særlig meget kontrol over noget af det. Det er så skræmmende og farligt, at jeg brugte det meste af dagen i går på at tude. Og det er så spændende og fantastisk, at jeg i dag har haft kriller i maven konstant. For midt imellem nye bekymringer og belastninger er der heldigvis også nye begyndelser. Ny bopæl. Og nye bøger. De handler ikke så meget om strande, men en del om søer. Og alt muligt andet. Jeg glæder mig til at puste liv i dem, og jeg håber, I har lyst til at læse med.

stranden

En af de der dage …

… hvor man går i Netto for at købe noget helt specifikt, som viser sig at være udsolgt, og derfor i stedet kommer hjem med det her.


PS: Ja, kassedamtype, jeg har tømmermænd. Tak fordi du spurgte så højt, at både spelttype et foran mig og spelttype to bagved kunne høre det. Men jeg har faktisk ikke tid til at snakke, for jeg skal skynde mig over til bageren efter romkugler og fastelavnsboller og hvidt brød med ægte hvede i. At du ved det.