Noget om slatten succes

Jeg kører totalt med klatten for tiden. Det siger rygterne ude i byen i hvert fald.

De seneste måneder har jeg flere gange oplevet, at det klassiske “Hvordan går det så med dig”-spørgsmål har ændret form til konstateringen “Det kører jo bare for dig”, når jeg har talt med folk, jeg ikke har set et stykke tid.

De har nemlig set på Facebook og Instagram, at jeg udgiver bøger i rap, hiver fine anmeldelser hjem, trækker fulde huse til foredrag og rejser verden rundt ved siden af. Selvom jeg ofte ville ønske, at jeg levede det fede liv hver eneste dag, må jeg desværre konstatere, at min virkelighed er knap så konfettifyldt.

Når nu jeg skriver og taler så meget om, hvor vigtigt det er at droppe glansbillederne, kunne jeg jo passende starte med at pille mit eget ned. Så:

  • Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft ro i maven, fordi jeg havde penge til at betale mine regninger til den første (hurra for MasterCard).
  • Jeg har fået så mange afslag på fondsansøgninger og forsøg på samarbejder alene i år, at jeg kunne bygge et hæderligt Sankt Hans-bål af dem.
  • Jeg har ikke holdt et foredrag siden februar (altså siden sidste gang, jeg postede noget om foredrag).
  • Jeg har stort set ikke skrevet siden nytår, fordi jeg ikke har haft råd til at afsætte tid til den bog, jeg gerne vil i gang med.
  • Jeg har til gengæld brugt et par tusind timer af 2018 på at ligge med bankende hjerte og blikket vendt mod sofaryggen, fordi jeg ikke kunne finde ud af at rejse mig (havde jeg i stedet brugt tiden på at arbejde eller skrive, ville jeg nu enten have penge på kontoen eller endnu en færdig bog. Men det ville jo næsten være for nemt …)
  • Jeg har netop smidt en fjerdedel af mit tøj ud, fordi årets prangende junkfoodindtag har svækket min tro på, at jeg nogensinde kommer til at skrue mig ned i det igen.
  • Jeg har fået anmeldelser, som langt fra var prangende – en af dem var endda af den rigtig vigtige slags (men i stedet for at dele den på sociale medier, spurtede jeg direkte hen på en meget brun bodega og drak mig fuld for de penge, jeg heller ikke havde den dag).

Så nej, alt er ikke fest og farver i min butik. For helt ærligt synes jeg, det er pissesvært at finde en balance, hvor jeg kan lave det, jeg elsker, samtidig med at jeg tjener penge nok til at undgå endnu et regnskabsår med underskud.

Når det er sagt, så er jeg stadig ret tosset mit liv en del af tiden. For selvom min økonomi (stadig) sejler, selvom jeg (stadig) ikke kan passe den der lædernederdel fra 2013, selvom jeg (stadig) ikke har udgivet noget, der ligner en indbringende bestseller, eller (stadig) ikke kan finde ud af at sælge mig selv godt nok til at blive booket til alle de foredrag, jeg gerne vil holde, så har jeg på fornemmelsen, at den 5-årige, 15-årige og 25-årige version af mig selv alligevel ville have optur over det, jeg trods alt har opnået. Og resten af livet ville da også være kedeligt, hvis jeg vidste det hele og havde inkasseret alle succesoplevelserne allerede nu.

Måske er der en grund til, at jeg ikke kan få finansiering til det store romanprojekt, jeg så gerne vil i gang med. Måske er det, fordi jeg først har lært nok om livet til at kaste mig ud i det om 10 eller 20 år. Måske er det helt fint, at mine uger ikke er booket op med foredrag. For så har jeg tid til en masse andre arbejdsopgaver, som for det meste både er sjove og lærerige (men du må stadig meget gerne booke mig. Jeg er både villig og billig (som man siger …)). Måske er det helt okay, at alle anmeldelser ikke er spitzenklasse. For så sætter jeg meget mere pris på dem, der er. Og måske er det helt okay, at jeg ikke kan passe mit tøj fra 2013. For årsagen til, at jeg kunne skrue mig ned i en størrelse 36 dengang, var, at jeg i alt for lang tid havde behandlet min krop dårligt.

Jeg har stadig alt for meget at lære til at køre med klatten. Og det er okay. For helt ærligt tror jeg ikke, jeg ville trives særlig godt i et glansbillede. Jeg trives bedst i min egen usikre frihed, hvor der heldigvis er plads til at håbe på, at fremtiden bringer en løsning på selv de mest uoverskuelige udfordringer.

take_what_you_need

Roskildevej, Frederiksberg

 

Noget om fejlbarlig ufejlbarlighed

Jeg har de seneste år skrevet og sagt en masse om, hvorfor jeg synes, det er så vigtigt, at vi lærer at acceptere vores fejl og nederlag – og hvorfor jeg mener, livet både bliver sjovere og lettere, hvis vi dropper illusionen om altid at kunne gøre det helt rigtige på den helt rigtige måde på det helt rigtige tidspunkt.

Til mine foredrag er jeg flere gange blevet spurgt om, hvad der skal til, for at de mange børn og unge, som oplever mindreværd, lærer at acceptere deres fejlbarlighed. Jeg har ikke et perfekt svar på det spørgsmål. Men hvis nu ordbogen starter med at anerkende fejlbarlighed som et ord og en passende modsætning til det urealistiske, men dog sprogligt accepterede ufejlbarlig, er vi måske en meter længere mod målet.

Skærmbillede 2018-03-21 kl. 21.46.28

 

Noget om selvtillid og Fodspor i sne

Hvordan kan det være, at en lav karakter tynger mere, end en høj karakter luner? At en lunken anmeldelse sidder fast i baghovedet i flere måneder, mens glæden over en topanmeldelse fortager sig, allerede et par timer efter den er fortæret? At en negativ bemærkning skal opvejes af 10 positive?

I går udgav jeg min fjerde bog, og forleden sagde giraffen, at han synes, det er den bedste, jeg har skrevet. Min første tanke var: “Hvad er der galt med de andre?”

Selvom selvtillidsdjævlen stadig bider, er jeg blevet bedre til at lytte til det positive og ryste det negative af mig. Det har også været nødvendigt, for vejen til rent faktisk at få udgivet mine bøger har budt på langt flere afslag og nedadvendte tommelfingre end succesoplevelser. Jeg har været så drevet af at nå dertil, hvor jeg er nu, at jeg måtte finde en måde at overkomme de nødvendige nederlag uden at lade dem gnave sig alt for dybt ind i selvtilliden.

Og selvtilliden har det altså bedst, hvis sejrene bliver fejret. Så tadaaa: Her er min fjerde bog. Yderst pålidelige kilder siger, det er den bedste, jeg har skrevet (men de andre er nu heller ikke værst …)

forside_fodspor_i_sne

Noget om løjsere og løgsovs

Kender I der der med, at man tror, man ved, hvad et ord betyder, og så gik der tid med det, og pludselig finder man ud af, at man har brugt ordet helt forkert i 10-20-30 år, uden man er blevet rettet? Som da mejsen konsekvent brugte ordet “hamper” om en person, der er ekstremt lækker, for alt for sent at finde ud at, at ordbogen mener, det betyder “upassende, frastødende eller ubehagelig”. Virkelig ærgerligt forsøg på at smide en kompliment på første date.

Nå, men jeg er så åbenbart typen, der sender min første børnebog til tryk uden at vide, hvad titlen betyder. Bogen handler om to fætre, og da jeg skrev den, fandt jeg hurtigt ud af, at de var nogle fætterløjsere, hvilket sandsynligvis er en kombination af det altid brugbare Fister løgsovs og mine varme minder om den legendariske satireserie Løjserne. (Okay, at dømme efter en hurtig rundspørge i min omgangskreds er jeg sandsynligvis den eneste, der synes, den serie virkelig er legendarisk. Men altså … den indeholder guldreplikker som: “Så står jeg her som en mus mellem to spejle”. Jeg siger det bare.)

Lang historie kort kom min første børnebog til at hedde Fætterløjserne. I min verden betød det “To fætre, der laver løjer med hinanden”. I hvert fald lige indtil jeg for et par uger siden hørte et familiemedlem omtale en meget lidt charmerende person som “en værre løjser”. Det gav mig den geniale idé at slå ordet op i den førnævnte ordbog – kun for at konstatere, at løjser åbenbart betyder en “slap, doven eller upålidelig person”. Skide godt udgangspunkt for en bog, der gerne skulle fremstille hovedpersonerne som lidt af et par gutterknægte.

Nå, men er det ikke noget med, at man kan få ordbogen til at lave betydningerne af et udtryk om til det komplet modsatte, hvis bare det bliver brugt forkert tilpas mange gange? Hvis det kan ske for bjørnetjeneste, så kan alt jo lade sig gøre

Bogen udkommer i øvrigt i morgen, og du skal være noget så hjerteligt velkommen til at købe den lige her.

Fætterløjserne Forside

PS: Da jeg skulle oprette det her blogindlæg, gik det op for mig, at jeg havde glemt, hvordan man gjorde. Det må betyde, at det er for lang tid siden, jeg har skrevet et sidst. Min ambition er derfor, at jeg når at skrive minimum et blogindlæg per bog, jeg udgiver. Det burde være realistisk. Også selvom der kun er fem uger, til den næste er på gaden.

Noget om at finde sin plads

Jeg skal flytte. Giraffen og jeg har købt sådan en rigtig voksenlejlighed med to 70’er-grønne badeværelser og en terrasse med hæk, der skal klippes. Jeg føler mig allerede hjemme, selvom jeg kun har været der en enkelt gang til ultrahektisk fremvisning. For tiden føler jeg mig faktisk hjemme, ligegyldigt hvor jeg er. Måske fordi jeg endelig har fundet min plads.

Forleden drømte jeg, at vi skulle flytte ind i et kæmpe cirkustelt, som var blevet indrettet med krogede rum og vægge af pap. Det matcher ikke helt virkeligheden, men der skal ikke meget analyse til for at få drømmen til at give mening for mig.

Lige nu er alt omkring mig nemlig lidt af et cirkus. Der er fest og farver og gøglerier, og jeg balancerer med nye projekter, som kræver en del magi for at kunne lykkes. Jeg er dog ikke skvattet af linen endnu, så jeg tror på, den kan bære mig i mål. Samtidig er der en ny elefantunge i manegen, som minder mig om, at verden faktisk ikke er helt så ond en satan, som jeg syntes, den var, da hans fætter døde. Og er der en pige, som kæmper en kamp, der er så hård og uretfærdig, at jeg har lyst til at bytte liv med hende et øjeblik, så hun kan få en pause fra alt det, de færreste forstår. I søndags blev hun konfirmeret, og foran hende venter ungdommen med alle de rutchebaneture, som følger med.

De rigtige voksne siger tit, at det er vigtigt at nyde ungdommen, fordi de (heldigvis) husker det som den bedste tid. Det var det ikke for mig. Noget af tiden var det fedt, men meget af tiden var det forvirrende og svært at være teenager, fordi jeg ikke kunne finde min plads og slet ikke følte, jeg havde kontrol over noget. Derfor troede jeg, det kunne give mig ro, hvis jeg begyndte at kontrollere, hvordan bestikket lå på bordet, eller hvordan billederne hang på væggene, eller hvordan mine fødder ramte fortovet. Der gik mange år, før jeg indså, at jeg først fik ro, når jeg gav slip på mit behov for kontrol.

Jeg synes, mit liv bliver bedre og bedre. Jeg bliver gladere og gladere i takt med, at jeg finder mere ro i rollen som den, jeg er. Nogle perioder er hårde. Nogle dage er jeg ked af det uden at vide hvorfor. Og så giver jeg mig selv lov til at være det. Det er okay. Men langt det meste af tiden er det godt. Langt det meste af tiden synes jeg, livet er en fest, som giver mig gåsehud og glæde lige her, hvor jeg nu ved, at jeg hører til.

Alligevel kan jeg godt forstå alle de unge, som synes, livet kan føles modbydeligt og svært. Jeg håber, de vil skrue ned for volumen, når de voksne i bedste mening fortæller om, hvor fantastisk ungdommen er. Du er ikke en fiasko, hvis du har svært ved at nyde teenagecirkusset, eller hvis du har problemer med at finde vejen til din plads. Til gengæld ved jeg, at det i rigtig mange tilfælde bliver bedre og lettere at rykke fremad i takt med, at du lærer dig selv at kende.

Det blev det for mig, og det kan jeg mærke, at det også blivet for den 13-årige, som har en helt særlig plads i mit hjerte.

IMG_0966

Noget om strande og bøger

Mange ting sker for tiden. Derfor kan det være rart at blive mindet om, at nogle ting altid vil være lige der, hvor de skal være. Som min gode, gamle strand. Jeg besøgte den i dag for første gang i år. Det var ruskende og solskinsskinnende og nostalgisk.

Mange ting er sket på den strand. Jeg har frustrationsløbet lungerne i stykker på den strand. Jeg har hylet af sorg og smerte og hylet af grin og glæde på den strand. Jeg har drukket mig modig nok til skumringsbadning, og jeg har druknet alverdens tømmermændskvalmer og kvaler på den strand. De vigtigste ting er sket på den strand. Det var der, jeg mødte giraffen for første gang. Og det var der, jeg med angst og bæven og lykke og lethed besluttede mig for at kvitte den faste indtægt for at få tid til at lave det, der giver allermest mening for mig. At skrive bøger.

Mange ting kommer til at ske i fremtiden. I den nærmeste og den fjerneste. Jeg har ikke særlig meget kontrol over noget af det. Det er så skræmmende og farligt, at jeg brugte det meste af dagen i går på at tude. Og det er så spændende og fantastisk, at jeg i dag har haft kriller i maven konstant. For midt imellem nye bekymringer og belastninger er der heldigvis også nye begyndelser. Ny bopæl. Og nye bøger. De handler ikke så meget om strande, men en del om søer. Og alt muligt andet. Jeg glæder mig til at puste liv i dem, og jeg håber, I har lyst til at læse med.

stranden