Noget om selvtillid og Fodspor i sne

Hvordan kan det være, at en lav karakter tynger mere, end en høj karakter luner? At en lunken anmeldelse sidder fast i baghovedet i flere måneder, mens glæden over en topanmeldelse fortager sig, allerede et par timer efter den er fortæret? At en negativ bemærkning skal opvejes af 10 positive?

I går udgav jeg min fjerde bog, og forleden sagde giraffen, at han synes, det er den bedste, jeg har skrevet. Min første tanke var: “Hvad er der galt med de andre?”

Selvom selvtillidsdjævlen stadig bider, er jeg blevet bedre til at lytte til det positive og ryste det negative af mig. Det har også været nødvendigt, for vejen til rent faktisk at få udgivet mine bøger har budt på langt flere afslag og nedadvendte tommelfingre end succesoplevelser. Jeg har været så drevet af at nå dertil, hvor jeg er nu, at jeg måtte finde en måde at overkomme de nødvendige nederlag uden at lade dem gnave sig alt for dybt ind i selvtilliden.

Og selvtilliden har det altså bedst, hvis sejrene bliver fejret. Så tadaaa: Her er min fjerde bog. Yderst pålidelige kilder siger, det er den bedste, jeg har skrevet (men de andre er nu heller ikke værst …)

forside_fodspor_i_sne

Noget om ting der lykkes

For et par år siden gik jeg i gang med at skrive første kapitel på et bogudkast. Jeg havde en historie i mit hoved, jeg gerne ville fortælle, men den ville ikke rigtig komme ordentligt ud. Da jeg havde de første par sider klar, gjorde jeg det, jeg altid gør, når jeg brænder inde med noget, jeg er bange for at vise til resten af verden. Jeg viste det til giraffen først, fordi jeg ved, at han altid er ærlig, og at han altid kan lide mig, selvom jeg skriver/siger/ligner en omgang lort.

Han syntes ikke, det var dårligt. Men han syntes heller ikke, det var rigtig godt. Lidt samme følelse, jeg selv havde. Vi snakkede om, hvordan jeg kom videre, og han spurgte, om jeg ikke kunne skrive historien i samme stil, som jeg skriver her på bloggen, fordi han mente, det ville få ordene til at flyde bedre.

Han havde ret, for historien flød pludselig noget så fint, og fire måneder senere havde jeg et par hundrede siders manusudkast klar til at blive kastet ud i 30-40 gennemskrivninger. Gennemskrivninger, hvor jeg konstant skiftede mellem at tro på historien og fortryde, at jeg nogensinde havde bildt mig selv ind, at jeg kunne skrive.

Heldigvis vandt troen over fortrydelsen. Og heldigvis havde jeg en giraf, der sagde, at jeg skulle blive ved med at skrive, fordi det gjorde mig glad. Også selvom jeg muligvis var et bedre økonomisk parti, hvis jeg brugte lidt mere tid på sådan nogle rigtige arbejdsopgaver.

Det gør mig virkelig glad at skrive. Det har det gjort siden 1992. Jeg føler mig heldig, fordi glæden stadig hænger ved, og jeg føler mig endnu mere heldig, fordi jeg nu er ramlet ind i et forlag, som tror så meget på min historie, at de vil udgive den.

Så den 18. august udkommer den endelig på rigtigt papir. Faktisk kan den allerede nu købes med en klækkelig rabat, hvis du besøger forlagets hjemmeside. Jeg belønner alle køb med en kæmpe omgang god karma på glædeskontoen.

vi_var_engang

 

Noget om et brev til mit yngre jeg

For cirka tre år siden anbefalede solsorten mig at læse en bog, der hedder ’Brev til mit yngre jeg’. På det tidspunkt var jeg sådan lidt vaklende i det, og jeg tror, hun kunne fornemme, at jeg trængte til en form for bogstøtte, der mindede mig om, at alting nok skulle gå. Bogen er kort fortalt en lang række breve, som en lang række kvinder har skrevet til en yngre version af dem selv. For at forsøge at gøre dem klogere på den fremtid, der venter.

Jeg fik aldrig læst bogen dengang, hvor jeg havde allermest brug for at læse den. Men for kort tid siden fandt jeg den helt tilfældigt i den form for antikvariat, som jeg virkelig håber også findes, når mit yngre jeg bliver rigtig godt og grundigt gammel. Jeg er lige blevet færdig med den. Og jeg kan godt forstå, hvorfor solsorten tænkte, at den havde været god for mig, dengang jeg havde for travlt med at fare vild i verden til at tænke på at læse mig klogere på livet.

Jeg fik helt lyst til selv at skrive et brev til mig selv i den version, jeg var for tre år siden. Eller for ti år siden. Eller dengang min krop var barn. Måske skriver jeg det brev inden længe. Men indtil videre vil jeg bare dvæle lidt ved den her film, musvitten fandt for nylig. For den opsummere i virkeligheden bogens budskaber på den fineste måde.

PS: Ja, jeg tudede første gang, jeg så den (og anden gang …)