Noget om selvtillid og Fodspor i sne

Hvordan kan det være, at en lav karakter tynger mere, end en høj karakter luner? At en lunken anmeldelse sidder fast i baghovedet i flere måneder, mens glæden over en topanmeldelse fortager sig, allerede et par timer efter den er fortæret? At en negativ bemærkning skal opvejes af 10 positive?

I går udgav jeg min fjerde bog, og forleden sagde giraffen, at han synes, det er den bedste, jeg har skrevet. Min første tanke var: “Hvad er der galt med de andre?”

Selvom selvtillidsdjævlen stadig bider, er jeg blevet bedre til at lytte til det positive og ryste det negative af mig. Det har også været nødvendigt, for vejen til rent faktisk at få udgivet mine bøger har budt på langt flere afslag og nedadvendte tommelfingre end succesoplevelser. Jeg har været så drevet af at nå dertil, hvor jeg er nu, at jeg måtte finde en måde at overkomme de nødvendige nederlag uden at lade dem gnave sig alt for dybt ind i selvtilliden.

Og selvtilliden har det altså bedst, hvis sejrene bliver fejret. Så tadaaa: Her er min fjerde bog. Yderst pålidelige kilder siger, det er den bedste, jeg har skrevet (men de andre er nu heller ikke værst …)

forside_fodspor_i_sne

Noget om ynkelighed

Jeg har lige haft et hysterisk anfald. Med skrig og skrål og ægte tårer. Fordi min bluse havde sat sig fast i mit hår, lige som jeg var på vej ud på toilettet for at smugtage den smertestillende pille, jeg ellers havde sagt til mig selv, at jeg godt kunne undvære.

Jeg forsøger at trappe ned, efter jeg var forbi tandlægetype i går for at få fjernet sting (Hoooosianna!) Hun var for det første meget imponeret over, at jeg slet ikke havde fået blå mærker i ansigtet oven på den omgang, hun havde udsat mig for. Jeg undlod at rode mig ud i en længere teori om, at det muligvis har noget at gøre med, at mine kinder er usandsynligt tykke, og ydersiden derfor sjældent opdager, hvad indersiden render og laver.

Derudover virkede hun også lidt overrasket, da jeg sagde, at jeg faktisk ikke syntes, det gjorde voldsomt ondt i min kæbe. Men oven på ydmygelse grundet højlydt hønsevandingsshow under operationen tænkte jeg, at jeg hellere måtte mande mig op og udgive mig for at være en fandens karl, der ikke regner sådan en smule smerte for noget. Det var først bagefter, jeg kom i tanke om, at hun muligvis ikke var klar over, at jeg stadig dopede mig med hestepiller hver sjette time. Jeg tog det som en selvfølge, at hun vidste det. Hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg jo ikke kunne være i egen krop. Eller egen mund, om man vil. Da hun efter fjernelse af stingene sagde, at jeg lige fik en Panodil for en sikkerheds skyld, virkede det nærmest som om, at hun helt undtagelsesvis gav mig en lille præmie for god opførsel. Derfor kunne jeg ikke rigtig få mig selv til at sige, at jeg skam allerede var dækket så rigeligt ind med receptmedicinen.

Så nu prøver jeg altså at trappe ned. Det er ingen fest. Jeg havde virkelig ikke meldt mig til det her show, hvis jeg på forhånd vidste, at jeg skulle leve med at være så pjevset på syvendedagen. Helt ærligt – folk får sgu da fjernet pløkker hele tiden. Skulle det nu være noget?

Oven i det hele springer mine neuroser ud i fuldt flor, fordi jeg (de få gange jeg forsøger at få fast føde ned) kun kan tygge i højre side. Og den går altså ikke, der hvor jeg kommer fra. OCD kræver balance, blev der sagt!

Nå, i det mindste er jeg begyndt at kunne drikke af et glas uden at skulle bruge sugerør. Det handler jo om de små succeser …

ocdhelvede

I disse tider …

… hvor Air dør af alkoholforgiftning, og jeg forsøger at jonglere med to hænder på de resterende tre arbejdscomputere, mens hverdagstømmermændene lurer lige om hjørnet, og varmen strejker på kontoret, så koldt er koldere end et iskoldt slag med en kæp, gælder det om at holde fast i de små, lunende lyspunkter. For eksempel har jeg i dag taget fire armbøjninger. Hamsteren var overdommer og vurderede, at der var tale om vaskeægte bøjninger af begge arme – uden snyd eller noget. Dermed har jeg endnu en gang sat personlig rekord og kan konstatere, at 2014-versionen af mig allerede er 25 procent bedre end 2013-versionen.

Eller er det 33 procent? Godt, jeg endnu ikke er begyndt at blære mig med, at jeg kan regne …

sexy_muscles

Det var så året hvor jeg … – vol. 2

– Mødte en giraf

Det er corny, jeg ved det, men da jeg begyndte at tænke over, hvad der er sket i år, overskyggede det alt det andet i en sådan grad, at jeg simpelthen ikke kunne komme i tanke om, hvad der ellers er sket. Sidste år var jo spækket med skandaler og pinligheder og megabranderter, og dem syntes jeg bare ikke, der har været så frygtelig mange af i år. Indtil jeg kom i tanke om, at det her jo også var året, hvor jeg:

stjal en kegle og skovtissede i et af Ruslands mest trafikerede lyskryds

– tabte min yderst ydmyge(nde) formue på casino i Sunny Beach

– lærte, at der er forskel på Øresund og Ørestad station, og at det ikke er fede tider at komme alt for sent til en bus fuld af 40 fremmede mennesker, som jeg ellers havde de bedste intentioner om at gøre et fabelagtigt førstehåndsindtryk på

– erfarede, at jeg kan have 18 gigantskumfiduser i egen mund. På én gang. Efter adskillige snapse, som ellers burde sætte gang i opkastrefleksen (ja, jeg er stadig dybt imponeret over mig selv og ikke bange for at indrømme det …)

Derudover var det også året, hvor jeg:

– for alvor begyndte at frygte, at selv jeg kan blive ramt af noget voksent og fornuftigt og røvkedeligt

– blev sjaskhamrende uhelbredeligt forelsket i en delfinunge

befløj et himmelskib med bankende hjerte og langhalset hånd i min

– fik smæk i røven på en nøgen mandag i russisk banya

– formåede at være til to bryllupper uden at besvime af stangstivhed til nogen af dem (stor bedrift!)

– erfarede, at jeg er en folder

– tilfredsstillede mit indre barn ved indkøb af livsnødvendig slikautomat

– fik taget min rigtige Roskildemødom efter flere års hedt forspil

blev julevoksen på den barnlige måde, hvor det trods mangel på egen familie den hellige aften stadig var mig, der sad med alle gaverne (næsten)

– tog tre armbøjninger. TRE ARMBØJNINGER. Ja, jeg siger det bare …

Det sidste punkt i sig selv er jo en bedrift af en sådan kaliber, at året må betegnes som en sand succes. Og hvis jeg sidste år udnævnte 2012 til at være det hidtil vildeste, er jeg skam ikke bleg for at udnævne 2013 til det hidtil bedste.

Skide godt nytår!

savannenytaar

Noget om Herman – part IIII

Jeg tænker, du har siddet helt ude på yderkanten af lænestolen de seneste par dage med kroppen sprængfyldt af spænding over, om jeg mon har haft en kage i ovnen. Fortvivl ej længere – svaret er rede!

Søndag klokken 21.32 barslede jeg med min egen lille Herman. Han var lidt mørkere i udseendet end først antaget og duftede væsentligt bedre end forventet. Og jeg var så stolt, så stolt!

Mandag stod den så på den helt store barselsfremvisning på kontoret (egentlig burde jeg vel kræve orlov oven på den hårde fødsel). Og kollegerne kunne lide ham. Det virkede i hvert fald som om, at det ikke udelukkende var noget, de sagde for at behage min moderlige stolthed.

Nu er han væk og borte, og selvom det var en sørgelig afsked, kom jeg igennem den uden alt for slemme mén – trøstet ved tanken om, at han nåede at avle afkom, som forhåbentlig lever videre derude et sted.

Jeg lover, at I ikke behøver høre mere om den skide kage fremover. I øvrigt har jeg også alt for travlt med at spankulere rundt med oppustet bryst og lege voksen, nu hvor jeg har formået at bringe bagværk til livs uden at brænde den nederste halvdel til kul eller blande eddike i glasuren. Jeg føler mig nærmest fornuftig og ansvarlig. Og for at det ikke skal være løgn, har jeg oven i købet lige snakket med SKAT uden at begynde at tude. Hellige Madonna, hvad skal det dog ikke blive til?

herman_faerdig

BREAKING NEWS

Jeg har taget tre armbøjninger. TRE ARMBØJNINGER!!!

Føj for en ubedrift, tænker du måske. Men for mig er det stort. Kæmpegigantisk, faktisk.

Du ville måske have det på samme måde, hvis du som barn var hende, der konstant kyssede gymnastiksalens gulv med navlen, mens de andre talte til 10, 20 og 30 og følte sig som nogle fandens karle. Dengang var min udfordring en skøn symfoni af slatne barnearme og hvalpet mave. Det har jeg haft 20 år til at gøre noget ved. Og jeg har tit haft lyst. Men motivationen har som regel fået råbank af trangen til fadøl og flæskestegssandwich.

Lige indtil jeg opdagede, at den 10-årige kan bøje og strække i al evighed og samtidig ligne en, der synes, det er sjovt. Da hun havde demonstreret sine evner for et par uger siden, var hun så sød at spørge mig, hvor mange jeg egentlig kunne tage. Av min svækkede stolthed, siger jeg bare! Jeg mener, den 10-årige er super sej sådan helt generelt, så det giver meget god mening, at hun også kan armgøgle som en anden Arnold S. Men hvis hun allerede har overhalet mig i kropsduelighed nu, hvor ender vi så? Jeg havde jo planer om at være en form for forbillede mange år ud i fremtiden. En casual cool SupermosterBib.

Så jeg gik i træningslejr. I al hemmelighed. Og på denne ellers så kropssløje torsdag rykkede jeg altså fra 0 til 3, hvilket vel rundt regnet er en forbedring på 300 % (eller hvad? Jeg har for længst droppet at blive regningsforbillede).

Hold nu hest, hvad kan det så ikke blive til? ALT, tænker jeg umiddelbart. Sejrsfølelsen efterlader mig i hvert fald med en helt stålfast tro på, at jeg nu kan det hele. Triatlon? Tsk, et stykke med kage! Og kom bare an med den Nobelpris. Præsident i USA, siger du så? I can do it!

I øvrigt regner jeg med at bruge min weekend på at marchere rundt i indre by og flashe guns. Så er du advaret …

touch_at_your_own_risk