Noget om den bedste form for selvmishandling

Kære min egen krop

Jeg ved godt, du synes, jeg er en skide ufin type lige nu. Og jeg forstår godt, at du straffer mig ved at fastholde mig i komalignende tilstand på andendagen. Men kunne du måske overveje at mildne straffen en lille smule, hvis jeg siger undskyld?

Undskyld, at jeg har udsat dig for sådan cirka 107 dåsebajere og lige så mange toiletbesøg i en plastikkasse med virkelig dårlig poesi på væggen (og undskyld til dig, nakke, fordi jeg igen og igen falder i den der latterlige ‘Kig til højre – kig til venstre’-fælde).

Undskyld, at jeg ikke formåede at sige nej til musens lunkne onkelshots, men derimod gik all in og drak dem af kaffekopper.

Undskyld, at jeg har budt dig urinstøv i næsen og flyvende fadøl i håret (det VAR altså øl, og hvis nogen påstår noget andet, kan jeg ikke høre det).

Og undskyld, undskyld, undskyld, at jeg udsatte dig for endnu et ydmygende rullefald lige på pladsens mest oplyste spot. Undskyld, at jeg nægtede at lade venlige sjæle løfte mig op fra skidtet. Undskyld, at jeg lod som om, at der slet ikke var sket noget, og bare skyndte mig at stavre videre, vel vidende at min venstre sandal sad omvendt på og derfor gjorde det umuligt for mine ben at gå samme vej (note til selv – HUSK for helvede rigtige sko næste år!) Undskyld til benene, som nu er fyldt med hudafskrabninger og skrammer, og undskyld til overkroppen, som blev lidt for medtaget, da jeg umiddelbart efter rullefald forsøgte at bryde ind i eget telt, fordi jeg var blevet uvenner med begge hængelåse, som nægtede at lade mig låse dem op.

Kære krop, jeg undskylder for det hele og håber, at det i det mindste gør det lidt lettere for dig at tilgive mig, hvis jeg lige minder dig om alt det gode, jeg også forsøgte at give dig. Flæskestegssandwich og kold saft og grin helt ned i maven. Og god musik og den helt rette mængde sol og glæde og sommer og græs under bare fødder og alt det, der er så fantastisk fedt, at det ikke rigtig kan lade sig gøre at beskrive det. Og en lejr med en guldfisk og en mus og en storebjørn, der læste tv-guiden op, som om det var pornofilm (årets favoritter er: ‘I Love One Direction’, ‘Station 2 Tur/Retur’ og ‘Doktor McStuffins’ efterfulgt af ‘Milk’ og ‘Ophold i sendefladen’).

Jeg har brugt det sidste døgn på at ligge i fosterstilling og se ‘Friends’, mens jeg har indtaget sondekost bestående af Cola Zero og ‘Hals’ og iagttaget, hvordan mine skinneben på fascinerende vis har skiftet farve fra lyseblå til mørkeblå til den helt forkerte nuance af brun. Oh well, tiden læger muligvis ikke alle sår, men jeg kan sagtens leve med de ar, jeg får.

Og jeg glæder mig allerede til næste gang!

good_times

BREAKING NEWS

Jeg har taget tre armbøjninger. TRE ARMBØJNINGER!!!

Føj for en ubedrift, tænker du måske. Men for mig er det stort. Kæmpegigantisk, faktisk.

Du ville måske have det på samme måde, hvis du som barn var hende, der konstant kyssede gymnastiksalens gulv med navlen, mens de andre talte til 10, 20 og 30 og følte sig som nogle fandens karle. Dengang var min udfordring en skøn symfoni af slatne barnearme og hvalpet mave. Det har jeg haft 20 år til at gøre noget ved. Og jeg har tit haft lyst. Men motivationen har som regel fået råbank af trangen til fadøl og flæskestegssandwich.

Lige indtil jeg opdagede, at den 10-årige kan bøje og strække i al evighed og samtidig ligne en, der synes, det er sjovt. Da hun havde demonstreret sine evner for et par uger siden, var hun så sød at spørge mig, hvor mange jeg egentlig kunne tage. Av min svækkede stolthed, siger jeg bare! Jeg mener, den 10-årige er super sej sådan helt generelt, så det giver meget god mening, at hun også kan armgøgle som en anden Arnold S. Men hvis hun allerede har overhalet mig i kropsduelighed nu, hvor ender vi så? Jeg havde jo planer om at være en form for forbillede mange år ud i fremtiden. En casual cool SupermosterBib.

Så jeg gik i træningslejr. I al hemmelighed. Og på denne ellers så kropssløje torsdag rykkede jeg altså fra 0 til 3, hvilket vel rundt regnet er en forbedring på 300 % (eller hvad? Jeg har for længst droppet at blive regningsforbillede).

Hold nu hest, hvad kan det så ikke blive til? ALT, tænker jeg umiddelbart. Sejrsfølelsen efterlader mig i hvert fald med en helt stålfast tro på, at jeg nu kan det hele. Triatlon? Tsk, et stykke med kage! Og kom bare an med den Nobelpris. Præsident i USA, siger du så? I can do it!

I øvrigt regner jeg med at bruge min weekend på at marchere rundt i indre by og flashe guns. Så er du advaret …

touch_at_your_own_risk

Noget om Nemesis

Indrømmet, jeg var skeptisk grænsende til det hånlige, da kollegerne begyndte at pive over sådan en smule storm først på eftermiddagen. Hey, jeg er fra Jylland. Der kender vi en storm, når vi mærker den, and this ain’t one of them, fætter purløg. Så mens de andre begyndte at pakke stormfrugterne, sad jeg stædigt og arbejdede videre. Og syntes egentligt, det hele var meget festligt. Lige indtil taget begyndte at blæse af bygningen overfor. Så begyndte jeg alligevel at overveje at lette røven. Og tage hamsteren under armen, selvom hun insisterede på, at hun blev nødt til at arbejde videre. Men jeg havde da ikke mere travlt, end at vi lige kunne slå et smut forbi bageren, så jeg kunne købe boller med til planlagt flæskestegssandwichfestmåltid med giraffen. Dog blev jeg en lille smule bekymret over, at fortovet var blevet udskiftet med et lag af smadrede tagsten.

Men jeg fik handlet, og vi kæmpede os ned i metroen og fik på mirakuløs vis et sæde. Helt forrest godt nok, hvilket ikke var noget problem, indtil hamsteren sagde, at hun altid undgik at sidde der, fordi hun forstillede sig sådan et flammehav komme mod metroen ligesom på film. Hvorefter hun tilføjede et ‘Gud nej, sådan noget skal jeg jo ikke sige til dig!’ Og efterlod mig alene tilbage i en nu propfyldt vogn, da vi nåede hendes station. Jeg forsøgte at tænke på min vejrtrækning og ignorere, at toget kun bevægede sig frem i korte ryk. Indtil det holdt helt stille. Midt i tunnellen. SÅ gik jeg i panik. Med brun bollepose på låret og en fremmed kvinde ved min side begyndte jeg at hyperventilere og kunne ikke fokusere på andet end det faktum, at jeg ikke kunne få vejret, og at mine bukser strammede (hvilket jeg, hvis ret skal være ret, desværre ikke udelukkende kan give vejret skylden for). Og så tænkte jeg på, om jeg mon havde nået at sige ‘Vi ses‘ til giraffen (meget, meget vigtigt). Klaustrofobien og neuroserne kæmpede en rimelig jævnbyrdig kamp om min opmærksomhed, mens barnet bag mig sad og tog det hele så satans cool, at jeg fik lyst til at pande ham én, bare for at skabe lidt balance og lære ham, at livet er hårdt.

Men jeg gjorde det ikke. I stedet forsøgte jeg at overbevise mig selv om, at jeg muligvis overdrev en lille bitte smule. Og pludselig kørte vi. Og ramte en station. Og en metromedarbejder kom ind og pillede ved pulten, så vi kunne køre endnu længere og se lyset for enden af tunnellen, som nu var blevet mørkt, fordi der var gået så lang tid.

Og S-togene holdt stille, så jeg måtte gå det sidste stykke vej gennem parken, drevet af logikken som hedder, at der ikke var nogen tagsten, jeg kunne få i hovedet. Jeg havde bare glemt at tage højde for, at træer også afstøder grene i ny og næ. Som gør rimelig niller at få i hovedet med den vindstyrke. Det gør blade i øvrigt også, skulle jeg hilse og sige. Så jeg gik helt alene i mørket og råbte ‘Av for helvede!’, selvom det føltes en lille smule åndssvagt og nyttesløst, når jeg ikke engang selv kunne høre det på grund af blæsten. Og jeg forcerede et væltet træ og noget vejarbejde, men har muligvis aflivet mine støvler på vejen. Og jeg kom hjem i varmen med krop og boller i behold og en sjæl, som sikkert hurtigt kan lappes. Og jeg lærte min lektie, thi Nemesis er stadig en tøjte.

Og nu skal jeg spise flæskestegssandwich sammen med en langhalset type, som lige er kommet ind ad døren, og så er alt alligevel skide godt …

metrobolleposepanik