Noget om alt det farlige

Jeg har lukket kontoret ned for weekenden vel vidende, at der står to slikkrukker på hylden, som rører ved hinanden. Til de af jer, der ikke ved, hvor farligt det er, kan jeg fortælle, at det er MEGET FARLIGT! I hvert fald for en helspekulerende OCD-type, der har udviklet en logik, som lyder nogenlunde sådan her:

Ild er farligt, fordi det kan brænde ting og mennesker i stykker. Man kan lave ild, hvis man gnider to stykker træ meget hurtigt mod hinanden. Ergo er det farligt, hvis træ rører ved træ, og for en sikkerheds skyld må det derfor også hellere være farligt, hvis andre ting rører ved hinanden. Glas eller cykler eller slikkrukker for eksempel.

Jeg ved ikke, hvorfor den ene del af mit hoved absolut skal være så neurotisk, når den anden del sagtens kan regne ud, at der er nok af alvorlige ting i verden, man kan bekymre sig om – og to slikkrukker, der rører hinanden, er ikke med på den liste.

Kloge typer siger, at man kan slippe af med den slags tvangstanker, hvis man udfordrer dem. Det er bare så skide svært, når den ene del af hovedet udfører ritualerne helt automatisk, før den andet del kan nå at trykke neurobremsen i bund.

Jeg har forsøgt at tælle, hvor mange små tvangsritualer jeg udfører i løbet af en dag. Slag på psykotasken vil jeg mene, det er et sted mellem 20 og 200, alt efter om det er en god eller en dårlig periode. Det meste af det er så diskret, at folk omkring mig ikke lægger mærke til det. En stor del lægger jeg ikke engang mærke til selv længere, fordi det bare er blevet indgroede vaner, at jeg skal knibe mig selv i først det ene og så det andet øre, krumme tæer på først den ene og så den anden fod, hælde vand op til et helt bestemt sted i glasset, træde på præcis lige mange streger med begge fødder og for alt i verden sige “Vi ses” til alle dem, jeg ikke kan undvære i mit liv. Ellers falder verden sammen, og det er min skyld.

Jeg har prøvet at udfordre den sidste regel, men det er rigtig svært, for hvis jeg er sej nok til ikke at sige “Vi ses” højt, skynder jeg mig i stedet at sige det inde i hovedet eller hviske det, når jeg har sagt farvel. Så jeg ved egentlig ikke, om det ville få frygtelige konsekvenser, hvis jeg lod være. For hvem tør lige teste det af? Jeg tør sgu ikke!

Men nu kan jeg jo starte med at se, om kontoret er brændt ned på mandag (7-9-13). Hvis det stadig står, så kunne det jo være, jeg engang bliver modig nok til at prøve at droppe de to ord. Måske jeg endda ville turde noget så utopisk som at forlade badeværelset, mens bademåtten rører risten i gulvet. Eller er det en tand for optimistisk?

Fortsættelse følger …

IMG_2959.JPG

Noget om bekymrende bekymringer

Jeg bekymrer mig alt for tit unødigt over alt for mange ting. Ikke de mest oplagte ting. Jeg er sjældent bekymret over, om jeg mister min indtægt, lyder dum, bliver slået ned eller får dårlig lever af lidt for passionerede bodegabesøg. Til gengæld bekymrer jeg mig meget tit meget over, om to glas rører hinanden, om dørmåtten ligger skævt, eller om nogen forsvinder for mig, fordi jeg glemte at sige “Vi ses”.

Nogle personer har ekstra stort potentiale for at vække bekymring. Giraffen ligger meget højt på den liste. Forleden morgen havde vi en lang diskussion (det er løgn – vi orker aldrig at diskutere rigtigt, men det er nok det tætteste, vi er kommet), fordi han sagde, at han ville cykle på arbejde. Det mente jeg bestemt ikke, der var nogen grund til.

Som udgangspunkt er jeg helt på det rene med, at mine åndssvage bekymringer og neuroser ikke skal hæmme andre. Men altså – den langhalsede har en cykelhistorie, der blandt andet tæller et par udslåede tænder, to brækkede arme og en punkteret lunge. Og som han selv siger: “Jeg har altså lavet meget andet end det. Det der er bare de værste eksempler”.

Sjovt nok hjælper det ikke, når han prøver at bortforklare det med, at skandalerne kun skete, fordi han havde en dårlig cykel (eller mange dårlige cykler). For selvom jeg da ikke er i tvivl om, at han er en glimrende cyklist, har jeg alligevel en smule svært ved at overbevise mig selv om, at han nu har fundet den helt rigtige cykel, som holder ham sikkert kørende.

Han tog ikke cyklen den morgen. Og jeg havde ro i maven hele dagen. Det samme havde jeg dagen efter. Indtil han kom hjem og fortalt, at han havde cyklet, uden jeg lagde mærke til det. Jeg var dels forarget over, at jeg havde tilbragt en hel dag i lykkelig uvidenhed om, at jeg burde være afsindigt bekymret. Dels lettet over, at jeg var sluppet levende gennem dagen uden bekymringer.

Mest af alt var jeg nok bare blevet ekstra pinligt bevidst om, at bekymringer er noget af det mest unødvendige, der findes. Og at bekymringer hverken fjerner risici eller øger fare. Bekymringer gør faktisk ingen forskel. Overhovedet.

Jeg ville bare ønske, at den rationelle del af min hjerne ville overbevise den tossede del om, at den burde tage en afslapningspille, bekymre sig lidt mindre og bevæge sig lidt mere. Hen i retningen af det sted, hvor bekymringer bliver slået ned af alt det gode, som der er rigtig mange grunde til at være bekymringsløst glad for …

nuts

Noget om Nemesis

Indrømmet, jeg var skeptisk grænsende til det hånlige, da kollegerne begyndte at pive over sådan en smule storm først på eftermiddagen. Hey, jeg er fra Jylland. Der kender vi en storm, når vi mærker den, and this ain’t one of them, fætter purløg. Så mens de andre begyndte at pakke stormfrugterne, sad jeg stædigt og arbejdede videre. Og syntes egentligt, det hele var meget festligt. Lige indtil taget begyndte at blæse af bygningen overfor. Så begyndte jeg alligevel at overveje at lette røven. Og tage hamsteren under armen, selvom hun insisterede på, at hun blev nødt til at arbejde videre. Men jeg havde da ikke mere travlt, end at vi lige kunne slå et smut forbi bageren, så jeg kunne købe boller med til planlagt flæskestegssandwichfestmåltid med giraffen. Dog blev jeg en lille smule bekymret over, at fortovet var blevet udskiftet med et lag af smadrede tagsten.

Men jeg fik handlet, og vi kæmpede os ned i metroen og fik på mirakuløs vis et sæde. Helt forrest godt nok, hvilket ikke var noget problem, indtil hamsteren sagde, at hun altid undgik at sidde der, fordi hun forstillede sig sådan et flammehav komme mod metroen ligesom på film. Hvorefter hun tilføjede et ‘Gud nej, sådan noget skal jeg jo ikke sige til dig!’ Og efterlod mig alene tilbage i en nu propfyldt vogn, da vi nåede hendes station. Jeg forsøgte at tænke på min vejrtrækning og ignorere, at toget kun bevægede sig frem i korte ryk. Indtil det holdt helt stille. Midt i tunnellen. SÅ gik jeg i panik. Med brun bollepose på låret og en fremmed kvinde ved min side begyndte jeg at hyperventilere og kunne ikke fokusere på andet end det faktum, at jeg ikke kunne få vejret, og at mine bukser strammede (hvilket jeg, hvis ret skal være ret, desværre ikke udelukkende kan give vejret skylden for). Og så tænkte jeg på, om jeg mon havde nået at sige ‘Vi ses‘ til giraffen (meget, meget vigtigt). Klaustrofobien og neuroserne kæmpede en rimelig jævnbyrdig kamp om min opmærksomhed, mens barnet bag mig sad og tog det hele så satans cool, at jeg fik lyst til at pande ham én, bare for at skabe lidt balance og lære ham, at livet er hårdt.

Men jeg gjorde det ikke. I stedet forsøgte jeg at overbevise mig selv om, at jeg muligvis overdrev en lille bitte smule. Og pludselig kørte vi. Og ramte en station. Og en metromedarbejder kom ind og pillede ved pulten, så vi kunne køre endnu længere og se lyset for enden af tunnellen, som nu var blevet mørkt, fordi der var gået så lang tid.

Og S-togene holdt stille, så jeg måtte gå det sidste stykke vej gennem parken, drevet af logikken som hedder, at der ikke var nogen tagsten, jeg kunne få i hovedet. Jeg havde bare glemt at tage højde for, at træer også afstøder grene i ny og næ. Som gør rimelig niller at få i hovedet med den vindstyrke. Det gør blade i øvrigt også, skulle jeg hilse og sige. Så jeg gik helt alene i mørket og råbte ‘Av for helvede!’, selvom det føltes en lille smule åndssvagt og nyttesløst, når jeg ikke engang selv kunne høre det på grund af blæsten. Og jeg forcerede et væltet træ og noget vejarbejde, men har muligvis aflivet mine støvler på vejen. Og jeg kom hjem i varmen med krop og boller i behold og en sjæl, som sikkert hurtigt kan lappes. Og jeg lærte min lektie, thi Nemesis er stadig en tøjte.

Og nu skal jeg spise flæskestegssandwich sammen med en langhalset type, som lige er kommet ind ad døren, og så er alt alligevel skide godt …

metrobolleposepanik

Ordet er skidt

Jeg har allerede skrevet om de gode ord. Dem er der mange af. Men de dårlige findes også. ’Fnat’ for eksempel. Det lyder bare ikke særlig indbydende. Øverst på min liste over dårlige ord findes ’afsked’. Det er frygteligt og burde aldrig bruges (med mindre man altså tager afsked med noget frygteligt. Så er det helt okay). Ordet i sig selv lyder jo som noget, der burde foregå på toilettet. Og betydningen er endnu værre.

Dengang min krop var barn, var min værste frygt ikke at dø. Det var at skulle sige farvel til dem, jeg holder af. Jeg opdyrkede meget hurtigt en neurose, som tvang mig til at sige ’Vi ses’ til alle, for ellers kunne det være, vi aldrig skulle ses igen. Jeg kunne gå helt i panik, hvis jeg havde glemt at sige det, og så måtte jeg i stedet sige det meget hurtigt inde i mit hoved fire eller 16 gange (afhængigt af vigtigheden).

Så kom alle de andre tvangstanker, der skulle sørge for at holde orden på verden. De er der altid en lille smule. Nogle perioder værre end andre. Jeg tjekker altid mit komfur flere gange, inden jeg tager hjemmefra. I fredags blev jeg nødt til at smutte tilbage op til fjerde, låse mig ind i lejligheden og tjekke det en ekstra gang. Så er det slemt.

Da jeg lidt senere gik over Knippelsbro i mørke, fik jeg pludselig en fornemmelse af, at et eller andet var galt hos nogen, jeg holder af. Jeg anede ikke, hvad det skulle være, men følelsen var så stærk, at jeg blev fuldstændig handlingslammet. Jeg kunne ikke andet end at sætte mig nede ved havnen og græde uhæmmet (og forhåbentlig uden grund). De kommer engang imellem, panikanfaldene. Og de er heldigvis affødt af noget positivt – nemlig at jeg har nogen i mit liv, som jeg holder afsindigt meget af, og jeg derfor er frygtelig bange for, at jeg på et tidspunkt bliver tvunget til at tage afsked med dem.

Der var ikke noget specifikt, som havde fremprovokeret følelsen, men når den først er der, er den svær at slippe igen. En clairvoyant type fortalte mig engang, at jeg har clairvoyante evner, og at jeg selv kan bestemme, om jeg vil bruge dem. Det syntes jeg lød ret tosset og langt ude, men i de situationer, hvor jeg bliver bange, kommer jeg til at tænke på det igen. For hvad nu hvis hun havde ret, og mine helt-uden-grund-fornemmelser opstår på grund af en eller anden overnaturlig evne til at forudse ting? (Når først tanketoget futter, er der faktisk slet ingen grænser for, hvor meget indflydelse jeg kan have på andres liv. Alt er på en eller anden måde min skyld. Og jeg tager al skylden på mig, thi mit mellemnavn er Kristus. Intet mindre …)

Jeg var fuldstændig handlingslammet og kunne ikke engang tage mig sammen til at gå de hundrede meter ned til den bar, hvor jeg havde en aftale med gamle kolleger og nye øl. Men lidt efter lidt blev det bedre – ikke mindst afhjulpet af en tommelopbesked fra giraffen, som meldte alt okay på savannen, telefonisk førstehjælp fra kaninen og brede mejseskuldre på brun beværtning (da jeg endelig fik taget mig sammen til at dukke op).

Jeg var vildt frustreret over, at jeg ikke kunne forklare, hvad der var galt. Det ville være så meget lettere, hvis jeg havde fået et slag med en kæp eller havde fået lus. Men jeg er glad for, at jeg nu tør indrømme, at jeg kan få det sådan. For det gør det meget lettere at blive god igen hurtigt og nyde alt det gode, som jeg frygter afskeden med, netop fordi det er så skide godt.

kiss_and_goodbye