Noget om Nemesis

Indrømmet, jeg var skeptisk grænsende til det hånlige, da kollegerne begyndte at pive over sådan en smule storm først på eftermiddagen. Hey, jeg er fra Jylland. Der kender vi en storm, når vi mærker den, and this ain’t one of them, fætter purløg. Så mens de andre begyndte at pakke stormfrugterne, sad jeg stædigt og arbejdede videre. Og syntes egentligt, det hele var meget festligt. Lige indtil taget begyndte at blæse af bygningen overfor. Så begyndte jeg alligevel at overveje at lette røven. Og tage hamsteren under armen, selvom hun insisterede på, at hun blev nødt til at arbejde videre. Men jeg havde da ikke mere travlt, end at vi lige kunne slå et smut forbi bageren, så jeg kunne købe boller med til planlagt flæskestegssandwichfestmåltid med giraffen. Dog blev jeg en lille smule bekymret over, at fortovet var blevet udskiftet med et lag af smadrede tagsten.

Men jeg fik handlet, og vi kæmpede os ned i metroen og fik på mirakuløs vis et sæde. Helt forrest godt nok, hvilket ikke var noget problem, indtil hamsteren sagde, at hun altid undgik at sidde der, fordi hun forstillede sig sådan et flammehav komme mod metroen ligesom på film. Hvorefter hun tilføjede et ‘Gud nej, sådan noget skal jeg jo ikke sige til dig!’ Og efterlod mig alene tilbage i en nu propfyldt vogn, da vi nåede hendes station. Jeg forsøgte at tænke på min vejrtrækning og ignorere, at toget kun bevægede sig frem i korte ryk. Indtil det holdt helt stille. Midt i tunnellen. SÅ gik jeg i panik. Med brun bollepose på låret og en fremmed kvinde ved min side begyndte jeg at hyperventilere og kunne ikke fokusere på andet end det faktum, at jeg ikke kunne få vejret, og at mine bukser strammede (hvilket jeg, hvis ret skal være ret, desværre ikke udelukkende kan give vejret skylden for). Og så tænkte jeg på, om jeg mon havde nået at sige ‘Vi ses‘ til giraffen (meget, meget vigtigt). Klaustrofobien og neuroserne kæmpede en rimelig jævnbyrdig kamp om min opmærksomhed, mens barnet bag mig sad og tog det hele så satans cool, at jeg fik lyst til at pande ham én, bare for at skabe lidt balance og lære ham, at livet er hårdt.

Men jeg gjorde det ikke. I stedet forsøgte jeg at overbevise mig selv om, at jeg muligvis overdrev en lille bitte smule. Og pludselig kørte vi. Og ramte en station. Og en metromedarbejder kom ind og pillede ved pulten, så vi kunne køre endnu længere og se lyset for enden af tunnellen, som nu var blevet mørkt, fordi der var gået så lang tid.

Og S-togene holdt stille, så jeg måtte gå det sidste stykke vej gennem parken, drevet af logikken som hedder, at der ikke var nogen tagsten, jeg kunne få i hovedet. Jeg havde bare glemt at tage højde for, at træer også afstøder grene i ny og næ. Som gør rimelig niller at få i hovedet med den vindstyrke. Det gør blade i øvrigt også, skulle jeg hilse og sige. Så jeg gik helt alene i mørket og råbte ‘Av for helvede!’, selvom det føltes en lille smule åndssvagt og nyttesløst, når jeg ikke engang selv kunne høre det på grund af blæsten. Og jeg forcerede et væltet træ og noget vejarbejde, men har muligvis aflivet mine støvler på vejen. Og jeg kom hjem i varmen med krop og boller i behold og en sjæl, som sikkert hurtigt kan lappes. Og jeg lærte min lektie, thi Nemesis er stadig en tøjte.

Og nu skal jeg spise flæskestegssandwich sammen med en langhalset type, som lige er kommet ind ad døren, og så er alt alligevel skide godt …

metrobolleposepanik

Noget om bufferbøssen

Dengang min krop var barn, opdagede jeg en dag, at der fandtes checks. Jeg syntes, det var det sejeste nogensinde. Min mor skulle betale nogle penge til en veninde, og så skrev hun bare på en seddel, hvor mange penge sedlen skulle være værd. Bagefter spurgte jeg hende, om hun ikke ville skrive en check på en million til mig. Jeg havde nemlig ikke helt forstået det der med, at pengene blev hævet på hendes konto. Indtil det gik op for mig, syntes jeg, at voksne var de dummeste i verden, fordi de gik og skrev sjatchecks på et par hundrede kroner i stedet for at give den gas med nogle nuller i enden.

Vi havde ikke særlig mange penge dengang. Jeg husker det stadig som lidt af en fest, når jeg fik lov til at købe Havartiost til min toast. Eller Frosties i stedet for de der cornflakes, som kommer i en plastiksæk (uden det centimetertykke sukkerlag. Skandale!) Og det år, hvor jeg gerne ville på ridelejr (fordi det er sådan noget, normale børn gerne vil, og jeg derfor bildte jeg mig ind, at jeg også gerne ville, selvom jeg var ved at lave ballade i buksen af skræk over at skulle tilbringe en uge i selskab med ridelærere og staldpiger, som kunne finde på at råbe helt uden grund), tjente jeg pengene til at komme afsted ved at spille violin på den lokale gågade. De få, der har hørt mig spille, kan nok godt regne ud, at det tog meget, meget lang tid at køre den plov hjem. Jeg har stadig ondt af egernet, som var min eneste trofaste tilskuer.

Men den slags gjorde også, at jeg tidligt fik en fornemmelse af, hvad penge er. Desværre lærte jeg også, hvordan man bruger dem. Og jeg må erkende, at jeg er bedre til at bruge dem end til at tjene dem. Derfor går jeg stadig og håber på, at millionchecken falder ned fra himlen, eller at storesøs og jeg endelig har held i det der Lotto, eller jeg pludselig opdager et skjult pokertalent, som skriger på at blive dyrket. For selvom min mor lige siden dengang med checken har prædiket, at man ikke bliver lykkelig af penge, så er jeg stadig overbevist om, at det i hvert fald som minimum kunne gøre mig en god tand gladere, hvis jeg slap for klejnebekymring.

Indtil den store formue lander på min slunkne konto, forsøger jeg dog at finde en form for balance på bankbogen. Stærkt opmuntret (nedmuntret) af bankrådgivertype i ny afdeling er jeg derfor begyndt kun at bruge kontanter. Kort er forbudt (med mindre jeg er meget, meget fuld). Jeg må hæve 1000 kroner om ugen, og når de er væk, er det bare ærgerligt (med mindre jeg altså har brugt de sidste penge på at drikke mig fuld nok til alligevel at måtte hæve flere).

Da jeg startede projekt ny og bedre livsstil for nogle uger siden, gik der sådan cirka 46 timer, før jeg ramte min første pengekrise. Heldigvis fandt jeg bufferbøssen – min nye bedste ven. Han stod i vindueskarmen, og af uforklarlige årsager havde jeg glemt, at jeg engang startede en opsparing i ham til en New York-billet, som jeg grundet manglende opsparingstålmodighed endte med at købe for min kassekredit (utroligt ansvarligt træk i øvrigt). Så der lå hele 148 kroner og ventede på mig i bufferbøssens mave. Planen er nu, jeg de uger, hvor jeg ikke bruger alle de 1000 kroner, kan spytte overskuddet i bøssen og gemme det til en regnvejrsdag.

Problemet er bare, at det er mandag aften, og jeg har 2 kroner og et par øreringe i min pung og en tom bøsse i karmen. Hvem er dog bare havde råd til en Havarti og en pakke discounttoast …

bufferboessen

Noget om listelivserfaring

Okay, måske har jeg det virkelig ikke i mig, det der hævn. Jeg ved heller ikke, hvor jeg skulle finde plads til det i et hoved, der er fyldt med så mange andre unødvendige nødvendigheder. Et kort øjeblik troede jeg ellers, det ville være et stykke med kage at finde på et eller andet dejligt ondskabsfuldt, men selvom jeg har modtaget flere opfindsomme hævnforslag (det bedste fra flamingoen*), må jeg nok indse, at hævn havner på min liste over ting, jeg forsøger at undgå, fordi erfaringen har lært mig, at jeg dermed gør mit liv en del mere rart og ukompliceret.

Indtil videre ser den liste nogenlunde sådan her ud:

Ting-jeg-forsøger-at-undgå

– Hævn (fordi det aldrig føles godt hverken i tanke eller i handling)

– Unødvendig jalousi (fordi det aldrig fører noget godt med sig. Heldigvis har jeg lært, at det ene ikke nødvendigvis har noget med det andet at gøre, hvilket gør afjalousineringsprocessen en del lettere**)

– Unødvendig dårlig samvittighed (fordi det netop er unødvendigt. Til gengæld er det meget sværere for mig at undgå end unødvendig jalousi eller vrede eller hævntørst, fordi den dårlige samvittighed helt naturligt kommer lettere til mig)

– Knibskhed (fordi knibsk er kedeligt, selvom kedeligheden er fanget i et fantastisk ord)

– Folk, der råber for at virke magtfulde (fordi de er farlige og sølle på samme tid og giver mig den helt forkerte klump i maven***)

– Førersædet i en bil (fordi jeg aldrig kan slippe tanken om alt det frygtelige, jeg potentielt set kunne være skyld i. Og det er ikke mavepinen værd)

– Shots i ølkrus (fordi djæ bar gøør ma virli virli dåm a hør pååå****)

– Excelark (fordi de er meningsløse og minder mig om, at jeg nok aldrig får helt styr på lortet)

*

haevn haevn1 haevn2 haevn3 haevn4

** For et stykke tid siden luftede kaninen en teori om, at der er to former for unødvendig jalousi – den fysiske og den mentale. Hun mener, at fyre generelt bliver jaloux på grund af frygten for fysiske forbindelser, mens piger lettere bliver jaloux over mentale forbindelser. Jeg ved ikke, om hun har ret, men det lød klogt, og jeg synes, det føles bedst at forsøge at undgå begge dele.

*** Ja, panter, det gælder specielt knibsk buschaufførtype.

**** Skønt flashback til firmafest med paryk og benstrejke og uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop og afsked med den sidste stump værdighed. Hvorfor skal den slags altid ske foran hele verden og samtlige chefer? Godt, jeg aldrig drikker igen!

Velkommen hjem til vanviddet

Jeg kom tilbage til min ø i går morges efter en fantastisk uge i eventyrland. Normalt plejer jeg at blive ramt af noget posteventyrlig depression, når jeg rammer dansk jord, men den her gang overskygger tanken om gensyn med langhalset type heldigvis den følelse.

Til gengæld blev jeg ramt af noget andet, da jeg i går eftermiddags tulrede rundt på Fælleden for at akklimatisere. Jeg var lullet helt ind i tryghed og idyl, da en eller anden (muligvis lettere sindssyg) type sørgede for at lave om på den orden.

Han stod lige pludselig foran mig på en ellers øde skovsti og råbte og skreg med fråden løbende helt ned ad inderlårene. Først kunne jeg ikke gennemskue, hvad råberiet gik ud på. Men så så jeg dem. Lemmingtyperne, som kom spurtende efter hinanden lige mod mig. Hundredevis af dem, som blev tvunget ned i vandhul og op over menneskeskabte forhindringer, fordi diktatorfætter råbte, at de skulle.

Jeg blev ufrivilligt fanget midt i det hele. Det er ikke nogen hemmelighed, at folk, der råber, får mig til at tisse i bukserne. Så min første indskydelse var at stikke af med det samme – tilbage hvor jeg kom fra og ikke stod i vejen. Men af en eller anden grund kunne jeg pludselig finde ud af at være stædig. Så jeg sprang over afspæringen og ind på torturterritoriet, hvor jeg insisterende bevægede mig mod lemmingstrømmen ad min sædvanlige rute.

Der gik jeg så og tænkte lidt over, at jeg nok aldrig kommer til at forstå den der trang til at sætte unødvendige forhindringer op for sig selv.

20130610-072012.jpg

PS: Lige nu sidder jeg i morgensolen på min sten på stranden efter en løbetur i svagpisserkategorien. Uden selvskabte forhindringer og ad den vej, jeg selv har valgt. Det er det bedste for mig.

Morgensurhedsopstødseffekten

‘DU MÅ IKKE GÅ DER! Det er FARLIGT!’

En kvinde på cykel råbte ordene efter mig i morges. Hun var sur, kunne jeg mærke. Ikke på mig, tror jeg. Måske mest på verden. Men det var mig, hun råbte efter. Fordi jeg gik helt forsigtigt inde ved grøften på en øde cykelsti, der var halvanden meter bred.

Det var ikke farligt. Af alle mennesker ved jeg, hvad der er farligt. Specielt i trafikken. Og den situation var ikke en af dem. Hun kunne køre forbi på samme måde, som hun ville have gjort, hvis jeg ikke eksisterede. (Havde jeg derimod gået på fortovet på den modsatte side, ville jeg kort tid senere være tvunget til at krydse et trafikeret lyskryds uden fodgængerovergang. Se DET er farligt).

Jeg bliver meget bange, når folk råber ad mig og har god grund til det. Men det er endnu værre, når de råber uden grund. Og hvis først fremmede mennesker begynder at diktere over for mig, at jeg skal placere ufarlige ting i farlighedskategorien, så kan jeg jo ikke lave andet end at frygte alt det, jeg endnu ikke ved, andre synes, jeg skal være bange for.

Jeg råbte ingenting igen. Det turde jeg ikke. I stedet krøb jeg mig sammen og blev ked af det over, at der er så meget vrede i verden, som bliver spredt uden grund. Kan vi ikke bare alle sammen være gode venner?

danger

ÆD EN FUCKING HÅDÅG

Nogle mennesker er vrede på verden. Sådan helt generelt. De råber af alt og alle. Af buske og faldefærdige ben og sne og kulde og ensomt mørke. Af fremmede folk og nogle gange også af de allernærmeste. Fordi det er dem, der er tættest på.

De fleste, jeg kender, er heldigvis kun vrede engang imellem. Og råber mest indeni sig selv. I dag har jeg lært, at utroligt afbalancerede ugler og dejligt dybsindige ænder ikke skal konfronteres med et særlig stort stykke uopmærksom cyklist, før deres indre lunter kan ende i et fyrværkeri af den helt ufestlige slags.

Jeg har også lært, at jeg tilsyneladende ikke virker som en person, der kan rumme samme helt uproportionelt voldsomme indre vredesudbrud. Men så skulle du prøve at være inde i mit hoved, når jeg er placeret ved et bagagebånd i en propfyldt lufthavn. Og der endnu engang er en top øretæveindbydende, røvhamrende irriterende og helt igennem pisselortetræls (ja, træls) charterfamilie, som maser sig ind foran mig og ikke fatter, at der er en grund til, at jeg har valgt at stille mig en meter fra båndet. DET ER FOR HELVEDE SÅ ALLE KAN KOMME TIL! IKKE FOR AT DU OG DIN RÅDNE FAMILIE KAN FÅ LOV TIL AT STÅ OG DANNE MUR FORAN BÅNDET I EN HALV TIME, INDTIL BAGAGEN FRA GRAN CANARIA KOMMER PÅ. KIG PÅ SKÆRMEN, DIN IDIOT! DET ER MIN TUR NU. MIN! IKKE DIN! GÅ HEN OG ÆD EN FUCKING HÅDÅG! SKRID!

Der er selvfølgelig aldrig nogen af de ord, der rent faktisk kommer ud af min mund. Og jeg behøver ikke dykke ned i den dybe psykoanalyse for at regne ud, at den slags følelser nok ikke udelukkende har noget med irriterende charterfamilier at gøre. Men alting hober sig op. Jeg tror måske, personer, der er bedre til at tage velplacerede konfrontationer på de rigtige tidspunkter, også er bedre til at sige pyt og være større mennesker i de situationer, hvor den indre vrede er fuldstændig helt og aldeles ubrugelig.

Jeg vil gerne selv blive bedre til det med konfrontationerne. De rigtige af slagsen, altså. Et hurtigt kig i konfirmationsmappen viser dog, at jeg aldrig har været særlig god til det. For nylig fandt jeg dette brev:

brevBrevet er skrevet, dengang min krop var barn. Et barn i 7-8 års alderen. Uden at være helt sikker tror jeg nok, det er skrevet til et rigtig dumt svin, som havde behandlet min familie (og mange andre) virkelig råddent. Og som fortjente at få det at vide. Selvom det aldrig blev sendt, turde jeg hverken skrive modtager eller afsender på det. For tænk nu, hvis nogen skulle opdage, at jeg kunne tænke velbegrundede, grimme tanker om andre. Puha. Nej, det var ikke en risiko, der skulle løbes. Så hellere arkivere vreden, så den kunne ligge og ulme i et par årtier, indtil den en dag kunne få lov til at koge over og eksplodere helt lydløst inde i mit hoved på grund af et par intetanende fremmede mennesker, som ikke har haft nogen som helst intention om at pisse mig af, men egentlig bare var uopmærksomt ivrige efter at få fat i deres (røvgrimme) kufferter.

I mit næste liv ønsker jeg mig et par nosser. Et par psykiske nosser vel at mærke …

PS: Vrede og mørke tanker bliver muligvis lysere, når lyset kommer. Om ni dage begynder det at gå den rigtige vej. Jeg har talt ned længe, men det er vigtigt at nævne netop i dag, fordi ni fortjener al den positive opmærksomhed, ni kan få, inden otte igen snupper nis plads i morgen.

Nej tak og ja tak og et farligt spring

Hos en bestemt del af min omgangskreds har der længe været tradition for at stille et shot Fernet foran mig, hvis festen trænger til et festligt indslag. Det afføder nemlig frembringelsen af det efterhånden legendariske Fernet-fjæs. Mine smagsløg har en alvorlig aversion mod de grumsede dråber, og jeg kan virkelig på ingen måder forstå, at man kan drikke det med velbehag. Fernet-fjæset udløser som regel sikker applaus. Det er blevet foto-dokumenteret adskillige gange, og mine kolleger lavede endda en slags billed-tegneserie af fænomenet, som prydede kontorets opslagstavle i flere måneder og dermed gav nye kolleger og arbejdsrelaterede gæster et ret karakteristisk førstehåndsindtryk af mig.

Hvorfor jeg selv bliver ved med at bunde glasset, selvom indholdet trække mundvigene nedad og truer med øjeblikkelig returnering, har jeg lidt svært ved at svare på. Måske er det fordi, jeg er en opmærksomhedskrævende type, der driver vold mod egen krop i kampen om at blive centrum i et par minutter. For Fernet-fjæs-opmærksomhed er vel bedre end ingen opmærksomhed. Men jeg tror egentlig mere, det er fordi, jeg har et helt grundlæggende problem med at sige nej tak til det, andre tilbyder mig. Ikke kun i shots-sammenhæng, men også sådan helt generelt. Derfor prøver jeg ofte at undgå at blive tilbudt noget som helst. Det løser ligesom problemet på forhånd, hvis nu det, jeg bliver tilbudt, viser sig at være noget, jeg egentlig ikke vil have.

Det resulterer så bare i et andet (og større) problem, fordi det samtidig betyder, at jeg uundgåeligt må gå glip af at blive tilbudt ting, som jeg slet ikke ved (eller måske netop godt ved), jeg gerne vil have. Kaninen sagde noget ret rammende til mig sidste weekend, som ikke helt er i Fernet-kategorien, men dog relaterer til problemet med at modtage. Vi talte om fyre og forholdet til dem både helt generelt og mere konkret. Det er ikke nogen hemmelighed, hverken her på bloggen eller i den virkelige verden, at det med forhold ikke ligefrem er en disciplin, jeg mestrer til perfektion. Det var kaninen også helt klar over, da hun spurgte mig, om jeg egentlig nogensinde har tænkt over, at det kan være lidt svært for en fyr at finde sin rolle sammen med mig, når jeg nu er så vant til at klare mig selv, at jeg insisterer på konstant at give udtryk for, at jeg altså ikke har brug for noget, andre kan give mig. For hvad er så meningen med at være to?

Det har jeg aldrig tænkt over før, men jeg er bange for, at hun har ret. Jeg har nok egentlig virkelig, virkelig svært ved at vise, at jeg ikke altid synes, det er så fedt at have nok i mig selv. Når man ikke er selvvalgt alene, er det selvfølgelig en meget fin egenskab at have, det der med at finde ud af, at man rent faktisk godt kan klare sig selv. Men den kan godt være lidt farlig, når man er delvist selvvalgt alene, men meget gerne vil prøve at være selvvalgt to. Det er bare så svært at give slip, før man er sikker på, at en anden tager over. For hvad er hønen, og hvad er ægget i den proces, og fik vi egentlig nogensinde slået fast, hvad der burde komme først?

Da jeg luftede problemet for guldfisken, sagde hun: ’Du kan bare ikke spille det der uskyldighedskort, der viser, at du har brug for en, som kan tage sig af dig. Det ligger ikke til dig’. Og nej, det gør det muligvis ikke. Delvist kan det være fordi, jeg mangler de store, ærbare øjne og det lange, lyse, naive hår, men jeg mangler nok også helt grundlæggende evnen til at signalere, hvad jeg gerne vil have, andre skal give mig. For helt ærligt tør jeg godt hviske meget stille, at-jeg-helt-vildt-gerne-vil-møde-en-som-kan-gennemskue-mig-og-tør-insistere-på-at-tage-lidt-over-selvom-jeg-insisterer-på-at-klare-mig-selv. Men det skal selvfølgelig være den rigtige. Jeg har prøvet at stå i en situation, hvor jeg ville ønske, at det var sket. Det skete bare ikke. Den chance vil jeg helst ikke misse igen, så næste gang vil jeg prøve at hviske bare en lille smule højere. Til gengæld skal jeg så også huske, at det er okay at sige nej, hvis jeg får tilbuddet fra den forkerte. At jeg ikke er noget dårligt menneske, fordi jeg siger ’nej tak’ i håbet om en dag at kunne sige ’ja tak’ til den rigtige.

I sådan en situation er ’ja tak’ desværre stadig en lille smule sværere for mig end ’nej tak’. I Fernet-situationen har det indtil nu været omvendt. Men forleden fik jeg taget mig sammen til at proklamere, at jeg har drukket min sidste Fernet. Det budskab blev faktisk modtaget med stor forståelse, og det gav mig mod til fremover at prøve at føle lidt mere efter og mærke, hvad min mave (og mit hoved og resten af mig) egentlig har lyst til. Det gav mig endda også en lille smule håb om, at jeg måske en dag bliver modig nok til at bryde mine egne regler, så jeg tør tage springet og råbe, hvad jeg gerne vil kunne sige ’ja tak’ til, når jeg bliver tilbudt lige præcis det, jeg har allermest brug for.