Noget om at tvinge tvangstanker på flugt

Du går muligvis rundt og tror, at dagen i dag er en helt almindelig, gennemsnitsgrå mandag. I så fald tager du fejl. Det er en mærkedag, som fremover vil blive fejret med øl, fez og hornmusik. Det er dagen, hvor jeg vandt Paraplykrigen!

For at kunne forstå Paraplykrigens historiske vigtighed, spoler vi lige 14 år tilbage i tiden. Jeg er netop flyttet til København og føler stadig, jeg skal underskylde for min egen tilstedeværelse, hver gang jeg drister mig til at betræde et fortov eller bestige et offentligt toilet.

En våd hverdag som denne har jeg forvildet mig ind i storbyens massebefærdede epicenter med en paraply i hånden. Her lykkes det mig på en eller anden måde at stikke en blind mand ned med den (jeg havde ikke set ham, og han havde tydeligvis heller ikke set mig). Egentlig tror jeg knap nok, jeg strejfede hans kind med de satans paraplydingenoter, men i min verden kunne jeg lige så godt have stukket hans øjne ud.

Jeg fik simpelthen så dårlig samvittighed, at jeg forbød mig selv at gå med paraply nogensinde igen. For som du nok kan fornemme, var jeg til stor livsfare for alt og alle omkring mig med sådan en satan i hånden.

Paraplykarantænen har været en udfordring gennem lang tid, fordi jeg samtidig har fobi for regntøj (det er sgu ikke let at være en sart skabning). Og da jeg insisterer på at gå til alt, er jeg efterhånden kendt som den druknede elefant, som helst vil rulle sig selv ind i et badehåndklæde i hjørnet af mødelokalet, caféen eller bowlingbanen, hvis jeg har en aftale på en regnvejrsdag.

Ganske få gange har jeg ved en stor fejl haft en paraply i hånden – som regel fordi en eller anden uvidende skabning godtroende har spurgt, om jeg vil holde den i to minutter uden at vide, at de muligvis var i gang med at aktivere et masseødelæggelsesvåben.

Jeg ved ikke, hvorfor den ellers livsvarige karantæne skulle ophøre i dag. Men i morges kiggede jeg ud på never-ending-regnstory og syntes pludselig ikke, jeg havde fortjent at blive druknet på en i forvejen halvtung mandag morgen. Så der fór en djævel i mig, da jeg fik øje på sådan en lille lommeparaply på den øverste hylde under verdens tykkeste støvlag. Først ville jeg bare prøve at holde den for at mærke, hvordan det føltes. Men før jeg forstod, hvad der skete, havde jeg slået den op. Indenfor.

Min manglende træning udi paraplyanvendelse var desværre skyld i, at jeg havde glemt, at der findes overtroiske regler, som siger, det er FARLIGT at slå paraplyer op indenfor. Tænk, hvad det kan medføre af frygtelige ulykker verden over. Jeg fik næsten lige så dårlig samvittighed, som dengang jeg uvidende havde stillet et par sko på mit skrivebord, og majsen mistede al farve i ansigtet, fordi jeg tydeligvis ikke vidste, at jeg var godt i gang med at bringe en forbandelse over mit eget liv og alle i nærheden af det.

Jeg forsøgte at fortrænge den ulykkelige opslåning og skyndte mig udenfor, inden nogen afslørede mig i min forbrydelse. Og så var der ingen vej tilbage. Jeg ved ikke, om man bliver paraplyjomfru igen efter 14 års afholdenhed, men det var i hvert fald en meget eksotisk oplevelse at gå mod kontoret. Det føltes som en mellemting mellem at ligge i telt på en dårlig Roskilde-dag og gå tur med en labrador i løbetid. Vinden var virkedelig ikke min ven, men jeg kæmpede mig stædigt fremad.

Halvvejs løb en rotte ud foran mig, og jeg gik med det samme i panik, fordi jeg var overbevist om, at den kom for at straffe mig (musen ved, hvad jeg mener). Men jeg tog fejl. Den kom i fred, og jeg fik lov at passere uden dødbringende gnaverier.

Fem minutter senere var det tørvejr, og regnslaget var slut. Jeg følte mig som en satans krigskarl, da jeg slog paraplyen sammen og kunne konstatere, at jeg havde overlevet, samtidig med at mennesker og rotter omkring mig var sluppet fra kampen uden skrammer.

Nu ligger paraplyen i min taske, og der tror jeg, den skal blive liggende til næste gang, jeg får brug for den. Resten af tiden kan den passende minde mig om, at verden ikke nødvendigvis falder sammen, fordi jeg bryder regler, som aldrig burde være opfundet.

paraply

Noget om alt det farlige

Jeg har lukket kontoret ned for weekenden vel vidende, at der står to slikkrukker på hylden, som rører ved hinanden. Til de af jer, der ikke ved, hvor farligt det er, kan jeg fortælle, at det er MEGET FARLIGT! I hvert fald for en helspekulerende OCD-type, der har udviklet en logik, som lyder nogenlunde sådan her:

Ild er farligt, fordi det kan brænde ting og mennesker i stykker. Man kan lave ild, hvis man gnider to stykker træ meget hurtigt mod hinanden. Ergo er det farligt, hvis træ rører ved træ, og for en sikkerheds skyld må det derfor også hellere være farligt, hvis andre ting rører ved hinanden. Glas eller cykler eller slikkrukker for eksempel.

Jeg ved ikke, hvorfor den ene del af mit hoved absolut skal være så neurotisk, når den anden del sagtens kan regne ud, at der er nok af alvorlige ting i verden, man kan bekymre sig om – og to slikkrukker, der rører hinanden, er ikke med på den liste.

Kloge typer siger, at man kan slippe af med den slags tvangstanker, hvis man udfordrer dem. Det er bare så skide svært, når den ene del af hovedet udfører ritualerne helt automatisk, før den andet del kan nå at trykke neurobremsen i bund.

Jeg har forsøgt at tælle, hvor mange små tvangsritualer jeg udfører i løbet af en dag. Slag på psykotasken vil jeg mene, det er et sted mellem 20 og 200, alt efter om det er en god eller en dårlig periode. Det meste af det er så diskret, at folk omkring mig ikke lægger mærke til det. En stor del lægger jeg ikke engang mærke til selv længere, fordi det bare er blevet indgroede vaner, at jeg skal knibe mig selv i først det ene og så det andet øre, krumme tæer på først den ene og så den anden fod, hælde vand op til et helt bestemt sted i glasset, træde på præcis lige mange streger med begge fødder og for alt i verden sige “Vi ses” til alle dem, jeg ikke kan undvære i mit liv. Ellers falder verden sammen, og det er min skyld.

Jeg har prøvet at udfordre den sidste regel, men det er rigtig svært, for hvis jeg er sej nok til ikke at sige “Vi ses” højt, skynder jeg mig i stedet at sige det inde i hovedet eller hviske det, når jeg har sagt farvel. Så jeg ved egentlig ikke, om det ville få frygtelige konsekvenser, hvis jeg lod være. For hvem tør lige teste det af? Jeg tør sgu ikke!

Men nu kan jeg jo starte med at se, om kontoret er brændt ned på mandag (7-9-13). Hvis det stadig står, så kunne det jo være, jeg engang bliver modig nok til at prøve at droppe de to ord. Måske jeg endda ville turde noget så utopisk som at forlade badeværelset, mens bademåtten rører risten i gulvet. Eller er det en tand for optimistisk?

Fortsættelse følger …

IMG_2959.JPG

Hvorfor spørger jeg overhovedet?

Der findes mange lange lister af spørgsmål inde i mit hoved, og dem, jeg aldrig får svar på, bliver ved med at fylde.

Der er den slags spørgsmål, som ikke kan besvares (fordi det kan de bare ikke): Hvorfor kan jeg ikke (længere) kontrollere mine følelser, for eksempel. Det spørgsmål forbliver ubesvaret og fylder derfor lidt for meget.

Men der findes (desværre/heldigvis) også masser af andre spørgsmål i den knap så følelsesladede kategori:

Hvorfor findes Amagernummerplader kun bagpå? (Der eksisterer vel en form for færdselslov, som kræver, at nummerplader også skal placeres mellem forlygterne …)

Hvordan kan et mærke, der hedder Acne, være forbundet med noget fedt? (Måske de ikke helt har fanget forskellen på fedt og fedtet …)

Hvorfor hedder det Elefantøl, når elefanterne ikke får lov til at drikke dem? (Jeg går ikke ud fra, at det er fordi, de er lavet af elefanter …)

Hvorfor er dobbeltbetydningen i ordene ‘gift’ og ‘brud’ så modstridende? (Er det en form for sproglig ægteskabsmodstander, der på snedig vis har sneget en negativ ladning ind i de umiddelbart positive ord? (I så fald er det ret sejt tænkt …))

Hvordan kan det være, at når guldfisken skriver ‘hvordan’ i Google, foreslår den følgende søgemuligheder: Hvordan bliver man rig? / hvordan bliver man gravid? / hvordan koger man ris? Men når jeg skriver ‘hvordan’, lyder foreslagene: hvordan ganger man? / hvordan scorer jeg ham? / hvordan ser den gennemsnitlige kusse ud? (Det er jo utroligt, at Google på forhånd kan regne ud, hvad vi hver især gerne vil have svar på …)

Jeg stiller en del spørgsmål i løbet af dagen – men får sjældent svar, jeg er tilfreds med. Forleden rendte jeg dog ind i en undtagelse. Selvom jeg ved, det er dårlig stil, blev jeg nødt til at afbryde et forholdsvis seriøst møde, fordi jeg ikke kunne lade være med at undre mig over, hvorfor en {Tuborg} hedder en Tuborg, når den ikke kan drikkes. Heldigvis er jeg så utrolig heldig, at jeg arbejder sammen med nogle meget tålmodige mennesker, som rent faktisk gider gøre en indsats for at forsøge at skabe orden i mit hoved (nogle gange ville det være helt okay, hvis de i stedet bad mig om at lukke røven og høre efter). Og for en gangs skyld formåede jeg at stille et spørgsmål, som Bubbi-bjørnen kunne svare tilfredsstillende på. Endda med illustration til og det hele.

Så der blev skabt ro oppe på øverste. I to-tre sekunder. Plus, minus. Under alle omstændigheder ryger opklaringen i succesoplevelseskassen. Sammen med tegningen (som desværre affødte spørgsmålet om, hvorfor chaufføren kigger bagud … Det er jo FARLIGT!)

tuborg

Morgensurhedsopstødseffekten

‘DU MÅ IKKE GÅ DER! Det er FARLIGT!’

En kvinde på cykel råbte ordene efter mig i morges. Hun var sur, kunne jeg mærke. Ikke på mig, tror jeg. Måske mest på verden. Men det var mig, hun råbte efter. Fordi jeg gik helt forsigtigt inde ved grøften på en øde cykelsti, der var halvanden meter bred.

Det var ikke farligt. Af alle mennesker ved jeg, hvad der er farligt. Specielt i trafikken. Og den situation var ikke en af dem. Hun kunne køre forbi på samme måde, som hun ville have gjort, hvis jeg ikke eksisterede. (Havde jeg derimod gået på fortovet på den modsatte side, ville jeg kort tid senere være tvunget til at krydse et trafikeret lyskryds uden fodgængerovergang. Se DET er farligt).

Jeg bliver meget bange, når folk råber ad mig og har god grund til det. Men det er endnu værre, når de råber uden grund. Og hvis først fremmede mennesker begynder at diktere over for mig, at jeg skal placere ufarlige ting i farlighedskategorien, så kan jeg jo ikke lave andet end at frygte alt det, jeg endnu ikke ved, andre synes, jeg skal være bange for.

Jeg råbte ingenting igen. Det turde jeg ikke. I stedet krøb jeg mig sammen og blev ked af det over, at der er så meget vrede i verden, som bliver spredt uden grund. Kan vi ikke bare alle sammen være gode venner?

danger