Noget om hvordan jeg blev skidt på

For to år siden gik jeg en meget tidlig morgentur og opdagede Det rigtige Bulgarien. Der kunne jeg trække vejret ordentligt for første gang i flere døgn (Sunny Beach lægger lidt af et pres på lungerne – og nerverne).

Der var frisk luft og en mølle med vind i, rigtige voksne mennesker og rigtig mad med rigtige vitaminer. Der var huse af ægte mursten, og så var der frem for alt ingen umtji umtji, men bare fred og ro.

Det var her, jeg opdagede, hvor sjovt måger snakker. Jeg blev fanget i en tidligmorgensludder mellem to af slagsen ude på molen. Og det gik op for mig, at måger faktisk er meget misforståede dyr. Det er ikke mange, der holder af dem, så det besluttede jeg mig for at gøre. At holde af dem med alle deres skævheder og uperfektheder.

Det er en af den slags morgener, som har en helt speciel plads i min hukommelse, fordi der var noget magisk over den. Mit hoved blev klogere på ret mange ting den morgen. Og siden har jeg holdt ekstra godt øje med mågerne. Så sent som i nat, da jeg sad i Hegnet med guldfisken og hamsteren og drak en spand og observerede ungdommen-nu-til-dags med lige dele forargelse og fascination (det er næsten vildere end zoo), blev jeg optaget af en helt bestemt måge, som jeg forsøgte at fange på et ordentligt billede (spandens tyngde gjorde det desværre lidt svært).

Og i morges, da jeg sneg mig til en smule præ-arbejds-sol på den store terrasse, var de der igen. I deres fineste mågeform patruljerede de rundt i skyen og snakkede sjovt af deres små mågelungers fulde kraft.

Jeg nåede lige at tænke, at livet sgu egentlig er ret fedt, trods alt. Så blev jeg ramt af klatten. En ordentlig omgang mågeræsermave lige på mit ben og på det nye, fantastiske neonhåndklæde, jeg købte for forsikringspengene. Den gik sandsynligvis efter at ramme elefanten på min ankel, og det var meget tæt på. Jeg ved, det er åndssvagt, men jeg kunne ikke lade være med at føle mig oprigtigt såret over skæbnens åndssvage ironi. Heldigvis tror jeg ikke, mågen helt forstod, hvad den gjorde ved mig, selvom jeg da godt hørte sejrshylet fra den lortesatan.

Jeg havde lyst til at blive skide sur og droppe min mågefascination mettevuns. Men altså, når først man virkelig har set fuglenes sande potentiale, kan man jo ikke pludselig ignorere det igen. Så den får en chance til. Hvis den vil have den. Det kan jo også være, den sked på mig for at hjælpe mig til noget held. Og så var det rent faktisk en ret fin, lille lort …

PS: Her skulle der have været et billede af mågen fra i nat, men det bulgarske net er overbelastet af ungdommen-nu-til-dags, som lægger mundtruttende bikiniselfies og billeder af deres Hawaii-pizzaer på Instagram.

Noget om tid – part II

Tiden går. Stadig. I samme tempo og efter samme system som sidst, jeg skrev om den. Og lige så godt. På nogle punkter endnu bedre.

For tiden tager tanker om tiden rigtig meget tid hos mig. Hvor mange timer er der for eksempel fra nu af, til den første lunkne dåsebajer bliver åbnet på åbent græs? (Overraskende få). Og hvor mange nætter er der, til mandag om halvanden uge generobrer sin stjernestatus, og skeerne for en kort bemærkning igen får lov til at ligge rigtigt? (Alt for mange!)

Og hvordan kan det være, det føles som om, at der er meget lang tid, til jeg overtager min helt egen kontorhimmel på den gamle mønt ved den trygge bar, når der samtidig er alt, aaaalt for kort tid tilbage i selskab med verdens bedste kolleger på verdens bedste arbejdsplads?

Når jeg har for meget tid til at tænker over tiden, der går, springer neuroserne ud i fuldt flor. Som i nat, hvor jeg ikke kunne sove, fordi mit hoved igen havde fået drømme-overload (jeg vil spare jer for detaljerne denne gang, men kan afsløre, at et af nattens drømmekapitler handlede om, at den ellers forholdsvis kontrollerede koala ørlede ud over mig, lige efter jeg havde bøjet en lastbil med tankens kraft på vej ned ad en fransk skipist).

Eller i dag, hvor jeg har brugt alle kontortimerne på at eksportere filer og kigge på procenter, der talte op, mens tiden talte laaaaangsomt ned. Så kunne jeg jo passende bruge ventetiden på at lade ufornuften sejre og smide alle de penge, jeg ikke har, efter noget, jeg i princippet godt kunne undvære. Så som specialdesignet gøglertøj med snabeldyr.

Men lige meget hvor ufornuftigt det er, bliver det heldigvis aldrig irrelevant!

elefantshirt

 

Ding dong the wisdom is dead

Åh, den skønne følelse af at sige nej tak til fest for tredje aften i træk for at ligge inde under dynen, mens solen skinner udenfor!

Jeg er ynkeligere end ynkelig, jeg ligner Quark i i venstre side af ansigtet, og jeg er alvorligt bange for, at jeg er godt i gang med at udvikle junkie-lignende abstinenser efter Ibuprofen af den ekstra stærke slags. Årsagen til min elendighed er den satans tand, som viste sig at være en endnu større djævel, end jeg frygtede.

Da jeg endelig fik lagt mig i stolen i mandags med angsten holdt i helt stramme tøjler og endda havde overskud til kækt at opfordre tandlægetype til bare at rykke tanden ud med det samme, kiggede hun først på mig, så på røntgenbilledet og så på mig igen med det der ansigtsudtryk, som tandlægetyper bare ikke skal have. Derefter prøvede hun pædagogisk at forklare mig, at hvis hun rykkede til, ville min kæbe sandsynligvis følge med, for djævletanden havde valgt at vokse sammen med knoglen. Og skulle opereres ud. Hurtigst muligt.

Jeg ved godt, at der findes en million andre stakler, som har været igennem samme omgang, og jeg derfor bare burde klappe ynkeligheden sammen og gemme den til en regnvejrsdag. Men altså … jeg håber virkelig aldrig, jeg behøver høre lyden af en knoglefræser igen! For det var den, de måtte hive frem, da jeg igen hoppede i stolen torsdag. Først syntes jeg faktisk, jeg klarede den skide godt. Jeg pev slet ikke, hverken da tandlægetype igen forklarede, at det blev et vanskelig omgang, eller da jeg blev bedøvet med den der voldsomt lange kanyle. TRE gange. Jeg pev ikke engang, da de begyndte at skære og hive og slide i mundtøjet. Så da hun, efter hvad der føltes som elleve evigheder, sagde: “Så kom vi endelig igennem det”, var jeg faktisk ret stolt af mig selv og min Supermands-præstation. Lige indtil det gik op for mig, at det ikke var overstået. Det var bare lykkes dem at skære sig igennem mit tandkød, som åbenbart er af den ekstraordinært stærke slags. Tanden sad stadig i kæben og hyggede sig. Så kom knoglefræseren.

Det var nogenlunde på det tidspunkt, jeg begyndte at tude. På den helt pinlige manér, hvor tårerne sprintede ud i hver en krog af lokalet. Og her var det så, at tandlægetype og klinikassistenttype forsøgte at trøste mig ved at sige, at det også var noget af det værste, de kunne udsætte mig for, fordi jeg kunne høre alle lydene fra fræseren, som jo var i gang med at fjerne en del af mig. Sådan havde jeg da slet ikke tænkt på det før. Så det fik mig bare til at tude endnu mere. Og vildere endnu, da både tandlægetype og klinikassistenttype hev omsorgenshandskerne frem og synkront prøvede at tørre tårerne af mine halvtopløste, halvblodige kinder.

Omsorg er det værste, man kan give mig, hvis man gerne vil have mig til at stoppe med at tude, for det får mig bare til at føle, at det rent faktisk er synd for mig. Det ville være meget mere effektivt, hvis de havde bedt mig om at flette vandslangen og tage mig sammen. Men det gjorde de ikke. I stedet forsøgte de sig med den klassiske afledningsmanøvre ved at skamrose mine øjenvipper (yderst logisk og forudsigeligt samtaleemne i enhver krisesituaiton). “Er de virkelig så mørke fra naturens hånd. Tænk engang, så behøver du jo slet ikke mascara. Hvor er du bare heldig.” Jeg kunne af gode grunde ikke svare, men priste mig lykkelig over, at jeg rent faktisk havde været forudseende nok til at droppe mascaraen netop den dag.

Og så fik jeg øje på de tre elefanter i loftet. En blå, en gul og en rød. De hypnotiserede mig, til tandlægetype endelig fik fræset knoglen over, flækket tanden i to, hevet begge dele ud og syet mig sammen igen. Men jeg tudede stadig. Mens radioen hyggede sig med en omgang kontrapunktisk hånemusik i form af Pharrells “Happy”, vrælede jeg lige så voldsomt, som da jeg sidste år begik den store fejl at kaste mig ud i det der nymodens Body SDS.

Jeg tudede, da tandlægetype fortalte, at det var rigtigt overstået, jeg tudede, da jeg bestilte tid til at få fjernet stingene, jeg tudede (endnu mere), da jeg endelig var alene i trappeopgangen, jeg tudede, da jeg i min forvirring kom til at gå over for rødt, og da jeg i desperation forsøgte at praje en skolevogn. Og så tudede jeg ikke mindst, da jeg nåede ud til storesøs, og hun på indiskret vis fik gjort mig opmærksom på, at jeg nok skulle vente med at åbne munden, til jeg havde kigget mig i spejlet og fjernet blodet fra hele perlerækken (den stakkels taxachauffør havde åbenbart været så sød at ignorere, at jeg lignede Hannibal the Cannibal på en dårlig dag).

Det er to dage siden, og jeg tuder (næsten) ikke mere. Kun en lille smule ved tanken om, at andre dyr lige nu drikker den røde vin og spiller fandango og danser på bordene, mens jeg ligger på sofaen og forsøger at regne mig frem til, hvornår jeg må få lov til at tage min næste dosis drugs, og hvornår jeg mon kan gå over til fast føde og sætte de resterende tænder i en toast igen. Heldigvis har jeg for en gangs skyld alle undskyldninger i verden for at mæske mig i milkshakes (med flødeskum i rå mængder), og heldigvis kender jeg en langhalset type, som kan blende den ondeste bananashake. Og heldigvis er det ikke mig, der har tømmermænd i morgen. Eller noget …

Skål!

bananashake

Noget om elefantgøgl

Jeg har vidst det længe, men i tilfælde af, at der stadig skulle findes et par tvivlere derude, er her dokumentation for, hvorfor elefanter er verdens sejeste dyr.

I morges var jeg en smule mellemfornøjet over, at min første feriedag var fyldt med vand, men alt gav pludselig mening på en helt ny måde, da jeg kiggede forbi vennerne ved elefanthuset for et par timer siden. Nu ved jeg, at der ikke findes dårligt vejr – kun for lidt mudder.

elefantgoegl1 elefantgoegl2 elefantgoegl3 elefantgoegl4 elefantgoegl5

Noget om fødselsdagsfilosofier

Jeg ved, at jeg er ved at blive gammel, når jeg:

– højlydt brokker mig over lydniveauet på fancy pancy drinksbar og på diplomatisk vis advokerer for, at vi finder et skønt sted med nogle siddepladser, lidt afdæmpet John Mogensen på jukeboxen og rigelig rummelighed til at kunne stikke hånden i munden uden skæve blikke

– holder kollegerne opdateret, hver gang jeg finder et nyt hår et mærkeligt sted på mig selv. (Hey krop, hvad fanden sker der for dig, dit gamle røvhul?)

– begynder at overveje at gøre noget alvorligt ved det der pensionsopsparing (overveje, altså. Det kan man gøre i både halve og hele årtier, skulle jeg hilse og sige …)

– snakker med passioneret forargelse om ungdommen-nu-til-dags og deres djævelske lakridsshots og sløsede tilgang til livet

– indser, at forargelsen over ungdommen-nu-til-dags primært bunder i noget misundelse over, at de er meget sejere til at holde djævelske lakridsshots i sig og i højere grad kan te sig tosset med god samvittighed (når andre så ofte er underlagt alderdommens tunge, moralske tømmermænd, fordi man efterhånden burde vide bedre)

Og jeg ved, at jeg er blevet alvorligt ramt af noget voksent og fornuftigt, når jeg formår at spare op til min egen fødselsdagsgave til mig selv i stedet for at bruge alle de penge, jeg ikke har, på noget, som jeg ikke har fortjent. Så når fødselsdagsfeberen har lagt sig tirsdag morgen, fiser jeg rundt et sted på himlen med kurs mod Sydfrankrig. For første gang nogensinde med helt igennem god samvittighed.

Åh, samtlige af mine tidligere bankrådgivertyper burde se mig nu. 29, du er en gammel dame fanget i en (dog stadig forholdsvis) ung kvindes krop. Men jeg kan sgu meget godt lide dig allerede. Vi ses i morgen!

elefantungePS: Ingen fødselsdag uden elefant (er jeg i øvrigt den eneste, der har lyst til en rask omgang ‘Er det hale eller penis’-quiz?)

Sidste nyt fra Zoo – part II

Jeg har tidligere givet udtryk for, at jeg til tider (de fleste tider) er ret så begejstret for mit job. Allermest når jeg er på eventyr med guldfisken. I dag fandt jeg ud af, at eventyret ikke nødvendigvis behøver at finde sted på den anden side af kloden. Det findes også i Kokkedal.

Der har vi her til aften lave optagelser til et indslag om sumpskildpadden Josefine, som er blevet kureret for råd i skjoldet. Det burde i sig selv være nok til at danne grundlag for en arbejdsdag lidt ud over det sædvanlige. Men der var meget mere. For i det udadtil helt gennemsnitlige parcelhus gemte der sig sådan cirka 79 andre krybdyr og krabledyr og kældedyr hos en familie, som har besluttet sig for at redde alt det, de kan. Derfor fik jeg både kælet for en kamæleon, beundret et hårløst albinomarsvin (okay, beundret er måske så meget sagt) og pludret med en papegøje, hvorefter jeg halvtissede i bukserne, da jeg troede, jeg blev besprunget af en kæmpeleguan, som viste sig at være en rimelig harmløs Golden Retriever.

Og så mødte jeg Elvis. Ikke kongen, desværre. Men slangen Elvis, som er i pleje hos familien. Min grundangst for slanger har jeg vist fortalt rigeligt om, så det vil jeg lade være med at gå i detaljer med nu. Der var dog et eller andet over Elvis, som gjorde, at han ikke var helt så frygtelig som artsfællerne i burene ved siden af. Måske var det navnet. Jeg ved det ikke. Men jeg blev nødt til at bide al angst i mig og befamle ham. Og eftersom jeg allerede havde halvtømt blæren én gang, kunne det jo ikke gå helt galt.

Jeg overlevede da også. Med bankende hjerte og klaprende baller holdt jeg en lille slange. Og det var faktisk slet ikke så slemt. Jeg nåede at blive næsten noget nær ikke udelukkende utryg ved ham. Lige indtil han blev sat ned i en kasse for at fortærre en gigantisk mus fra frostboksen. Med hår og hale und alles. Så var Elvis pludselig ikke helt så rock’n’roll-lækker længere.

Jeg ved nu en masse ting, som jeg ikke vidste, jeg manglede at vide i morges. For eksempel at der dagligt går 400 gram salatblade på en flok skildpadder (halvt rucola, halvt babyspinat), og at slanger skider ud ad halen (det sidste kunne jeg måske have sagt mig selv, men det var en lige så stor åbenbaring for mig som dengang, jeg fandt ud af, at fugle kan parre sig på hundemanér uden de store problemer).

Redningsfamiliens hus er nok det tætteste på Zoologisk Have, jeg nogensinde har oplevet uden for … ja, Zoologisk Have. Men alligevel var dyreflokken ikke helt fuldendt. For som datteren i huset til sidst pointerede, så er det hele først skide godt, når de også får plads til en elefant og en giraf.

elvisthesnake