Noget om børn og bagkatalog og John

Jeg skal muligvis have opfrisket mit bagkatalog, når det kommer til børnesange. Da jeg tidligere i dag kæmpede for at få delfinbabyen til at sove og måtte ty til så desperate handlinger som vuggevisesang, var det John Mogensens ‘Sidder på et værtshus’, der helt naturligt dansede rundt på mit udfordrede stemmebånd som det første.

Det virkede dog en smule upassende, så efter første vers skiftede jeg let og elegant over til ‘Fut i fejemøget’, som baby var endnu mere vild med. Nummeret var måske heller ikke helt gennemtænkt. Specielt ikke da jeg kom i tanke om, at baby deler navn med sangens hovedperson. Så hvis hun om 17-18 år i en snæver vending smutter i byen for at smide tøjet og danse værtshus-go-go til den helt store guldbajer, tager jeg ansvaret på mig. Men i det mindste har hun så udviklet en fremragende musiksmag.

Der er måske en chance for, at min dårlige indflydelse kan nå at prelle af på hende. Men hendes storebror er tydeligvis allerede trådt ind på den upassende sti. Det fik jeg en klar fornemmelse af, da han for nogle timer siden hev mig med ind på værelset for at lege med Toget Thomas og som det allerførste placerede sine små legetøjsmænd i den her position. Og så endda i uniform. Rimelig frisk mandagsleg, alligevel …
  

Noget om fødselsdagsfilosofier

Jeg ved, at jeg er ved at blive gammel, når jeg:

– højlydt brokker mig over lydniveauet på fancy pancy drinksbar og på diplomatisk vis advokerer for, at vi finder et skønt sted med nogle siddepladser, lidt afdæmpet John Mogensen på jukeboxen og rigelig rummelighed til at kunne stikke hånden i munden uden skæve blikke

– holder kollegerne opdateret, hver gang jeg finder et nyt hår et mærkeligt sted på mig selv. (Hey krop, hvad fanden sker der for dig, dit gamle røvhul?)

– begynder at overveje at gøre noget alvorligt ved det der pensionsopsparing (overveje, altså. Det kan man gøre i både halve og hele årtier, skulle jeg hilse og sige …)

– snakker med passioneret forargelse om ungdommen-nu-til-dags og deres djævelske lakridsshots og sløsede tilgang til livet

– indser, at forargelsen over ungdommen-nu-til-dags primært bunder i noget misundelse over, at de er meget sejere til at holde djævelske lakridsshots i sig og i højere grad kan te sig tosset med god samvittighed (når andre så ofte er underlagt alderdommens tunge, moralske tømmermænd, fordi man efterhånden burde vide bedre)

Og jeg ved, at jeg er blevet alvorligt ramt af noget voksent og fornuftigt, når jeg formår at spare op til min egen fødselsdagsgave til mig selv i stedet for at bruge alle de penge, jeg ikke har, på noget, som jeg ikke har fortjent. Så når fødselsdagsfeberen har lagt sig tirsdag morgen, fiser jeg rundt et sted på himlen med kurs mod Sydfrankrig. For første gang nogensinde med helt igennem god samvittighed.

Åh, samtlige af mine tidligere bankrådgivertyper burde se mig nu. 29, du er en gammel dame fanget i en (dog stadig forholdsvis) ung kvindes krop. Men jeg kan sgu meget godt lide dig allerede. Vi ses i morgen!

elefantungePS: Ingen fødselsdag uden elefant (er jeg i øvrigt den eneste, der har lyst til en rask omgang ‘Er det hale eller penis’-quiz?)

Hurra for den glade alders-skizofreni

Jeg skal til 40 års fødselsdag hos lille-bjørn. Jeg har en ven, der bliver 40! Jeg kan huske, da min mor blev 40. Dengang var hun meget voksen og mor-agtig. Det er lille-bjørn heldigvis ikke (hverken det første eller det sidste). Han har dog givet så meget slip på sin barnlige side, at han ofte føler trang til at mobbe mig med, at jeg hvert år til jul får tilbagevendende optur over soundtrack’et til ‘Jesus og Josefine’ (det ER altså godt).

Jeg har en veninde, som er så ung, at hun ikke kan huske, at der engang blev sendt ‘Dollars’ i tv. Til gengæld får hun helt naturligt flettet talemåder som at ‘faldbyde sig’ eller ‘svinge træbenet’ ind i sine sætninger. En anden af mine veninder var biografduelig, dengang ‘Harold & Maude’  havde premiere (gid, det var mig). Til gengæld er hun ikke for gammel til at græde over Toy Story 3 (helt ærligt – hvis man er blevet så voksen, at man kan se slutningen med helt tørre øjne, så er der altså ikke meget håb).

Jeg har tidligere nævnt den-11-årige-pige-inden-i-mig. Det er hende, der bygger huse af Guld i en verden af Lego. Det er også hende, som har titelmelodien til ‘Nana’ som den mest afspillede sang i iTunes (jeg havde samme frisure som Nana og stillede muligvis også mange af de samme upassende spørgsmål, dengang min krop var barn (det med spørgsmålene stoppede vist aldrig)). Ved siden af hende den-11-årige-pige-inden-i-mig sidder en 63-årig mand og råber om ro, så han kan koncentrere sig om sin farvefri film med gamle skuespillere, som engang spillede på gamle teatre. Når filmen er færdig, smutter han på Kanalbodegaen eller Bobi Bar og håber på et stykke med John Mogensen.

Ind imellem de to findes der selvfølgelig også en masse andre typer i en masse andre slags aldre. Jeg er ret glad for dem alle sammen. Og et eller andet sted inden i mig findes der også en pige på 27. Hun er ikke så god til at følge reglerne for ordentlig opførsel, men det synes jeg faktisk er helt okay. I min verden er det nemlig lige præcis den alder, hvor det er meget passende at være gammel nok til at vide, hvad man ikke skal gøre, men ung nok til at gøre det alligevel.