Det andet køn part III

Jeg har gjort det igen i nat – drømt, at jeg havde en penis. Denne gang i så ekstrem grad, at jeg var dybt chokeret både under og meget lang tid efter drømmen, fordi det føltes så voldsomt og virkeligt. En af årsagerne til, at jeg drømmer det netop nu, er muligvis, at jeg er i Jylland, hvor den tre-årige brugte store dele af aftenen i går på at råbe: ‘Moster Bib, jeg har en tissemand, og du har en tissekone’, hvilket jeg jo ikke var decideret uenig i. Men det har nok plantet hele kønsdeletankegange i min underbevidsthed inden sengetid.

En anden årsag til, at jeg drømmer det igen, er nok, at jeg det sidste stykke tid har overvejet at skrue en lille smule ned for den-63-årige-mand-inden-i-mig, fordi jeg synes, han har fået lige lovligt meget spillerum (som han siger). Jeg forsøger at danne mig et filter og sortere de groveste sjofelheder fra – bare for at forsøge at bevare en smule af den femininitet, som forhåbentlig stadig gemmer sig et sted. Men det er svært, når Leif er i løbetid, for pludselig bliver uskyldige ordsammensætninger som ‘Eight o’clock’ til ‘Ate a cock’, hvilket muligvis er okay at sige, når man er i selskab med en ekstremt rummelig, langhalset type. Noget andet er dog, når tigerungen savlende putter en kæmpe bog i munden, og jeg reagerer ved helt instinktivt at udbryde: ‘Så skal den lige suttes af’. DET er altså ikke okay! Til mit forsvar vil jeg dog sige, at jeg næsten blev mere forarget over mig selv, end tigeren gjorde.

Det er som om, jeg er blevet ramt af en form for sjofelheds-tourettes, som er meget svær at styre. Jeg luftede problemet for guldfisken i går og sagde, at jeg virkelig gerne vil placere en sjofelhedsstopklods i halsen, hvilket fik hende til at protestere og råbe: ‘Neeeej, vildere Leif, vildere!’ Og så er det jo svært at være standhaftig.

Jeg ved ikke, hvornår det gik galt for mig. Om det mon allerede var ved fødslen, hvor mine forældre var tæt på at forbytte mig med et hankønsvæsen, eller om det var, da jeg som 6-årg underlig grydefritsunge ønskede mig en værktøjskasse i fødselsdagsgave og desværre/heldigvis fik ønsket opfyldt, så jeg virkelig kunne begynde at dyrke den grove værkstedshumor. Jeg ved bare, at det er skide svært at stoppe, når først man er kommet i gang.

Havde jeg dog bare haft den forbandede penis, så jeg i det mindste kunne bruge den som undskyldning for ukvindelig opførsel. Og dog. Af to onder er det nok trods alt bedre bare at være kronisk upassende …

upassende_kylling

Noget om nostalgisk nervøsitet

Jeg er virkelig bange for, at 80’erne har indløst en tilbagetogbillet. Altså, nogle mener måske, det burde være sket for et-par-og-tyve-år siden, men vi er andre, der ihærdigt har forsøgt at holde fast i 80’er-stemningen. Det føles nemlig trygt. Og godt. Og fuld af nostalgi*. Men måske er det nu forbi.

Bekymringen opstod i morges, da jeg (for anden gang på tre måneder) bevægede mig ned i mit fitness-center. Eller måske skulle jeg nærmere sige motionsrum, for det navn passer lidt bedre til det sted, som den-63-årige-mand-inden-i-mig synes afsindigt godt om. Det er et direkte levn fra det trygge årti. Engang var der en hel kæde af samme slags. Folk flokkedes dertil for at prøve de seneste nye kondi-maskiner. Nu er der kun det ene sted tilbage, og det kan ikke undre mange, at det lige netop ligger på min ø, som ikke udelukkende er lavet af lort.

Der findes to andre top-tunede, hyper-moderne fitness-centre inden for en radius af hundrede meter fra mit hus af guld, men jeg kan bedst lide retro-centret. Fordi det er hyggeligt på den der gymnastiksals-agtige-måde, og fordi det ligger i forbindelse med svømmehallen, som var lige så 80’er-skøn. Når jeg skriver ‘var’, er det fordi, den netop nu gennemgår en gennemgribende renovering af den slags, som jeg ikke forstår. If it ain’t broke, don’t fix it! Svømmehallen var så fin før med de lange rækker af mange 20’er-slugende træskabe og dertilhørende gummibånds-nøgler. Det store bassin og de gamle vipper og pensionisterne, som padlede ti baner for blodomløbets skyld. Jeg frygter, at det bliver erstattet med noget Lalandia-lignende børne-mekka, og det er måske meget spændende, men det er altså slet ikke trygt og godt og nostalgisk. Spænding findes overalt og er på konstant udbygning, mens nostalgi-trygheden er på ubetryggende undergangstur.

Nå, men motionsrummet findes altså endnu. Så længe det varer. Det er nemlig ikke voldsomt velbesøgt. Da jeg kom derned, var der kun en enkelt anden motionist. Eller motionist er måske så meget sagt, for hun rørte sig ikke så meget. Hun stod nærmest bare helt stille med sådan en bred læder-ryste-rem om sig, der fik alt på hendes krop til at vibrere. Maskinen var cremefarvet og helt sikkert importeret direkte fra det bedste årti. Jeg giver en omgang til den, der kan fortælle mig, hvad rysteriet skal gøre godt for. Det er noget, jeg har undret mig over længe uden at turde spørge nogle af de rystede om det.

Som billedet så fint afspejler, har stedet eksisteret lige siden dengang, en barberskraber var en halv meter lang og havde et tandbørstehoved i den ene ende samt en art vinduesvisker i den anden …

Så forsvandt hun, og jeg var helt alene tilbage i et spøgelsesramt rum med håndvægte og romaskine og et par enkelte elektroniske løbebånd, der oplyste det ene hjørne af lokalet. Men efter et stykke tid fik jeg igen selskab. Af en herre, som var jævnaldrende med den 63-årige. Han var iført kåbøjder-tøj fra hals til tå og matchende kasket på issen. I den ene hånd havde han en krykke. I den anden en termokande. Den fyldte han op med vand til kaffen, inden han satte sig på en stol ved indgangen og kiggede. Her har jeg en fornemmelse af, at han har siddet hver morgen siden 80’erne, og det virker som om, at han heller ikke helt kan slippe ud af tryghedstromlen, selvom han ikke længere kan udnytte motionsrummets faciliteter.

Hvis man gør status over den gæsteliste, kan selv jeg (med min udfordrede økonomiske forstand) regne ud, at det center nok ikke overlever mange vintre. Det gør mig trist. Ikke kun på grund af selve centret, men også fordi, jeg frygter, at udviklingen afspejler en generel holdning til, at den definitive afsked med 80’erne er tiltrængt. Sådan en holdning vil jeg på ingen måder støtte. For 80’erne er jo så meget, som ingen andre tider nogensinde bliver. 80’erne er kernefamilie og campingferier. Det er vaniljeis i kopper med kakao. Det er to børn i et badekar, som er rødt. Det er fantasi og finurlige drømme om alt det, der aldrig kan lade sig gøre, men som alligevel er muligt. Det er stødhegn, som gør ondt, og kælkebakker, som gør godt. Det er grin helt ned i maven og gråd, som altid holder op igen og aldrig bliver ved med at ligge på lur et sted i øjets afkrog.

80’erne burde være kommet for at blive. Eller i hvert fald for at blive husket. Det vil jeg prøve at kæmpe lidt for. Om ikke andet så bare i form af neon. Masser af neon. For de kan muligvis tage 80’erne ud af folkets fortravlede hverdagsbevidsthed, men de kan aldrig tage neon-manifestationen ud af en sand fortidsforelsket 80’er-pige!

* En sikker andenplads på listen over yndlingsord. Hvis det altså overhovedet kan lade sig gøre at lave sådan en liste …

Det var bare sådan lidt hovsa-agtigt

Uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop resulterede i endnu en konfrontation med lægen i dag. Uundgåeligt. Normalt forsøger jeg at lade være med at rode mig ud i situationer, hvor jeg er tvunget til at finde på bortforklaringer, fordi jeg ved, at jeg er usandsynligt dårlig til det. Men den her gang sad jeg i saksen (av). Samtalen forgik nogenlunde sådan her:

Læge: ‘Jamen, hvordan kunne det lade sig gøre?’

Mig: ‘Jeg ved det ikke. Lige pludselig skete det bare.’

Læge: ‘Jamen, hvordan bar du dig ad?’

Mig: ‘Det ved jeg ikke. Det var bare sådan lidt hovsa-agtigt.’

Sådan fortsatte samtalen i et par minutter, og jeg havde lovet mig selv, at jeg under ingen omstændigheder skulle rode mig ud i den sande forklaring om, at uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop skete som led i en tre-trins-raket med følgende forløb: afsindigt voldsomt alkoholindtag førte til afsindigt voldsom bagstivhed (flankeret af afsindigt voldsomme moralske tømmermænd), som grundet generel forvirring førte til afsindigt dum handling. Indrømmelsen kunne jo resultere i, at han ville tvangsindlægge mig til noget AA. Og han ville være i sin fulde(!) ret til det.

Men han gav op, og jeg slap for videre tiltale. Og slap videre til en form for behandling. Grundet min uhelbredelige angst for læger, var denne proces dog ikke helt problemfri, og cirka midt i forløbet måtte han gøre mig opmærksom på, at hvis jeg nu på et tidspunkt skulle få lyst til at trække vejret, så var det helt okay. Det havde jeg glemt indtil da, og det er faktisk meget betryggende med sådan en tilladelse fra semi-autoritær mandsperson engang imellem. En hel-spekulerende type kunne nemlig godt gå hen og blive helt i tvivl om, hvorvidt det er okay at indånde den slags ilt, som andre, mere velfungerende mennesker kunne have haft glæde af. Men nu har jeg altså fået grønt lys, så jeg har besluttet mig for at gå all in på ilt.

For at aflede opmærksomheden lidt fra uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop, forsøgte jeg at spørge lidt ind til selvindbildt knæskade forårsaget af meget lidt voldsom løbetræning. Hvilket resulterede i, at jeg nu har fået ordineret en form for gigt-piller på tube. Det må uden tvivl være fordi, han har fornemmet den-63-årige-mand-inden-i-mig, for sådan noget giver man vel ikke til en 27-årig nogenlunde mobil nedsmeltningsekspert? Her gik jeg ellers og troede, at det kun var mit sind, der var gammelt. Overvejer nu at skrive den nye bestseller ’36 år ældre på 10 sekunder’.

 

PS: Oven på medicinsk rutsjebanetur var det utroligt tiltrængt at komme på arbejde og se et skrivebord, der var overpyntet med flag. Først blev jeg forvirret over, om en af mine personligheder mon havde fødselsdag, men pludselig gik det op for mig, at det er fordi, jeg har 1 uges dag med min placebo-kæreste, uglen. Vi fandt sammen i dødsdruks-brandert sidste fredag, hvor vi besluttede os for, at når vi nu begge to er singler og i øvrigt sidder 10 meter fra hinanden 37+ timer om ugen, kunne vi jo lige så godt udnytte tiden og den korte distance til at minde hinanden om, at vi hver især er nogle helt okay single-typer. Derfor har ugen stået på klæbrige post-its og slibrige mails. Jeg er fan af konceptet og synes, det er en sand win-win. Specielt fordi guldfisken netop har gjort mig opmærksom på, at det altså slet ikke er sådan noget, man gør, hvis man havner i et normalt parforhold.

The Next Best Thing

Jeg har fået blomster. Af undulaten. Fordi hun er sød, og fordi hun ved, at det ikke er noget, jeg får så tit. Jeg har for eksempel aldrig fået blomster af en fyr. Jo, af min far og af mine yderst platoniske venner, men ikke af en flirt (med vilje tilføjer jeg ikke ordet ‘kæreste’ her af den åbenlyse grund, at det ville dække over ingen). Og dog. Det passer ikke helt. I konfirmationsgave fik jeg en rose af en klassekammeraet. Den var af plastik, og tigeren fik to. Det var første gang, jeg for alvor gaflede titlen som ‘The Next Best Thing’. Til gengæld var det mig, der året efter snavede med fyren. Efter han netop havde brækket sig i strandkanten. Der gaflede jeg en helt anden titel, som jeg helst ikke vil sætte ord på.

Ti år senere fik jeg en påskelilje med tre hoveder af en fyr, som havde hugget mutantblomsten fra dekorationerne foran Odense Rådhus. Han var min første store forelskelse, og jeg tog det som en form for dyb og gengældt kærlighedserklæring. Jeg tog fejl. Den visnede i øvrigt foruroligende hurtigt. I desperation forsøgte jeg at presse den i en bog, og der gik alt for lang tid, før jeg indså, at tørrede blomster i virkeligheden er døde blomster i mausolæum.

Så fik jeg også engang to torsk. Af torsken. Men lige meget hvor kreativ en tankegang, jeg end forsøger at tilegne mig, kan det vel næppe kategoriseres som blomster. Ikke engang som havets blomster. Det var i 4. klasse, og det er muligvis den største kærlighedserklæring, jeg nogensinde har modtaget. Eller måske var han bare god til at fange torsk.

Jeg ved ikke, hvorfor det der med blomster har nogen betydning. Eller om det overhovedet har nogen betydning. Måske er det i virkeligheden lidt det samme som det der med at blive hentet i lufthavnen. Guldfisken og jeg er flere gange kommet hjem fra tur sammen, hvor store-bjørn har stået og ventet, og selvom jeg er en slags snylter-kæreste i det forhold, er jeg aldrig rigtig en del af den store genforenings-scene. Det kunne være meget fedt en dag at prøve at være hende, som løber gennem tolden i elite-tempo for derefter at lave 360-graders-rundturs-symbiose-krammer, fordi drifterne ikke kan bremse handlingen.

Jeg forsøger at holde hende godt skjult, men i virkeligheden gemmer der sig muligvis en form for håbløst håbefuld romantiker et sted mellem den 11-årige-pige og den 63-årige-mand-inden-i-mig. De færreste kan se hende, og endnu færre møder hende, og når først dette indlæg er publiceret, vil jeg uden tvivl forsøge at bortforklare muligheden (/chancen/risikoen) for, at hun overhovedet eksisterer. Men i stedet for at benægte alt og flygte ind i emo-seksualitetens dybe, sorte afgrund, kunne jeg også prøve at finde mening i harens vise ord: ‘Der findes kun én rigtig mand til alle verdens kvinder, og det er og bliver Kaptajn von Trapp… og Robert Redford’. Jeg forventer ikke, at én af de to ovennævnte nogensinde kommer til at levere blomster til min adresse. Men man har vel lov at håbe på, at der et eller andet sted også findes en maskulin udgave af ‘The Next Best Thing’.

Hvor mon den er …

Kloge voksne siger, at alkohol ikke har den heldigste effekt på hjernen. Jeg er dybt uenig. Altså, jeg vil da gerne give dem ret i, at sprutten får tanketusserne til at slingre lige lovlig meget på genialitetsvejen. Men jeg ser tit verden på en helt anden måde, når alkoholen går ind – og specielt når den er på vej ud igen. Tømmermænd kan få mig til at speed-snakke i en sådan grad, at jeg slet ikke når at overveje mine ord, inden de bliver formet (det kan dog også ske uden påvirkning af alkohol). På den måde får jeg tit sat ord på tanker, jeg ikke vidste, jeg tænkte.

Nu har jeg jo en hel del forskellige personligheder, jeg kan hygge mig med, så når jeg er alene med tømmermænd, er der ofte heftige diskussioner i mit hoved. Specielt mellem den-11-årige-pige (hende med drømmene, håbene og ambitionerne) og den-63-årige-mand (ham med moralen, realitetssansen og jantelovs-troen). Der var fri leg mellem de to i går, da jeg tulrede rundt på Fælleden og forsøgte at nyde solen uden at få en nedsmeltning over, at vi lige om lidt når dertil, hvor sommeren er forbi. Den indre generations-diskussion blev sat på standby, da jeg fik øje på en hest, som stod helt alene og græssede. Den var fin og rød-brun på den der måde, hvor solen virkelig fik den til at skinne. Men der var noget anderledes ved den. Hovedet var helt sort. Det så faktisk lidt skræmmende ud og fik alle mine tømmermænd til at tænke 1000 tanker på en gang. De mest dominerende var: Hvordan kan det lade sig gøre at få et helt sort hoved, når resten af kroppen skinner? Hvordan er det at være inde i et helt sort hoved, når resten af kroppen skinner? Ved hesten overhovedet, at den har et helt sort hoved – den har vel aldrig set sig i spejlet, og hvis den så sig i spejlet, ville den vel ikke vide, at den så sig selv? Og hvorfor tror jeg i øvrigt, at sort er andet end en farve*? Jeg blev så optaget af hesten, at jeg fik lyst til at tage et billede af den. Da jeg kom helt tæt på, opdagede jeg, at hovedet slet ikke var rigtig sort. Hesten havde en eller anden form for maske på. En ret uhyggelig en, faktisk. Havde jeg været helt upåvirket af post-brandert, havde jeg nok set det med det samme. Men så var jeg jo aldrig kommet til at tænke over det med det sorte hoved.

Idéen om hesten og det sorte hoved fik på mærkelig vis sat gang i en af de helt voldsomme nedsmeltninger, som kan starte i alle verdenshjørner, men altid ender med samme spørgsmål: Hvem er jeg i en verden, der er uforståelig og uendelig? Der er mange mulige svar på det spørgsmål. Også dem, som jeg helst ikke vil høre. Mens mine tømmermænd skiftedes til at remse dem op, fandt jeg den pludselig. Den røde tråd. Den hang lige til venstre for mig og skinnede i solen. Det gjorde mig både glad og lettet, fordi jeg blev overbevist om, at jeg så i det mindste havde fundet meningen – at jeg ikke havde forstået den endnu, var en mindre detalje. Men der var en mening.

Desværre blev forvirringen total, da jeg lidt senere opdagede endnu en rød tråd. For hvad skulle det betyde. At der er mere end én mening og mulig vej? Som om det hele ikke var uoverskueligt nok i forvejen. Når jeg nu ikke engang kan regne den første ud, hvordan skal jeg så nogensinde kunne regne flere veje ud? Og betyder det så, at man kan vælge imellem dem?

Spørgsmålene fik samtlige tømmermænd til at gå op og lægge sig i revnen mellem den 11-årige og den 63-årige. Der havde de nok ligget endnu, hvis ikke det var fordi, jeg også fandt en tredje og sidste rød tråd. En af mine neuroser kan godt lide tallet tre. Og mine tømmermænd kunne bedst lide den tredje tråd. Den drak de en lille sejrs-skål for. Alt er godt, og det hele skal nok gå. Hvis jeg bliver i tvivl, så har jeg heldigvis altid Ole Wedels vise ord i baghovedet. Meningen er der, og jeg kan klare alt – med eller uden tømmermænd. Jeg er stærk som titanium!

* Jeg ved godt, at sort reelt set ikke er en farve. Ligesom hvid. Men hvad er det så? En anti-farve?

Tømmermændene taler det utydelige sprog

Kineserne hævder, at det er dragens år* i år, men jeg ved heldigvis, at det er bjørnens år (+ 1 milliard kineser kan også tage fejl). Sidste weekend fejrede lille-bjørn 40 års fødselsdag. Lige om lidt er det store-bjørns tur til at fejre 30 års fødselsdag. Og i aften er det Bubbi-bjørn, der markerer et rundt hjørne på lyv-og-tyve-måden. Det var ham, der engang fik mig til at sige sætningen ”Jeg synes, det er sjovest at drikke om fredagen, for lørdag har man altid tømmermænd”. Den har jeg hørt ret meget for siden. Og den gælder desværre også i dag, så jeg må endnu engang dukke op til en fest, hvor jeg ved, at mine hænder kommer til at ryste allerede ved velkomstdrinken.

Jeg blev fanget et sted i Vesterbros bar-mekka i går. Jeg husker ikke meget, men jeg vågnede op i min egen seng ved siden af en pige, som er iført mit tøj (altså ikke det, jeg selv havde på, men noget andet tøj). Det er betryggende. Så ved jeg, at jeg ikke har gjort noget uopretteligt dumt (forhåbentlig). Solsorten ligger der muligvis, fordi hun har følt trang  til at følge mig hjem, og det gør mig tryg at vide, at jeg kender fugle som hende. Det gør mig også tryg, at der i det hele taget ligger en i min seng. Det er lig med det modsatte af ensom, selvom ensomhed desværre ikke altid er betinget af, hvorvidt man er sammen med nogen.

Jeg husker, at det var sjovt i går, og jeg husker solsorten, musvitten og guldfisken, men derudover er det hele lidt sløret. Heldigvis husker jeg også barer, værtshuse og ikke mindst bodegaer. Jeg er glad for det hele, men mest for det sidste. Der var engang en, der udskiftede mit fornavn med ’bodega’ og satte det sammen med mit efternavn. Det er der nok en god grund til. Desværre er det ikke så feminint, det der med at være bodega-entusiast. Jeg har svært ved at skabe balance mellem den feminine og maskuline side i mig, for jeg ved godt, at det biologisk set burde være den første, der blev prioriteret. Men altså – jeg er bare virkelig glad for bodegaer og håndbajere, og jeg kan også godt slå voldsomt høje bøvser, hvis jeg ikke prøver på at lade være. Det er ikke feminint, og jeg forsøger at kompensere på andre fronter. For eksempel er jeg ret tit iført kjole. Men det kan også hurtigt blive for feminint og få folk til at længes efter bukser og sneaks. Derfor prøver jeg at kompensere ved at tage mine Lederhosen** på. Men det kan også hurtigt blive for mærkeligt. I mit desperate forsøg på at finde balancen mellem feminint og maskulint – mærkeligt og normalt – ryger jeg ofte ud i en ubalanceret ubalance, og jeg ved ikke, om der findes nogen, som kan sætte pris på en barnligt voksen pige, som er i ret god kontakt med sin indre gamle mand … heldigvis er håbet ikke aflivet endnu!

* Research til det med dragens år ledte mig ind på en side, som forklarer noget om rottens år. Det år, jeg er født i. Nu tror jeg ikke voldsomt meget på kinesere og specielt ikke på deres horoskoper. Men altså. Det var ret rammende. Specielt ’kan af og til være ret trættende for de personer, de færdes iblandt’-delen.

** Man skal muligvis have boet i München for at kunne sætte ordentligt pris på et par Lederhosen. Og på Oktoberfest. Men det ER altså sjovt, hvis man er typen, der kan lægge fordommene fra sig. Livet er i det hele taget sjovere, hvis man formår at parkere fordommene og sætte pris på et par gode Lederhosen (de er dyre, skulle jeg hilse at sige, så det er ret smart at sætte pris på dem, når de først er købt).

Hurra for den glade alders-skizofreni

Jeg skal til 40 års fødselsdag hos lille-bjørn. Jeg har en ven, der bliver 40! Jeg kan huske, da min mor blev 40. Dengang var hun meget voksen og mor-agtig. Det er lille-bjørn heldigvis ikke (hverken det første eller det sidste). Han har dog givet så meget slip på sin barnlige side, at han ofte føler trang til at mobbe mig med, at jeg hvert år til jul får tilbagevendende optur over soundtrack’et til ‘Jesus og Josefine’ (det ER altså godt).

Jeg har en veninde, som er så ung, at hun ikke kan huske, at der engang blev sendt ‘Dollars’ i tv. Til gengæld får hun helt naturligt flettet talemåder som at ‘faldbyde sig’ eller ‘svinge træbenet’ ind i sine sætninger. En anden af mine veninder var biografduelig, dengang ‘Harold & Maude’  havde premiere (gid, det var mig). Til gengæld er hun ikke for gammel til at græde over Toy Story 3 (helt ærligt – hvis man er blevet så voksen, at man kan se slutningen med helt tørre øjne, så er der altså ikke meget håb).

Jeg har tidligere nævnt den-11-årige-pige-inden-i-mig. Det er hende, der bygger huse af Guld i en verden af Lego. Det er også hende, som har titelmelodien til ‘Nana’ som den mest afspillede sang i iTunes (jeg havde samme frisure som Nana og stillede muligvis også mange af de samme upassende spørgsmål, dengang min krop var barn (det med spørgsmålene stoppede vist aldrig)). Ved siden af hende den-11-årige-pige-inden-i-mig sidder en 63-årig mand og råber om ro, så han kan koncentrere sig om sin farvefri film med gamle skuespillere, som engang spillede på gamle teatre. Når filmen er færdig, smutter han på Kanalbodegaen eller Bobi Bar og håber på et stykke med John Mogensen.

Ind imellem de to findes der selvfølgelig også en masse andre typer i en masse andre slags aldre. Jeg er ret glad for dem alle sammen. Og et eller andet sted inden i mig findes der også en pige på 27. Hun er ikke så god til at følge reglerne for ordentlig opførsel, men det synes jeg faktisk er helt okay. I min verden er det nemlig lige præcis den alder, hvor det er meget passende at være gammel nok til at vide, hvad man ikke skal gøre, men ung nok til at gøre det alligevel.