Noget om at være gammel og rig

I sidste måned holdt min lillesøster studenterfest. Der er så stor aldersforskel på os, at jeg engang var weekendansvarlig for at skifte ble på hende. Og nu er hun gammel nok til at være en form for voksen. Det har jeg meget svært  ved at forstå. Specielt fordi jeg endnu ikke selv føler mig gammel nok til at kunne bære min egen hue med god samvittighed. Måske er det derfor, jeg bliver ved med at drømme, at jeg har glemt, jeg stadig går i gymnasiet og nu er i fare for at dumpe alle mine fag på grund af for højt fravær.

Til studenterfesten præsenterede lillesøs mig for en af sine veninder. Jeg kiggede på den unge studine og sagde lidt for højt: ‘Vi har altså allerede mødt hinanden sidste år i Sunny Beach’ – og jeg kunne mærke, at jeg var for gammel til at sige sætningen, før ordene overhovedet var tænkt færdige i mit hoved.

En ting er, at jeg føler mig som en forvokset teenager (og lidt for ofte opfører mig som en). Men på en eller anden måde kaster tilfældighederne mig også konstant ud i scenarier, jeg burde have overstået for 10 år siden. For det var jo strengt taget ikke min egen, personlige beslutning, at jeg skulle havne i Sunny Beach for tredje år i træk. Det var på grund af mit arbejde. Hvis det stod til mig, var jeg nok gået efter et sted, hvor gennemsnitsalderen ligger på den rigtige side af 17, hvor koffein- og/eller fortrydelsespiller ikke er en fast del af den gennemsnitlige morgenmadsbuffet, og hvor drinks bliver drukket af andet end gigantiske plastikspande med fællessugerør. Men det stod ikke til mig, og derfor måtte jeg bare få det bedste ud af endnu en uge i teenageland.

Det fik jeg også. På godt og ondt. Og jeg forsøgte at ignorere, at hamsteren, guldfisken og jeg allerede inden vi forlod lufthavnen den første aften var blevet overfaldet af en gruppe kåde, ekstremt smølfesparksindbydende teenageknægte (blandt andet fyren med fisseparfumen), der gav os elevatorblikke, rynkede panderne og spurgte, hvor gamle vi egentlig var. Det spørgsmål gentog sig mange gange i løbet af ugen. Hver gang blev hamsteren skudt til at være først i 20’erne, mens ingen rigtigt kommenterede på min og guldfiskens alder, når vi kastede det (i deres verden) svimlende høje tal ind i samtalerne.

Så jeg må nok indse, at mit udseende ikke følger mit sind i forhold til aldersfølelsen. Til gengæld fik vi da en form for kompliment med på vejen, da vores faste restaurantfyr den sidste dag stillede samme spørgsmål, og vi gav de obligatoriske svar. Han pegede på hamsteren og sagde: ‘You look 23’ og kastede derefter et blik på guldfisken og mig efterfulgt af ordene: ‘You look rich’.

Desværre er vi nogenlunde lige så rige, som hamsteren er 23. Specielt blev vi blanket af, da jeg langt om længe fik overtalt pigerne til at tage med på casino for at prøve mit mågeklatteheld af. Heldet kan åbenbart ikke spille roulette med en promille på 7,2, lad mig bare sige det sådan. Men i det mindste kom vi levende hjem til voksenland igen. Og jeg tror godt, jeg kan garantere, at jeg har drukket min allersidste teenagespand i Sunny Beach!

casino

Noget om rumvæsener og død og begravelse

Jeg drømte, at jeg var tæt på at dø i nat. Jeg var på hemmelig krigsmission i rummet. Så hemmelig, at jeg ikke engang selv vidste, hvad den gik ud på, og hverken havde fået at vide, hvem fjenden var, eller hvordan mit våben virkede. Da vi endelig stod over for krapylerne, troede jeg derfor, at det var ude med mig. Men lige pludselig blev alle gode venner, og så blev de andre hentet af deres familier, mens jeg lettere chokeret måtte tage S-toget hjem alene. Linje C. For den kører nemlig ud i rummet. Efter den nye køreplan …

Da jeg vågnede, følte jeg mig voldsomt levende. Ikke mindst på grund af den satans tand (eller manglen på samme), som var så sød at minde mig om, at så længe man er i smerte, er man i live. Jeg kunne ikke falde i søvn igen, men kom i stedet til at ligge og dyrke noget tidlig morgenneurotik over det opløftende tema: døden.

For nogle uger siden var jeg til sådan noget fancy pancy branchebar for web-typer sammen med musen og guldfisken. Den slags events, som er lavet, for at man rigtig kan mingle og small-talke med fremmede. Det er jeg simpelthen så dårlig til. Jeg er meget bedre til at udnytte den gratis alkohol på det groveste. Men musen hankede op i mig, og vi fik da også sat kløerne i et fremmed offer, som vi fik snakket varm over det lige så opløftende tema: begravelser.

Jeg har på fornemmelsen, at idéen med sådan noget branchebar er, at man sammen med nye mennesker kan braine over nye forretningsidéer. Vi valgte i stedet at braine lidt over upassende sange, som man kan spille til begravelser. Musen foreslog “The Show Must Go On” efterfulgt af “Highway to Hell”, og den er jo lidt svær at komme igen på.

Guldfisken mente, at det ville være meget passende at spille et stykke med Lone Kellerman til min begravelse. Her syntes jeg naturligt nok, at “Se Venedig og dø” ville være det mest oplagte valg. Og nu hvor vi alligevel var i gang, benyttede jeg da også lige lejligheden til at understrege, at jeg, når uheldet en dag er ude for mit vedkommende, gerne vil have, at der bliver drukket gravøl på en bodega. Ikke mindst fordi det giver folk mulighed for at bestille to kolde fra kassen.

Da vi nogle dage efter diskuterede emnet med chefen, toppede han den ved at foreslå, at der også skulle være en pølsevogn ude foran, og det kan jeg virkelig godt se det fantastiske i, men jeg er bange for, det ville blive for meget for min salige sjæl, som ville være alt for bitter over ikke selv at kunne deltage i sådan en omgang festivitas i topklasse.

Derfor tror jeg, det er bedst, hvis jeg forsøger at udskyde den der begravelse så længe som overhovedet muligt. Så vil jeg i stedet koncentrere mig om at snuppe min del pølsevognsbesøg og kolde fra kassen og hits med Lone Kellermann og i øvrigt nyde det der liv, til jeg segner. Det er planen. Men nu ved I, hvordan jeg gerne vil holde min sidste fest, hvis jeg en dag bliver pløkket af rumvæsener, inden jeg når at hoppe på Linje C tilbage til virkeligheden …

20140525-103801-38281755.jpg

Noget om at melde sig ud af verden

Jeg fik ros af musvitten i går. Fordi jeg den her uge har været usædvanligt god til ikke at lægge planer. God til at give mig tid til at være alene med mig selv. At sumpe og se serier og skrive og sove og lave alt andet end at forholde mig til verden omkring mig. Det har jeg altid brug for, men jeg glemmer alt for tit at give mig lov til det. For der er jo så meget andet. Så mange mennesker, jeg gerne vil se, og så mange planer, som på snedig vis får sneget sig ind i kalenderen og besætter de dage, som egentlig skulle være tomme. Men det virker bare så fesent at sige nej til en koncert eller en hverdagsrødvinsbrandert eller en omgang fandango med argumentet: ‘Det kan jeg ikke, for der står i min kalender, at jeg skal hjem og hygge mig med mig selv’ (nej, ikke på den måde).

‘Jeg håber ikke, du misforstår det her, men har du altid så mange planer? Du skal jo noget hele tiden’, sagde løven til mig i sidste uge. Hun har kendt mig, siden min krop var barn, og ved derfor også, at jeg altid har vaklet mellem at være meget social og meget isoleret. Derfor kan hun nok bedre end så mange andre se, at der ikke rigtig er balance for tiden.

Men jeg er jo bare omgivet af så mange dejlige mennesker, som jeg gerne vil være sammen med. Jeg er alt for bange for at gå glip af noget til at kunne finde ud af at sige nej. Og så er jeg nok mest af alt bange for ikke at være der, når jeg burde være der. Ikke at slå til. Ikke at gøre nok. Jeg bliver ved med at drømme, at jeg er tilbage i gymnasiet og får trukket en masse dårlig samvittighed ned over hovedet, fordi jeg bliver skældt ud på grund af for meget fravær. Det var først i morges, det gik op for mig, at det muligvis har noget at gøre med, at jeg helt grundlæggende er afsindigt angst for at være for fraværende. At pjække for meget fra verden og prioritere mig selv for højt.

Så selvom det føles godt at gøre, får jeg alligevel dårlig samvittighed, når jeg som i går aftes hopper i seng klokken 20.30, fordi jeg er for træt til at være tilstede i mit eget hoved. Og så straffer samme hoved mig og giver mig mareridt i en sådan grad, at det eneste, der hjælper, er at stå op og dufte lidt til giraffens badeværelsesskab (han er på feriegræs, så derfor kan jeg ikke være alene med mig selv sammen med ham den her uge. Jeg må nøjes med Go-Go og Tigermis, som heldigvis også er ret så krambare, selvom de er lavet af tøjdyr).

Jeg ved ikke, om jeg overhovedet kan finde balancen igen. Måske ville det være lettere, hvis der var en venlig sjæl, som kunne forklare mig, at verden rent faktisk godt kan klare sig uden mig. At jeg sandsynligvis overvurderer vigtigheden af min egen tilstedeværelse en lille smule. Og at jeg muligvis kan gøre verden en tjeneste ved en gang imellem at lade den være i fred, så den også kan få lov til være alene med sig selv …

go-go_og_tigermis

Noget om babydrømmerier

Jeg er virussløj. Det bliver jeg som regel, når jeg har ferie, og det er jo super arbejdsgiverfint, fordi jeg kan bruge min fritid på at dandere den i sengen med dåsecolaer og fire timers middagsmorfædre. Knap så fint, fordi jeg egentlig havde vilde planer om at starte det helt store træningsprogram i går. Med løbeture og armbøjninger og alt det dyre. Det må jeg desværre skifte ud med total afslapningsudsplatning under dynen. Pisse ærgerligt, altså. Jeg har endda åbnet en bog. Sådan en rigtig en på flere hundrede sider, som jeg plejede at kværne på halvandet døgn i de gode, gamle dage. Hvad skal det dog ikke blive til?

En af sideeffekterne ved at være lidt feberagtig er, at jeg drømmer endnu vildere, end jeg plejer (ja, det kan rent faktisk godt lade sig gøre). Lige nu forsøger jeg derfor at komme mig over netop afsluttet drøm, hvor jeg som en slags blød intro startede med at være i åben kamp med min nabo, fordi han forsøgte sig med et friskt, fysisk overgreb fra morgenstunden. Umiddelbart efter havnede jeg på Klinik for unge mødre med den gravide musvit, hvor hun skulle have tjekket musvitungens ve og vel inde i maven. Det foregik på den måde, at lægetypen lige hev ungen ud for en kort bemærkning, så baby kunne få lov til at spæne rundt i venteværelset med musvitten lige i hælene (for han var jo stadig i navlestrengssnor). Det syntes den lille laban var en vældig fest, så han skyndte sig at brænde en masse krudt af, mens den stakkels musvit måtte følge med til superungens tempo, hvilket i teorien nok har set lidt absurd ud (ikke mindst fordi de begge var nøgne og indsmurt i blod), men faktisk virkede overraskende naturligt i drømmen, som sluttede med, at starutten (som selvfølgelig sagtens kunne løbe, på trods af at han var minus 23 dage gammel) stoppede op, kiggede smilende på mig og blinkede lumsk, inden lægetypen igen sendte ham ind i musvitmaven, hvor han kunne få lov til at hygge sig de sidste uger inden den rigtige fødsel.

Jeg har hørt, det er normalt, at gravide kvinder drømmer meget fantasifuldt om deres ufødte barn. Men hvis jeg kan få det her ud af en venindes graviditet, tør jeg slet ikke tænke på, hvad jeg skulle døje med af traumatiserende drømmerier, hvis jeg rent faktisk selv bar rundt på en arving. Godt, det ikke er tilfældet! Og godt, der er mange timer, til jeg skal sove igen!

savanneske

Det andet køn part III

Jeg har gjort det igen i nat – drømt, at jeg havde en penis. Denne gang i så ekstrem grad, at jeg var dybt chokeret både under og meget lang tid efter drømmen, fordi det føltes så voldsomt og virkeligt. En af årsagerne til, at jeg drømmer det netop nu, er muligvis, at jeg er i Jylland, hvor den tre-årige brugte store dele af aftenen i går på at råbe: ‘Moster Bib, jeg har en tissemand, og du har en tissekone’, hvilket jeg jo ikke var decideret uenig i. Men det har nok plantet hele kønsdeletankegange i min underbevidsthed inden sengetid.

En anden årsag til, at jeg drømmer det igen, er nok, at jeg det sidste stykke tid har overvejet at skrue en lille smule ned for den-63-årige-mand-inden-i-mig, fordi jeg synes, han har fået lige lovligt meget spillerum (som han siger). Jeg forsøger at danne mig et filter og sortere de groveste sjofelheder fra – bare for at forsøge at bevare en smule af den femininitet, som forhåbentlig stadig gemmer sig et sted. Men det er svært, når Leif er i løbetid, for pludselig bliver uskyldige ordsammensætninger som ‘Eight o’clock’ til ‘Ate a cock’, hvilket muligvis er okay at sige, når man er i selskab med en ekstremt rummelig, langhalset type. Noget andet er dog, når tigerungen savlende putter en kæmpe bog i munden, og jeg reagerer ved helt instinktivt at udbryde: ‘Så skal den lige suttes af’. DET er altså ikke okay! Til mit forsvar vil jeg dog sige, at jeg næsten blev mere forarget over mig selv, end tigeren gjorde.

Det er som om, jeg er blevet ramt af en form for sjofelheds-tourettes, som er meget svær at styre. Jeg luftede problemet for guldfisken i går og sagde, at jeg virkelig gerne vil placere en sjofelhedsstopklods i halsen, hvilket fik hende til at protestere og råbe: ‘Neeeej, vildere Leif, vildere!’ Og så er det jo svært at være standhaftig.

Jeg ved ikke, hvornår det gik galt for mig. Om det mon allerede var ved fødslen, hvor mine forældre var tæt på at forbytte mig med et hankønsvæsen, eller om det var, da jeg som 6-årg underlig grydefritsunge ønskede mig en værktøjskasse i fødselsdagsgave og desværre/heldigvis fik ønsket opfyldt, så jeg virkelig kunne begynde at dyrke den grove værkstedshumor. Jeg ved bare, at det er skide svært at stoppe, når først man er kommet i gang.

Havde jeg dog bare haft den forbandede penis, så jeg i det mindste kunne bruge den som undskyldning for ukvindelig opførsel. Og dog. Af to onder er det nok trods alt bedre bare at være kronisk upassende …

upassende_kylling

Noget om tilbagevendende drømmerier

Dengang min krop var barn, drømte jeg den samme drøm igen og igen. I drømmen havde vi en stor stentrold ude i haven, som min søster blev ved med at give brunkager, selvom det slet ikke var en rigtig trold. Jeg syntes, det var dumt. Indtil trolden en dag blev levende og jagtede mig, fordi jeg skulle straffes for min uvenlighed. Jeg spænede rundt i haven og i huset, indtil jeg fandt et gemmested under et ikke-eksisterende skab i et ikke-eksisterende bryggers, hvor jeg lå og rystede i barnebuksen, mens min søster stod ved siden af og grinede, fordi hun jo havde sit på det tørre. Jeg vågnede altid, lige inden trolden fandt mig, så jeg nåede aldrig at få den straf, som jeg vidste var på vej. Men frygten hang stadig i mig hele dagen. Nogle gange i flere dage. I de helt slemme tilfælde sad drømmen i mig, helt indtil jeg drømte den igen.

Jeg tror, troldedrømmen stoppede, da jeg var 6-7 år. Den blev erstattet af andre tilbagevendende scenarier, som har varieret gennem årene. Nu handler drømmene om noget helt andet. Ikke så meget om farlige monstre, som er efter mig. Mere om frygten for at falde, frygten for at køre galt, frygten for ikke at slå til og frygten for, at alt slet ikke er, som jeg tror, det er. For tiden fylder den slags drømme lidt for meget – måske fordi jeg sover anderledes, nu hvor det er blevet mørkere.

Jeg er blevet bedre til at efterlade drømmene i sengen, men i morges sad nattens mareridt i mig lidt for længe. Det er mærkeligt, for selvom jeg som regel kan huske næsten alt, hvad der sker i mit hoved om natten (hvilket ikke altid er en fest, men heldigvis er det en gang imellem), kunne jeg ikke huske drømmen i morges. Jeg kunne bare huske følelsen. Af usikkerhed og uro og frygt. Jeg fik først kastet den fra mig igen, da jeg mindede mig selv om den for tiden mest populære tilbagevendende drøm, jeg har. Den optimistiske. Den om flystyrtet. 

Måske lyder den slags ikke umiddelbart som fede tider i drømmeland, men det er det for mig. Drømmen har forskellig karakter – jeg flyver med forkellige mennesker i forskellige sammenhænge. Hændelsesforløbet er dog altid det samme. Vi styrter. Ved landingsbanen, på havet, mellem højhuse. Og alle går i panik, mens de forbereder sig på det værste. På katastrofen, hvor alt går galt. Men jeg er helt rolig. Fuldstændig overbevist om, at det hele nok skal gå. Og mens andre med lignende drømme sikkert plejer at vågne, lige før flyet rammer jorden, fortsætter min historie, som altid ender med, at kaptajnen får styr på lortet lige i det øjeblik, hvor det ser mest sort ud. Alle overlever. Alt er okay. Måske endda bedre, fordi vi klarede det, som virkede umuligt.

Jeg ved ikke helt, hvorfor min underbevidsthed bliver ved med at spille netop den natteforestilling, som lige så godt kunne være taget ud af en eller anden klichéfyldt, amerikansk b-film. Måske er det en form for selvregulerende, positiv terapi. Men det hjælper. Det hjælper specielt at tænke på den sådan en tåget tidligtirsdagmorgen alene på stranden.

nattetryghed

Noget om børnetilblivelsesnedsmeltning

Der er meget, jeg ikke forstår. Jeg forstår ikke, hvorfor en flue, der flyver rundt i en kørende bil, ikke splatter ud på bagruden. Jeg forstår ikke, hvordan jeg kan drømme den samme meget virkelighedstro drøm igen og igen uden at regne ud i drømmen, at det sjovt nok stadig bare er en drøm. Jeg forstår ikke, hvordan der kan være 5432 storslåede sange inde i min lillebitte iPod. Og jeg forstår slet ikke, at jeg kun har skullet tisse én gang i dag, selvom jeg har drukket 3,2 liter væske (ja, jeg var forfærdeligt fuld (igen) i går).

Alle de uforståeligheder er dog ingenting sammenlignet med, hvor uforståeligt det er, at jeg i dag kan ligge med en delfinunge på maven, som slet ikke var her for to uger siden. Jeg forstår ikke, hvordan han er blevet lavet (altså, hvordan det kan lade sig gøre. Selve ritualet er jeg nogenlunde med på, selvom jeg forsøger at undgå at forestille mig, hvordan det er foregået i netop det her tilfælde). Jeg forstår ikke, hvordan han er blevet til en rigtig baby med hud og hår og negle og conehead. Jeg forstår ikke, at hans bittesmå fødder om et år er stærke nok til at holde ham stående. Jeg forstår ikke, at han om et par årtier er sådan en rigtig fyr, som kan bunde grønne flasker og knuse pigehjerter og synge karaoke (forhåbentlig lige så smukt som moren). Og jeg forstår slet ikke, at han en dag bliver en gammel mand fyldt med minder om en tid, som ikke er her endnu.

Men det er også fuldstændig ligemeget, at jeg ikke forstår det. For jeg har forstået, at alt det, jeg ikke forstår, er helt fantastisk. At han er helt fantastisk. Og det er det bedste.

delfinungen