Fødselsdag? Tsk! Man kan sguda ikke føde en blog …

Skudamuda har fødselsdag. Det er et år siden, jeg en semisøvnløs nat (dem var der mange af dengang) besluttede mig for, at jeg vel lige så godt kunne bruge tiden på et eller andet, når nu mit hoved ikke gad bruge den på at slappe af. Selvom det er forholdsvis ufarligt at sætte nogle ord sammen og smide dem ud i det uendelige internets rummelige univers, så er det alligevel på listen over det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har gjort.

For nogle dage siden spurgte en ny blogger, jeg ikke kender, om jeg også kan føle, det er angstprovokerende at skrive. Det kan jeg slet ikke undgå. Jeg var røvbange i starten og sad bare og ventede på, at en eller anden ville give mig et møgfald med smølfespark som straf, fordi jeg optager plads på det uendelige internet med mine ligegyldige tanker og observationer og anekdoter af ret jævn og ikke specielt bemærkelsesværdig karakter. Og det tog virkelig lang tid og mange tanker og samtaler med yderst tålmodige typer og dyr med samme trang, før jeg blev nogenlunde overbevist om, at det er okay at give lidt af sig selv. For andre bestemmer jo selv, om de vil tage imod.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med. Beslutningen om at oprette bloggen var ikke særlig velovervejet og vel egentlig mest af alt et resultat af den semisindssyge tankegang, som jeg må trækkes med til tider (og specielt meget på det tidspunkt). Det er rart at læsse af. Det har været særdeles rart det seneste år, som har været fyldt med nogle af de største ned- og opture (i den rækkefølge, heldigvis), jeg har oplevet.

Jeg tror ikke, jeg den semisøvnløse nat havde regnet med, at det nu, et år efter, er blevet til 190 indlæg, som mere eller mindre har skrevet sig selv. Men jeg har fundet ud af, at jeg har meget svært ved at lade være. Endnu mere nu, fordi bloggen giver mig mulighed for at forholde mig til de ting, som sker i mit liv, på en lidt mere konstruktiv måde end dengang, det meste bare foregik inde i mit hoved.

Og når jeg bliver i tvivl og igen-igen frygter, at verden bare venter på, at jeg slipper tasterne (for verden har selvfølgelig ikke noget bedre at tage sig til), kan jeg minde mig selv om, at rigtig mange gode ting i mit liv er kommet til mig, fordi jeg har skrevet. Jeg har flere vigtige venskaber, som er opstået på skrift og har levet på skrift. Jeg har i dag afsendt en mail med en vedhæftet fil i nyskrevet version, som minder mig om, at der rent faktisk findes en form for arbejde, der er 100 procent lystbåret, og som jeg vil blive ved med at bruge tid og tastklik på, selvom jeg får at vide, at jeg aldrig kommer til at tjene penge på det. Jeg blev forelsket i giraffen på skrift – både før og efter første møde (og hele tiden stadigvæk med eller uden skrevne ord). Havde vi mødt hinanden på en bar, var det ikke sikkert, det var sket på samme måde, fordi jeg sandsynligvis ville have så travlt med at tømme kander og kropsgøgle og lægge arm med en eller anden Arnebjarne-type, at jeg helt ville glemme at lægge mærke til det bedste, og det bedste ikke ville lægge mærke til mig, fordi jeg nok ikke viste mig fra min bedste side.

Og her ville den farlige hvad-nu-hvis-rumineringsnedsmeltning starte, hvis ikke det var fordi, jeg havde travlt med at skrive videre. Så skrift føles godt. For mig. Og hvis det føles, så er det godt, siger de kloge.

Siden jeg lærte at skrive, har jeg skrevet meget til mig selv. Til skuffen. Min harddisk (både den fysiske og den mentale) er fuld af gamle historier og observationer og uafsendte breve og gak og gøgl, som bare ligger og ligger og nok aldrig bliver læst. Det har jeg det fint med. At skrive ting, der ikke nødvendigvis skal læses. Jeg ville også blive ved med at skrive på bloggen, selvom den ikke fik nogen besøg. Men nu findes der jo sådan en smart statistik som fortæller mig, at der altså er nogen derude, som gider læse det, jeg læsser af. Og det giver mig endnu mere mod til at fortsætte med det, der føles godt. Så tak for det – og tak for i år, siger jeg og kipper med fødselsdagsflaget for mig selv her i den bumpende bus på vej tilbage mod Moskva. Vi skrives ved ude i fremtiden ….

ren_kaerlighed

En af de der lange sommernætter part II

Jeg kan ikke sove (igen). Indtil nu er det ellers noget af det, jeg har været allerbedst til her på feriefængselscellehotelværelset i Moskva. Men nu kan jeg pludselig ikke mere. Slet ikke når jeg virkelig prøver. Det evige problem.

Måske er det fordi, min underbevidsthed bare ikke orker flere drømme. For de er der endnu mere her end derhjemme (ja, det kan rent faktisk godt lade sig gøre). Ikke fordi de er specielt slemme. De er bare forvirrende. Forstyrrende. For meget for en type, som gerne vil have ro i hovedet. Og reservere tankerne til det vigtige. Det bedste.

Eller måske er det fordi, jeg kom i tanke om, at mit hoved fungerer bedst, når andre sover. Når tanker og taster kan danse tango i fred.

Det kan også være, det bare er fordi, jeg har brug for at få de satans uhyggelige russiske dukker ud af mit system, så de kan holde sig langt væk fra min underbevidstheds syge tankespind. Jeg vil helst ikke begynde at analysere for meget på, hvorfor mit hoved ikke kan slippe dem. I stedet vil jeg rent faktisk forsøge at gøre det, jeg har allersværest ved. At give slip. På billeder og dermed forhåbentlig også på tanker. Så her er de. Enjoy!

dukker1 dukker2 dukker3 dukker4 dukker5PS: Fik jeg sagt, at samtlige dukker er til salg? Sig endelig til, hvis du har én på ønskelisten. Jeg tror stadig, jeg kan finde lidt luft i kufferten, nu hvor jeg endeligt har besluttet mig for, at keglen bliver (forestiller mig allerede en øm og tårevædet afsked. En eller anden gang ved lejlighed vil jeg meget gerne lære at kunne sige farvel uden at lave en scene. Både af hensyn til kegler og (heldigvis ekstremt tålmodig og rummelig) langhalset type …)

En af de der lange sommernætter …

… hvor tankerne kører i rumineringstomgang uden særlig grund. Det sker ikke så tit mere. Men det sker. At mørket hober sig op og samler sammen i en hat til en nat som denne.

Måske er det bare blevet en dårlig vane. Eller måske er der et eller andet sindssygt hjørne af min hjerne, som synes om det. En masochistisk del, der kan lide at lide og nyder det ubehageligt voldsomme stik, som rammer, når jeg giver mig selv lov til at gå ud ad hvad-nu-hvis-vejen.

Hvad nu hvis der sker noget forfærdeligt? Hvad nu hvis det er min skyld? Hvad nu hvis jeg overser noget vigtigt? Hvad nu hvis jeg ikke gør det godt nok? Hvad nu hvis …

Men om lidt er det morgen, og alt er godt. Og det, der ikke er godt, er gemt. Væk. Indtil jeg næste gang får tid og trang til at hive den indre pisk frem. En sadistisk, nihalet satan, som jeg ikke kan skille mig af med. Måske holder jeg fast i den, fordi den på en mærkelig måde minder mig om alt det gode. Alt det, jeg er bange for at miste. Alt det, jeg alt for gerne vil passe på. For det er der heldigvis. Det gode. Og det fylder det meste. Det meste af tiden. Når det altså ikke lige er en af de der lange sommernætter …

20130711-013330.jpg

Noget om erfaring og umtji umtji

Guldfisken og jeg rejser til Bulgarien i nat – på antropologisk pilgrimsrejse til Sunny Beach, hvor vi skal studere og dokumentere adfærdsmønstret hos ungdommen-nu-til-dags.

Da jeg i gamle dage (og her taler jeg ikke meget gamle dage) søgte ind på den ret så seriøse journalistuddannelse, havde jeg ikke i min vildeste fantasi (og den er ellers ret vild) forestillet mig, at en arbejdsuge kunne bestå af teenagetømmermændsinterviews, tattooreportager og hockeyspandstømning i umtji-umtji-neonkaosby. Men det kommer den til de næste syv dage. Og jeg er sikker på, at forargelsen, forundringen og fascinationen er lige så stor i år, som den var, da vi var afsted sidste år.

I går aftes, da jeg lå i græsset i Frederiksberg Have med giraffen og lyttede til den tryggeste musik og ventede på hekseafbrænding (gad vide, hvornår den politiske korrekthed får aflivet den skik) kom jeg til at tænke på, hvor meget der er sket, siden jeg på den her dag sidste år rendte rundt og panikpakkede ti minutter inden, guldfisken kom og hentede mig i en taxa. Sankt Hans aften gør mig altid lidt melankolsk på nytårsmåden, fordi det er en form for vendepunkt, og derfor rammer tankerne om alt det vigtige mere effektivt på den længste dag.

Udefra ser det måske ikke ud til, at der er sket det store. Jeg har ikke skiftet job, jeg er ikke flyttet, jeg har ikke videreudviklet mine evner udi gøgl med kroppen, og jeg har heller ikke lært at gå hjem fra en fest, før bentøjet begynder at strejke. Men i mit hoved er der rykket rundt på ret mange brikker (ja, der er faktisk lidt at rykke rundt med). Ting er faldet på plads og giver mening, og selvom det ikke betyder endeligt farvel til ruminering og nedsmelninger og irrationel angst, så er jeg blevet meget bedre til at lukke ned for det og skrue op for alt det, der føles skide godt. Jeg tror faktisk, jeg har lært mere om mig selv det seneste år, end jeg har de første 27.

Desværre/heldigvis er jeg nok ikke blevet så voksen og fornuftig, at jeg kan undgå at falde i en bulgarsk sprutspand i Sunny.

Ordet er skidt

Jeg har allerede skrevet om de gode ord. Dem er der mange af. Men de dårlige findes også. ’Fnat’ for eksempel. Det lyder bare ikke særlig indbydende. Øverst på min liste over dårlige ord findes ’afsked’. Det er frygteligt og burde aldrig bruges (med mindre man altså tager afsked med noget frygteligt. Så er det helt okay). Ordet i sig selv lyder jo som noget, der burde foregå på toilettet. Og betydningen er endnu værre.

Dengang min krop var barn, var min værste frygt ikke at dø. Det var at skulle sige farvel til dem, jeg holder af. Jeg opdyrkede meget hurtigt en neurose, som tvang mig til at sige ’Vi ses’ til alle, for ellers kunne det være, vi aldrig skulle ses igen. Jeg kunne gå helt i panik, hvis jeg havde glemt at sige det, og så måtte jeg i stedet sige det meget hurtigt inde i mit hoved fire eller 16 gange (afhængigt af vigtigheden).

Så kom alle de andre tvangstanker, der skulle sørge for at holde orden på verden. De er der altid en lille smule. Nogle perioder værre end andre. Jeg tjekker altid mit komfur flere gange, inden jeg tager hjemmefra. I fredags blev jeg nødt til at smutte tilbage op til fjerde, låse mig ind i lejligheden og tjekke det en ekstra gang. Så er det slemt.

Da jeg lidt senere gik over Knippelsbro i mørke, fik jeg pludselig en fornemmelse af, at et eller andet var galt hos nogen, jeg holder af. Jeg anede ikke, hvad det skulle være, men følelsen var så stærk, at jeg blev fuldstændig handlingslammet. Jeg kunne ikke andet end at sætte mig nede ved havnen og græde uhæmmet (og forhåbentlig uden grund). De kommer engang imellem, panikanfaldene. Og de er heldigvis affødt af noget positivt – nemlig at jeg har nogen i mit liv, som jeg holder afsindigt meget af, og jeg derfor er frygtelig bange for, at jeg på et tidspunkt bliver tvunget til at tage afsked med dem.

Der var ikke noget specifikt, som havde fremprovokeret følelsen, men når den først er der, er den svær at slippe igen. En clairvoyant type fortalte mig engang, at jeg har clairvoyante evner, og at jeg selv kan bestemme, om jeg vil bruge dem. Det syntes jeg lød ret tosset og langt ude, men i de situationer, hvor jeg bliver bange, kommer jeg til at tænke på det igen. For hvad nu hvis hun havde ret, og mine helt-uden-grund-fornemmelser opstår på grund af en eller anden overnaturlig evne til at forudse ting? (Når først tanketoget futter, er der faktisk slet ingen grænser for, hvor meget indflydelse jeg kan have på andres liv. Alt er på en eller anden måde min skyld. Og jeg tager al skylden på mig, thi mit mellemnavn er Kristus. Intet mindre …)

Jeg var fuldstændig handlingslammet og kunne ikke engang tage mig sammen til at gå de hundrede meter ned til den bar, hvor jeg havde en aftale med gamle kolleger og nye øl. Men lidt efter lidt blev det bedre – ikke mindst afhjulpet af en tommelopbesked fra giraffen, som meldte alt okay på savannen, telefonisk førstehjælp fra kaninen og brede mejseskuldre på brun beværtning (da jeg endelig fik taget mig sammen til at dukke op).

Jeg var vildt frustreret over, at jeg ikke kunne forklare, hvad der var galt. Det ville være så meget lettere, hvis jeg havde fået et slag med en kæp eller havde fået lus. Men jeg er glad for, at jeg nu tør indrømme, at jeg kan få det sådan. For det gør det meget lettere at blive god igen hurtigt og nyde alt det gode, som jeg frygter afskeden med, netop fordi det er så skide godt.

kiss_and_goodbye

Tips og tricks til rumineringstyper

Og her tænker jeg ikke på køer. Jeg tænker på tænkere. Mennesketænkere. Både menneskeovertænkere og overmennesketænkere, der tænker over for meget.

Lige siden jeg lærte at tænke, har jeg tænkt for meget. Meget tænkning er godt, hvis man kan finde ud af at tænke over noget klogt og konstruktivt. Det kan jeg sjældent. Så derfor har jeg forsøgt at udvikle en strategi, som kan stoppe unødvendig ruminering. Og jeg er da ikke for nærig til at dele. Så hvis du vil undgå at tygge tankedrøv, kan jeg anbefale at:

– bruge bankens penge på noget fuldstændig nødvendigt unødvendigt (så som en iPod, der er identisk med den, du har i forvejen*)

– investere nyindkøbt underskud i Jägerbombs og lade dem skyde dig hele vejen til Hong Kong (den i Nyhavn – ikke Asien …)

–  dyrke tanken** om, hvorfor hun egentlig sagde det der med osten i går

– oversætte samtlige filmtitler i reolen til finsk og læse dem højt med japansk accent

– kigge på billede af lækker baby med sejt moustache

– sortere Gajol-æsker efter farve og vurdere graden af genialitet i citaterne

– filosofere over mulige navne til andre folks sofaer**

– prikke dig selv på skulderen og hviske, at alt bliver skide godt

ruminering

* Den slags kan være nødvendigt, hvis du for nylig har været udsat for gement tyveriforsøg og nu er blevet bevidst om, at du en dag risikerer at miste elsket iPod. Ved at investere i en ekstra, sparer du halvdelen af bekymringen, da du nu er dækket dobbelt ind. Tippet egner sig ekstra godt til rumineringstyper med generel angst for at miste grundet medfølgende slipgivningskomplikationer.

** I dette tilfælde er tænkning ok, fordi det primære formål med tanken er at grine uhæmmet i en grad, som få dyr forstår.

Servicemeddelelse fra cirkusmanegen

Det siges på savannen, at bloggen her har været lidt forsømt det seneste stykke tid. Det skyldes primært, at jeg har haft travlt med:

– at smutte forbi min tandlæge på Gammel Kongevej og insistere på, at jeg har en tid, samtidig med at min gamle tandlæge i Hvidovre ringer og spørger, hvor jeg bliver af (det er jo også kun fire år siden, jeg skiftede)

– at lege med olie (uh!)

– at undre mig over, hvorfor jeg altid insisterer på at lægge arm med drengene, når jeg er fuld

– at skifte unødvendig ruminering ud med ren forårsnydning

– at være i kamp på åben gade med gemen neoniPhonetyv (han var helt klart stærkest. Men jeg vandt på viljestyrke)

– at klappe uden hænder

– at gøre en ihærdig indsats for at sætte kanderekord på brun beværtning (sejren er vor!)

– at brainstorm over alternative navne til kropsdele

– at rende til møde hos youtube og tro, at jeg skal snakke om google (hvad er forskellen?)

– at kæmpe om en omgang på Kutten og trutten

– at gøre min emhætte ren (fordi den rent faktisk skulle bruges, ja)

– at fyre op under safaridyrene og fejre, at der er fest i sommerfugleflokken

safaridyr

PS: Jeg vender tilbage, når jeg er blevet en tjekket overskudstype. Eller noget …