Fødselsdag? Tsk! Man kan sguda ikke føde en blog …

Skudamuda har fødselsdag. Det er et år siden, jeg en semisøvnløs nat (dem var der mange af dengang) besluttede mig for, at jeg vel lige så godt kunne bruge tiden på et eller andet, når nu mit hoved ikke gad bruge den på at slappe af. Selvom det er forholdsvis ufarligt at sætte nogle ord sammen og smide dem ud i det uendelige internets rummelige univers, så er det alligevel på listen over det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har gjort.

For nogle dage siden spurgte en ny blogger, jeg ikke kender, om jeg også kan føle, det er angstprovokerende at skrive. Det kan jeg slet ikke undgå. Jeg var røvbange i starten og sad bare og ventede på, at en eller anden ville give mig et møgfald med smølfespark som straf, fordi jeg optager plads på det uendelige internet med mine ligegyldige tanker og observationer og anekdoter af ret jævn og ikke specielt bemærkelsesværdig karakter. Og det tog virkelig lang tid og mange tanker og samtaler med yderst tålmodige typer og dyr med samme trang, før jeg blev nogenlunde overbevist om, at det er okay at give lidt af sig selv. For andre bestemmer jo selv, om de vil tage imod.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med. Beslutningen om at oprette bloggen var ikke særlig velovervejet og vel egentlig mest af alt et resultat af den semisindssyge tankegang, som jeg må trækkes med til tider (og specielt meget på det tidspunkt). Det er rart at læsse af. Det har været særdeles rart det seneste år, som har været fyldt med nogle af de største ned- og opture (i den rækkefølge, heldigvis), jeg har oplevet.

Jeg tror ikke, jeg den semisøvnløse nat havde regnet med, at det nu, et år efter, er blevet til 190 indlæg, som mere eller mindre har skrevet sig selv. Men jeg har fundet ud af, at jeg har meget svært ved at lade være. Endnu mere nu, fordi bloggen giver mig mulighed for at forholde mig til de ting, som sker i mit liv, på en lidt mere konstruktiv måde end dengang, det meste bare foregik inde i mit hoved.

Og når jeg bliver i tvivl og igen-igen frygter, at verden bare venter på, at jeg slipper tasterne (for verden har selvfølgelig ikke noget bedre at tage sig til), kan jeg minde mig selv om, at rigtig mange gode ting i mit liv er kommet til mig, fordi jeg har skrevet. Jeg har flere vigtige venskaber, som er opstået på skrift og har levet på skrift. Jeg har i dag afsendt en mail med en vedhæftet fil i nyskrevet version, som minder mig om, at der rent faktisk findes en form for arbejde, der er 100 procent lystbåret, og som jeg vil blive ved med at bruge tid og tastklik på, selvom jeg får at vide, at jeg aldrig kommer til at tjene penge på det. Jeg blev forelsket i giraffen på skrift – både før og efter første møde (og hele tiden stadigvæk med eller uden skrevne ord). Havde vi mødt hinanden på en bar, var det ikke sikkert, det var sket på samme måde, fordi jeg sandsynligvis ville have så travlt med at tømme kander og kropsgøgle og lægge arm med en eller anden Arnebjarne-type, at jeg helt ville glemme at lægge mærke til det bedste, og det bedste ikke ville lægge mærke til mig, fordi jeg nok ikke viste mig fra min bedste side.

Og her ville den farlige hvad-nu-hvis-rumineringsnedsmeltning starte, hvis ikke det var fordi, jeg havde travlt med at skrive videre. Så skrift føles godt. For mig. Og hvis det føles, så er det godt, siger de kloge.

Siden jeg lærte at skrive, har jeg skrevet meget til mig selv. Til skuffen. Min harddisk (både den fysiske og den mentale) er fuld af gamle historier og observationer og uafsendte breve og gak og gøgl, som bare ligger og ligger og nok aldrig bliver læst. Det har jeg det fint med. At skrive ting, der ikke nødvendigvis skal læses. Jeg ville også blive ved med at skrive på bloggen, selvom den ikke fik nogen besøg. Men nu findes der jo sådan en smart statistik som fortæller mig, at der altså er nogen derude, som gider læse det, jeg læsser af. Og det giver mig endnu mere mod til at fortsætte med det, der føles godt. Så tak for det – og tak for i år, siger jeg og kipper med fødselsdagsflaget for mig selv her i den bumpende bus på vej tilbage mod Moskva. Vi skrives ved ude i fremtiden ….

ren_kaerlighed

En stor penis og en bange mand

I jagten på neutralpositive blog-emner må jeg nu også overgive mig til den fantastiske meta-navlepillende disciplin: at lave en liste over de ting, I googler, når I havner her på siden. Det er heldigvis også en oplagt mulighed for at få afløb for en masse parenteser. So here we go:

Bare brandmænd – Sådan nogle ved jeg faktisk godt, hvor man kan finde. (Desværre er det ikke hos mig).

Dejlig nøgen mand – Ham ved jeg faktisk også godt, hvor man kan finde (Desværre er det heller ikke hos mig. Og han er muligvis heller ikke nøgen lige netop i dette sekund. Men engang imellem er han …)

Bange mand der er lille – Den var værre. Er det noget bestemt, han skal være bange for? Og hvor lille er lille? Absurd lille eller bare lavere end gennemsnittet? Jeg skal se, hvad jeg kan gøre.

Når voksne er bange – så må børnene være modige. (Det er de heldigvis også meget bedre til).

Den største brochure og det største eventyr – vil jeg også gerne have fingrene i. Hvem har ikke altid drømt om en ekstremt stor brochure?

Pigen med træbenet – Hende kender jeg ikke. Til gengæld kender jeg en guldfisk med en sjæl på 81, som altid snakker om et eller andet træben, der skal svinges. Kan det bruges?

Bliv klogere på sindssyge – Undskyld. Det bliver du nok ikke her. (Men hvis du finder dine svar et andet sted, så tip mig lige, ik’?)

Hvem ved hvad der venter en – Det gør jeg (desværre/heldigvis) ikke. Men jeg håber, det er noget godt!

Skatteblind – Jeg har ingen anelse om, hvordan det ord er blevet associeret med mine blogindlæg, men det giver fantastisk god mening. Mon revisor-type og bankrådgiver-type og skattefar-type godtager den diagnosticering som gyldig undskyldning for min uendelige taldumhed?

Ole Wedel – finder du her

Tøj til hund – burde forbydes. Omgående!

Tissede i bukserne – Det kan jo ske. Jeg håber, det var af grin!

I bukserne af skræk ride heste 2012 – Den var til gengæld værre. Jeg håber, det var tis!

Billeder af Netti inkontinens bukser – Stakkels Netti. Jeg håber virkelig ikke, de billeder blev lagt på nettet!

Er det pinligt at være meget fuld – Hvis du bliver nødt til at spørge, så ja! Men lige meget hvad du har gjort, kan jeg helt sikkert toppe den, så gi’ mig et kald, hvis du har brug for at få det lidt bedre med dig selv (og tør så i øvrigt den Kaj-mund af. Om en måned eller to har du alligevel gjort noget, der er meget værre …)

Bakteriekosedyr – det er norsk. Mere er der ikke at sige om den sag.

Kanalbodegaen – er et skønt sted. Jeg gi’r en omgang!

Sang om misundelse – Jeg kender mange (og deler gerne ud, hvis du til gengæld kan sende et par stykker retur om (yderst uvelkommen) jalousi, samt gode råd til hvordan man slipper af med den).

Gramsebamse – søger jeg stadig (nu mere end nogensinde)

Tømmermænd sprog – Findes det virkelig? Sejt! Følger der ordbog med? Og kan man google-translate’e noget fra tømmermændsk til dansk? (I så fald har jeg et par gamle gloser, jeg gerne vil slå op)

Foto af fnat – har jeg (heldigvis) ikke. Men af en eller anden grund blev jeg pludselig selv nysgerrig og kom til at google’e det. (Dårlig idé. Hold dig fra det!)

Verdens største penis – Kender jeg (heldigvis) ikke noget til. Og den tør jeg ikke engang selv at google’e

Hvorfor danser elefanter – Det ved jeg, men det er svært at forklare. Enten forstår man det, eller også forstår man det ikke.

Derudover er der faktisk også overraskende mange, der googler ’Skudamuda’. Da det tilsyneladende er et ret unikt navn, håber jeg, at I fandt det, I ledte efter. Lige meget hvad sætter jeg stor pris på alle jeres besøg. Her er I altid hjerteligt velkomne!