Noget om det bedste

Madkassen fylder et år i dag. Jeg ved ikke, om mit forhold til ting er blevet en tand for lidenskabeligt, når jeg ligefrem begynder at fejre fødselsdag for dem. Men så længe det kun er de vigtigste ting, som gør sig fortjent til fejring, tænker jeg, at det er okay.

I løbet af det seneste år er kassen blevet fyldt op med flere vigtige ting. Ud over at huse mit personlige kontantlager fra bufferbøssen, rummer den også den slags ting, som er umulige at prissætte. Det er dem, jeg sætter allermest pris på. Og så rummer den selvfølgelig en hel masse mening, som man ikke umiddelbart kan se, men som jeg slet ikke kan undgå at mærke hele tiden.

Selvom jeg også elsker mine kasser med VHS-bånd og kasserne med billeder af tid, som er gået, så er madkassen den allervigtigste. Og alt, hvad den symboliserer, er det bedste for mig.

20140306-185034.jpg
PS: Jeg har lige været et smut nede ved min strand for at klappe den klit (af sand), hvor kassen blev åbnet for første gang. Det var top daler og lige så rockerkoldt som sidst.

PPS: Det har været et skide godt år!

Noget om Big Band Theory

Jeg har fået en bas. Sådan en rigtig en med fire spritternye strenge og alt muligt. Den er både akustisk og elektrisk, og den har en eddersmart dimmer på siden, som lyser rødt, når den ikke stemmer (gid, jeg selv havde det samme). Den er sej, og jeg føler mig meget heldig, fordi jeg kender en langhalset type, som tror på, at jeg kan blive god til at spille et instrument (han har selvfølgelig heller ikke været vidne til de deciderede voldtægter af alt fra violin til jagthorn, jeg praktiserede, dengang min krop var barn).

Jeg fik bassemanden i fødselsdagsgave, og de sidste par uger har jeg hygget mig lidt med noget Hammertime og andet 90’er-guf. Det er alt sammen meget fint, men jeg synes altså ikke, en bas er verdens mest oplagte soloinstrument. Slet ikke efter jeg i sidste uge var til noget indie-møder-Big-Band-koncert med Vanddyret og endnu en gang blev mindet om, hvor fedt det føles, når ting spiller sammen.

Da jeg fik bassen, tænkte jeg, det kunne være meget sjovt at spille sammen med et andet instrument eller to på et tidspunkt. Og så ved jeg ikke lige, hvad der skete, men to sekunder senere havde musen overtalt mig til at være gæstebasist, når hans legendariske band, Tiramisu, skal spille koncert i morgen. På trods af at jeg stadig ikke rigtig har lært navnene på strengene. Jeg skal spille fire toner. De samme fire tone hele tiden. Det kan ikke gå galt. Så det gør det selvfølgelig. Men jeg er ligeglad, for jeg har besluttet mig for, at jeg er blevet sådan en type, der tager imod en masse udfordringer.

Da jeg fortalte det til Vanddyret som svar på hans spørgsmål om, hvorfor jeg havde sagt ja til koncerten, spurgte han, hvad jeg så ellers har kastet mig ud i af udfordringer. For det lød tydeligvis som om, jeg havde bygget mig selv op til at være en fandens karl, som både havde sprunget elastikspring fra det runde tårn og smidt tøjet foran Johnny Merete. Jeg ville ønske, at jeg kunne komme med en lang remse af seje ting, men den vildeste udfordring, jeg har givet mig selv ud over koncerten, er noget med ikke at spise så mange kager. Og det er simpelthen et alt for fesent eksempel.

Så hvis du ligger inde med noget genialt, jeg ikke tror, jeg kan, men alligevel skal gøre, så giv hyl. Jeg ved, at jeg nåede det absolutte max for egen nervøsitet i sidste weekend, så rammerne er rimelig bredde. Jeg lover ikke, at jeg siger ja. Men jeg lover at føle mig som en taber, hvis jeg ikke tør …

bassemanden

Noget om fødselsdagsfilosofier

Jeg ved, at jeg er ved at blive gammel, når jeg:

– højlydt brokker mig over lydniveauet på fancy pancy drinksbar og på diplomatisk vis advokerer for, at vi finder et skønt sted med nogle siddepladser, lidt afdæmpet John Mogensen på jukeboxen og rigelig rummelighed til at kunne stikke hånden i munden uden skæve blikke

– holder kollegerne opdateret, hver gang jeg finder et nyt hår et mærkeligt sted på mig selv. (Hey krop, hvad fanden sker der for dig, dit gamle røvhul?)

– begynder at overveje at gøre noget alvorligt ved det der pensionsopsparing (overveje, altså. Det kan man gøre i både halve og hele årtier, skulle jeg hilse og sige …)

– snakker med passioneret forargelse om ungdommen-nu-til-dags og deres djævelske lakridsshots og sløsede tilgang til livet

– indser, at forargelsen over ungdommen-nu-til-dags primært bunder i noget misundelse over, at de er meget sejere til at holde djævelske lakridsshots i sig og i højere grad kan te sig tosset med god samvittighed (når andre så ofte er underlagt alderdommens tunge, moralske tømmermænd, fordi man efterhånden burde vide bedre)

Og jeg ved, at jeg er blevet alvorligt ramt af noget voksent og fornuftigt, når jeg formår at spare op til min egen fødselsdagsgave til mig selv i stedet for at bruge alle de penge, jeg ikke har, på noget, som jeg ikke har fortjent. Så når fødselsdagsfeberen har lagt sig tirsdag morgen, fiser jeg rundt et sted på himlen med kurs mod Sydfrankrig. For første gang nogensinde med helt igennem god samvittighed.

Åh, samtlige af mine tidligere bankrådgivertyper burde se mig nu. 29, du er en gammel dame fanget i en (dog stadig forholdsvis) ung kvindes krop. Men jeg kan sgu meget godt lide dig allerede. Vi ses i morgen!

elefantungePS: Ingen fødselsdag uden elefant (er jeg i øvrigt den eneste, der har lyst til en rask omgang ‘Er det hale eller penis’-quiz?)

Sidste nyt fra Lego(l)and

Jeg har lige været til fødselsdag hos musvitten. Det plejer at foregå med skrig og skrål og grønne drinks med rigelige mængder alkohol, men da hun har en musvitunge i ovnen (eller maven, om man vil), ville den slags kalas nok være en smule upassende på nuværende tidspunkt. Til gengæld var der pøllehorn og boller og kagekone med ekstra snask og marcipan og slik i miniformat, så alt var godt.

Derudover var der også to nye legoænder i vindueskarmen. Musvitten fortalte, at hun og hanmusvitten har bygget dem til den første omgang fødselsforberedelse, som åbenbart handler om, hvordan man plejer sit parforhold, når man får et barn. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg (eller musvitparret for den sags skyld) forstod den store, pædagogiske idé bag Projekt Legoand, men de havde i hvert fald hver især fået udleveret en omgang klodser, så de kunne kreere deres helt egen fugl. Bagefter skulle de så kigge på dem begge to og konstatere, at ingen and er ens, og at der ikke er nogen ænder, der er bedre end andre. Det handler bare om at acceptere hinandens and. For eksempel skulle musvitten acceptere, at hanmusvittens and lignede en hund. Og de fik lov at få ænderne med hjem, fordi de så fra nu af kan tale gennem dem, hvis de skal sige noget svært. Derefter gik de over til en længere indføring i, hvordan man hver især skal opføre sig, når man besøger hinandens øer (ikke ører, selvom det nok havde været sjovere).

Jeg er tosset med, at musvitten har en unge på vej. Ikke kun fordi at ungen uden tvivl bliver sejere end de fleste. Men også fordi at hun allerede inden fødslen er leveringsdygtige i så mange fantastiske anekdoter fra en verden, jeg slet ikke kender til. Jeg er imponeret over, at hun klarede sig igennem første session af undervisningsforløbet uden at lække i bukserne af grin (jeg ved jo fra pålidelig, familiær kilde, at det kan være svært at undgå, når man i forvejen bliver presset på blæren). Og jeg glæder mig allerede til at høre mere fra projekt baby(l)and.

PS: I øvrigt fik jeg lov til at bygge en af ænderne om til fødselsdagen. Belært af fødselsforberende dame ved jeg jo, at jeg ikke skal gå og bilde mig selv ind, at den er bedre end alle de andre. Men den står altså sylans godt til mit hus af guld, som måske/måske ikke stadig står i det rigtige land af Lego.

legoand

Noget om alt det der er sket

Jeg havde store planer om at skrive et blogindlæg, som ville revolutionere. Som ville ændre din opfattelse af verden-as(s)-you-know-it. Som ville bringe ny mening til dit liv og berige dig med grin og godterier og glædescancan.

Men så skete der en masse. En døgnrejse skete. Og en poetiske nat fuld af Kina med kål og skål og æg skete. Og en delfinunge skete – den fineste af slagsen leveret af min seje storesøs, som fortjener stående ovation for den imponerende indsats og det fantastiske resultat. Og en treretters smagsorgasme på vinbar skete. Og en snøffelsdagskage til dagens lækre, langhalsede fødselsdagsvoksenbarn skete.

Og nu sker der det, at jeg ligger i min seng og forsøger at få bare en lille smule overblik over alt det, der skal ske de kommende par dage. Når det er sket, vender jeg bomstærkt tilbage med sidste nyt fra det store savannecirkus.

snoeffelsdagskage

Fødselsdag? Tsk! Man kan sguda ikke føde en blog …

Skudamuda har fødselsdag. Det er et år siden, jeg en semisøvnløs nat (dem var der mange af dengang) besluttede mig for, at jeg vel lige så godt kunne bruge tiden på et eller andet, når nu mit hoved ikke gad bruge den på at slappe af. Selvom det er forholdsvis ufarligt at sætte nogle ord sammen og smide dem ud i det uendelige internets rummelige univers, så er det alligevel på listen over det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har gjort.

For nogle dage siden spurgte en ny blogger, jeg ikke kender, om jeg også kan føle, det er angstprovokerende at skrive. Det kan jeg slet ikke undgå. Jeg var røvbange i starten og sad bare og ventede på, at en eller anden ville give mig et møgfald med smølfespark som straf, fordi jeg optager plads på det uendelige internet med mine ligegyldige tanker og observationer og anekdoter af ret jævn og ikke specielt bemærkelsesværdig karakter. Og det tog virkelig lang tid og mange tanker og samtaler med yderst tålmodige typer og dyr med samme trang, før jeg blev nogenlunde overbevist om, at det er okay at give lidt af sig selv. For andre bestemmer jo selv, om de vil tage imod.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med. Beslutningen om at oprette bloggen var ikke særlig velovervejet og vel egentlig mest af alt et resultat af den semisindssyge tankegang, som jeg må trækkes med til tider (og specielt meget på det tidspunkt). Det er rart at læsse af. Det har været særdeles rart det seneste år, som har været fyldt med nogle af de største ned- og opture (i den rækkefølge, heldigvis), jeg har oplevet.

Jeg tror ikke, jeg den semisøvnløse nat havde regnet med, at det nu, et år efter, er blevet til 190 indlæg, som mere eller mindre har skrevet sig selv. Men jeg har fundet ud af, at jeg har meget svært ved at lade være. Endnu mere nu, fordi bloggen giver mig mulighed for at forholde mig til de ting, som sker i mit liv, på en lidt mere konstruktiv måde end dengang, det meste bare foregik inde i mit hoved.

Og når jeg bliver i tvivl og igen-igen frygter, at verden bare venter på, at jeg slipper tasterne (for verden har selvfølgelig ikke noget bedre at tage sig til), kan jeg minde mig selv om, at rigtig mange gode ting i mit liv er kommet til mig, fordi jeg har skrevet. Jeg har flere vigtige venskaber, som er opstået på skrift og har levet på skrift. Jeg har i dag afsendt en mail med en vedhæftet fil i nyskrevet version, som minder mig om, at der rent faktisk findes en form for arbejde, der er 100 procent lystbåret, og som jeg vil blive ved med at bruge tid og tastklik på, selvom jeg får at vide, at jeg aldrig kommer til at tjene penge på det. Jeg blev forelsket i giraffen på skrift – både før og efter første møde (og hele tiden stadigvæk med eller uden skrevne ord). Havde vi mødt hinanden på en bar, var det ikke sikkert, det var sket på samme måde, fordi jeg sandsynligvis ville have så travlt med at tømme kander og kropsgøgle og lægge arm med en eller anden Arnebjarne-type, at jeg helt ville glemme at lægge mærke til det bedste, og det bedste ikke ville lægge mærke til mig, fordi jeg nok ikke viste mig fra min bedste side.

Og her ville den farlige hvad-nu-hvis-rumineringsnedsmeltning starte, hvis ikke det var fordi, jeg havde travlt med at skrive videre. Så skrift føles godt. For mig. Og hvis det føles, så er det godt, siger de kloge.

Siden jeg lærte at skrive, har jeg skrevet meget til mig selv. Til skuffen. Min harddisk (både den fysiske og den mentale) er fuld af gamle historier og observationer og uafsendte breve og gak og gøgl, som bare ligger og ligger og nok aldrig bliver læst. Det har jeg det fint med. At skrive ting, der ikke nødvendigvis skal læses. Jeg ville også blive ved med at skrive på bloggen, selvom den ikke fik nogen besøg. Men nu findes der jo sådan en smart statistik som fortæller mig, at der altså er nogen derude, som gider læse det, jeg læsser af. Og det giver mig endnu mere mod til at fortsætte med det, der føles godt. Så tak for det – og tak for i år, siger jeg og kipper med fødselsdagsflaget for mig selv her i den bumpende bus på vej tilbage mod Moskva. Vi skrives ved ude i fremtiden ….

ren_kaerlighed

Kørestol, siger du …

Jeg er en af mange børn. Det vidste jeg godt, men jeg fik det endnu engang bekræftet, da jeg i dag havde følgende telefonsamtale med min mor.

Mig: Tillykke med fødselsdagen. Har du haft en god dag?

Mutti: Tak (og en lang forklaring om noget med min søster og pizza og sms’er og lørdagsaftale i København om halvanden måned og …) Hvordan går det med dig?

Mig: Jeg er blevet ramt af en eller anden virus igen (efterfulgt af halvt tiltrængt/halvt fremprovokeret host. Det er om at høste mor-medlidenheden, når chancen er der)

Herefter følger endnu en længere sætningsudveksling, til vi når hen mod det, der minder om enden på samtalen, og jeg tilfældigvis lige når at nævne noget med nogle bøger, jeg skal hente hos dem om et par uger, hvor de er i Frankrig.

Mutti: Jamen, vi er alligevel hjemme den uge.

Mig: Nå. Skal I da ikke til Frankrig?

Mutti: Nej, det kan vi jo ikke på grund af Baloo (min papfar)

Mig: Nå, hvad er der da med ham?

Mutti: Ja, han har jo benet i gips.

Mig: Hvad? Det har du da ikke sagt noget om?

Mutti: Nå, men jeg har da sagt det til din søster.

Mig: Jamen, hun er da ikke mig!

Mutti: Nej, men jeg tænkte, at I måske talte sammen. Jeg har også sagt det til din anden søster.

Mig: Jamen, hun er da heller ikke mig! Og hvordan skulle de kunne vide, at jeg ikke har fået det at vide? Hvad er der dog sket?

Lang forklaring følger om, hvordan Baloo i torsdags (for over fire dage siden) har været på badmintonbanen, først var det meningen, han skulle spille med en mandsperson, jeg ikke ved, hvem er (måske hed han Leif eller Karsten), men den mandsperson skulle åbenbart på skiferie med sin familie (eller nogle venner, jeg er ikke helt sikker), så i stedet havde Baloo spurgt min svoger, som godt kunne, og de var kørt af sted, men så var min svogers mobiltelefon pludselig begyndt at ringe, og den lå hjemme hos min mor, og så vidste min mor ikke, hvad hun skulle gøre, så hun ringede til Baloos telefon, men den lå til opladning, så det fik hun ikke så meget ud af, men så fik hun endelig fat i dem, og Baloo fortalte, at han havde vundet første sæt, og det var jo ret godt gået, aldersforskellen taget i betragtning, og de havde husket at varme op inden, for det er jo vigtigt i hans alder …

Og alle mulig andre for min mor ret vigtige detaljer. Indtil hun endelig nåede frem til en form for konklusion.

Mutti: Pludselig sagde det knak, og han har altså revet sin akillessene over, og han blev haste-opereret torsdag aften, og nu er han så bare herhjemme, men så ved jeg jo på den anden side, hvor jeg har ham, selvom det ikke er så godt, for folk siger jo, at den slags rask væk kan tage et halvt års tid, men vi er altså hjemme den weekend, for vi kan jo ikke rigtig komme nogen steder med den kørestol, så du kan bare komme og kigge på bøgerne, og jeg har i øvrigt også fået lavet en ny ekstranøgle til dig og …

Jeg elsker mine forældre. Men nogle gange er jeg lidt i tvivl om, hvem der er mest distræt. Det er mange år siden, jeg lærte at acceptere, at min far ikke er så god til det der med mærkedage, og derfor bliver jeg lige så glad for en hilsen fra ham på min egen fødselsdag, som jeg bliver på min søsters. Han får heller ikke altid lige nævnt, at han flytter til Grønland i et halvt års tid, før han ringer og spørger, om han kan låne en seng, inden han skal i lufthavnen. Men han kommer jo heldigvis altid hjem igen. Min mor glemte engang at fortælle mig, at min kusine var gravid, så da jeg så kusinen næste gang (sådan cirka ni måneder senere) var jeg et halvt sekund fra at spørge, hvad det dog var for en unge, hun rendte rundt og passede (jeg nåede dog at stoppe mig selv, da jeg opdagede, at hun rent faktisk ammede babyen. Det slags plejer jo at være et rimelig tydeligt tegn på, at man sidder med eget afkom).

Jeg ved godt, det kan være lidt svært at holde styr på dine, mine og vores i en moderne verden. Men der er visse regler. Ved operationer, graviditeter, flytninger og dødsfald ringer man altså lige hele vejen rundt. Hvis ikke jeg tilfældigvis havde spurgt ind til det med de bøger, havde jeg muligvis aldrig fået noget at vide. Så var jeg sikkert brudt sammen af grin om to uger, når jeg kommer hjem og ser min papfar i en kørestol. Fordi jeg logisk nok ville tro, det var endnu et af hans dovenhedstricks. Ligesom den med cyklen med motor på (som altså ikke er en knallert. Åbenbart. Der er tilsyneladende en verden til forskel).

Hvis jeg var praktisk nok til at kunne finde ud af den slags, lavede jeg et telefonkædesystem over mine forældres børn, så jeg er sikker på, at vi alle bliver informeret – som minimum om de fire ovennævnte punkter. Men der er alt for mange navne at holde styr på. Måske jeg i stedet skulle starte en form for familiært nyhedsbureau. Jeg er jo en slags journalist …

normal_familie