Noget om Big Band Theory

Jeg har fået en bas. Sådan en rigtig en med fire spritternye strenge og alt muligt. Den er både akustisk og elektrisk, og den har en eddersmart dimmer på siden, som lyser rødt, når den ikke stemmer (gid, jeg selv havde det samme). Den er sej, og jeg føler mig meget heldig, fordi jeg kender en langhalset type, som tror på, at jeg kan blive god til at spille et instrument (han har selvfølgelig heller ikke været vidne til de deciderede voldtægter af alt fra violin til jagthorn, jeg praktiserede, dengang min krop var barn).

Jeg fik bassemanden i fødselsdagsgave, og de sidste par uger har jeg hygget mig lidt med noget Hammertime og andet 90’er-guf. Det er alt sammen meget fint, men jeg synes altså ikke, en bas er verdens mest oplagte soloinstrument. Slet ikke efter jeg i sidste uge var til noget indie-møder-Big-Band-koncert med Vanddyret og endnu en gang blev mindet om, hvor fedt det føles, når ting spiller sammen.

Da jeg fik bassen, tænkte jeg, det kunne være meget sjovt at spille sammen med et andet instrument eller to på et tidspunkt. Og så ved jeg ikke lige, hvad der skete, men to sekunder senere havde musen overtalt mig til at være gæstebasist, når hans legendariske band, Tiramisu, skal spille koncert i morgen. På trods af at jeg stadig ikke rigtig har lært navnene på strengene. Jeg skal spille fire toner. De samme fire tone hele tiden. Det kan ikke gå galt. Så det gør det selvfølgelig. Men jeg er ligeglad, for jeg har besluttet mig for, at jeg er blevet sådan en type, der tager imod en masse udfordringer.

Da jeg fortalte det til Vanddyret som svar på hans spørgsmål om, hvorfor jeg havde sagt ja til koncerten, spurgte han, hvad jeg så ellers har kastet mig ud i af udfordringer. For det lød tydeligvis som om, jeg havde bygget mig selv op til at være en fandens karl, som både havde sprunget elastikspring fra det runde tårn og smidt tøjet foran Johnny Merete. Jeg ville ønske, at jeg kunne komme med en lang remse af seje ting, men den vildeste udfordring, jeg har givet mig selv ud over koncerten, er noget med ikke at spise så mange kager. Og det er simpelthen et alt for fesent eksempel.

Så hvis du ligger inde med noget genialt, jeg ikke tror, jeg kan, men alligevel skal gøre, så giv hyl. Jeg ved, at jeg nåede det absolutte max for egen nervøsitet i sidste weekend, så rammerne er rimelig bredde. Jeg lover ikke, at jeg siger ja. Men jeg lover at føle mig som en taber, hvis jeg ikke tør …