Noget om Big Band Theory

Jeg har fået en bas. Sådan en rigtig en med fire spritternye strenge og alt muligt. Den er både akustisk og elektrisk, og den har en eddersmart dimmer på siden, som lyser rødt, når den ikke stemmer (gid, jeg selv havde det samme). Den er sej, og jeg føler mig meget heldig, fordi jeg kender en langhalset type, som tror på, at jeg kan blive god til at spille et instrument (han har selvfølgelig heller ikke været vidne til de deciderede voldtægter af alt fra violin til jagthorn, jeg praktiserede, dengang min krop var barn).

Jeg fik bassemanden i fødselsdagsgave, og de sidste par uger har jeg hygget mig lidt med noget Hammertime og andet 90’er-guf. Det er alt sammen meget fint, men jeg synes altså ikke, en bas er verdens mest oplagte soloinstrument. Slet ikke efter jeg i sidste uge var til noget indie-møder-Big-Band-koncert med Vanddyret og endnu en gang blev mindet om, hvor fedt det føles, når ting spiller sammen.

Da jeg fik bassen, tænkte jeg, det kunne være meget sjovt at spille sammen med et andet instrument eller to på et tidspunkt. Og så ved jeg ikke lige, hvad der skete, men to sekunder senere havde musen overtalt mig til at være gæstebasist, når hans legendariske band, Tiramisu, skal spille koncert i morgen. På trods af at jeg stadig ikke rigtig har lært navnene på strengene. Jeg skal spille fire toner. De samme fire tone hele tiden. Det kan ikke gå galt. Så det gør det selvfølgelig. Men jeg er ligeglad, for jeg har besluttet mig for, at jeg er blevet sådan en type, der tager imod en masse udfordringer.

Da jeg fortalte det til Vanddyret som svar på hans spørgsmål om, hvorfor jeg havde sagt ja til koncerten, spurgte han, hvad jeg så ellers har kastet mig ud i af udfordringer. For det lød tydeligvis som om, jeg havde bygget mig selv op til at være en fandens karl, som både havde sprunget elastikspring fra det runde tårn og smidt tøjet foran Johnny Merete. Jeg ville ønske, at jeg kunne komme med en lang remse af seje ting, men den vildeste udfordring, jeg har givet mig selv ud over koncerten, er noget med ikke at spise så mange kager. Og det er simpelthen et alt for fesent eksempel.

Så hvis du ligger inde med noget genialt, jeg ikke tror, jeg kan, men alligevel skal gøre, så giv hyl. Jeg ved, at jeg nåede det absolutte max for egen nervøsitet i sidste weekend, så rammerne er rimelig bredde. Jeg lover ikke, at jeg siger ja. Men jeg lover at føle mig som en taber, hvis jeg ikke tør …

bassemanden

Når en taber går i land

Jeg har været på havet. Ikke i havet, men på havet. Nu til dags foregår sådan noget teambuilding åbenbart i en sejlbåd – der var dømt match race. En hel-spekulerende type ville nok godt kunne se det ironiske i, at lige netop jeg skulle deltage i en konkurrence, der forener ordene match og race. Dengang min krop var barn, og jeg boede i verdens-mindste-by-i-provinsen, var det moderne at sejle optimist-jolle. Det sagde mig ikke rigtig noget (jeg var mere interesseret i min værktøjskasse og nedsmeltnings-nedskrivninger). Netop derfor var jeg også yderst pessimistisk omkring egne evner på havet. Vi var 22 hold, der dystede mod hinanden, så helt ærligt vidste jeg godt, at slaget var tabt på forhånd. Specielt fordi jeg var godt i gang med en gennemgribende nedgravnings-nedsmeltning og havde selskab af sæsonens ondeste tømmermænd (primært de moralske, men de fysiske kiggede også forbi). Der er en bom i sådan en sejlbåd, og jeg var helt på det rene med, at hvis der skulle ske en katastrofe med den, var det uden tvivl mig, der enten fik den i hovedet og blev kastet i havet eller sørgede for, at en kollega fik den i hovedet og blev kastet i havet. Da kaptajnen skulle bruge en frivillig til at læne sig ud over rælingen og holde sejlet, sagde jeg med det samme, at jeg ikke turde. Nu viste det sig så bare, at den anden potentielle sejl-holder heller ikke turde, og af en eller anden grund tør jeg lidt mere, når jeg godt ved, at andre også er bange. Så jeg meldte mig frivilligt. Velvidende at katastrofe-oddsene nu var katastrofalt høje.

Ballonerne har egentlig ikke noget med noget at gøre. Og så alligevel …

 

Alle omstændigheder var lige til at lukke op og skide i, og hvis det her var et eventyr, havde vi helt sikkert vundet alligevel. Det gjorde vi ikke. Tværtimod var det hele sådan lidt la-la. Vi sejlede, og alt var ok, og jeg faldt ikke i vandet, men vi vandt ikke. Jeg ville også være den helt forkerte vinder til et match race. Både i konkret og overført betydning. Og apropos den overførte betydning så er jeg altså lidt fan af det der med, at der er noget, som hedder en kaptajn. En, som siger til, når man skal hale eller slække i sejlet. En, som styrer båden og kender kursen. Sådan en havde vi, og han var både god og sej. For at han kunne huske vores navne, foreslog min sejler-kammerat, at vi kunne finde på et tillægsord, der havde samme forbogstav som os. Hun mente, at vi så kunne sætte ’pålidelig’ foran mit navn. Det var jeg ikke helt tryg ved, så jeg fik gennemtrumfet, at vi i stedet kunne finde på en madret. Derfor hed jeg ’Pizza’ i et par timer. ’Hal, Pizza’, ’Slæk, Pizza’, ’Hæng dig ud i sejlet, Pizza, og prøv at ligne en, som ikke har lyst til at hænge sig selv, Pizza’ (hvordan hænger man overhovedet en pizza? Den er jo helt rund).

Vi vandt ikke, men vi gennemførte. Og overlevede. Lige som vi skulle til at sejle i havn og drikke reparationsbajere, meddelte kaptajnen, at vi kunne få lov til at deltage i en B-finale (for alle dem, der ikke havde kvalificeret sig til den rigtige finale). Holdkammerat Laks ville gerne, holdkammerat Ananas orkede ikke rigtig, og derfor kunne jeg godt fornemme, at det var mig, der skulle træffe den afgørende beslutning. Jeg havde mest lyst til at give op og erkende, at det bare ikke var i match race, jeg skulle hente mine succesoplevelser. Men af en eller anden grund syntes jeg alligevel, at vi skulle gøre det. Vi missede starten med et minut, fordi vi var alt for tømmermændsramte til at opdage, at ræset var i gang, og kort efter start faldt den første regndråbe. Kaptajnen skyndte sig at meddele, at vi trak os, men jeg blev stædig og insisterede på, at vi fortsatte trods de hårde odds. Vi vandt. Og det begyndte aldrig at regne. Det var bare en trussels-dråbe for at afprøve, hvor modige vi var. På ærlig og redelig vis fik jeg derfor overrakt en guldmedalje som vinder i kategorien ’De bedste tabere’.

Jeg ved ikke, hvor meget indflydelse, min indsats havde på resultatet, men jeg ved, at hvis det ikke havde været for mig, havde vi ikke sagt ja til den sidste dyst, vi havde ikke gennemført den, og derfor havde vi heller aldrig vundet. Guldmedaljen hænger stadig om halsen på mig og minder mig om, at selvom man er en taber i det første (og største) match race, kan man godt være en tabende vinder i det næste. Kaptajn, der er håb forude. Håber jeg.