Bittersød erfaringsnote #16

Kære mig selv

Din computer kan ikke lide øl, så lad for fanden i helvede være med at forsøge at drikke den fuld!

Ulykken skete egentlig i sidste uge, hvor jeg var så venlig at dele feriens sidste franske øl med min Air. Den indtog de våde varer direkte gennem tastaturet. Ikke nogen skide god idé, skulle jeg hilse og sige. Men takket være akut førstehjælp anført af langhalset type så den umiddelbart ud til at overleve. Den virkede da også næste morgen, og siden har jeg derfor holdt mig kørende i god tro om, at luftfætter levede i bedste velgående.

Jeg glemte desværre bare at tænke over, at jeg ikke har haft tændt for den siden på grund af crazy daisy travl uge foran arbejdscomputer 1, 2 og 3. Nu, hvor jeg så endelig har tid til at søndagshyggeblogge, er der ingen puls at finde. Og jeg er ikke nørdet nok til at bedømme, om der er tale om definitiv død, eller det snarere er et spørgsmål om utroligt langtrukne tømmermænd. Sidstnævnte kender jeg jo fra mig selv, og eftersom Air og jeg vel er i en form for familie, forsøger jeg at holde fast i et spinkelt håb om, at den kunne være ramt af det samme.

Hjælp!!! Hjælp mig, og du vil modtage evig taknemmelighed og øl i stride strømme. Med mindre det er upassende, det tragiske hændelsesforløb taget i betragtning? Pisselortefuck!!!

20140126-214410.jpg

Nemesis, dit navn er nar!

Nemesis, din nar. Hvor kommer vi fra, hvor ender vi henne, og hvorfor møder jeg dig aldrig på vej op, men altid på vej ned? Og hvorfor minder det, jeg skriver, pludselig foruroligende meget om en Nik & Jay-sang? Bør jeg stoppe nu? Ja! Uden tvivl! Men jeg orker ikke.

Midnats-svømning finder ikke ustraffet sted. Heller ikke selvom det var en form for magisk med brandert i blodet, kril i vandet og lyn og stjerneskud på himlen. Jeg blev en form for syg. Ikke den form, som sidder i tanke-delen af hovedet, men den, som sidder i den fysiske del af hovedet. Og i resten af kroppen. Jeg blev slap. Det lyder forkert og føles forkert. I går eftermiddags erkendte jeg mit nederlag, gik hjem og gik op og lagde mig på Maude-måden og tænkte, at det var sådan, min fredag aften skulle bruges. Jeg skulle straffes for uforsvarlig natbadning.

Men så var det, jeg pludselig kom i tanke om, at det var den sidste sommeraften. Og skulle jeg virkelig bruge den sidste sommeraften på at ligge i min seng? Skulle jeg overgive mig til efteråret uden kamp? Tage min straf sådan uden videre? Mig? Under ingen omstændigheder! De kloge siger, at man skal lytte til sin egen krop. Det prøvede guldfisken også at sige til mig. Men min krop kan ikke tale. Til gengæld kan den drikke. Så jeg væltede ud af sengen, og skiftede NyQuil-shots ud med Fernet (puha) og Fisk (lidt mindre puha).

To do. Hurtigst muligt …

Jeg ved ikke, hvad der skete, men jeg har på fornemmelsen, at jeg var i byen. Og så har jeg på fornemmelsen, at jeg var på vej hjem. Og så har jeg på fornemmelsen, at jeg ikke tog hjem til mig selv, men tog hjem til musvitten. Og drak videre. Jeg var hjemme kl. 9.30 i morges. Har muligvis sovet 2×15 minutter. Jeg har det forfærdeligt. Og jeg har lovet at være klar til den helt hårde omgang igen om tre timer. Jeg skriver med bagstivhedshænderne, men min krop kan stadig ikke snakke. I morgen er jeg dog ret sikker på, at den skriger. Kan man få tvangsfjernet sin egen fysiske eksistens på grund af voldsom mishandling? I så fald – meld mig ej til myndighederne! Jeg lover, at forsøge at forbedre mig … snarest! Undskyld …

Den store bagedag

Jeg har været i havet. Ikke på havet, men i havet. Det store, farlige hav. Og det føltes helt rigtigt. Rammen for bølgebesøget var en sommerhus-weekend med guldfisken, musen og tusindbenet – en slags cruise-reunion uden båd. Jeg havde glædet mig. Til at grine og glemme resten af verden et par dage. Desværre var jeg kommet til at pakke en god portion ruminerings-kaos i weekendtasken, som gjorde det lidt svært at være hundrede procent til stede. Problemet viste sig allerede, inden vi nåede destinationen. Vi pit-stoppede på vejen for at handle ind til weekend-festivitassen, og jeg hører desværre til den gruppe mennesker, som tror, det er muligt at shoppe sig ud af problemerne. Rimelig svær opgave, når eneste åbne butik på landet var en Rema1000. Men sådan en smule udfordring skulle da ikke stoppe mig. Så mens de tre andre sammen gik rundt for at finde ingredienser til aftensmaden og morgenmaden, fandt jeg alt det mest nedsmeltnings-nødvendige. En liter koldskål, et neon-smykketræ, Otto er et næsehorn på dvd, en pakke tamponer, en grøn sodavand, Gummi Tarzan på dvd, en pose Click Mix og to elpærer. Heldigvis vidste de andre godt, at jeg var på et lidt kritisk stadie, så de mobbede mig ikke mere end højst nødvendigt.

Indkøbene fiksede desværre ikke kaos, så jeg blev nødt til at hanke op i mig selv og forsøge at udbedre det selv. Forsøge at opføre mig bare en lille smule voksent. Forsøge at forholde mig til egen ekstreme dumhed. Så det gjorde jeg. Selvom det gjorde lidt ondt. Bagefter besluttede jeg mig for at overgive mig til fællesskabet. Og nedsmeltningen blev da også skubbet lidt i baggrunden, da tusindbenet startede den meget modne leg: Læs-tv-guiden-op-og-forestil-dig-at-programmerne-er-pornofilm. Vi startede blødt med ’Bones’, ’Big Bang Theory’ ’Valhalla Rising’, ’To fyre, en pige og et pizzeria’ og ’Kongen af Queens’, men da vi nåede til ’How I Met Your Mother’, måtte jeg overgive mig til den infantile dumhed. Og grine. Højt. Befriende. Hvis ikke legen var sjov nok, kunne jeg altid grine lidt ad tusindbenets grin. Det lyder præcis som det grin, Benny fra Olsen Banden solgte på dåse. Hos tusindbenet får man det bare gratis.

Nedsmeltningen var dog ikke sådan at holde i skak, så efter maden fik jeg mig tvangsindlagt i sofa-skammekrogen, hvor jeg skammede mig selv i meget tidlig søvn. Næste morgen vågnede jeg op og var kampklar – parat til at opløse nedsmeltning. Af en eller anden grund fik jeg bildt mig selv ind, at den kunne bages væk. Jeg har helt utroligt dårlige erfaringer med egne præstationer udi bagværk, men jeg fik bare en meget dyb trang til at røre og ælte og forme. De andre var ikke helt uskeptiske, men jeg fik lov til at føre projektet ud i livet – også selvom jeg insisterede på, at jeg ville gøre det uden brug af opskrifter. Så mens musen, tusindbenet og guldfisken satte ’Love Actually’ på dvd’en, satte jeg en kage i ovnen. En, der var lavet fra bunden med mørk chokolade i vandbad og pasteuriserede æg og siet flormelis på toppen og alt muligt.

Havde virkelig aldrig troet, jeg skulle uploade billeder af bagværk. Oh well, here goes …

Efter kagen kom burgerbollerne. Og franskbrødet. Det gik overraskende godt, og jeg nåede at blive færdig på det helt rigtige tidspunkt, så jeg lige nøjagtig kunne nå at være med til alle tude-scenerne inde hos de andre. Jeg var heldigvis i selskab med tre typer, som har en ret høj tolerance-tærskel, når det kommer til spontan-tudning, så jeg tudede mig diskret igennem den sidste halve time af filmen. Det føltes godt. Bagefter var jeg klar. Impulsshopping, problemforholdning, skamning, bagning og tudning havde gjort mig parat til det store hav. Det blev både til en fælles eftermiddagsdukkert i zen-stille vand og til det, der var endnu bedre: midnatsdukkerten. Halvsnalrede fik vi fumlet os vej i mørke ned til stranden, hvor jeg vovede mig ud i det mørke hav uden tekstil-beskyttelse – kun iført en halv liter Tuborg Classic på dåse. Havet blev på magisk vis lyst op af kril (vidste ikke, at de kunne lyse så kraftigt i Danmark), og himlen blev lyst op af stjerneskud og lyn (vidste ikke, at de to ting kunne forekomme samtidig). Det var magisk. Og næsten ikke farligt*.

I morges følte jeg mig som en cand. mag. Fugl Fønix. Drengene havde tændt grillen for at lave morgenmadsburgere af det sidste kød (vi var kommet til at købe to kilo), guldfisken havde fået sin morgen-Fanta, solen skinnede i tre minutter, og jeg tænkte, at alt egentlig var ret skønt, kaotisk tilværelse taget i betragtning. Vi ryddede op, pakkede og gjorde rent. Det føltes sært tilfredsstillende at gå og vaske gulv i verdens-største-sommerhus til tonerne af dansk Melodi Grand Prix-vinder anno 1991, som musen helt uopfordret havde sat på, fordi han vidste, at den ville gøre mig glad. Jeg bliver nok aldrig rigtig tjekket. Jeg bliver sandsynligvis aldrig hende, der kan kontrollere brandert, bekendelser eller bagstivhed. Jeg bliver nok heller aldrig hende, der har styr på rammerne – på alt det praktiske. Hende, som helt naturligt smider en kage i ovnen uden at skabe kaos i køkkenet. Men det gør ikke noget. For jeg er heldigvis indehaver af verdens bedste venner, der får mig til at føle, at jeg er ganske okay alligevel. De findes både i sommerhuset og i hovedstaden – i barndomslandet, på Sydfyn og på fastlandet. På det punkt er jeg en uheldigt heldig type!

PS: Nogle gange sker det også, at nye bekendtskaber dukker op. Det skete i dag. Og det nye bekendtskab havde endda en medalje med – den sejeste, jeg har modtaget indtil videre. Det kan godt være, at mine medaljer aldrig er 100 procent vinder-medaljer, men jeg kan faktisk bedst lide den slags, som også har plads til taberen. Medaljen i dag fik jeg, fordi jeg fandt frem til skatten, da den allerede var blevet taget af en anden. ’Kom igen næste gang’, står der på den. Jeg synes, den er helt fantastisk sej, og jeg er meget beæret over, at en (indtil for kort tid siden) fremmed person har taget sig tid til at lave sådan en til mig. Jeg er virkelig en uheldigt heldig type!

* I tilfælde af at min mor skulle finde på at læse med, vil jeg gerne lige understrege, at vi selvfølgelig skyndte os op ad vandet, så snart det begyndte at lyne. Og vi gik ikke længere ud end til navlen. Jeg bærer mine branderter på yderst ansvarlig vis. Eller noget …

Når en taber går i land

Jeg har været på havet. Ikke i havet, men på havet. Nu til dags foregår sådan noget teambuilding åbenbart i en sejlbåd – der var dømt match race. En hel-spekulerende type ville nok godt kunne se det ironiske i, at lige netop jeg skulle deltage i en konkurrence, der forener ordene match og race. Dengang min krop var barn, og jeg boede i verdens-mindste-by-i-provinsen, var det moderne at sejle optimist-jolle. Det sagde mig ikke rigtig noget (jeg var mere interesseret i min værktøjskasse og nedsmeltnings-nedskrivninger). Netop derfor var jeg også yderst pessimistisk omkring egne evner på havet. Vi var 22 hold, der dystede mod hinanden, så helt ærligt vidste jeg godt, at slaget var tabt på forhånd. Specielt fordi jeg var godt i gang med en gennemgribende nedgravnings-nedsmeltning og havde selskab af sæsonens ondeste tømmermænd (primært de moralske, men de fysiske kiggede også forbi). Der er en bom i sådan en sejlbåd, og jeg var helt på det rene med, at hvis der skulle ske en katastrofe med den, var det uden tvivl mig, der enten fik den i hovedet og blev kastet i havet eller sørgede for, at en kollega fik den i hovedet og blev kastet i havet. Da kaptajnen skulle bruge en frivillig til at læne sig ud over rælingen og holde sejlet, sagde jeg med det samme, at jeg ikke turde. Nu viste det sig så bare, at den anden potentielle sejl-holder heller ikke turde, og af en eller anden grund tør jeg lidt mere, når jeg godt ved, at andre også er bange. Så jeg meldte mig frivilligt. Velvidende at katastrofe-oddsene nu var katastrofalt høje.

Ballonerne har egentlig ikke noget med noget at gøre. Og så alligevel …

 

Alle omstændigheder var lige til at lukke op og skide i, og hvis det her var et eventyr, havde vi helt sikkert vundet alligevel. Det gjorde vi ikke. Tværtimod var det hele sådan lidt la-la. Vi sejlede, og alt var ok, og jeg faldt ikke i vandet, men vi vandt ikke. Jeg ville også være den helt forkerte vinder til et match race. Både i konkret og overført betydning. Og apropos den overførte betydning så er jeg altså lidt fan af det der med, at der er noget, som hedder en kaptajn. En, som siger til, når man skal hale eller slække i sejlet. En, som styrer båden og kender kursen. Sådan en havde vi, og han var både god og sej. For at han kunne huske vores navne, foreslog min sejler-kammerat, at vi kunne finde på et tillægsord, der havde samme forbogstav som os. Hun mente, at vi så kunne sætte ’pålidelig’ foran mit navn. Det var jeg ikke helt tryg ved, så jeg fik gennemtrumfet, at vi i stedet kunne finde på en madret. Derfor hed jeg ’Pizza’ i et par timer. ’Hal, Pizza’, ’Slæk, Pizza’, ’Hæng dig ud i sejlet, Pizza, og prøv at ligne en, som ikke har lyst til at hænge sig selv, Pizza’ (hvordan hænger man overhovedet en pizza? Den er jo helt rund).

Vi vandt ikke, men vi gennemførte. Og overlevede. Lige som vi skulle til at sejle i havn og drikke reparationsbajere, meddelte kaptajnen, at vi kunne få lov til at deltage i en B-finale (for alle dem, der ikke havde kvalificeret sig til den rigtige finale). Holdkammerat Laks ville gerne, holdkammerat Ananas orkede ikke rigtig, og derfor kunne jeg godt fornemme, at det var mig, der skulle træffe den afgørende beslutning. Jeg havde mest lyst til at give op og erkende, at det bare ikke var i match race, jeg skulle hente mine succesoplevelser. Men af en eller anden grund syntes jeg alligevel, at vi skulle gøre det. Vi missede starten med et minut, fordi vi var alt for tømmermændsramte til at opdage, at ræset var i gang, og kort efter start faldt den første regndråbe. Kaptajnen skyndte sig at meddele, at vi trak os, men jeg blev stædig og insisterede på, at vi fortsatte trods de hårde odds. Vi vandt. Og det begyndte aldrig at regne. Det var bare en trussels-dråbe for at afprøve, hvor modige vi var. På ærlig og redelig vis fik jeg derfor overrakt en guldmedalje som vinder i kategorien ’De bedste tabere’.

Jeg ved ikke, hvor meget indflydelse, min indsats havde på resultatet, men jeg ved, at hvis det ikke havde været for mig, havde vi ikke sagt ja til den sidste dyst, vi havde ikke gennemført den, og derfor havde vi heller aldrig vundet. Guldmedaljen hænger stadig om halsen på mig og minder mig om, at selvom man er en taber i det første (og største) match race, kan man godt være en tabende vinder i det næste. Kaptajn, der er håb forude. Håber jeg.

Anden-dags-tømmermændene taler det utydelige sprog

Tømmermænd er trygge. Det er den eneste form for mænd, der har et helt igennem gennemskueligt reaktionsmønster. Og du ved som regel på forhånd, hvornår de forlader dig. Jeg er vågnet op med dem igen i dag. Dem alle sammen. Min seng er fuld af mænd, men jeg er alligevel alene.

Det bedste ved at have tømmermænd to dage i træk er helt klart, at pizza-brochuren allerede ligger klar ved siden af sengen. Da jeg rakte ud efter den, kom jeg i tanke om tre ting:

1. Man kan nok ikke bestille pizza kl. 7.06 om morgenen, når man bor på en ø (kom til at skrive ’øl’ – Freudian slip), der ikke udelukkende er lavet af lort.

2. I mit urengjorte, udskiftningsparate køleskab findes der faktisk en komplet rest-pizza fra tømmermændene i går. Alt er godt. Næsten. For

3. Jeg har faktisk ikke lyst til at spise noget. Og har heller ikke lyst til at få lyst til det.

Tømmermændene i går blev udnyttet konstruktivt. Solsorten blev for at holde mig med selskab og spise pizza. Den største beslutning, vi skulle træffe, var, hvad der skulle smækkes på dvd-afspilleren. Den indlysende idé var selvfølgelig ’Min søsters børn’. Den gode. Den med landsfis’kalen og champagne og kaviar. Men den har vi næsten lige set. Så vi besluttede os for at springe i en serie. Valget faldt på ’Nynne’.

Jeg har før nævnt mine neuroser. De er trofaste. En af dem insisterer blandt andet på at tage alt i den rigtige rækkefølge. Specielt når det kommer til serier. Man starter ikke med afsnit 4, selvom man godt kan få lyst til det, hvis man for eksempel ser ‘Matador’ (hukommelsesopfriskning: Afsnit 4 er der, hvor Elisabeth og Kristen møder hinanden for første gang. De bliver umuligt forelskede og kan ikke få hinanden. Før  afsnit 23. Mange spildte år senere. Afsnit 4 er mit yndlings-afsnit. Fordi de griner på den helt rigtige måde og ved, at de hører sammen).

Jeg er inde i en periode, hvor jeg forsøger at gøre oprør mod neuroserne på bedste teenage-manér. I går var jeg meget, meget modig. Jeg fik nemlig lyst til at starte med det sidste afsnit af ’Nynne’-serien. Det med den lykkelige slutning. For hvorfor bruge tid på alt det ind imellem – alle ydmygelserne, alle sorgerne, alle bommerterne, alle fejlene – når man kan springe direkte til den lykkelige slutning? It’s my party, and I’ll springe-alt-det-svære-over if I want to!

Solsorten var frisk på idéen, så jeg fodrede dvd-afspilleren med den sidste skive i rækken. Den nægtede at spise, hvad den fik serveret. Jeg prøvede alt. Tjekkede stikkene, slukkede maskinen, skiftede batterier i fjernbetjeningen, startede forfra. Ingenting hjalp. Vi var lige ved at give op, og jeg fik pizza-stress, fordi maden var ved at blive kold, og en anden af mine neuroser siger mig, at jeg først må gå i gang med at spise, når der er styr på situationen (i dette tilfælde dvd-afspilleren – situationen i det hele taget får jeg nok aldrig styr på). Men så var det, jeg kom i tanke om, at det måske slet ikke var afspilleren, men skiven, der var noget galt med. Derfor prøvede jeg at sætte det første afsnit af serien på. Som virkede fint.

Jeg blev vildt provokeret over dvd-afspillerens signaler. Hvad fanden ligner det at insinuere, at man ikke kan skyde genvej, skrotte den lange rute på den gule stenvej og springe direkte til herfra-og-til-evigheden-kærlighed? Jeg var rasende. Men så så jeg første afsnit. Og det var faktisk meget godt. Kaotisk godt på den måde, hvor man ved, at alt det rigtig gode venter efter alt det besværlige. Jeg har set den serie mange gange. Den gør mig tryg. Men i dag tror jeg, den skal skiftes ud. Ny serie, ny vej, ny happy ending. Jeg ved endnu ikke, hvad valget falder på, men jeg ved, at jeg starter med første afsnit. Og forsøger at slutte med det sidste.