Noget om ikke at blive ældre og klogere

I torsdags fik jeg at vide, at jeg lød skræmmende voksen, da jeg fortalte om mine planer for weekenden.

Til de bekymrede sjæle, der måtte frygte, at også jeg er bukket under og har overgivet mig til et liv i ren fornuft og fordragelighed, kan jeg berolige jer med, at jeg ikke er nået helt så langt (endnu). Min weekend kulminerede nemlig natten til søndag, da mine brandertben knækkede under mig, og jeg efterfølgende sprællede rundt på badeværelsesgulvet i forsøget på at regne ud, hvordan man bedst brækker sig, når man samtidig er blevet ramt af et yderst voldsomt alko-hikkeanfald …

breaking_newsPS: Selvom jeg til hver en tid (og specielt i går) absolut anerkender junkfoods livsnødvendighed, vil jeg alligevel opfordre Domino’s til at slå begrebet “Breaking News” op. Jeg faldt ikke i pizzafælden, men holdt mig i stedet til en beskeden dagsmenu bestående af bacon og brunchpølser med kætter. Og hådågs. Og popcorn. Og Haribo. Og Big Mac. Og pommes. Og Chili Cheese Tops. Man skal aldrig gå ned på snaskede mundgodter. Som man siger …

Noget om den blufærdige pizzamand

Bedst som jeg gik og nød opturen over at have opdaget, at pizzabakkemanden render rundt med røven bar, blev jeg så slemt skuffet, da jeg pludselig stødte på hans blufærdige fætter: den knibske pizzabakkemand – nu med underbenklæder.

Jeg giver en nummer nul med ost og pepperoni og ekstra ost og ekstra pepperoni til den venlige sæl, der kan forklare mig, hvorfor der findes to udgaver af den samme pizzabakkemand – en med og en uden bukser. Mine neuroser bryder sig bestemt ikke om det, men jeg kan muligvis lære at acceptere tingenes tilstand, hvis der findes en god grund …

blufaerdig_pizzabakkemand

fraek_pizzamand

 

Projekt ny og bedre livsstil kapitel 4

Jeg er alvorligt bange for, at jeg er ved at blive sådan en pisseirriterende, fornuftig type, som jeg ikke engang selv orker at være sammen med.

I mandags bestilte jeg en pizza uden kød, fordi den var billigere (er du i chok, vil jeg forsøge at berolige dig ved at understrege, at jeg dog  stadig bestilte pizza).

I går besluttede jeg mig for at opsige mit tv-abonnement for at spare penge (lidt uheldigt, når jeg arbejder for et tv-selskab, men jeg undskylder mig med, at jeg alligevel aldrig er hjemme).

Og i morges vågnede jeg helt frisk, før vækkeuret ringede, og var top-motiveret til at løbe en tur i den råkolde snuskregn (det blev til et decideret forhindringsløb gennem parken, jeg havde forceret under stormen. De mange væltede træer fik mig endeligt overbevist om, at mit lille uvejrseventyr var en virkelig dum idé).

Jeg er kødentusiast ud over det sædvanelige, jeg lever halvt gennem et tv, og jeg har i mange år været et yderst dedikeret B-menneske, som satte en ære i at undgå unødig fysisk aktivitet (sportslig aktivitet, primært). Og for lige at smække en trumf-fætter på bordet, så kommer jeg til at have to (næsten) alkoholfrie weekender i træk. Herre Jemini, enden er nær!

Jeg ville frygte snarlig identitetskrise i gigantudbrud, hvis ikke det var fordi, at der stadig er punkter, hvor jeg er top utjekket på den helt trygge måde. For eksempel har jeg netop skrevet en mail til SKAT om alt det, jeg ikke forstår, i forsøget på at få et overblik over alle de penge, jeg ikke har. Det er jo et dagsprojekt i sig selv. For hvordan indleder man sådan en korrespondance? ‘Hej SKAT’ kan hurtigt komme til at lyde lige kælent nok. Specielt fordi jeg sandsynligvis ikke skal regne med at få et ‘Hej sukkermås’ retur. Jeg kan nok snarere se frem til en række yderst ukærlige girokort som straf for alle mine utroligt optimistiske, men desværre meget ukorrekte, regnefejl i forhold til, hvad jeg troede, jeg burde have indbetalt til dem.

Egentlig havde jeg store planer om også at spare revisortype væk, men ved nærmere eftertanke tror jeg lige, jeg beholder den idé i banken lidt endnu …

deal_with_it

Anden-dags-tømmermændene taler det utydelige sprog

Tømmermænd er trygge. Det er den eneste form for mænd, der har et helt igennem gennemskueligt reaktionsmønster. Og du ved som regel på forhånd, hvornår de forlader dig. Jeg er vågnet op med dem igen i dag. Dem alle sammen. Min seng er fuld af mænd, men jeg er alligevel alene.

Det bedste ved at have tømmermænd to dage i træk er helt klart, at pizza-brochuren allerede ligger klar ved siden af sengen. Da jeg rakte ud efter den, kom jeg i tanke om tre ting:

1. Man kan nok ikke bestille pizza kl. 7.06 om morgenen, når man bor på en ø (kom til at skrive ’øl’ – Freudian slip), der ikke udelukkende er lavet af lort.

2. I mit urengjorte, udskiftningsparate køleskab findes der faktisk en komplet rest-pizza fra tømmermændene i går. Alt er godt. Næsten. For

3. Jeg har faktisk ikke lyst til at spise noget. Og har heller ikke lyst til at få lyst til det.

Tømmermændene i går blev udnyttet konstruktivt. Solsorten blev for at holde mig med selskab og spise pizza. Den største beslutning, vi skulle træffe, var, hvad der skulle smækkes på dvd-afspilleren. Den indlysende idé var selvfølgelig ’Min søsters børn’. Den gode. Den med landsfis’kalen og champagne og kaviar. Men den har vi næsten lige set. Så vi besluttede os for at springe i en serie. Valget faldt på ’Nynne’.

Jeg har før nævnt mine neuroser. De er trofaste. En af dem insisterer blandt andet på at tage alt i den rigtige rækkefølge. Specielt når det kommer til serier. Man starter ikke med afsnit 4, selvom man godt kan få lyst til det, hvis man for eksempel ser ‘Matador’ (hukommelsesopfriskning: Afsnit 4 er der, hvor Elisabeth og Kristen møder hinanden for første gang. De bliver umuligt forelskede og kan ikke få hinanden. Før  afsnit 23. Mange spildte år senere. Afsnit 4 er mit yndlings-afsnit. Fordi de griner på den helt rigtige måde og ved, at de hører sammen).

Jeg er inde i en periode, hvor jeg forsøger at gøre oprør mod neuroserne på bedste teenage-manér. I går var jeg meget, meget modig. Jeg fik nemlig lyst til at starte med det sidste afsnit af ’Nynne’-serien. Det med den lykkelige slutning. For hvorfor bruge tid på alt det ind imellem – alle ydmygelserne, alle sorgerne, alle bommerterne, alle fejlene – når man kan springe direkte til den lykkelige slutning? It’s my party, and I’ll springe-alt-det-svære-over if I want to!

Solsorten var frisk på idéen, så jeg fodrede dvd-afspilleren med den sidste skive i rækken. Den nægtede at spise, hvad den fik serveret. Jeg prøvede alt. Tjekkede stikkene, slukkede maskinen, skiftede batterier i fjernbetjeningen, startede forfra. Ingenting hjalp. Vi var lige ved at give op, og jeg fik pizza-stress, fordi maden var ved at blive kold, og en anden af mine neuroser siger mig, at jeg først må gå i gang med at spise, når der er styr på situationen (i dette tilfælde dvd-afspilleren – situationen i det hele taget får jeg nok aldrig styr på). Men så var det, jeg kom i tanke om, at det måske slet ikke var afspilleren, men skiven, der var noget galt med. Derfor prøvede jeg at sætte det første afsnit af serien på. Som virkede fint.

Jeg blev vildt provokeret over dvd-afspillerens signaler. Hvad fanden ligner det at insinuere, at man ikke kan skyde genvej, skrotte den lange rute på den gule stenvej og springe direkte til herfra-og-til-evigheden-kærlighed? Jeg var rasende. Men så så jeg første afsnit. Og det var faktisk meget godt. Kaotisk godt på den måde, hvor man ved, at alt det rigtig gode venter efter alt det besværlige. Jeg har set den serie mange gange. Den gør mig tryg. Men i dag tror jeg, den skal skiftes ud. Ny serie, ny vej, ny happy ending. Jeg ved endnu ikke, hvad valget falder på, men jeg ved, at jeg starter med første afsnit. Og forsøger at slutte med det sidste.