Bittersød erfaringsnote #17

Kære mig selv

Hvis du i løbet af en weekend modtager fem sms-beskeder fra NETS med en engangskode, og du ikke selv er i gang med at shoppe amokka på nettet, så bør du lige undersøge, om du muligvis er godt i gang med at blive taget i visarøven af en købelysten, italiensk fup-jas.

To måneder nåede jeg at leve i discountsus og dus som dydsmønsterkunde i ny bank. Ikke én eneste gang har jeg hævet mere, end jeg burde. Faktisk har jeg været så pissehamrende irriterende fornuftig, at jeg burde straffes for det.

Det blev jeg så også, da jeg tjekkede min konto i morges og kunne konstatere, at jeg igen-igen er blevet hacket af sydlandsk svindlertype, som har festet og købt møbler til hele solskinshytten på mit kort. Mit spritternye kort. Som jeg ellers lige havde lært pinkoden til. Og som jeg nu har klippet over på grund af en forbrydelse, jeg ikke engang selv har begået.

Det hjalp stort på nedturen, da jeg klagede min ynkelige nød til kollega, som kvitterede med et: ‘Men hvordan har du dog båret dig ad med det?’ For jeg har jo ikke gjort noget. Jeg har virkelig ikke gjort noget som helst!! Jeg har knap nok brugt kortet i en rigtig butik.

Det hjalp i øvrigt lige så stort, da guldfisken kom med den yderst støttende bemærkning: ‘Det er sjovt, at sådan noget altid sker for dig!’

Til gengæld kunne jeg så glæde mig over, at jeg fik en opringning fra computerlavningstype, som fortalte, at han har genoplivet min Air. Og at forsikringen dækker de 2930 kroner, det åbenbart koster at fodre tænd-knappen med en halv håndbajer. Lykken lunede øjeblikkeligt. Men holdt desværre kun lige indtil det gik op for mig, at jeg har en selvrisiko på 2700.

Tycho, din stodder – så fik du alligevel ret. Fra nu af melder jeg mig ud af verden 32 dage om året …

visamord

Projekt ny og bedre livsstil kapitel 4

Jeg er alvorligt bange for, at jeg er ved at blive sådan en pisseirriterende, fornuftig type, som jeg ikke engang selv orker at være sammen med.

I mandags bestilte jeg en pizza uden kød, fordi den var billigere (er du i chok, vil jeg forsøge at berolige dig ved at understrege, at jeg dog  stadig bestilte pizza).

I går besluttede jeg mig for at opsige mit tv-abonnement for at spare penge (lidt uheldigt, når jeg arbejder for et tv-selskab, men jeg undskylder mig med, at jeg alligevel aldrig er hjemme).

Og i morges vågnede jeg helt frisk, før vækkeuret ringede, og var top-motiveret til at løbe en tur i den råkolde snuskregn (det blev til et decideret forhindringsløb gennem parken, jeg havde forceret under stormen. De mange væltede træer fik mig endeligt overbevist om, at mit lille uvejrseventyr var en virkelig dum idé).

Jeg er kødentusiast ud over det sædvanelige, jeg lever halvt gennem et tv, og jeg har i mange år været et yderst dedikeret B-menneske, som satte en ære i at undgå unødig fysisk aktivitet (sportslig aktivitet, primært). Og for lige at smække en trumf-fætter på bordet, så kommer jeg til at have to (næsten) alkoholfrie weekender i træk. Herre Jemini, enden er nær!

Jeg ville frygte snarlig identitetskrise i gigantudbrud, hvis ikke det var fordi, at der stadig er punkter, hvor jeg er top utjekket på den helt trygge måde. For eksempel har jeg netop skrevet en mail til SKAT om alt det, jeg ikke forstår, i forsøget på at få et overblik over alle de penge, jeg ikke har. Det er jo et dagsprojekt i sig selv. For hvordan indleder man sådan en korrespondance? ‘Hej SKAT’ kan hurtigt komme til at lyde lige kælent nok. Specielt fordi jeg sandsynligvis ikke skal regne med at få et ‘Hej sukkermås’ retur. Jeg kan nok snarere se frem til en række yderst ukærlige girokort som straf for alle mine utroligt optimistiske, men desværre meget ukorrekte, regnefejl i forhold til, hvad jeg troede, jeg burde have indbetalt til dem.

Egentlig havde jeg store planer om også at spare revisortype væk, men ved nærmere eftertanke tror jeg lige, jeg beholder den idé i banken lidt endnu …

deal_with_it