Bittersød erfaringsnote #24

Kære mig selv

Hvis du absolut skal vælge at halvbesvime i en propfyldt 6A, så prøv at time det så smart, at det ikke sker lige efter midnat på J-dag. For selvom du godt ved, at du bare har været i biffen og derfor er så langt fra spritter-teenage-stiv i julebajere, som man kan være, ser det altså ekstra sølle ud at blive slæbt ud af bussen i foruroligende bleg tilstand og vælte ned på fortovet på Vesterbrogade over for PlayHouse lige præcis den dag.

Heldigvis var den langhalsede der til at holde fast i mig. Og til at føre følgende samtale med slingrende teenagetøser, der havde fået øje på min ynkelighed.

Slingrende teenagetøs 1: “Vil hun have noget kakaomælk”.

Giraffen: “Nej tak, det tror jeg ikke”.

Slingrende teenagetøs 2: “Vil hun have noget vand?”

Giraffen: “Ja tak, har I noget?”

Slingrende teenagetøs 2: “Øh … nej”.

Ungdommen-nu-til-dags er nu så betænksomme. De har tydeligvis lært det der med, at det er tanken, der tæller, så den langhalsede måtte pakkere mig på en bænk foran 7-Eleven, hvor jeg sad og vrælede for mig selv, fordi jeg ikke kunne undvære ham de 45 sekunder, det tog at købe en flaske vand (det er altså helt ekstremt heldigt, at jeg har fundet verdens mest rummelige mand).

Bagefter fik han slæbt mig hjem i en nødstaxa. Og jeg lærte, at jeg slet ikke behøver alkohol for at virke sølle og stiv fredag aften. Det er nu så skønt at blive ældre og klogere …

briller_fundet

Bittersød erfaringsnote #22

Kære mig selv

Næste gang du skal ud at rejse, så er det en rigtig god idé at fylde håndbagagen med brugbare ting. Det er nemlig virkelig sur rævkanal at strande i Sunny Beach* uden kuffert, når du er iført Batman-trusser og en kjole, du hev op af vasketøjskurven, da du tog hjemmefra. Så er det lige pludselig ikke så stor en fest at have fyldt håndtasken med Stjernemix og Salte fisk. Specielt ikke, når man befinder sig et sted, som udelukkende sælger tøj af mærkerne Adidos, Mike og Puha. Oh well, i det mindste er jeg tosset med neon …

20140710-100803-36483405.jpg
* Igen er det en arbejdstur. Og nej, jeg skal hverken være guide for Ungrejs eller bartender på Vikingen. Jeg skal til gengæld bo på pensionisthotellet lige som sidst, mens ungdommen-nu-til-dags indtager partyhotellet. Så slipper jeg også for at høre på den 17-årige lige så bagageløse fyr, der var rasende over, at han havde lagt sin fisseparfume i kufferten. Jeg elsker mit liv!

Bittersød erfaringsnote #21

Kære Roskilde-mig selv

Du har husket vabelplaster og kærlighedsplaster og fire forskellige slags chips og gode nødder. Du har husket girafnøgleringsbamsen og poletgajolerne og diverse nødsmedikamenter. Du har husket den gode hovedpude og vodka på plastikflaske og tørshampoo til mørkt hår og syvogtyve 90’er-mixes på din iPod.

Men du har glemt sko. Flot!

20140704-091108-33068386.jpg

Bittersød erfaringsnote #20

Kære mig selv

Du er dygtig. Du formåede at klare dig igennem den sidste store branchefest med verdens bedste arbejdsplads uden at lave de store skandaler. På trods af at promillen ramte det punkt på skalaen, som giver højdeskræk, var du ikke decideret, tåkrummende pinlig. Jeg tror faktisk, du ligefrem lød en smule fornuftig og usnøvlende på et enkelt tidspunkt eller to (og ja, jeg har selvvalgt glemt episoden, hvor du kommanderende beordrer kendt skuespiller slash tv-vært-type til at tage toget til Hobro for at købe en slikholder til dit nye kontor). Du formåede endda at vente, til de fleste gæster var smuttet, før du og hamsteren voldvalsede rundt på et tomt dansegulv og krængede hjerterne helt ned i fadøllene. Det var faktisk ikke så ynkeligt (okay, måske en lille smule, da du gav den stakkels dj en højlydt røffel, fordi sjuften valgte at skifte Backstreet Boys ud med Medina).

Når nu du håndterede din gigantbrandert så uvant flot, var det så virkelig strengt nødvendigt at lave stilletsnublende rullefald foran hele den hårde kerne to meter fra taxaen? Så tæt på mål??? Nej, vel. Skam mig, siger jeg bare. Og av …

20140613-181421-65661201.jpg

Bittersød erfaringsnote #19

Kære min egen krop

Når du på vej til øde, filippinsk ø hører, at en rejsemakker frygter akut tandpine ude midt i ingenting, er det ikke en venlig opfordring til selv at spontanudvikle psykosmerte i egen mund. For det er virkelig ufedt at sidde fem døgn på en strand i Langbortistan med oprørsk, ond visdomstand for alle filippinerpengene, når der er fire timer til nærmeste tandlæge (som i øvrigt bor i et blikskur og opbevarer instrumenterne i en rusten værktøjskasse fra 80’erne).

Nå, nu ved jeg da, at jeg kan overleve en lille uge uden fast føde. Min krop består pt af 5 procent banana-shake, 10 procent Ibuprofen og 85 procent angst – for tandlæger i særdeleshed. Meget upraktisk, når jeg lige har lynbooket en tid i københavnerstolen til på mandag, hvor jeg agter at donere en fjerdedel af min visdom til videnskaben. Godt, min tandlæge er typen, som disker op med gratis alkohol i venteværelset …

PS: I det mindste kan jeg trøste mig med, at jeg kom igennem turen uden at blive dræbt på dødstømmerflåden. Af gode grunde var jeg nemlig ikke særlig meget i vandet – hvilket vel egentlig beviser, at der rent faktisk er noget, der er så skidt, at det ikke er vådt for noget …

20140515-184033.jpg

Bittersød erfaringsnote #18

Kære mig selv

Hvis du finder et tilbud på nettet, som er for godt til at være sandt, så er det sandsynligvis fordi, det rent faktisk er for godt til at være sandt. Og så er det utrolig dumt at indtaste dine kortoplysninger på siden.

Det er nemlig en smule pinagtigt at ringe til ny bank og spærre dit eget kort for anden gang på alt for kort tid. Specielt når du bliver nødt til at fortælle døgnvagtsbankrådgivertype, at det den her gang udelukkende er din egen skyld, fordi du har været lige så snotdum som de der typer, der svarer på mails fra ukendte, amerikanske slægtninge, som har brug for kontooplysninger for at kunne overføre en svimlende arv.

Jeg plejer at kunne grine af den slags. Men jeg er så heldig at være pjevset ud over det sædvanlige for tiden og var derfor meget tæt på at tænde helt op for tårekanalen, da bankrådgivertype informerede mig om, at jeg skulle betale 100 kroner for et nyt kort og i øvrigt fik en ny pinkode.

‘Men jeg kan altså ikke huske en ny kode. Jeg HAR jo lige fået en ny kode,’ peb jeg i så ynkelig en dur, at han til sidst lovede mig, at jeg så gerne måtte beholde den gamle (banken er vel trods alt også interesseret i, at jeg bruger kortet i ny og næ).

Bagefter var jeg to centimeters rygrad fra at lave en Maude og gå direkte hjem i regnen og lægge mig. Men jeg hankede op i mig selv – godt hjulpet på vej af langhalset type, som fik mig overbevist om, at ynkelighed ikke rigtig holder i savanneretten.

I dag kan jeg så lune mig ved tanken om, at det i det mindste lykkedes mig at klippe det rigtige kort i stykker. Man er vel i træning …

fuck

Bittersød erfaringsnote #17

Kære mig selv

Hvis du i løbet af en weekend modtager fem sms-beskeder fra NETS med en engangskode, og du ikke selv er i gang med at shoppe amokka på nettet, så bør du lige undersøge, om du muligvis er godt i gang med at blive taget i visarøven af en købelysten, italiensk fup-jas.

To måneder nåede jeg at leve i discountsus og dus som dydsmønsterkunde i ny bank. Ikke én eneste gang har jeg hævet mere, end jeg burde. Faktisk har jeg været så pissehamrende irriterende fornuftig, at jeg burde straffes for det.

Det blev jeg så også, da jeg tjekkede min konto i morges og kunne konstatere, at jeg igen-igen er blevet hacket af sydlandsk svindlertype, som har festet og købt møbler til hele solskinshytten på mit kort. Mit spritternye kort. Som jeg ellers lige havde lært pinkoden til. Og som jeg nu har klippet over på grund af en forbrydelse, jeg ikke engang selv har begået.

Det hjalp stort på nedturen, da jeg klagede min ynkelige nød til kollega, som kvitterede med et: ‘Men hvordan har du dog båret dig ad med det?’ For jeg har jo ikke gjort noget. Jeg har virkelig ikke gjort noget som helst!! Jeg har knap nok brugt kortet i en rigtig butik.

Det hjalp i øvrigt lige så stort, da guldfisken kom med den yderst støttende bemærkning: ‘Det er sjovt, at sådan noget altid sker for dig!’

Til gengæld kunne jeg så glæde mig over, at jeg fik en opringning fra computerlavningstype, som fortalte, at han har genoplivet min Air. Og at forsikringen dækker de 2930 kroner, det åbenbart koster at fodre tænd-knappen med en halv håndbajer. Lykken lunede øjeblikkeligt. Men holdt desværre kun lige indtil det gik op for mig, at jeg har en selvrisiko på 2700.

Tycho, din stodder – så fik du alligevel ret. Fra nu af melder jeg mig ud af verden 32 dage om året …

visamord

Bittersød erfaringsnote #16

Kære mig selv

Din computer kan ikke lide øl, så lad for fanden i helvede være med at forsøge at drikke den fuld!

Ulykken skete egentlig i sidste uge, hvor jeg var så venlig at dele feriens sidste franske øl med min Air. Den indtog de våde varer direkte gennem tastaturet. Ikke nogen skide god idé, skulle jeg hilse og sige. Men takket være akut førstehjælp anført af langhalset type så den umiddelbart ud til at overleve. Den virkede da også næste morgen, og siden har jeg derfor holdt mig kørende i god tro om, at luftfætter levede i bedste velgående.

Jeg glemte desværre bare at tænke over, at jeg ikke har haft tændt for den siden på grund af crazy daisy travl uge foran arbejdscomputer 1, 2 og 3. Nu, hvor jeg så endelig har tid til at søndagshyggeblogge, er der ingen puls at finde. Og jeg er ikke nørdet nok til at bedømme, om der er tale om definitiv død, eller det snarere er et spørgsmål om utroligt langtrukne tømmermænd. Sidstnævnte kender jeg jo fra mig selv, og eftersom Air og jeg vel er i en form for familie, forsøger jeg at holde fast i et spinkelt håb om, at den kunne være ramt af det samme.

Hjælp!!! Hjælp mig, og du vil modtage evig taknemmelighed og øl i stride strømme. Med mindre det er upassende, det tragiske hændelsesforløb taget i betragtning? Pisselortefuck!!!

20140126-214410.jpg