Mens vi venter på genforeningen …

Mine fingerspidser savner at danse tango på de trygge taster, men selvom der er blevet blæst genoplivningsluft i min Air, er vi endnu ikke genforenet.

Computerlavningstype siger dog, at det sandsynligvis vil ske i morgen, og derfor vil jeg vente lidt med lange ordbloggerier om Big Band Theory – ikke mindst for at undgå overbelastning af mobilskrivningstommel.

Til gengæld koster det ikke mange tommelklik at give en billedlig beskrivelse af de sidste dages højdepunkter. Fra nyindflyttet liv i min vindueskarm (nej, jeg er ikke ansvarlig for at holde liv i dem, så bare rolig) over småstøvlet gadefinhed og hunde med røde sko til bollende snegle og andet hejs. Og så selvfølgelig det bedste …

20140212-231431.jpg

20140212-231539.jpg

20140212-231552.jpg

20140212-231613.jpg

20140212-231625.jpg

20140212-231645.jpg

PS: Guldfisken har udtrykt forundring over, at jeg ikke er gået ind i girafdebatten, da den jo ligger lige til højre forben for mig. Jeg har dog svært ved at finde argumenter for, hvorfor jeg skulle argumentere i den allerede uddebatterede debat. Men nu er måske et meget godt tidspunkt at indrømme, at min giraf slet ikke er en rigtig giraf. Han er til gengæld en rigtig voksen mandsperson med en 11-årig dreng inden i sig. Begge dele af hans personlighed sidder lige nu og bekæmper aliens et sted ude i rummet, mens jeg ligger under dynen i den anden ende af stuen og tænker på, at det er meget, meget dejligt at kunne være alene med sig selv sammen med en anden.

Bittersød erfaringsnote #17

Kære mig selv

Hvis du i løbet af en weekend modtager fem sms-beskeder fra NETS med en engangskode, og du ikke selv er i gang med at shoppe amokka på nettet, så bør du lige undersøge, om du muligvis er godt i gang med at blive taget i visarøven af en købelysten, italiensk fup-jas.

To måneder nåede jeg at leve i discountsus og dus som dydsmønsterkunde i ny bank. Ikke én eneste gang har jeg hævet mere, end jeg burde. Faktisk har jeg været så pissehamrende irriterende fornuftig, at jeg burde straffes for det.

Det blev jeg så også, da jeg tjekkede min konto i morges og kunne konstatere, at jeg igen-igen er blevet hacket af sydlandsk svindlertype, som har festet og købt møbler til hele solskinshytten på mit kort. Mit spritternye kort. Som jeg ellers lige havde lært pinkoden til. Og som jeg nu har klippet over på grund af en forbrydelse, jeg ikke engang selv har begået.

Det hjalp stort på nedturen, da jeg klagede min ynkelige nød til kollega, som kvitterede med et: ‘Men hvordan har du dog båret dig ad med det?’ For jeg har jo ikke gjort noget. Jeg har virkelig ikke gjort noget som helst!! Jeg har knap nok brugt kortet i en rigtig butik.

Det hjalp i øvrigt lige så stort, da guldfisken kom med den yderst støttende bemærkning: ‘Det er sjovt, at sådan noget altid sker for dig!’

Til gengæld kunne jeg så glæde mig over, at jeg fik en opringning fra computerlavningstype, som fortalte, at han har genoplivet min Air. Og at forsikringen dækker de 2930 kroner, det åbenbart koster at fodre tænd-knappen med en halv håndbajer. Lykken lunede øjeblikkeligt. Men holdt desværre kun lige indtil det gik op for mig, at jeg har en selvrisiko på 2700.

Tycho, din stodder – så fik du alligevel ret. Fra nu af melder jeg mig ud af verden 32 dage om året …

visamord