Mens vi venter på genforeningen …

Mine fingerspidser savner at danse tango på de trygge taster, men selvom der er blevet blæst genoplivningsluft i min Air, er vi endnu ikke genforenet.

Computerlavningstype siger dog, at det sandsynligvis vil ske i morgen, og derfor vil jeg vente lidt med lange ordbloggerier om Big Band Theory – ikke mindst for at undgå overbelastning af mobilskrivningstommel.

Til gengæld koster det ikke mange tommelklik at give en billedlig beskrivelse af de sidste dages højdepunkter. Fra nyindflyttet liv i min vindueskarm (nej, jeg er ikke ansvarlig for at holde liv i dem, så bare rolig) over småstøvlet gadefinhed og hunde med røde sko til bollende snegle og andet hejs. Og så selvfølgelig det bedste …

20140212-231431.jpg

20140212-231539.jpg

20140212-231552.jpg

20140212-231613.jpg

20140212-231625.jpg

20140212-231645.jpg

PS: Guldfisken har udtrykt forundring over, at jeg ikke er gået ind i girafdebatten, da den jo ligger lige til højre forben for mig. Jeg har dog svært ved at finde argumenter for, hvorfor jeg skulle argumentere i den allerede uddebatterede debat. Men nu er måske et meget godt tidspunkt at indrømme, at min giraf slet ikke er en rigtig giraf. Han er til gengæld en rigtig voksen mandsperson med en 11-årig dreng inden i sig. Begge dele af hans personlighed sidder lige nu og bekæmper aliens et sted ude i rummet, mens jeg ligger under dynen i den anden ende af stuen og tænker på, at det er meget, meget dejligt at kunne være alene med sig selv sammen med en anden.

Fra børn og fulde folk – part III

Det var ellers så sødt, det der øjeblik, hvor den 3-årige lagde sine hænder på mine kinder, kiggede mig dybt i øjnene og aede mig over håret. Sådan et øjeblik, hvor jeg blev mindet om, hvorfor min nevø er en af de skønneste små typer, der findes. Og hvor det faktisk også føltes som om, han synes, jeg er en helt okay barnligt voksen type.

Alt havde været så fint, hvis ikke han havde følt trang til at ødelægge øjeblikket med kommentaren:
‘Du hedder moster far!’
Jeg forsøgte at protestere, og efter et stykke tid trak han da også i land med et:
‘Nej, du hedder ikke moster far. Du hedder moster onkel,’ hvorefter han hev sig i banditten og skrålede ‘Halejula, haleeejuuulaaaa’, som om alt var i den skønneste orden.

En ting er, at fremmede unger synes, jeg ligner en mandsperson. Men når min egen familie også er i tvivl om mit køn, er det muligvis på tide at gøre noget drastisk. Jeg orker bare ikke rigtig at gå silikonevejen, og jeg synes også, det ville være svært upassende at smide underbenklæderne foran små drengebørn bare for at bevise en pointe.

Så alternative løsningsforslag modtages med åbne arme (og samlede ben …)

20130907-131016.jpg

PS: Hvordan forklarer man i øvrigt en 3-årig, at det altså ikke hedder: ‘Tingelingelater, dildodater’?

Det andet køn part II

Dengang min krop var barn – sådan cirka syv år gammel – havde jeg en plastikbold. En flad en, som jeg kunne sparke op mod den hvide mur igen og igen. I flere timer. Så drømte jeg om det, de fleste andre små drenge også drømmer om: at komme på fodboldlandsholdet. Herrelandsholdet, altså. Det var ikke helt gået op for mig, at det muligvis ville blive lidt problematisk. Fordi jeg var meget bange for bolde, som ikke var flade og af plastik. Og selvfølgelig også fordi jeg manglede noget ret essentielt mellem benene.

Det sidste kan man jo købe sig til nu-til-dags. Eller drømme sig til. Ikke fordi jeg som sådan har et ønske om at skifte køn, men min underbevidsthed forvirrer mig engang imellem. Jeg ved ikke, om årsagen til det bunder i, at jeg de første ni år af mit liv rent faktisk troede, at jeg var et hankønsvæsen (og at resten af verden troede det samme takket være grydefrits). Men jeg drømmer tit, at jeg pludselig har noget mellem benene, som ikke plejer at være der. Og jeg er ikke den eneste, ved jeg. Det bekræftede guldfisken, da hun for et stykke tid siden leverede guldsætningen:

‘Når jeg drømmer, jeg har en penis, så er den altid helt slap, og den sidder meget langt nede …’

Mine drømme drejer sig ikke så meget om tilstand og placering, men mere om chokket over, at jeg lige pludselig tilhører begge køn. For i drømme af den særlige karakter er jeg egentlig ikke særlig mandig. Som regel har jeg faktisk kjole på. Men ingen trusser. Så tingenes tilstand er svære at skjule. Det hele er meget skamfuldt og pinligt, men også ret spændende og interessant. Den følelse tror jeg, guldfisken og jeg deler. Måske med en del andre hunkønsvæsner, som har en lige så absurd underbevidsthed som os.

Jeg gad bare virkelig godt vide, om mandspersoner drømmer det samme (eller det modsatte vel egentlig). At pakken pludselig er væk. Eller er der en grund til, at der ikke findes et feminint udtryk for penismisundelse? Måske er vi tilbage ved det evige spørgsmål om, hvorvidt fyre er mere interessante end piger, og bolde er mere interessante end både fyre og piger.

Mentalt er jeg i hvert fald tilbage ved den hvide mur og bolden, der bliver sparket op og vender tilbage igen og igen.

foto

PS: Jeg tror faktisk, at jeg er ved at være klar til at bevæge mig væk fra muren og ud på fodboldbanen for at deltage i det rigtige spil. Også selvom det er med fare for at tabe (og mulighed/chance/risiko for rent faktisk at vinde …)

Solgt til højst bydende

’Jeg har lige solgt dig til en hollandsk ven. Det er ikke til seksuelle ydelser’.

Beskeden kom fra kaninen tidligere på ugen. Det er ikke første gang, hun har forsøgt at sælge mig. Da vi sidste år ved den her tid var i Istanbul, solgte hun mig til en tyrkisk mandsperson for 10 kameler og en kat. Hun havde vist en idé om, at det ville se fint ud, hvis hun kunne ride op ad Strøget på en af kamelerne med resten af dyrene i en karavane bagved – og katten i armene. Selvom hun egentlig slet ikke er særlig begejstret for katte. Eller kameler. (’Døde dyr er søde dyr’, som hun helt uhørt siger). Men det var vist noget med signalværdi. Tror jeg.

Jeg vidste slet ikke, jeg var i så høj kurs, at man ligefrem kunne sætte mig til salg. Handlen gik heller aldrig igennem. Dengang. Men det gjorde den nu. Den hollandske handel, altså. Hvad hun fik i salær, er jeg ikke klar over. Måske noget med træsko. I hvert fald har jeg nu sagt ja til at blogge for et internationalt rejsesite, som hollænderen er med til at starte op. 20 bloggere rundt omkring i verden skriver om hver sin by. Og så er det noget med, at der snart kommer en af de der moderne apps, hvor man kan dele egne rejsetips med venner og venners venner. Det virker som et ret sejt projekt. Og eftersom jeg stadig lider af orddiarré, kan jeg umuligt sige nej, når der rent faktisk er nogen, der opfordrer mig til at skrive.

Mit første indlæg handler ikke overraskende om elefanter. Det næste er ikke planlagt, men jeg er meget åben over for forslag til nye, vigtige steder, jeg ikke er gået forbi endnu. Giv endelig lyd. Og giv også gerne en tommelfinger opad til projektet her.

elefanthus

PS: Jeg ved godt, at der mangler noget meget vigtigt på billedet. Jeg arbejder på sagen …

 

Ja

Mejsen startede engang et eksperiment, hvor hun skulle sige ja til alt, andre opfordrede hende til at gøre. Det syntes jeg var ret sejt og modigt gjort, og inspireret af hende har jeg besluttet mig for at prøve det samme (altså lige indtil der er en, som opfordrer mig til at gå all in på Ole Wedel). Derfor blev jeg nødt til at sige ja, da fremmed mandsperson inviterede mig med ud i en hemmelig have, hvor der bor en gudinde, som ifølge ham kan opfylde mit hedeste ønske. Jeg skulle bare skrive det ned på et stykke papir og skubbe det gennem gudindens revne (nej, ikke den revne).

Under normale omstændigheder havde jeg sagt nej. Meget, meget hurtigt. Men det kunne jeg ikke nu. På grund af ja-reglen, altså. Og det var nok meget godt. For på den måde lærte jeg, at der ikke nødvendigvis gemmer sig en halv-gammel, halv-corny liderbuks bag den slags opfordringer. Måske kunne der i stedet gemme sig sådan en lidt genert, intelligent type, der bruger ord som høviskhed og kommer med spændende forslag til videreuddannelse på Åbent Universitet (jeg kunne tydeligvis trænge til det, ubalancen i vores intelligens-niveau taget i betragtning).

Gudinden fandtes – godt gemt væk i den hemmelige have. Hun havde rigtigt nok også en revne, som jeg fik skubbet ønsket gennem. Og det forholder sig så heldigt, at jeg altid er overtroisk for en sikkerheds skyld, så i min verden er der faktisk en reel chance for, at det kan gå i opfyldelse. Specielt hvis jeg giver mig selv lov til at kæmpe for det …

PS: Jeg snød en lille smule. Det er kun tilladt at skrive et enkelt ønske på den slags sedler, men jeg fik på snedig vis koblet to ønsker sammen. I tilfælde af at gudinde-statue-typer læser med her på bloggen, vil jeg gerne understrege, at det første ønske er det vigtigste.