Det andet køn part III

Jeg har gjort det igen i nat – drømt, at jeg havde en penis. Denne gang i så ekstrem grad, at jeg var dybt chokeret både under og meget lang tid efter drømmen, fordi det føltes så voldsomt og virkeligt. En af årsagerne til, at jeg drømmer det netop nu, er muligvis, at jeg er i Jylland, hvor den tre-årige brugte store dele af aftenen i går på at råbe: ‘Moster Bib, jeg har en tissemand, og du har en tissekone’, hvilket jeg jo ikke var decideret uenig i. Men det har nok plantet hele kønsdeletankegange i min underbevidsthed inden sengetid.

En anden årsag til, at jeg drømmer det igen, er nok, at jeg det sidste stykke tid har overvejet at skrue en lille smule ned for den-63-årige-mand-inden-i-mig, fordi jeg synes, han har fået lige lovligt meget spillerum (som han siger). Jeg forsøger at danne mig et filter og sortere de groveste sjofelheder fra – bare for at forsøge at bevare en smule af den femininitet, som forhåbentlig stadig gemmer sig et sted. Men det er svært, når Leif er i løbetid, for pludselig bliver uskyldige ordsammensætninger som ‘Eight o’clock’ til ‘Ate a cock’, hvilket muligvis er okay at sige, når man er i selskab med en ekstremt rummelig, langhalset type. Noget andet er dog, når tigerungen savlende putter en kæmpe bog i munden, og jeg reagerer ved helt instinktivt at udbryde: ‘Så skal den lige suttes af’. DET er altså ikke okay! Til mit forsvar vil jeg dog sige, at jeg næsten blev mere forarget over mig selv, end tigeren gjorde.

Det er som om, jeg er blevet ramt af en form for sjofelheds-tourettes, som er meget svær at styre. Jeg luftede problemet for guldfisken i går og sagde, at jeg virkelig gerne vil placere en sjofelhedsstopklods i halsen, hvilket fik hende til at protestere og råbe: ‘Neeeej, vildere Leif, vildere!’ Og så er det jo svært at være standhaftig.

Jeg ved ikke, hvornår det gik galt for mig. Om det mon allerede var ved fødslen, hvor mine forældre var tæt på at forbytte mig med et hankønsvæsen, eller om det var, da jeg som 6-årg underlig grydefritsunge ønskede mig en værktøjskasse i fødselsdagsgave og desværre/heldigvis fik ønsket opfyldt, så jeg virkelig kunne begynde at dyrke den grove værkstedshumor. Jeg ved bare, at det er skide svært at stoppe, når først man er kommet i gang.

Havde jeg dog bare haft den forbandede penis, så jeg i det mindste kunne bruge den som undskyldning for ukvindelig opførsel. Og dog. Af to onder er det nok trods alt bedre bare at være kronisk upassende …

upassende_kylling

Det andet køn part II

Dengang min krop var barn – sådan cirka syv år gammel – havde jeg en plastikbold. En flad en, som jeg kunne sparke op mod den hvide mur igen og igen. I flere timer. Så drømte jeg om det, de fleste andre små drenge også drømmer om: at komme på fodboldlandsholdet. Herrelandsholdet, altså. Det var ikke helt gået op for mig, at det muligvis ville blive lidt problematisk. Fordi jeg var meget bange for bolde, som ikke var flade og af plastik. Og selvfølgelig også fordi jeg manglede noget ret essentielt mellem benene.

Det sidste kan man jo købe sig til nu-til-dags. Eller drømme sig til. Ikke fordi jeg som sådan har et ønske om at skifte køn, men min underbevidsthed forvirrer mig engang imellem. Jeg ved ikke, om årsagen til det bunder i, at jeg de første ni år af mit liv rent faktisk troede, at jeg var et hankønsvæsen (og at resten af verden troede det samme takket være grydefrits). Men jeg drømmer tit, at jeg pludselig har noget mellem benene, som ikke plejer at være der. Og jeg er ikke den eneste, ved jeg. Det bekræftede guldfisken, da hun for et stykke tid siden leverede guldsætningen:

‘Når jeg drømmer, jeg har en penis, så er den altid helt slap, og den sidder meget langt nede …’

Mine drømme drejer sig ikke så meget om tilstand og placering, men mere om chokket over, at jeg lige pludselig tilhører begge køn. For i drømme af den særlige karakter er jeg egentlig ikke særlig mandig. Som regel har jeg faktisk kjole på. Men ingen trusser. Så tingenes tilstand er svære at skjule. Det hele er meget skamfuldt og pinligt, men også ret spændende og interessant. Den følelse tror jeg, guldfisken og jeg deler. Måske med en del andre hunkønsvæsner, som har en lige så absurd underbevidsthed som os.

Jeg gad bare virkelig godt vide, om mandspersoner drømmer det samme (eller det modsatte vel egentlig). At pakken pludselig er væk. Eller er der en grund til, at der ikke findes et feminint udtryk for penismisundelse? Måske er vi tilbage ved det evige spørgsmål om, hvorvidt fyre er mere interessante end piger, og bolde er mere interessante end både fyre og piger.

Mentalt er jeg i hvert fald tilbage ved den hvide mur og bolden, der bliver sparket op og vender tilbage igen og igen.

foto

PS: Jeg tror faktisk, at jeg er ved at være klar til at bevæge mig væk fra muren og ud på fodboldbanen for at deltage i det rigtige spil. Også selvom det er med fare for at tabe (og mulighed/chance/risiko for rent faktisk at vinde …)

Det andet køn

Jeg ved ikke altid, hvem jeg er. For 10 år siden vidste jeg det næsten aldrig. Da jeg lige var flyttet hjemmefra og startede i gymnasiet, troede jeg for eksempel, at jeg var typen, der læste feministiske, franske mursten oversat til tysk. 100 sider inde i ‘Det andet køn’ følte jeg mig dog nødsaget til at skifte identitet til sådan en lidt-mindre-intellektuel-lidt-mere-knaldromans-agtig type. Men jeg nåede at læse ret mange tyske gloser om forskellige dyrearters samliv og forplantningsprocesser. Spændende og skræmmende information.

I går var jeg til middag hos guldfisken. I virkeligheden er hun ikke en rigtig fisk. Men hun har tre af salgsen i et lille akvarium. Engang havde hun fem, men i juni valgte to af dem at tage deres eget liv ved at springe op af det lille foder-hul i hjørnet, så de landede på gulvet, hvor en chokeret storebjørn fandt dem begge to helt stive og døde. Jeg forestiller mig, at en Romeo-og-Julie-ulykkelig kærlighedhistorie ligger bag den dramatiske handling. Nu er der altså tre tilbage, og dem ved guldfisken en masse om, for hun er nemlig vokset op i et hus med et helt akvarie-rum og en far, der er Danmarksmester i akvariefisk (det er ikke med løg på). Derfor kunne hun også fortælle, hvorfor den ene fisk (hannen) er ved at miste sine striber. Det er åbenbart fordi, han er i gang med at blive kønsmoden og derfor skifter farve til gul. Jeg har ikke kunnet opstøve en logisk forklaring på den proces, men jeg er nået frem til, at kønsmodne hanner vel aldrig opfører sig helt logisk, lige meget hvilken art de tilhører.

Eftersom fiskene bor i et akvarium, er de tvunget til at leve sammen. En han og to hunner. Et paradisisk scenarium for de fleste typer af det andet køn, forestiller jeg mig. Hvis man ser på parforholdet hos andre mere frie dyrearter, har jeg læst mig til, at mejser og musvitter normalt holder sammen hele livet. Skilsmisser kan dog forekomme og følger oftest et mønster – jo færre unger des højere skilsmisserate. Efter sigende er ænder som regel kun monogame i en enkelt sæson, mens egern ikke lader sig friste af andre artsfæller på muligt grønnere græsplæner. De er derimod langtids-trofaste og yngler flere gange årligt. Egernhannen er tilmed en rigtig mand, der beskytter sin dame og sit afkom mod verdens ondskab og skræmmer mulige bejlere væk.

Og elefanterne … det er en helt anden historie. Jeg burde muligvis have kastet min kærlighed på en anden art, men naturens tiltrækningskraft er umulig at bekæmpe, så jeg bliver vel nødt til at acceptere min skæbne og få det bedste ud af tingenes tilstand.