Noget om babydrømmerier

Jeg er virussløj. Det bliver jeg som regel, når jeg har ferie, og det er jo super arbejdsgiverfint, fordi jeg kan bruge min fritid på at dandere den i sengen med dåsecolaer og fire timers middagsmorfædre. Knap så fint, fordi jeg egentlig havde vilde planer om at starte det helt store træningsprogram i går. Med løbeture og armbøjninger og alt det dyre. Det må jeg desværre skifte ud med total afslapningsudsplatning under dynen. Pisse ærgerligt, altså. Jeg har endda åbnet en bog. Sådan en rigtig en på flere hundrede sider, som jeg plejede at kværne på halvandet døgn i de gode, gamle dage. Hvad skal det dog ikke blive til?

En af sideeffekterne ved at være lidt feberagtig er, at jeg drømmer endnu vildere, end jeg plejer (ja, det kan rent faktisk godt lade sig gøre). Lige nu forsøger jeg derfor at komme mig over netop afsluttet drøm, hvor jeg som en slags blød intro startede med at være i åben kamp med min nabo, fordi han forsøgte sig med et friskt, fysisk overgreb fra morgenstunden. Umiddelbart efter havnede jeg på Klinik for unge mødre med den gravide musvit, hvor hun skulle have tjekket musvitungens ve og vel inde i maven. Det foregik på den måde, at lægetypen lige hev ungen ud for en kort bemærkning, så baby kunne få lov til at spæne rundt i venteværelset med musvitten lige i hælene (for han var jo stadig i navlestrengssnor). Det syntes den lille laban var en vældig fest, så han skyndte sig at brænde en masse krudt af, mens den stakkels musvit måtte følge med til superungens tempo, hvilket i teorien nok har set lidt absurd ud (ikke mindst fordi de begge var nøgne og indsmurt i blod), men faktisk virkede overraskende naturligt i drømmen, som sluttede med, at starutten (som selvfølgelig sagtens kunne løbe, på trods af at han var minus 23 dage gammel) stoppede op, kiggede smilende på mig og blinkede lumsk, inden lægetypen igen sendte ham ind i musvitmaven, hvor han kunne få lov til at hygge sig de sidste uger inden den rigtige fødsel.

Jeg har hørt, det er normalt, at gravide kvinder drømmer meget fantasifuldt om deres ufødte barn. Men hvis jeg kan få det her ud af en venindes graviditet, tør jeg slet ikke tænke på, hvad jeg skulle døje med af traumatiserende drømmerier, hvis jeg rent faktisk selv bar rundt på en arving. Godt, det ikke er tilfældet! Og godt, der er mange timer, til jeg skal sove igen!

savanneske

Det andet køn part III

Jeg har gjort det igen i nat – drømt, at jeg havde en penis. Denne gang i så ekstrem grad, at jeg var dybt chokeret både under og meget lang tid efter drømmen, fordi det føltes så voldsomt og virkeligt. En af årsagerne til, at jeg drømmer det netop nu, er muligvis, at jeg er i Jylland, hvor den tre-årige brugte store dele af aftenen i går på at råbe: ‘Moster Bib, jeg har en tissemand, og du har en tissekone’, hvilket jeg jo ikke var decideret uenig i. Men det har nok plantet hele kønsdeletankegange i min underbevidsthed inden sengetid.

En anden årsag til, at jeg drømmer det igen, er nok, at jeg det sidste stykke tid har overvejet at skrue en lille smule ned for den-63-årige-mand-inden-i-mig, fordi jeg synes, han har fået lige lovligt meget spillerum (som han siger). Jeg forsøger at danne mig et filter og sortere de groveste sjofelheder fra – bare for at forsøge at bevare en smule af den femininitet, som forhåbentlig stadig gemmer sig et sted. Men det er svært, når Leif er i løbetid, for pludselig bliver uskyldige ordsammensætninger som ‘Eight o’clock’ til ‘Ate a cock’, hvilket muligvis er okay at sige, når man er i selskab med en ekstremt rummelig, langhalset type. Noget andet er dog, når tigerungen savlende putter en kæmpe bog i munden, og jeg reagerer ved helt instinktivt at udbryde: ‘Så skal den lige suttes af’. DET er altså ikke okay! Til mit forsvar vil jeg dog sige, at jeg næsten blev mere forarget over mig selv, end tigeren gjorde.

Det er som om, jeg er blevet ramt af en form for sjofelheds-tourettes, som er meget svær at styre. Jeg luftede problemet for guldfisken i går og sagde, at jeg virkelig gerne vil placere en sjofelhedsstopklods i halsen, hvilket fik hende til at protestere og råbe: ‘Neeeej, vildere Leif, vildere!’ Og så er det jo svært at være standhaftig.

Jeg ved ikke, hvornår det gik galt for mig. Om det mon allerede var ved fødslen, hvor mine forældre var tæt på at forbytte mig med et hankønsvæsen, eller om det var, da jeg som 6-årg underlig grydefritsunge ønskede mig en værktøjskasse i fødselsdagsgave og desværre/heldigvis fik ønsket opfyldt, så jeg virkelig kunne begynde at dyrke den grove værkstedshumor. Jeg ved bare, at det er skide svært at stoppe, når først man er kommet i gang.

Havde jeg dog bare haft den forbandede penis, så jeg i det mindste kunne bruge den som undskyldning for ukvindelig opførsel. Og dog. Af to onder er det nok trods alt bedre bare at være kronisk upassende …

upassende_kylling

Noget om tilbagevendende drømmerier

Dengang min krop var barn, drømte jeg den samme drøm igen og igen. I drømmen havde vi en stor stentrold ude i haven, som min søster blev ved med at give brunkager, selvom det slet ikke var en rigtig trold. Jeg syntes, det var dumt. Indtil trolden en dag blev levende og jagtede mig, fordi jeg skulle straffes for min uvenlighed. Jeg spænede rundt i haven og i huset, indtil jeg fandt et gemmested under et ikke-eksisterende skab i et ikke-eksisterende bryggers, hvor jeg lå og rystede i barnebuksen, mens min søster stod ved siden af og grinede, fordi hun jo havde sit på det tørre. Jeg vågnede altid, lige inden trolden fandt mig, så jeg nåede aldrig at få den straf, som jeg vidste var på vej. Men frygten hang stadig i mig hele dagen. Nogle gange i flere dage. I de helt slemme tilfælde sad drømmen i mig, helt indtil jeg drømte den igen.

Jeg tror, troldedrømmen stoppede, da jeg var 6-7 år. Den blev erstattet af andre tilbagevendende scenarier, som har varieret gennem årene. Nu handler drømmene om noget helt andet. Ikke så meget om farlige monstre, som er efter mig. Mere om frygten for at falde, frygten for at køre galt, frygten for ikke at slå til og frygten for, at alt slet ikke er, som jeg tror, det er. For tiden fylder den slags drømme lidt for meget – måske fordi jeg sover anderledes, nu hvor det er blevet mørkere.

Jeg er blevet bedre til at efterlade drømmene i sengen, men i morges sad nattens mareridt i mig lidt for længe. Det er mærkeligt, for selvom jeg som regel kan huske næsten alt, hvad der sker i mit hoved om natten (hvilket ikke altid er en fest, men heldigvis er det en gang imellem), kunne jeg ikke huske drømmen i morges. Jeg kunne bare huske følelsen. Af usikkerhed og uro og frygt. Jeg fik først kastet den fra mig igen, da jeg mindede mig selv om den for tiden mest populære tilbagevendende drøm, jeg har. Den optimistiske. Den om flystyrtet. 

Måske lyder den slags ikke umiddelbart som fede tider i drømmeland, men det er det for mig. Drømmen har forskellig karakter – jeg flyver med forkellige mennesker i forskellige sammenhænge. Hændelsesforløbet er dog altid det samme. Vi styrter. Ved landingsbanen, på havet, mellem højhuse. Og alle går i panik, mens de forbereder sig på det værste. På katastrofen, hvor alt går galt. Men jeg er helt rolig. Fuldstændig overbevist om, at det hele nok skal gå. Og mens andre med lignende drømme sikkert plejer at vågne, lige før flyet rammer jorden, fortsætter min historie, som altid ender med, at kaptajnen får styr på lortet lige i det øjeblik, hvor det ser mest sort ud. Alle overlever. Alt er okay. Måske endda bedre, fordi vi klarede det, som virkede umuligt.

Jeg ved ikke helt, hvorfor min underbevidsthed bliver ved med at spille netop den natteforestilling, som lige så godt kunne være taget ud af en eller anden klichéfyldt, amerikansk b-film. Måske er det en form for selvregulerende, positiv terapi. Men det hjælper. Det hjælper specielt at tænke på den sådan en tåget tidligtirsdagmorgen alene på stranden.

nattetryghed

Noget om børn og bryllupper og negle

Jeg aner ikke, hvordan det skete, men lige pludselig er jeg åbenbart blevet sådan en burde-være-voksen-type, som er omgivet af graviditeter og giftermål. Den her sommer er det gået helt amok, og eftersom jeg både er vild med børn og bryllupper, er det på mange måder rigtig dejligt (hvis man lige trækker nedsmeltning over manglende accept af pludselig voksenalder fra).

Min underbevidsthed har dog lidt sværere ved at vænne sig til tingenes tilstand og roder tydeligvis rundt i, hvordan verden egentlig hænger sammen. I nat drømte jeg for eksempel, at min mor var gravid. Og selvom det ikke er pænt at tale om en kvindes alder, fornærmer jeg vist ingen ved at afsløre, at det sandsynligvis ville være en smule urealistisk (og meget, meget skræmmende), hvis hun skulle være i den form for lykkelige omstændigheder.

Jeg glæder mig både over bryllupperne og allerede eksisterende eller kommende babyer, men en gang imellem er det lidt svært at forholde sig til den slags. Specielt fordi graviditeter ofte sætter gang i den alt for velkendte børnetilblivelsesnedsmeltning, som banker til hele min forvirrende forestilling om, hvorfor verden overhovedet findes. Og ikke mindst fordi det tætteste, jeg det seneste lange stykke tid selv er kommet på noget, der minder om skrukhed, var, da jeg i går blev kæledyrsforelsket i min frisørs hundehvalp (som i øvrigt udelukkende kom hen til mig for at pisse op ad mit ben. Det kan jeg så tænke lidt over …)

Efterfølgende mødtes jeg med gymnasiepigerne, og selvom ingen af os bærer rundt på forlovelsesringe eller levende miniversioner af os selv, gik der alligevel baby-/bryllupssnak i den. Den blev først afbrudt, da jeg helt ubevidst kom til at skifte emne midt i en andens sætning, fordi jeg fandt det strengt nødvendigt at analysere lidt på, hvor lang tid min neglelak havde holdt sig pæn.

For det er åbenbart så langt, jeg er i min voksenudvikling. Jeg har lært at passe og pleje mine negle, mens jeg lader andre om at producere rigtige levende mennesker. Og den rollefordeling føles egentligt dejligt trygt.

kakao

PS: Ud over babyer og bryllupper drejede aftenens helt store samtaleemne sig i øvrigt om, at jeg fik serveret en hel kaffekop fyldt med flødeskum til min kakao. Jeg har stadig ikke fået armene (inklusiv føromtalte negle) ned!

En af de der lange sommernætter part II

Jeg kan ikke sove (igen). Indtil nu er det ellers noget af det, jeg har været allerbedst til her på feriefængselscellehotelværelset i Moskva. Men nu kan jeg pludselig ikke mere. Slet ikke når jeg virkelig prøver. Det evige problem.

Måske er det fordi, min underbevidsthed bare ikke orker flere drømme. For de er der endnu mere her end derhjemme (ja, det kan rent faktisk godt lade sig gøre). Ikke fordi de er specielt slemme. De er bare forvirrende. Forstyrrende. For meget for en type, som gerne vil have ro i hovedet. Og reservere tankerne til det vigtige. Det bedste.

Eller måske er det fordi, jeg kom i tanke om, at mit hoved fungerer bedst, når andre sover. Når tanker og taster kan danse tango i fred.

Det kan også være, det bare er fordi, jeg har brug for at få de satans uhyggelige russiske dukker ud af mit system, så de kan holde sig langt væk fra min underbevidstheds syge tankespind. Jeg vil helst ikke begynde at analysere for meget på, hvorfor mit hoved ikke kan slippe dem. I stedet vil jeg rent faktisk forsøge at gøre det, jeg har allersværest ved. At give slip. På billeder og dermed forhåbentlig også på tanker. Så her er de. Enjoy!

dukker1 dukker2 dukker3 dukker4 dukker5PS: Fik jeg sagt, at samtlige dukker er til salg? Sig endelig til, hvis du har én på ønskelisten. Jeg tror stadig, jeg kan finde lidt luft i kufferten, nu hvor jeg endeligt har besluttet mig for, at keglen bliver (forestiller mig allerede en øm og tårevædet afsked. En eller anden gang ved lejlighed vil jeg meget gerne lære at kunne sige farvel uden at lave en scene. Både af hensyn til kegler og (heldigvis ekstremt tålmodig og rummelig) langhalset type …)

Drøm en lille drøm …

Jeg har tidligere givet udtryk for, at jeg drømmer meget. Det sker både i vågen og i sovende tilstand. De vågne drømme vil jeg af flere årsager holde mig fra at gå i dybden med her og nu. De sovende tør jeg dog godt skrive om (i hvert fald de mere harmløse af slagsen). De kommer i temaer.

For tiden drømmer jeg meget om fly og tog. I tog-drømmene kan jeg ikke finde den vogn, jeg skal være i, og i fly-drømmene styrter jeg. Det undrer mig lidt, da jeg trods min uhelbredelige højdeskræk aldrig har været bange for at flyve. Det undrer mig også, at jeg faktisk ikke er decideret bange i drømmene. Jeg tænker primært over, hvad der kommer til at ske, når jeg rammer jorden, i stedet for at frygte døden. I alle tilfælde overlever jeg. Altså, jeg vågner selvfølgelig levende op. Men jeg overlever også i drømmen, selvom flyet styrter. Og når jeg i tog-drømmene stiger på den forkerte vogn, der kører op på et meget højt bjerg, slipper jeg også levende fra det, selvom jeg bliver sat af helt ude på kanten. For lige pludselig er kanten fyldt med fin musik og mennesker, jeg holder af. Muligvis er jeg udstyret med sådan en underbevidsthed, der gerne vil skrue lidt op for mit mod og se, om det eventuelt kunne føre til noget helt rigtigt.

Jeg kan sagtens have gang i tre-fire drømmespor i løbet af en nat, og hvis jeg drømmer noget ekstra interessant, kan jeg ikke lade være med at dele det, selvom de fleste vel foretrækker at høre historier om virkeligheden. Men nogle gange kommer der sjove sammenfald ud af drømmedelingen. Forleden fortalte jeg musvitten, at jeg havde drømt, at Obama lagde an på mig. Flirten opstod umiddelbart efter, han havde reddet mig ud af en bandekrig i New York, som viste sig slet ikke at være New York alligevel, men bare en omgang kulisser, der var sat op på Amager Fælled. I flugtbilen begyndte han at kysse mig, og selvom jeg da var smigret og alt muligt, forsøgte jeg alligevel at stoppe snaveriet og forklare ham, at det nok ikke ville være så godt for hans valgkampagne, hvis nogen opdagede den hede hyrdetime, han lagde an til. Da jeg fortalte musvitten historien, svarede hun grinende, at hun også lige havde drømt, at jeg flirtede med Obama. På en diner et sted i USA. Om der er en dybere mening med drømme-sammenfaldene, vil jeg afholde mig fra at analysere på (alene for at undgå at skulle konstatere, at jeg faktisk bare gerne vil reddes af en uopnåelig mand …)

Det er ikke kun hos musvitten, jeg kommer på besøg om natten. Storebjørn fortalte i weekenden, at han to nætter i træk havde drømt, at han forsøgte at stoppe mig i at begå bankrøveri. Hans umiddelbare tolkning var noget med en dyb bekymring for min økonomiske situation (helt ærligt, så slem er den altså heller ikke). Den drøm giver dog en form for mening. I hvert fald mere mening end dengang, min søster drømte, at hun fødte mig i en telefonboks i vores barndomsby og i panik begyndte at løbe op ad hovedgaden med mig hængende bagved i navlestrengen (den levende fantasi ligger tydeligvis et sted i familie-generne).

Ud over fly og tog og Obama drømmer jeg for tiden også en hel del om Sunny Beach. Ikke fordi det er en decideret drømme-destination for mig, men måske fordi stedet repræsenterer noget, som hverken handler om spande med sprut, tarvelige teenagere eller sex på stranden.

I nat tror jeg dog, at jeg vil forsøge at drømme om noget helt andet. Måske noget med en rejse til en anden destination fyldt med sol og palmer og happy hour i selskab med en guldfisk og en hamster. I så fald vil det være en af de første gange, jeg formår at drømme en drøm, som bliver til virkelighed lige om lidt ….