Noget om kærlighed

Dengang min krop var barn, fandt jeg min mors vielsesring i et smykkeskrin. Der lå den, fordi min mor og far ikke længere var gift. Jeg syntes, den var fin, så jeg spurgte hende, om jeg måtte få den (på det tidspunkt havde jeg ikke rigtig lært, at spørgsmål kan være upassende).

Min mor, som sikkert både var overrasket over spørgsmålet og samtidig ikke rigtig vidste, hvad hun skulle gøre ved ringen, svarede, at det måtte jeg gerne. Så jeg fik den og gemte den i et smykkeskrin, hvor jeg har passet rigtig godt på den i over 20 år.

For et stykke tid siden, da jeg pakkede mit liv ned i kasser, dukkede den op igen. Den var stadig fin, og jeg kunne godt lide det stykke historie, den repræsenterede. Så jeg gik med den i nogle dage. Men det føltes ikke helt rigtigt, så jeg lagde den i min pung for at have den på mig et sted.

Der lå den, indtil jeg en dag fik en idé. Jeg kom i tanke om, at ringen jo var halvdelen af et par, og at min far havde den anden. Så jeg spurgte ham, om jeg også måtte få hans (jeg har åbenbart stadig ikke lært, at spørgsmål kan være upassende). Han sagde også ja, og så stod jeg med to vielsesringe og en idé, som mine søstre heldigvis var med på.

I dag har jeg derfor været en tur hos guldsmeden for at hente tre nye ringe, der er blevet lavet af guldet fra de to, som har boet hver for sig i mange år. De tre nye ringe er til de tre børn, som blev ud af ægteskabet, som ikke holdt – mine to søstre og mig.

Faktisk har jeg hentet fire ringe. (Halv)lillesøs har nemlig fået lavet en mage til ud af en ring fra sin mor og vores fælles far. For selvfølgelig skal hun også have en søskendering. Der er nemlig ingen tvivl om, at hun er 100 procent lige så meget vores søster, selvom vi kun deler 50 procent af de samme gener.

Jeg ved ikke, hvordan idéen til ringene opstod, men jeg er virkelig glad for den. Guldsmeden havde dog lidt svært ved at forstå det der med, at to ringe skulle blive til tre, mens to andre ringe skulle blive til en, men jeg forsøgte at forklare hende, at sådan er det bare med familier. Det går ikke altid op, men derfor kan det godt gå alligevel. Nogle gange går det faktisk bedre, end man regnede med.

I mit tilfælde er det gået rigtig godt. Skilsmisser er aldrig lette, og jeg har ikke glemt, at der har været både sorg og tårer og frustration i min barndom, som har gjort indtryk. Men jeg har heldigvis lært, at selvom tilværelsen kan blive slået ud af kurs, kan livet alligevel blive helt rigtigt, hvis man vælger at få det bedste ud af det.

Jeg har fået alt det bedste. Jeg har fået en lillesøster, som jeg aldrig nogensinde ville undvære, jeg har fået papforældre, som har været med til at forme mig, og papsøstre, som har støttet mig og passet mig og sørget for, at jeg kom levende igennem min første brandert.

Og jeg har fået to forældre, som godt nok ikke er hver sin halvdel af det samme par længere, men som i dag kan være i stue sammen og snakke sammen og grine sammen og minde mig om, at tiden læger mange sår.

Nu har jeg også en ring. Og en tatovering, der minder mig om, at selvom kærligheden ikke altid overvinder alt, så gør den det alligevel. På sin egen finurlige måde.

ring

Noget om et brev til mit yngre jeg – part II

Jeg fik skrevet det der brev til mit yngre jeg. Eller brevet til mange forskellige versioner af mit yngre jeg. Nogle af versionerne vil muligvis synes, jeg er et gammelt, bedrevidende røvhul. Det er okay. Og jeg har ingen forhåbninger om, at jeg ville have opført mig anderledes, hvis jeg havde læst mit brev, da jeg var yngre.

For hvis jeg opførte mig anderledes, havde jeg vel ikke været her, hvor jeg er lige nu. På sofaen med et glas rødvin og en dåsesodavand og FIFA i baggrunden og bevidstheden om, at det faktisk ikke er så farligt at være nogenlunde ædru en fredag aften (bare rolig 16-årige og 21-årige og 26-årige mig – jeg skal i byen i morgen …)

Brev til mit yngre jeg

Kære 7-årige mig

Jeg ved, du har lært at fortælle historier. Og jeg ved, det gør dig glad. Nu og om 20 år. Så bliv ved med det. Det er godt for dig. 

Det er til gengæld ikke godt for dig at følge de der stemmer i dit hoved, som dikterer, at du skal gøre alting fire gange eller to gange fire gange eller fire gange fire gange. Stemmerne, som siger, at ting ikke må røre ved hinanden, eller at uligevægt er farligt. For det passer ikke. Det er ikke sandheden, der taler til dig, men et lille, møgirriterende insekt, som hedder OCD. Og det bliver kun større og tungere og federe, hvis du fodrer det med dine tvangshandlinger. Så prøv at lade være. Jeg ved godt, det er svært. Men prøv. Så bliver det lidt lettere at være dig i fremtiden.

 

Kære 12-årige mig

Slap af! Verden er slet ikke så farlig. Ikke altid i hvert fald. Du kan ikke gøre andre dødeligt syge, fordi du kommer til at tage i svømmehallen med en fodvorte. Og du kan ikke slå andre ihjel, fordi du glemmer at vaske dine hænder inden hjemmekundskab. Og bare fordi du måske kom til at sige noget dumt til en af drengene fra klassen i dag, ligger han ikke nødvendigvis og græder over det lige nu. Jeg tror faktisk slet ikke, han hørte det. Alle verdens ulykker er ikke din skyld. Så du behøver ikke at være så ulykkelig så tit. Verden bliver lettere at leve i, hvis du tager lidt lettere på den.

 

Kære 15-årige mig

Nej, du er måske ikke særlig speciel. Du har muligvis ikke imponeret landets genier. Og du kom heller ikke med det der skib, som skulle sejle dig på opdagelsesrejse til Rusland. Men lige om lidt skal du til en strandfest og fjolle rundt i sandet, og når skolen begynder igen, står flere fester i kø, og veninderne står klar, og resten af verden venter derude et sted. Du har slet ikke så travlt. Du skal nok nå det hele. Så nyd nu bare at være en teenagetøs i provinsen. For det er faktisk et eventyr i sig selv.

 

Kære 17-årige mig

Du tror sikkert ikke på det lige nu. Men der er en mening med alt det hårde. Og en dag i fremtiden bliver du glad for, at du ikke hoppede ind på den lette vej. Det kan godt være, du føler dig meget alene i en fremmed by i et fremmed land. Men i fremtiden bliver den her by i det her land til dit fristed. Tør øjnene, og træk vejret så godt, du kan. For du skal nok blive glad igen. Det lover jeg dig!

 

Kære 22-årige mig

Nej, du bliver aldrig præmie-akademiker. Det kan godt være, du troede, du var den kvikke pige i klassen. Men nogle gange er det altså okay at snuppe en bundskraberkarakter, hvis det betyder, at du kan bruge din tid på alt det spændende og sjove og gode. Så drik den øl med god samvittighed. Drik dem alle 10. Med skrig og skrål og dans på bordene. Nyd det, og nyd dem, der drikker øllene med dig. Dum dig, bræk dig, og lad ikke de moralske tømmermænd ramme dig alt for hårdt. Husk historierne. Det er dem, du skal grine af mange år fremover. Brug penge på at rejse og blive klogere af verden. For den her tid kommer aldrig tilbage. Mulighederne bliver aldrig de samme. Og alle de minder, du er ved at skabe lige nu, luner meget mere i fremtiden end en række tomme 12-taller og et overskud på bankbogen. Drop den dårlige samvittighed, og hav det så sjovt, som du kan. Dit ældre jeg tilgiver dig for den vaklende økonomi, de tåkrummende fejltagelser og den slatne lever. For det var det hele værd. 

 

Kære 27-årige mig

Det kan godt være, du lige nu har opdaget, at bunden også har en bund længere nede. Men alt bliver godt, hvis bare du bliver ved med at tro på, at det kan blive godt. Hvis du bliver ved med at tro på eventyret. Så husk at sige ja. Også selvom du burde have sagt nej til noget af det. For en eller anden dag kommer du til at sige ja til en rockerkold picnic af den helt rigtige slags, og senere tør du sige ja til at kaste dig ud på usikker arbejdsgrund, og midt i det hele finder du ud af, at alting aldrig bliver helt perfekt, men at det hele godt kan føles fuldstændig rigtigt alligevel.

Der kommer gode dage og dårlige dage, men flest gode dage. Heldigvis. Og det bedste er, at du aldrig kommer til at ønske dig yngre, end du er i fremtiden. Det må være et positivt tegn.

 Det bliver skide godt. 

 Kærlig hilsen

 mig

himmelsko

PS: Kære 30-årige mig

Noget om hvordan mit liv ikke blev

Midt i projekt ryd-op-i-eget-liv fandt jeg en gammel, dansk stil, som jeg skrev, da jeg var 14. Den handlede om mit liv om 15-20 år. Altså handlede den om, hvordan jeg forestillede mig, at mit liv ville være lige nu. Som 14-årige befandt jeg mig i limbo-perioden mellem at være drømmebarn, som tror, alt kan lade sig gøre, og drømme(wannabe)voksen, som har indset, at der findes grænser, men alligevel insisterer på at forsøge at sprænge dem.

Den 14-årige Skudamuda var blevet smittet med noget konformt. Ifølge hende, så har jeg i dag to børn med de populære to års mellemrum. En dreng og en pige, selvfølgelig. Jeg har et hus i forstæderne, og så spiller jeg tennis med min mand, Karsten, som jeg blev gift med, da jeg var 24.

24!!! Da jeg var 24, var jeg ikke i stand til meget mere end at knytte mig til min favoritstol på Trykbar for en enkelt fredag nat. Det tætteste, jeg var kommet på et fast forhold, var et par måneders intens sommerflirt, som kun varede så længe, fordi jeg var væk fra byen det meste af tiden og ingen af os derfor havde de vilde muligheder for at slutte det.

Jeg har én gang i mit liv rørt en tennisketcher og konstateret, at jeg syntes, den var alt for tung, så den kommer jeg nok heller aldrig til at samle op igen. Til gengæld foreslog solsorten forleden, at jeg skulle anskaffe mig stangtennis til mit kommende kontor (mere om det meget snart), men jeg tvivler på, den 14-årige ville kategorisere det som en form for voksenseriøsitet. Specielt ikke fordi det var tænkt som en slags fredagsbarsdrukleg.

Så er der det med Karsten og et hus i provinsen og de to perfekte børn (musvitten grinede meget af, at jeg tydeligvis havde valgt det mest voksenmandsagtige navn, jeg kunne støve op, fordi jeg vel havde forestillet mig, at jeg skulle finde sådan en meget seriøs mand, som kunne tage sig af mig). Beklager, 14-årige mig, men jeg er bange for, at jeg også her kommer til at skuffe dig. På alle tre punkter. For ser du, efter dig kom der en 17-årig provinsrebel, der læste Simone de Beauvoir som sin bibel og proklamerede, at hun var færdig med mænd (det var en meget kort karriere, skulle jeg hilse og sige. Heldigvis sagde jeg aldrig noget om, at jeg var færdig med giraffer). Senere kom en 21-årig storbydrømmer, der ofrede en stor del af bankens guldbarre på at æde verden og opdage, at hun fik klaustrofobi ved tanken om en dag at skulle bindes op på et dyrt forstadshus. Og senere endnu kom en 29-årig frihedselsker, som endelig tog sig sammen til at forsøge at forklare sin søde, bekymrede mormor, at selvom hun mener, børn er meningen med livet, så er det ikke nødvendigvis meningen med alles liv.

Så kære 14-årige mig. Jeg ved godt, du havde forestillet dig, tingene skulle se lidt anderledes ud nu. Og jeg ved, at jeg muligvis har skuffet dig. Til gengæld har du stadig til gode at lære dig selv at kende og finde ud af, hvad der gør dig glad. Rigtig glad helt ned i maven.

Glæd dig til det. Det bliver lidt forfærdeligt, meget forvirrende og fuldstændig fantastisk!

20140608-094905-35345790.jpg

Noget om vigtige bøger og lækre mænd

Er det syndigt at smide Bibelen ud? Hvis man nu har to og ærligt talt ikke er meget mere end halvkristen på en sløj søndag?

Jeg turde ikke. Hvad nu hvis … Til gengæld røg de begge på loftet. Så er de jo også tættere på den måske/måske ikke-eksisterende høje herre. For at helgardere mig ligger de i en kasse og hygger sig med Koranen. Så er jeg vel fuldt dækket ind i tilfælde af det, der forhåbentlig ikke sker på den her side af tussegammel.

Resten af bøgerne er også båret op på det skumle loft. De var sværest at sortere ud i. Det gik overraskende let med tøjet og teenageplakaterne og 90’er-elektronikken. Selv VHS-båndene fik jeg endelig givet slip på (de fleste af dem i hvert fald). Men bøger smider man altså ikke ud! Med mindre det er kogebøger eller studiebøger. Fy for den. De røg meget nemt.

Jeg gik endda så vidt som til at skille mig af med nogle af de romaner, jeg har to eksemplarer af. Men ikke dem alle. I går fik jeg for eksempel endnu et eksemplar af Holger Juul Hansens biografi af mejsen. Hun havde fået en signeret udgave til mig i julegave for to år siden, fordi hun var kommet til at fortælle en pige fra Gyldendal, at jeg syntes, han var lækker (ja, ja, jeg har en bred smag). Og så har den ligget hos mejsen og hygget sig siden, fordi hun blev ved med at glemme at give mig den. I mellemtiden er Holger død, så nu har bogen endnu mere affektionsværdi. Og jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at smide mit første, usignerede eksemplar ud. Man smider jo ikke en død mands minder ud. Slet ikke en lækker, død mands minder. Jeg er dog nået så langt som til at overveje at forære den første bog til min mormor. Overveje, blev der sagt!

Midt i den store oprydning fandt jeg en af de allervigtigste bøger. Dengang min krop var barn, var den vigtigere end Bibelen og Koranen tilsammen. Jeg havde næsten glemt, at den fandtes, så det var meget, meget godt, at jeg fik ryddet op i mit liv. For historien er på ingen måder faldet i værdi med alderen …

20140605-192331-69811707.jpg

Noget om den kære dagbog

Først fandt jeg dagbogen – kilden til min barndoms dybeste tanker – i en af kasserne fra loftet. Aflåst. Selvfølgelig. Jeg var et meget privat barn.

Heldigvis har jeg jo aldrig været i stand til at smide noget væk. Heller ikke nøglen til herlighederne, som gemte sig på bunden af en anden kasse.

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forventet. Sandsynligvis noget i stil med en barnlig afhandling sprængfyldt med genialiteter. Grundlaget for et dybdegående studie udi det moderne, intelligente barns tankeudvikling. Stof til eftertanke langt ud i fremtiden. Intet mindre, simpelthen!

Forhåbentlig fornærmer jeg ikke mit indre barn voldsomt meget, når jeg konstaterer, at det ikke ligefrem var det, jeg fandt. TIl gengæld ved jeg nu, at jeg var ret kort for hovedet for 20 år siden. Specielt på de dårlige dage (dem var der åbenbart et par stykker af). Og så var jeg i øvrigt forelsket i Dylan. Fordi han havde et ar i ansigtet og en motorcykel. Og så er der ikke mere at sige til den sag …

dagbog1 dagbog2 dagbog3

Noget om at melde sig ud af verden

Jeg fik ros af musvitten i går. Fordi jeg den her uge har været usædvanligt god til ikke at lægge planer. God til at give mig tid til at være alene med mig selv. At sumpe og se serier og skrive og sove og lave alt andet end at forholde mig til verden omkring mig. Det har jeg altid brug for, men jeg glemmer alt for tit at give mig lov til det. For der er jo så meget andet. Så mange mennesker, jeg gerne vil se, og så mange planer, som på snedig vis får sneget sig ind i kalenderen og besætter de dage, som egentlig skulle være tomme. Men det virker bare så fesent at sige nej til en koncert eller en hverdagsrødvinsbrandert eller en omgang fandango med argumentet: ‘Det kan jeg ikke, for der står i min kalender, at jeg skal hjem og hygge mig med mig selv’ (nej, ikke på den måde).

‘Jeg håber ikke, du misforstår det her, men har du altid så mange planer? Du skal jo noget hele tiden’, sagde løven til mig i sidste uge. Hun har kendt mig, siden min krop var barn, og ved derfor også, at jeg altid har vaklet mellem at være meget social og meget isoleret. Derfor kan hun nok bedre end så mange andre se, at der ikke rigtig er balance for tiden.

Men jeg er jo bare omgivet af så mange dejlige mennesker, som jeg gerne vil være sammen med. Jeg er alt for bange for at gå glip af noget til at kunne finde ud af at sige nej. Og så er jeg nok mest af alt bange for ikke at være der, når jeg burde være der. Ikke at slå til. Ikke at gøre nok. Jeg bliver ved med at drømme, at jeg er tilbage i gymnasiet og får trukket en masse dårlig samvittighed ned over hovedet, fordi jeg bliver skældt ud på grund af for meget fravær. Det var først i morges, det gik op for mig, at det muligvis har noget at gøre med, at jeg helt grundlæggende er afsindigt angst for at være for fraværende. At pjække for meget fra verden og prioritere mig selv for højt.

Så selvom det føles godt at gøre, får jeg alligevel dårlig samvittighed, når jeg som i går aftes hopper i seng klokken 20.30, fordi jeg er for træt til at være tilstede i mit eget hoved. Og så straffer samme hoved mig og giver mig mareridt i en sådan grad, at det eneste, der hjælper, er at stå op og dufte lidt til giraffens badeværelsesskab (han er på feriegræs, så derfor kan jeg ikke være alene med mig selv sammen med ham den her uge. Jeg må nøjes med Go-Go og Tigermis, som heldigvis også er ret så krambare, selvom de er lavet af tøjdyr).

Jeg ved ikke, om jeg overhovedet kan finde balancen igen. Måske ville det være lettere, hvis der var en venlig sjæl, som kunne forklare mig, at verden rent faktisk godt kan klare sig uden mig. At jeg sandsynligvis overvurderer vigtigheden af min egen tilstedeværelse en lille smule. Og at jeg muligvis kan gøre verden en tjeneste ved en gang imellem at lade den være i fred, så den også kan få lov til være alene med sig selv …

go-go_og_tigermis

Noget om Big Band Theory

Jeg har fået en bas. Sådan en rigtig en med fire spritternye strenge og alt muligt. Den er både akustisk og elektrisk, og den har en eddersmart dimmer på siden, som lyser rødt, når den ikke stemmer (gid, jeg selv havde det samme). Den er sej, og jeg føler mig meget heldig, fordi jeg kender en langhalset type, som tror på, at jeg kan blive god til at spille et instrument (han har selvfølgelig heller ikke været vidne til de deciderede voldtægter af alt fra violin til jagthorn, jeg praktiserede, dengang min krop var barn).

Jeg fik bassemanden i fødselsdagsgave, og de sidste par uger har jeg hygget mig lidt med noget Hammertime og andet 90’er-guf. Det er alt sammen meget fint, men jeg synes altså ikke, en bas er verdens mest oplagte soloinstrument. Slet ikke efter jeg i sidste uge var til noget indie-møder-Big-Band-koncert med Vanddyret og endnu en gang blev mindet om, hvor fedt det føles, når ting spiller sammen.

Da jeg fik bassen, tænkte jeg, det kunne være meget sjovt at spille sammen med et andet instrument eller to på et tidspunkt. Og så ved jeg ikke lige, hvad der skete, men to sekunder senere havde musen overtalt mig til at være gæstebasist, når hans legendariske band, Tiramisu, skal spille koncert i morgen. På trods af at jeg stadig ikke rigtig har lært navnene på strengene. Jeg skal spille fire toner. De samme fire tone hele tiden. Det kan ikke gå galt. Så det gør det selvfølgelig. Men jeg er ligeglad, for jeg har besluttet mig for, at jeg er blevet sådan en type, der tager imod en masse udfordringer.

Da jeg fortalte det til Vanddyret som svar på hans spørgsmål om, hvorfor jeg havde sagt ja til koncerten, spurgte han, hvad jeg så ellers har kastet mig ud i af udfordringer. For det lød tydeligvis som om, jeg havde bygget mig selv op til at være en fandens karl, som både havde sprunget elastikspring fra det runde tårn og smidt tøjet foran Johnny Merete. Jeg ville ønske, at jeg kunne komme med en lang remse af seje ting, men den vildeste udfordring, jeg har givet mig selv ud over koncerten, er noget med ikke at spise så mange kager. Og det er simpelthen et alt for fesent eksempel.

Så hvis du ligger inde med noget genialt, jeg ikke tror, jeg kan, men alligevel skal gøre, så giv hyl. Jeg ved, at jeg nåede det absolutte max for egen nervøsitet i sidste weekend, så rammerne er rimelig bredde. Jeg lover ikke, at jeg siger ja. Men jeg lover at føle mig som en taber, hvis jeg ikke tør …

bassemanden