Noget om at blive overset

Jeg er efterhånden alvorligt bange for, at der render en del mennesker rundt i storbyen og synes, jeg er en lige lovlig kølig type. Det startede med, at en kollega brokkede sig over, at jeg ikke hilste, da han cyklede forbi mig på gaden. Så kom der en klage fra en cheftype, som også mente, det var lige knibskt nok, at jeg ikke reagerede på hans tilråb. Og efter det fulgte endnu en klagesang fra en bekendt.

Derfor vil jeg gerne komme med en officiel undskyldning til den brede befolkning: Hvis du ser mig i trafikken og råber hej eller vinker med en vognstang eller forsøger dig med en høj femmer, som bliver hængende i luften, er min manglende reaktion på ingen måder intentionel. Tværtimod. Landet ligger bare sådan, at jeg hverken kan se eller høre før klokken 10. Specielt ikke når jeg har musik i ørerne (sådan et soundtrack fra Hannibal og Jerry er jo rimelig altoverdøvende).

Først troede jeg, at der kun var tale om et morgenhandicap. Men i går gjorde vanddyret mig opmærksom på, at jeg altså også er både blind og døv efter fyraften og uden musik i ørerne. Så jeg forhøjer hermed antallet af undskyldninger til det tidobbelte.

Eftersom jeg nu er blevet klogere på manglende verdensdeltagelse, forsøgte jeg at holde ekstra godt øje, da jeg i morges tulrede rundt i offentligheden med mine hyggetømmermænd (det er vel mandag). Og jeg tror altså ikke, jeg overså nogen. Til gengæld nåede jeg frem til, at årsagen til min svækkede evne udi at spotte folk, jeg kender, muligvis bunder i, at jeg har alt for travlt med at gå og lægge mærke til de små ting. Og ikke mindst har travlt med at forevige dem. Derfor indeholder fotoalbummet på min mobil cirka 4489 gadebilleder med motiver som det her:

neon_sign

PS: Jeg elsker at blive hilst på, så hils nu bare. Hils, og vær glad! Lige meget hvordan jeg reagerer (eller ikke reagerer), lover jeg, det ikke betyder, at jeg er en sur kylling.

Noget om Big Band Theory

Jeg har fået en bas. Sådan en rigtig en med fire spritternye strenge og alt muligt. Den er både akustisk og elektrisk, og den har en eddersmart dimmer på siden, som lyser rødt, når den ikke stemmer (gid, jeg selv havde det samme). Den er sej, og jeg føler mig meget heldig, fordi jeg kender en langhalset type, som tror på, at jeg kan blive god til at spille et instrument (han har selvfølgelig heller ikke været vidne til de deciderede voldtægter af alt fra violin til jagthorn, jeg praktiserede, dengang min krop var barn).

Jeg fik bassemanden i fødselsdagsgave, og de sidste par uger har jeg hygget mig lidt med noget Hammertime og andet 90’er-guf. Det er alt sammen meget fint, men jeg synes altså ikke, en bas er verdens mest oplagte soloinstrument. Slet ikke efter jeg i sidste uge var til noget indie-møder-Big-Band-koncert med Vanddyret og endnu en gang blev mindet om, hvor fedt det føles, når ting spiller sammen.

Da jeg fik bassen, tænkte jeg, det kunne være meget sjovt at spille sammen med et andet instrument eller to på et tidspunkt. Og så ved jeg ikke lige, hvad der skete, men to sekunder senere havde musen overtalt mig til at være gæstebasist, når hans legendariske band, Tiramisu, skal spille koncert i morgen. På trods af at jeg stadig ikke rigtig har lært navnene på strengene. Jeg skal spille fire toner. De samme fire tone hele tiden. Det kan ikke gå galt. Så det gør det selvfølgelig. Men jeg er ligeglad, for jeg har besluttet mig for, at jeg er blevet sådan en type, der tager imod en masse udfordringer.

Da jeg fortalte det til Vanddyret som svar på hans spørgsmål om, hvorfor jeg havde sagt ja til koncerten, spurgte han, hvad jeg så ellers har kastet mig ud i af udfordringer. For det lød tydeligvis som om, jeg havde bygget mig selv op til at være en fandens karl, som både havde sprunget elastikspring fra det runde tårn og smidt tøjet foran Johnny Merete. Jeg ville ønske, at jeg kunne komme med en lang remse af seje ting, men den vildeste udfordring, jeg har givet mig selv ud over koncerten, er noget med ikke at spise så mange kager. Og det er simpelthen et alt for fesent eksempel.

Så hvis du ligger inde med noget genialt, jeg ikke tror, jeg kan, men alligevel skal gøre, så giv hyl. Jeg ved, at jeg nåede det absolutte max for egen nervøsitet i sidste weekend, så rammerne er rimelig bredde. Jeg lover ikke, at jeg siger ja. Men jeg lover at føle mig som en taber, hvis jeg ikke tør …

bassemanden

Fingrene fra mine Gajoler!

‘Chefen har byttet om på dine Gajoler’, sagde en venlig sjæl til mig for nogle dage siden (og her er der tale om de Gajoler, man putter i munden (dem, man putter i munden og sluger, altså)).

Jeg gik i panik, og alle mine neuroser stod i fuldt flor, indtil jeg nåede mit skrivebord og kunne konstatere, at pakkerne stod pænt på lige række i farveorden – nøjagtigt som tvangstankerne dikterer det.

Men jeg burde have stolet på den venlige stikker, burde jeg. For da jeg i dag sad og sorterede lidt i Gajolerne, opdagede jeg til min store skræk, at ombytningen var sket inde i pakkerne. Bubbi-bjørn havde puttet de hvide Gajoler i den gule pakke. Og sådan har de stået i flere dage, uden jeg har vidst det. Skandale!

I al den tid har jeg slet ikke været klar over, at jeg skulle bekymre mig over, at der var uorden i ordenen. Og ja, jeg burde måske lære noget af, at jeg i mellemtiden hverken er blevet kvalt i en cheeseburger eller er kommet til at slå nogen ihjel ved et uheld (eller ved et held), og det derfor muligvis er ligegyldigt, om Gajolerne skifter æske. Alligevel kunne jeg slet ikke koncentrere mig, før der igen var styr på dutterne. Som da vanddyret forleden drillede mig på Jaguaren ved at stille to ølflasker op ad hinanden, og jeg måtte fortælle ham, at det var fint nok, men at han ikke skulle regne med, jeg havde overskud til at tale med ham, før han flyttede flaskerne fra hinanden igen.

En eller anden dag burde jeg måske investere nogle flere penge i at få ryddet lidt ud i al den orden i mit hoved. Men hvad så? Hvad hvis en klog type virkelig får mig overbevist om, at jeg slet ikke behøver alle de regler? Og jeg så bliver normal. Og overmodig. Og bryder reglerne. Og det så går galt, fordi der alligevel var en mening med tvangstankerne. Hvad så?

UH, siger jeg bare (og det er ikke på den gode måde …)

gajolbeviser

Uskibet i himlen

Det hjemsøger mig stadig. Himmelskibet. Mest om natten, hvor det dog må kæmpe lidt om min opmærksomhed. Måske har vanddyret ret, når han skriver, at det muligvis ikke står skrevet i stjernerne, at jeg skal besøge dem i uskibet. Og måske behøver jeg i virkeligheden heller ikke at komme helt derop, hvor det er farligt, for at kunne danne mig et overblik. Måske er det bedre bare at sejle rundt på himlen i mellemdrømmene.

Måske gør jeg det til foråret. Hvis jeg altså ikke til den tid har for travlt med at være euforisk over, at solen skinner, og blomster blomstre, og musik føles rigtigt. Måske jeg i så fald igen kan mærke, at overblik er overvurderet sammenlignet med eventyrligt kaos.

strandet_foraar

PS: Mens vi venter på foråret og alle de gode ting, er det vel okay at besøge stjernerne i en flyvende maskine? Selv at investere i nye eventyr, når de gamle leger gemmeleg? Bankbogen siger nej – min indre laban trumfer med to bogstaver i versaler.

Tivoli i regnvejr

’Hvorfor bekymrer du dig dog om det nu?’ Spørgsmålet kom fra en halvgrinende musvit for et par måneder siden, hvor vi gik rundt sammen i en græskarinvaderet gammel have og forsøgte at opfryse mine nedsmeltninger. Jeg havde lige fortalt hende, at jeg slet ikke kunne overskue perioden fra januar til april, hvor Tivoli er lukket. Og ja, det var måske lidt dumt at bekymre sig om i oktober. Ligesom det er dumt, at min vinterdepression som regel starter i juni. Men det må være fordi, jeg begynder at fornemme, at enden eksisterer et sted ude i horisonten.

Tivoli er tryghed for mig. Det har det altid været. Måske er det fordi, den gamle rutsjebane på nostalgisk vis markerer, at det er op- og nedturene, som giver kriller i maven. Måske er det fordi, Tivoli har legaliseret uhæmmet skrigeri. Måske findes grunden i Grøftens smørrebrød på ternede duge eller i ballongyngernes cirkulerende rundture (trygheden er dog ikke så stor oppe i ballongyngerne. Der er jo frygtelig langt ned). Eller måske er det nærmere fordi, glædesniveauet hos børn her ligger et godt stykke over gennemsnittet – lige der, hvor det bør være.

Den gamle have lukker lige om lidt. I går sagde jeg farvel. Det var Tivoli i regnvejr sidst på sæsonen, og hvis jeg havde haft en ballon, ville jeg forsøge at slippe den ligesom i den trygge sang på det allermest trygge album. Hvor der i sommer* var en dam til dyr af plastik, er der nu en bod, hvor man kan købe huer til kolde hoveder. De før så grusede stier var sjappede, og søens vand var så vintergrumset, at det var umuligt at se, om karperne stadig svømmer rundt dernede, eller om nogen virkelig har spist dem, selvom det virker helt forkert.

Tivoli-turen handlede ikke kun om skræmmende årstidsobservationer og slipgivning på ikke-eksisterende balloner. Den handlede om, at jeg skulle være modig. I forbindelse med min ja-mission kom jeg for et stykke tid siden til at love mig selv, at jeg skulle overkomme en frygt – en af de helt slemme. Jeg skulle op i Himmelskibet. Den mentale beslutning viste sig overraskende nok at være mindre kompliceret end den praktiske udførsel. For skibet i himlen (som altså stadig ikke er et skib) er ikke til at regne med. Det bliver åbenbart påvirket af vejr og vind, så de to gange, jeg tidligere har slæbt alt mit mod hen til den høje mast, har det været lukket. I går besluttede jeg mig for at give det årets sidste chance. Igen uden held.

Det er absurd frustrerende, at jeg nu har brugt så lang tid på at indsamle mod til at gøre noget af det, jeg er allermest bange for. Og så kan jeg ikke få lov til det. Men da frustrationen havde lagt sig i går, kom jeg til at tænke på, at det måske ikke handler om, at jeg kommer op i det uskib. Måske handler det mere om, at jeg nu ved, at jeg tør. Og den erkendelse er egentlig også helt ok at gå til nytår på.

fast_stoppestedPS: Et farvel til noget, som stadig eksisterer, er vel i virkeligheden nærmere et på gensyn? Forhåbentlig. Et ’vi ses på den anden side, når solen igen skinner på den grønne plæne og ting springer ud’. Den tanke er faktisk næsten lige så tryg som Tivoli i sig selv.

* Vanddyret, i tilfælde af at du læser med, kan jeg fortælle, at det på min Tivoli-tur pludselig gav helt klar mening for mig, hvorfor det hedder ’i sommer’ og ikke ’i sommers’. Kloge mennesker har åbenbart også en forklaring på, hvorfor folk føler trang til at følge vanestrømmen med den sidste tilføjelse i stedet for at lade i sommer være, hvad i sommer er.