Det var så året hvor jeg … – vol. 2

– Mødte en giraf

Det er corny, jeg ved det, men da jeg begyndte at tænke over, hvad der er sket i år, overskyggede det alt det andet i en sådan grad, at jeg simpelthen ikke kunne komme i tanke om, hvad der ellers er sket. Sidste år var jo spækket med skandaler og pinligheder og megabranderter, og dem syntes jeg bare ikke, der har været så frygtelig mange af i år. Indtil jeg kom i tanke om, at det her jo også var året, hvor jeg:

stjal en kegle og skovtissede i et af Ruslands mest trafikerede lyskryds

– tabte min yderst ydmyge(nde) formue på casino i Sunny Beach

– lærte, at der er forskel på Øresund og Ørestad station, og at det ikke er fede tider at komme alt for sent til en bus fuld af 40 fremmede mennesker, som jeg ellers havde de bedste intentioner om at gøre et fabelagtigt førstehåndsindtryk på

– erfarede, at jeg kan have 18 gigantskumfiduser i egen mund. På én gang. Efter adskillige snapse, som ellers burde sætte gang i opkastrefleksen (ja, jeg er stadig dybt imponeret over mig selv og ikke bange for at indrømme det …)

Derudover var det også året, hvor jeg:

– for alvor begyndte at frygte, at selv jeg kan blive ramt af noget voksent og fornuftigt og røvkedeligt

– blev sjaskhamrende uhelbredeligt forelsket i en delfinunge

befløj et himmelskib med bankende hjerte og langhalset hånd i min

– fik smæk i røven på en nøgen mandag i russisk banya

– formåede at være til to bryllupper uden at besvime af stangstivhed til nogen af dem (stor bedrift!)

– erfarede, at jeg er en folder

– tilfredsstillede mit indre barn ved indkøb af livsnødvendig slikautomat

– fik taget min rigtige Roskildemødom efter flere års hedt forspil

blev julevoksen på den barnlige måde, hvor det trods mangel på egen familie den hellige aften stadig var mig, der sad med alle gaverne (næsten)

– tog tre armbøjninger. TRE ARMBØJNINGER. Ja, jeg siger det bare …

Det sidste punkt i sig selv er jo en bedrift af en sådan kaliber, at året må betegnes som en sand succes. Og hvis jeg sidste år udnævnte 2012 til at være det hidtil vildeste, er jeg skam ikke bleg for at udnævne 2013 til det hidtil bedste.

Skide godt nytår!

savannenytaar

Beflyvning af himmelskib: Tjek

Jeg gjorde det. Sgu. Efter adskillige forsøg på at beflyve uskibet i himlen, lykkedes det endelig i går aftes. Og måske var der en god grund til, at det først kunne lade sig gøre nu. For hvis det var sket for nogle måneder siden, havde det helt sikkert været med skrig og skrål og højdeskræksensomhed. Indeni (jeg ville selvfølgelig aldrig turde komme ud med noget af det (ensomhed er i øvrigt også så svær at dele)).

I går var omstændighederne lige så helt igennem rigtige, som jeg ikke vidste, de kunne være. Og selvom det var frygteligt at hænge i luften og dingle i blæsten bag grønne gummiben, der helt provokerende opførte sig om, det hele var en leg, var det også ret fantastisk. Nu hjalp det selvfølgelig også på omstændighederne, at jeg havde jetlag og savnede to døgns søvn, så jeg følte mig nærmest en lille smule dopet. Mere afslappet, mindre anspændt – og så tryg som overhovedet muligt, fordi jeg den her gang heldigvis kunne klamre mig til dyrerigets højdekonge. Og så kan man faktisk klare alt.

right_time

PS: Apropos beflyvning så skete der noget ret sensationel mandag morgen, da jeg landede fra New York. Jeg blev hentet i lufthavnen. Og selvom jeg var alt for rundtosset til den 360-graders-krammer, jeg tidligere har skrevet om, var overraskelsesafhentningen nøjagtigt lige så sommerfuglefyldt, som jeg havde håbet, den slags kunne være.

Uskibet i himlen

Det hjemsøger mig stadig. Himmelskibet. Mest om natten, hvor det dog må kæmpe lidt om min opmærksomhed. Måske har vanddyret ret, når han skriver, at det muligvis ikke står skrevet i stjernerne, at jeg skal besøge dem i uskibet. Og måske behøver jeg i virkeligheden heller ikke at komme helt derop, hvor det er farligt, for at kunne danne mig et overblik. Måske er det bedre bare at sejle rundt på himlen i mellemdrømmene.

Måske gør jeg det til foråret. Hvis jeg altså ikke til den tid har for travlt med at være euforisk over, at solen skinner, og blomster blomstre, og musik føles rigtigt. Måske jeg i så fald igen kan mærke, at overblik er overvurderet sammenlignet med eventyrligt kaos.

strandet_foraar

PS: Mens vi venter på foråret og alle de gode ting, er det vel okay at besøge stjernerne i en flyvende maskine? Selv at investere i nye eventyr, når de gamle leger gemmeleg? Bankbogen siger nej – min indre laban trumfer med to bogstaver i versaler.

Tivoli i regnvejr

’Hvorfor bekymrer du dig dog om det nu?’ Spørgsmålet kom fra en halvgrinende musvit for et par måneder siden, hvor vi gik rundt sammen i en græskarinvaderet gammel have og forsøgte at opfryse mine nedsmeltninger. Jeg havde lige fortalt hende, at jeg slet ikke kunne overskue perioden fra januar til april, hvor Tivoli er lukket. Og ja, det var måske lidt dumt at bekymre sig om i oktober. Ligesom det er dumt, at min vinterdepression som regel starter i juni. Men det må være fordi, jeg begynder at fornemme, at enden eksisterer et sted ude i horisonten.

Tivoli er tryghed for mig. Det har det altid været. Måske er det fordi, den gamle rutsjebane på nostalgisk vis markerer, at det er op- og nedturene, som giver kriller i maven. Måske er det fordi, Tivoli har legaliseret uhæmmet skrigeri. Måske findes grunden i Grøftens smørrebrød på ternede duge eller i ballongyngernes cirkulerende rundture (trygheden er dog ikke så stor oppe i ballongyngerne. Der er jo frygtelig langt ned). Eller måske er det nærmere fordi, glædesniveauet hos børn her ligger et godt stykke over gennemsnittet – lige der, hvor det bør være.

Den gamle have lukker lige om lidt. I går sagde jeg farvel. Det var Tivoli i regnvejr sidst på sæsonen, og hvis jeg havde haft en ballon, ville jeg forsøge at slippe den ligesom i den trygge sang på det allermest trygge album. Hvor der i sommer* var en dam til dyr af plastik, er der nu en bod, hvor man kan købe huer til kolde hoveder. De før så grusede stier var sjappede, og søens vand var så vintergrumset, at det var umuligt at se, om karperne stadig svømmer rundt dernede, eller om nogen virkelig har spist dem, selvom det virker helt forkert.

Tivoli-turen handlede ikke kun om skræmmende årstidsobservationer og slipgivning på ikke-eksisterende balloner. Den handlede om, at jeg skulle være modig. I forbindelse med min ja-mission kom jeg for et stykke tid siden til at love mig selv, at jeg skulle overkomme en frygt – en af de helt slemme. Jeg skulle op i Himmelskibet. Den mentale beslutning viste sig overraskende nok at være mindre kompliceret end den praktiske udførsel. For skibet i himlen (som altså stadig ikke er et skib) er ikke til at regne med. Det bliver åbenbart påvirket af vejr og vind, så de to gange, jeg tidligere har slæbt alt mit mod hen til den høje mast, har det været lukket. I går besluttede jeg mig for at give det årets sidste chance. Igen uden held.

Det er absurd frustrerende, at jeg nu har brugt så lang tid på at indsamle mod til at gøre noget af det, jeg er allermest bange for. Og så kan jeg ikke få lov til det. Men da frustrationen havde lagt sig i går, kom jeg til at tænke på, at det måske ikke handler om, at jeg kommer op i det uskib. Måske handler det mere om, at jeg nu ved, at jeg tør. Og den erkendelse er egentlig også helt ok at gå til nytår på.

fast_stoppestedPS: Et farvel til noget, som stadig eksisterer, er vel i virkeligheden nærmere et på gensyn? Forhåbentlig. Et ’vi ses på den anden side, når solen igen skinner på den grønne plæne og ting springer ud’. Den tanke er faktisk næsten lige så tryg som Tivoli i sig selv.

* Vanddyret, i tilfælde af at du læser med, kan jeg fortælle, at det på min Tivoli-tur pludselig gav helt klar mening for mig, hvorfor det hedder ’i sommer’ og ikke ’i sommers’. Kloge mennesker har åbenbart også en forklaring på, hvorfor folk føler trang til at følge vanestrømmen med den sidste tilføjelse i stedet for at lade i sommer være, hvad i sommer er.