Tivoli i regnvejr

’Hvorfor bekymrer du dig dog om det nu?’ Spørgsmålet kom fra en halvgrinende musvit for et par måneder siden, hvor vi gik rundt sammen i en græskarinvaderet gammel have og forsøgte at opfryse mine nedsmeltninger. Jeg havde lige fortalt hende, at jeg slet ikke kunne overskue perioden fra januar til april, hvor Tivoli er lukket. Og ja, det var måske lidt dumt at bekymre sig om i oktober. Ligesom det er dumt, at min vinterdepression som regel starter i juni. Men det må være fordi, jeg begynder at fornemme, at enden eksisterer et sted ude i horisonten.

Tivoli er tryghed for mig. Det har det altid været. Måske er det fordi, den gamle rutsjebane på nostalgisk vis markerer, at det er op- og nedturene, som giver kriller i maven. Måske er det fordi, Tivoli har legaliseret uhæmmet skrigeri. Måske findes grunden i Grøftens smørrebrød på ternede duge eller i ballongyngernes cirkulerende rundture (trygheden er dog ikke så stor oppe i ballongyngerne. Der er jo frygtelig langt ned). Eller måske er det nærmere fordi, glædesniveauet hos børn her ligger et godt stykke over gennemsnittet – lige der, hvor det bør være.

Den gamle have lukker lige om lidt. I går sagde jeg farvel. Det var Tivoli i regnvejr sidst på sæsonen, og hvis jeg havde haft en ballon, ville jeg forsøge at slippe den ligesom i den trygge sang på det allermest trygge album. Hvor der i sommer* var en dam til dyr af plastik, er der nu en bod, hvor man kan købe huer til kolde hoveder. De før så grusede stier var sjappede, og søens vand var så vintergrumset, at det var umuligt at se, om karperne stadig svømmer rundt dernede, eller om nogen virkelig har spist dem, selvom det virker helt forkert.

Tivoli-turen handlede ikke kun om skræmmende årstidsobservationer og slipgivning på ikke-eksisterende balloner. Den handlede om, at jeg skulle være modig. I forbindelse med min ja-mission kom jeg for et stykke tid siden til at love mig selv, at jeg skulle overkomme en frygt – en af de helt slemme. Jeg skulle op i Himmelskibet. Den mentale beslutning viste sig overraskende nok at være mindre kompliceret end den praktiske udførsel. For skibet i himlen (som altså stadig ikke er et skib) er ikke til at regne med. Det bliver åbenbart påvirket af vejr og vind, så de to gange, jeg tidligere har slæbt alt mit mod hen til den høje mast, har det været lukket. I går besluttede jeg mig for at give det årets sidste chance. Igen uden held.

Det er absurd frustrerende, at jeg nu har brugt så lang tid på at indsamle mod til at gøre noget af det, jeg er allermest bange for. Og så kan jeg ikke få lov til det. Men da frustrationen havde lagt sig i går, kom jeg til at tænke på, at det måske ikke handler om, at jeg kommer op i det uskib. Måske handler det mere om, at jeg nu ved, at jeg tør. Og den erkendelse er egentlig også helt ok at gå til nytår på.

fast_stoppestedPS: Et farvel til noget, som stadig eksisterer, er vel i virkeligheden nærmere et på gensyn? Forhåbentlig. Et ’vi ses på den anden side, når solen igen skinner på den grønne plæne og ting springer ud’. Den tanke er faktisk næsten lige så tryg som Tivoli i sig selv.

* Vanddyret, i tilfælde af at du læser med, kan jeg fortælle, at det på min Tivoli-tur pludselig gav helt klar mening for mig, hvorfor det hedder ’i sommer’ og ikke ’i sommers’. Kloge mennesker har åbenbart også en forklaring på, hvorfor folk føler trang til at følge vanestrømmen med den sidste tilføjelse i stedet for at lade i sommer være, hvad i sommer er.

Dream on!

Der er mange fordele ved at være i glimrende kontakt med sit indre barn. For eksempel snyder man hverken sig selv for glæden ved balloner, Lego eller slik-orgier (både de neurotiske og de knap så neurotiske). Men der er også en række ulemper, og en af dem oplevede jeg i nat. Jeg havde mareridt på den der helt infantile måde. Nu frygter du måske, at jeg roder mig ud i en lang, ligegyldig forklaring om noget, der er sket i mit hoved i søvne og muligvis intet har med virkeligheden at gøre. Og frygt du roligt videre, for det er lige præcis det, der kommer til at ske. Tryk stop, hvis du vil sættes af, inden navlepiller-ekspressen tager dig med på en rutsjebanetur inde i den helt mørke underbevidsthed. Du har min velsignelse.

Hvis du alligevel stadig hænger på, skal jeg nok love at holde det kort og uden alt for mange detaljer – forsøge, that is. Drømmen startede med, at jeg var på et stort, dunkelt, slot med nogle af mine kolleger. Vi havde fået at vide, at vi skulle på en slags teambuilding, men inden længe gik det op for mig, at vi i virkeligheden (og her er der selvfølgelig tale om drømme-virkeligheden) var blevet taget til fange af en gruppe nazister, som ville udføre en række forsøg på os, hvor de først bedøvede os flere gange, så vi ikke kunne føle noget, og bagefter var det så meningen, at de ville slå os ihjel. Ikke det fedeste i verden, tænkte jeg, og jeg prøvede desperat at kæmpe imod. Som den eneste. De andre forstod nemlig ikke, hvad det var, der foregik. De forstod heller ikke, at de blev bedøvet og frarøvet evnen til at føle. Derfor kunne jeg heller ikke overtale dem til at forsøge at stikke af sammen med mig, for alt var jo, som det skulle være, syntes de. Efter mange overvejelser endte det med, at jeg valgte at stikke af alene, selvom det næsten skræmte livet af mig. Jeg fløj ind i en taxa, råbte “Kør, kør, kør”, mens nazister og kolleger flåede i taxadøren, som jeg rev til mig og låste. Endelig nåede jeg i sikkerhed på politistationen. Mærkelig nok var det først på det tidspunkt, jeg blev rigtig, rigtig bange. Hvorfor har jeg ikke helt regnet ud endnu. Og så alligevel …

Jeg vågnede umiddelbart efter ankomsten til politistationen. Helt igennem barnligt bange. Jeg turde ikke lægge mig til at sove igen af frygt for, at jeg skulle drømme videre, så jeg lå bare i sengen og ventede på dagen.

Det der med drømmerierne er noget, jeg gør mig ret meget i. Både i vågen og sovende tilstand. Og jeg får faktisk tit overraskende meget ud af drømmene. Nogle gange får de mig til at grine, nogle gange får de mig til at gramse, og andre gange gør de mig klogere. Nogle elementer i præcis den her drøm giver da også meget god mening. For eksempel det der med taxa-flugten. Sådan en var jeg nemlig for første gang ude i forleden nat, hvor musvitten og jeg gjorde os til medaljetyve. Vi havde drukket lige lidt mere end højst nødvendigt og var havnet på Psykopaten, hvor jeg aldrig helt kan lade være med at spille klaver, selvom jeg er håbløs til det. Vi rendte ind i en polterabend af den mandlige slags, hvor de alle havde vundet en medalje. Medaljer er noget, jeg er blevet ret begejstret for. Både dem af pap fra London og dem i oplukkerform fra Jernbanecaféen. Efter lang overtalelse fik musvitten og jeg allernådigst lov til at låne en medalje hver i bytte for et nummer på klaveret (først havde jeg egentlig fået at vide, at jeg ville få medaljen, hvis jeg gav et nummer, men prisen blev genforhandlet, da medalje-manden blev konfronteret med mine manglende musikalske evner). Jeg lånte guldmedaljen i disciplinen “Undgå at kigge på bryster”, og musvitten nuppede medaljen for den største penis. Vi fik hurtigt ejerfornemmelse over det ædle metal og blev derfor enige om at gøre noget, jeg aldrig har gjort før. Vi stjal dem. Med et diskret tegn fik vi signaleret til hinanden, at det var nu, vi skulle tage flugten, så vi løb ud fra Psykopaten på meget opsigtsvækkende vis og kastede os ind i en tilfældig taxa, der heldigvis holdt og ventede, mens vi råbte “Kør, kør, kør” til chaufføren. Næsten lige som i drømmen. Og så alligevel ikke …

Lad dig ikke forvirre af ikonerne på medaljerne. Der er tale om medaljen for den største penis til venstre – og den i kategorien ‘Undgå at kigge på bryster’ til højre

Andre elementer i nazi-drømmen giver mening på et lidt andet plan, som jeg har svært ved at forholde mig til. Min underbevidsthed kører sit eget ræs for tiden. Den har udviklet sig til en rebelsk teenager, som gør, hvad den vil (specielt i beruset tilstand), og ofte sletter alle hukommelsesspor om forbrydelserne efter sig (mine sanser kan dog i de rigtig slemme tilfælde stadig huske noget. Det er farligt!) For en uges tid siden drømte jeg, at jeg godt vidste, at jeg drømte, og derfor selv kunne bestemme, hvad (okay hvem) jeg allerhelst ville drømme om. I drømmen faldt og faldt og faldt jeg ned fra himlen, og jeg vidste, at når jeg ramte jorden, ville jeg kunne se, hvem det egentlig var, jeg tænkte på. Resultatet overraskede mig en lille smule. Og gav samtidig rigtig meget mening. Det var underbevidstheden, der talte sit tydelige sprog. Igen. Denne gang ikke i beruset, men derimod i sovende tilstand. Så vågnede jeg … og var bange!

Gramsebamse søges – død eller levende!

Jeg skal på søndagsdate. Det er blevet en tradition. For to uger siden var vi på rutsjebanetur i Tivoli, sidste søndag sprang vi balloner til Stella Polaris, og i dag skal vi grille i gården. Det er det tætteste, jeg nogensinde er kommet på et rigtigt seriøst parforhold. Problemet er bare, at jeg kører med som det tredje hjul. Jeg snylter mig til guldfisken og store-bjørns toenighed. De har parforholds-adopteret mig – måske af medlidenhed, måske af lyst. Det er kommet så vidt, at mit navn ved en fejl blev sagt i ægtesengen for nylig (jeg vil dog undlade af afsløre, om det var guldfisken eller store-bjørn, der kom til at sige det).

Det der med at være single har egentlig altid været ret trygt for mig. Ensomhed = tryghed, hvor mellemregningen hedder, at jeg ikke føler alt for meget ansvar for at gøre en person, jeg holder af, glad for at være den, han er. Men det handler ikke altid om at være tryg. Det kan jeg mærke nu. Bevidst og underbevidst.

Der har ligget mange piger i min seng gennem årene på den helt ufrække måde. Min lejlighed er blevet døbt ´Heartbreak Hotel´, fordi det som regel er her, veninderne flytter ind, når kærligheden flytter ud. Og der er overhængende bespringningsfare, når man pludselig ligger ved siden af et styks pige, hvis krop har vænnet sig til at være to i sengen på den lidt mere frække måde. Derfor er jeg flere gange vågnet op i akavet omfavnelse med situationsforvirret veninde. Det har som regel været dem, der ubevidst kom til at overskride grænsen for god venindeopførsel, fordi de troede, at de var et andet sted med en anden person af et andet køn.

For et par dage siden var det dog mig, der fik drømme-bildt-mig-selv-ind, at jeg lå et andet sted med en anden person af et andet køn. Det resulterede i, at jeg var indflettet i min 17-årige lillesøster, da jeg vågnede. Jeg hævdede selvfølgelig, at det var hende, der havde forsøgt at bespringe mig, for så behøvede jeg hverken at forholde mig til, hvorfor jeg havde indflettet mig, og hvem det egentlig var, jeg troede, jeg havde indflettet mig med.

Der skal handles hurtigt, for jeg er ude på et skråplan. Løsningen tænker jeg kunne være en gramsebamse. Sådan en, der kan ligge midt i sengen og parere bespringninger fra alle sider. Men jeg ved ikke, hvordan man skaffer sådan en. Jeg arvede engang en grøn mand fra musvitten, da hun selv fik den helt rigtige levende og ugrønne mand i virkeligheden og derfor ikke længere havde brug for en mand, der var grøn og manglede arme, ben og hoved. Den grønne mand er jeg meget glad for, og han kunne fint ligge i sengen mellem mig og muligt bespringningsoffer. Men han er bare sådan lidt hård og kantet i det. Og så er der også det der med, at han ikke har noget hoved. Det er et problem. Så jeg søger en gramsebamse – helst med hoved, arme og ben. En, der kan holde min underbevidsthed beskæftiget, mens jeg prøver at ignorere det der umulige, som jeg egentlig søger. Dusør udloves. Den er høj!

Ballon-barn på nedturs-eventyr

OL i shopping er indtil videre en stor succes – i hvert fald på min personlige skala, hvor succes måles i imponerende indhug på bankbogen (en af mine personligheder kan meget godt lide ord som bankbog. Og EDB. Og kassettebåndoptager. Mere om ham på et senere tidspunkt). Til gengæld har disciplinen været knap så stor en succes på selvtillidsskalaen. Nedturen startede, da en ellers så venlig og servicemindet ekspedient kiggede ned på mine fødder og spurgte, om jeg brugte størrelse 49 i sko (ja, jeg ved godt, jeg har store fødder af sådan en lille pige at være. Jeg satte hæl for tidligt, dengang jeg blev til, og derfor er jeg til gengæld også velsignet med et par proportionelt set usandsynligt korte ben. Træd i det, søde ekspedient, vil du ikke nok?) Næste nedtur stod jeg selv for, da jeg efter et tilsyneladende ret fantastisk buksekøb kunne konstatere, at jeg ved en fejl var kommet til at investere i et par “maternity pants”  (jeg syntes bare, de var så behagelige, og så var der jo også plads til en treretters uden risiko for efterfølgende stramningskriser). Jeg ved godt, hvad man siger om store fødder, og jeg ved også godt, hvad man siger om store maver. Heldigvis er jeg stadig mere hunkøn end hankøn (ved egentlig ikke, hvorfor jeg kom til at bruge ordet “stadig”), og der er umiddelbart ingen risiko for personlig børnetilblivelses-nedsmeltning, så jeg forsøger at holder efterveerne fra shopping-nedturene på et absolut minimum.

Og så hjalp det selvfølgelig også betydeligt på selvtilliden hos den-11-årige-pige-inden-i-mig, da en tilfældig engelsk mand var så venlig at minde mig om, at jeg trods voksenlignende nedture stadig udsender en form for barnlige signaler. Han gav mig i hvert fald en ballon. En rigtig fin, grøn én. Nogle ville takke pænt nej eller overrække ballonen til sådan et rigtigt barn med små fødder og mave uden for graviditetsrisikozonen. Jeg vurderede dog, at den ville skabe større glæde, hvis mine store plader lige fik lov til at gå en tur i London med den.

Billede

PS: Det der med helium er stadig sjovt!