Grøn gul rød

Jeg elsker min pakkekalender. Men den skræmmer mig også lidt. Måske er det bare fordi, haren er halv-telepatisk. Eller måske er der nærmere tale om tilfælde. Men i går kom jeg ubevidst til at lægge dagens gave i rød-gul-grøn-rækkefølgen – klar til at blive spist.

julemaend

 

Så gik jeg ud i verden for at lære, at rød nogle gange er bedre end grøn. Det lyder absurd, jeg ved det, men det passer. Og i dag var der så denne sang-hilsen i pakkekalenderen:

9Den 11-årige blev pludselig modig. Så modig at hun turde spise julemændene i en grøn-gul-rød-rækkefølge. Måske finder hun også en dag ud af, hvad det egentlig er, vi venter på …

 

10 timer i luften

Jeg er bange for meget og specielt for højder. Kirketårne, gittertrapper og bjerge er noget af det allerfarligste, jeg kan blive udsat for. Men jeg elsker at flyve, og jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været rigtigt bange i en fly-situation (selvom jeg godt kan få en nedsmeltning over, hvordan det teknisk set kan lade sig gøre at holde så mange kilo svævende). Angst er sjældent rationel – min er stort set aldrig. I højdeskræks-sammenhæng tror jeg, min angstprioritering har noget at gøre med, at jeg stoler mere på piloten, end jeg stoler på mine egne ben. Han må vide, hvornår vi skal op og ned. Det er jeg ikke helt sikker på, at mine ben ved.

Guldfisken og jeg har lige krydset Atlanten sammen. Igen. Jeg har regnet ud, at med vores allerede foretagede og allerede planlagte rejser har vi siddet sammen i 18 forskellige fly alene i år. Vi har en lang liste over minder fra maskinerne. Der var for eksempel dengang, vi tog direkte i lufthavnen fra Oktoberfest-bytur, og en knibsk, norsk forretningsmand nægtede at sidde ved siden af mig. Den tur endte med, at guldfisken måtte efterlade en papirpose med knap så venligt indhold på flysædet, og vi derfor følte os nødsaget til at stikke af i Kastrup uden at kigge os tilbage. Der var også dengang, hvor jeg var så tørstig på asiatisk eventyrs-tur, og guldfisken var så sød at gå på jagt efter et krus til flyets vandautomat. Jeg var lykkelig, da hun fandt et. Knap så lykkelig, da det senere gik op for os, at det fantastiske krus-lager, hun havde stukket hånden ned i, i virkeligheden førte direkte ind til skraldespanden fra toilettet. Derudover er der også utallige gigant-grin, dagdrømme og lurdrømme, krill i maven og alt det andet gode, som kun rejser kan give.

Min begejstring for rejser er nogenlunde ligeså stor som den barnlige begejstring ved en helt ny kasse legoklodser, som man kan forme til alt fantastisk i hele verden. Og selvom min bankrådgiver muligvis mener, at jeg burde, har jeg aldrig fortrudt en rejse. Ikke engang dem, der slet ikke endte så perfekt, som de var planlagt.

Den her rejser går umiddelbart noget bedre end samme rejse til samme destination for et år siden. Vi har endnu ikke nået den endelige destination, men vi har tilbagelagt den længste distance. Modsat mange andre kan jeg allerbedst lide de længste flyveture. 10 timer i et fly er ren luksus for mig. For det betyder 10 timer, hvor jeg ikke burde gøre noget som helst andet end at bygge hule og dykke ned i eventyrlige ord, balstyrisk musikmagi og små-ting-der-burde-være-større. Her er de sidste ti timers flyoplevelse i billeder med ord til.

Flyveture dækker som regel en stort del af mit behov for små-ting-der-burde-være-større. Hvorfor begejstringen for de små ting er opstået, ved jeg ikke helt. Men jeg har lært, at jeg skal passe på med at nævne min fetich over for fyre, da det nemt kan misforstås. I virkeligheden tror jeg mest, det har noget at gøre med angsten for at give slip på den-11-årige-pige-inden-i-mig.

Der var en en form for forskel på det læsestof, guldfisken og jeg hver især havde udvalgt til turen (hendes til venstre – mit til højre, hvis nogen skulle være i tvivl). Mio, min Mio var en af de første bøger, jeg læste selv, og den gjorde voldsomt stort indtryk på mig for 20 år siden. Meget af handlingen havde jeg glemt, men det hele kom hurtigt tilbage til mig. Både den sorte sorgfugl, Månelysets bro, de hvide heste, der græder blod, hjerter af sten, der gnaver i brystet. Og Mio, som lige pludselig skal være voksen og tapper, selvom hans krop kun er et barn. Jeg græd næsten ligeså meget som for 20 år siden. Først lettere diskret, senere lettere hysterisk (da guldfisken var på toilettet). Men det føltes godt bagefter. Lidt ligesom dengang, min egen krop var barn, og jeg var helt opløst efter en halv evighed i saltvandsbølger.

Kortvarig nedsmeltning over spørgsmålet: Hvordan kan noget, der er vådt, samtidig være tørt? Hvilket førte til nedsmeltning omkring spørgsmålet: Hvis man hopper i et fly, hvorfor ender man så ikke nede bagi, når nu flyet bevæger sig så hurtigt?

Slik feder vel ikke, når man er en form for vægtløs? Min rød-gul-grøn-neurose blev passet og plejet, indtil guldfisken helt uden at tænke sig om forsøgte at tage en af de tre farver fra mig, inden jeg havde nået at spise dem i den rigtige rækkefølge. Jeg havde godt nok sagt til hende, at hun bare skulle spise løs, men jeg mente jo for fanden af dem i posen. Ikke af mine udvalgte, neurose-plejende stykker.

Mig: Jeg har kun et hjerte i min pose Mini Snax.
Guldfisken: Men du har jo også kun selv ét hjerte.
Mig: Ja, ja, men hvor mange havde du i din pose?
Guldfisken: Det ved jeg ikke. Jeg talte dem ikke.
Mig: Men mere end et?
Guldfisken: Ja.

Dream on!

Der er mange fordele ved at være i glimrende kontakt med sit indre barn. For eksempel snyder man hverken sig selv for glæden ved balloner, Lego eller slik-orgier (både de neurotiske og de knap så neurotiske). Men der er også en række ulemper, og en af dem oplevede jeg i nat. Jeg havde mareridt på den der helt infantile måde. Nu frygter du måske, at jeg roder mig ud i en lang, ligegyldig forklaring om noget, der er sket i mit hoved i søvne og muligvis intet har med virkeligheden at gøre. Og frygt du roligt videre, for det er lige præcis det, der kommer til at ske. Tryk stop, hvis du vil sættes af, inden navlepiller-ekspressen tager dig med på en rutsjebanetur inde i den helt mørke underbevidsthed. Du har min velsignelse.

Hvis du alligevel stadig hænger på, skal jeg nok love at holde det kort og uden alt for mange detaljer – forsøge, that is. Drømmen startede med, at jeg var på et stort, dunkelt, slot med nogle af mine kolleger. Vi havde fået at vide, at vi skulle på en slags teambuilding, men inden længe gik det op for mig, at vi i virkeligheden (og her er der selvfølgelig tale om drømme-virkeligheden) var blevet taget til fange af en gruppe nazister, som ville udføre en række forsøg på os, hvor de først bedøvede os flere gange, så vi ikke kunne føle noget, og bagefter var det så meningen, at de ville slå os ihjel. Ikke det fedeste i verden, tænkte jeg, og jeg prøvede desperat at kæmpe imod. Som den eneste. De andre forstod nemlig ikke, hvad det var, der foregik. De forstod heller ikke, at de blev bedøvet og frarøvet evnen til at føle. Derfor kunne jeg heller ikke overtale dem til at forsøge at stikke af sammen med mig, for alt var jo, som det skulle være, syntes de. Efter mange overvejelser endte det med, at jeg valgte at stikke af alene, selvom det næsten skræmte livet af mig. Jeg fløj ind i en taxa, råbte “Kør, kør, kør”, mens nazister og kolleger flåede i taxadøren, som jeg rev til mig og låste. Endelig nåede jeg i sikkerhed på politistationen. Mærkelig nok var det først på det tidspunkt, jeg blev rigtig, rigtig bange. Hvorfor har jeg ikke helt regnet ud endnu. Og så alligevel …

Jeg vågnede umiddelbart efter ankomsten til politistationen. Helt igennem barnligt bange. Jeg turde ikke lægge mig til at sove igen af frygt for, at jeg skulle drømme videre, så jeg lå bare i sengen og ventede på dagen.

Det der med drømmerierne er noget, jeg gør mig ret meget i. Både i vågen og sovende tilstand. Og jeg får faktisk tit overraskende meget ud af drømmene. Nogle gange får de mig til at grine, nogle gange får de mig til at gramse, og andre gange gør de mig klogere. Nogle elementer i præcis den her drøm giver da også meget god mening. For eksempel det der med taxa-flugten. Sådan en var jeg nemlig for første gang ude i forleden nat, hvor musvitten og jeg gjorde os til medaljetyve. Vi havde drukket lige lidt mere end højst nødvendigt og var havnet på Psykopaten, hvor jeg aldrig helt kan lade være med at spille klaver, selvom jeg er håbløs til det. Vi rendte ind i en polterabend af den mandlige slags, hvor de alle havde vundet en medalje. Medaljer er noget, jeg er blevet ret begejstret for. Både dem af pap fra London og dem i oplukkerform fra Jernbanecaféen. Efter lang overtalelse fik musvitten og jeg allernådigst lov til at låne en medalje hver i bytte for et nummer på klaveret (først havde jeg egentlig fået at vide, at jeg ville få medaljen, hvis jeg gav et nummer, men prisen blev genforhandlet, da medalje-manden blev konfronteret med mine manglende musikalske evner). Jeg lånte guldmedaljen i disciplinen “Undgå at kigge på bryster”, og musvitten nuppede medaljen for den største penis. Vi fik hurtigt ejerfornemmelse over det ædle metal og blev derfor enige om at gøre noget, jeg aldrig har gjort før. Vi stjal dem. Med et diskret tegn fik vi signaleret til hinanden, at det var nu, vi skulle tage flugten, så vi løb ud fra Psykopaten på meget opsigtsvækkende vis og kastede os ind i en tilfældig taxa, der heldigvis holdt og ventede, mens vi råbte “Kør, kør, kør” til chaufføren. Næsten lige som i drømmen. Og så alligevel ikke …

Lad dig ikke forvirre af ikonerne på medaljerne. Der er tale om medaljen for den største penis til venstre – og den i kategorien ‘Undgå at kigge på bryster’ til højre

Andre elementer i nazi-drømmen giver mening på et lidt andet plan, som jeg har svært ved at forholde mig til. Min underbevidsthed kører sit eget ræs for tiden. Den har udviklet sig til en rebelsk teenager, som gør, hvad den vil (specielt i beruset tilstand), og ofte sletter alle hukommelsesspor om forbrydelserne efter sig (mine sanser kan dog i de rigtig slemme tilfælde stadig huske noget. Det er farligt!) For en uges tid siden drømte jeg, at jeg godt vidste, at jeg drømte, og derfor selv kunne bestemme, hvad (okay hvem) jeg allerhelst ville drømme om. I drømmen faldt og faldt og faldt jeg ned fra himlen, og jeg vidste, at når jeg ramte jorden, ville jeg kunne se, hvem det egentlig var, jeg tænkte på. Resultatet overraskede mig en lille smule. Og gav samtidig rigtig meget mening. Det var underbevidstheden, der talte sit tydelige sprog. Igen. Denne gang ikke i beruset, men derimod i sovende tilstand. Så vågnede jeg … og var bange!

En dans på neuroser

Jeg er bange. Det er de fleste engang imellem, og de, der påstår det modsatte, er det muligvis hele tiden. Min angst udfolder sig ikke kun i nedsmeltninger. Jeg har tidligere nævnt en af mine noget meningsløse slik-neuroser, og der er mange flere af slagsen. Også på slikfronten.

For eksempel skal vingummier (hvis muligt) altid spises i en rød-gul-grøn-rækkefølge. Ideelt set skal de (hvis muligt) kombineres med en lakrids, som symboliserer noget, der passer til den farve vingummi, de parres med (rød mand stå, grøn mand gå, gul mand … afvent og håb på det bedste).

Lakridsbogstaver er helt utroligt sigende i forhold til, hvad der venter lige rundt om hjørnet. Bevæger vi os væk fra slik-fronton, så ligger jeg selvfølgelig også inde med de mindre meningsløse tvangstanker – er komfuret slukket, er stearinlysene pustet ordentligt ud, er askebægeret glødefrit? (Det er det i hvert fald nu, hvor jeg hverken tænder festsmøger eller frustrationssmøger mere). Den slags tanker er mindre meningsløse, fordi huset jo rent faktisk godt kunne risikere at brænde ned (7-9-13 …(!)) Og så er der selvfølgelig også den der med, at der skal være ligevægt. Mellem højre og venstre (fod, hånd, skulder, øre, øje). Ubalance er farligt!

Jeg slipper nok aldrig for dem, de der små, fine neuroser, som efterhånden danner en ret omfattende buket. (Det er i øvrigt den eneste form for planter, jeg har herhjemme. Måtte smide potteplanterne ud, da en ny angst for, hvad der ville ske, hvis de døde, plantede sig hos mig). Nogle af neuroserne giver som sagt ikke så meget konkret mening. Andre giver skræmmende meget ukonkret mening. For eksempel kan jeg ikke lide, hvis to ting på et bord rører ved hinanden. To rødvinsglas er det værste. Det kan let blive farligt!

Jeg kan godt lide Gajoler. Både pakkerne og det, der er indeni. På mit bord har jeg en masse pakker, som altid skal stå på en helt lige række. Det ved alle, men en dag var der alligevel én, der havde været modig nok til at bygge et tårn af dem. Det var farligt! Og det faldt selvfølgelig sammen. Overraskende nok medførte sammenfaldningen ikke nogen katastrofal katastrofe. Men det fik dog en form for konsekvens. Jeg lærte i hvert fald, at når et tårn falder sammen, kan det faktisk godt bygges op igen …

Dagen hvor burde blev besejret

Jeg er på baby-standby, og mens jeg venter på at få lov til at se et helt nyt menneske, skete der noget ret fantastisk. Jeg vågnede i morges og havde en hel dag uden planer. Som i fuldstændig helt og aldeles uplanlagt. Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst er sket, og jeg brugte derfor de første par minutter på at tænke over alt det, jeg burde gøre. Jeg burde for eksempel:

– Pakke ud efter OL i shopping

– Tjekke saldoen på min bankbog

– Følge min revisors venlige opfordring om at få styr på mine bilag (og mit liv i det hele taget)

– Skrive en laaang faktura (det er så smart, når man husker at tage penge for sit arbejde)

– Droppe idéen om selvindbildt knæskade og løbe en tur

– Afrime min fryser (det har jeg aldrig gjort. Jeg plejer at skifte mit køleskab ud, når den tid nærmer sig. Det er ligesom lettere)

Det er sidst på eftermiddagen, og jeg har ikke gjort noget af det, jeg burde. Til gengæld har jeg:

– Sovet længe

– Set en gammel film med gamle skuespillere som engang arbejdede på gamle teatre (en af mine personligheder er ret vild med replikker som: ”Jeg gad vide, om man ikke burde sende bud efter distriktslægen” og ”Så, så lille de. Nok se, men ikke røre”)

– Været begejstret over, at det lykkedes mig at undgå tømmermænd trods voldsomt alkoholindtag i går

– Ringet til veninderne for at høre, om jeg burde skamme mig over noget, jeg ikke kan huske, jeg har gjort/sagt/spist (trak heldigvis frinummer)

– Spist en Mini Kæmpelæske (den dækkede mit daglige begejstringsbehov for små-ting-der-burde-være-større)

– Spist en isvaffel (den lille kæmpe formåede dog ikke at dække mit daglige isbehov)

– Spist en Sun Lolly (den med cola-smag. Nægter at købe champagnebrus-smag efter de har ændret navnet til det politisk korrekte ’vindrue-smag’. Hvad bliver det næste? Afskaffelse af lakridspiben? Jeg råber vagt i gevær!)

– Spist en Astronaut-is (med rød vingummi. Det er vigtigt …*)

– Spist en frysepizza (den falder uden for is-kategorien, men har trods alt også været frossen)

– Sovet middagslur på sofaen

– Undret mig over, at det endnu engang kan undre mig, at tømmermænd godt kan komme snigende hen ad eftermiddagen

– Hørt nostalgimusik (og blev blandt andet sendt tilbage til 13-årige Skudamuda på roadtrip i USA, da jeg nåede til den her)

– Badet elefanten i Østersøen

– Tænkt over, at det måske alligevel er meget smart at være to på et tidspunkt. To mennesker på en strand er for eksempel godt, fordi der på den måde ville være en til at smøre mig ind på ryggen, så jeg også kunne prøve, hvordan det føles at ligge på maven

– Smilet til søde fyre i badeshorts

– Smilet til søde fyre i badeshorts’ kærester

– Sovet eftermiddagslur i solen og drømt, at livet er dejligt

Jeg burde have dårlig samvittighed, fordi jeg ikke har gjort noget af alt det, jeg burde. Men det gider jeg ikke. Jeg vil hellere tage på Bryggen og drikke hvidvin og grille store Frankfurtere i fantastisk selskab og snakke om, hvad der mon kan ske i morgen …

* … fordi en af mine mange slik-neuroser går ud på, at farven på vingummien i Astronaut-isen er en slags forvarsel om, hvad der kommer til at ske for mig. Rød er det bedste. Jeg fik engang en Astronaut med to røde vingummier. Der stod jeg ved toppen af en kommende nedtur (eller mulig rutsjebanetur). Jeg burde have droppet neurosen på det tidspunkt, da den snød mig. Men sådan nogle slik-neuroser er sjældent rationelle. Og varslet siger jo ikke noget om, hvornår opturen indtræffer. Jeg venter stadig i spænding …