Noget om verdens mindste juletræ

Jeg har købt mit livs første kontorjuletræ. Det er ca. 27 cm. højt, og selvom der findes mere voldsomme udgave, passer det helt perfekt til mig og min fetich for små-ting-der-burde-være-større.

Juletræskøbet har været arbejdsdagens højdepunkt – det slår endda øjeblikket, hvor jeg muligvis lærte, hvordan jeg fjerner lugten af kloak på kontoret. Og så slår det helt sikkert også øjeblikket, hvor jeg opdagede, at jeg havde brugt to timer på at opsøge en butik i den anden ende af byen kun for at konstatere, at det lydudstyr, jeg var på jagt efter til mine optagelser i morgen, i stedet skulle købes hos min lokale elektronikpusher 50 meter fra kontoret. Jeg nåede desværre/heldigvis tilbage til nabobutikken og fik brændt 4.500 bananer af – et par minutter inden morgendagens optagelser blev aflyst.

Oh well, man kan jo ikke vinde dem alle. Jeg har vundet mit helt eget juletræ, og så er alt faktisk rimelig skide godt …

IMG_3286.JPG

Her kommer solen

Jeg troede, jeg skulle over til kulde. Frost og blæst. Eller som minimum regn. Masser af det. Jeg elsker at tage fejl. Og jeg elsker den krilrende følelse, der fulgte med årets første forårstegn.

London var ti grader og sol, der skinnede helt ned i tuben, hvor en jazzfyr sang ’All of Me’ på den helt rigtige måde, mens tonebolden blev kastet videre til en gut på gaden, som fløjtede ’Here Comes the Sun’, så det næsten kunne høres helt ind i butikken, hvor en halvlækker ekspedient spurgte: ’Are you alright my love’ med en stemme, der let kunne gøre en helspekulerende type hyggeblød i knæene.

Det var tur i teatret med den lækreste hare – omringet at hundredvis af seje, vilde skabninger, der konkurrerede om, hvem der gav den største fuck hvad angår normale menneskers fordomme (selv hvis jeg havde iført mig alt mit neon på én gang, ville jeg stadig føle mig underdressed. Skønt). Og det var lykkelig genforening med stykket, som man muligvis ikke kan sætte ordentligt pris på, med mindre man har lært at elske det i teenageårene. Som udskudsdansker i München eller indskudsdansker i Avedøre. Jeg blev rørt (om ikke på den bedste måde så i hvert fald på den næstbedste …)

elefantoelPS: London var heldigvis også spontanmøder med venner, små burgere, der burde være større, snak om Hr. Sten, skoshopping og solbrilleprøvning. Og Elefantøl. Den helt rigtige slags.

10 timer i luften

Jeg er bange for meget og specielt for højder. Kirketårne, gittertrapper og bjerge er noget af det allerfarligste, jeg kan blive udsat for. Men jeg elsker at flyve, og jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været rigtigt bange i en fly-situation (selvom jeg godt kan få en nedsmeltning over, hvordan det teknisk set kan lade sig gøre at holde så mange kilo svævende). Angst er sjældent rationel – min er stort set aldrig. I højdeskræks-sammenhæng tror jeg, min angstprioritering har noget at gøre med, at jeg stoler mere på piloten, end jeg stoler på mine egne ben. Han må vide, hvornår vi skal op og ned. Det er jeg ikke helt sikker på, at mine ben ved.

Guldfisken og jeg har lige krydset Atlanten sammen. Igen. Jeg har regnet ud, at med vores allerede foretagede og allerede planlagte rejser har vi siddet sammen i 18 forskellige fly alene i år. Vi har en lang liste over minder fra maskinerne. Der var for eksempel dengang, vi tog direkte i lufthavnen fra Oktoberfest-bytur, og en knibsk, norsk forretningsmand nægtede at sidde ved siden af mig. Den tur endte med, at guldfisken måtte efterlade en papirpose med knap så venligt indhold på flysædet, og vi derfor følte os nødsaget til at stikke af i Kastrup uden at kigge os tilbage. Der var også dengang, hvor jeg var så tørstig på asiatisk eventyrs-tur, og guldfisken var så sød at gå på jagt efter et krus til flyets vandautomat. Jeg var lykkelig, da hun fandt et. Knap så lykkelig, da det senere gik op for os, at det fantastiske krus-lager, hun havde stukket hånden ned i, i virkeligheden førte direkte ind til skraldespanden fra toilettet. Derudover er der også utallige gigant-grin, dagdrømme og lurdrømme, krill i maven og alt det andet gode, som kun rejser kan give.

Min begejstring for rejser er nogenlunde ligeså stor som den barnlige begejstring ved en helt ny kasse legoklodser, som man kan forme til alt fantastisk i hele verden. Og selvom min bankrådgiver muligvis mener, at jeg burde, har jeg aldrig fortrudt en rejse. Ikke engang dem, der slet ikke endte så perfekt, som de var planlagt.

Den her rejser går umiddelbart noget bedre end samme rejse til samme destination for et år siden. Vi har endnu ikke nået den endelige destination, men vi har tilbagelagt den længste distance. Modsat mange andre kan jeg allerbedst lide de længste flyveture. 10 timer i et fly er ren luksus for mig. For det betyder 10 timer, hvor jeg ikke burde gøre noget som helst andet end at bygge hule og dykke ned i eventyrlige ord, balstyrisk musikmagi og små-ting-der-burde-være-større. Her er de sidste ti timers flyoplevelse i billeder med ord til.

Flyveture dækker som regel en stort del af mit behov for små-ting-der-burde-være-større. Hvorfor begejstringen for de små ting er opstået, ved jeg ikke helt. Men jeg har lært, at jeg skal passe på med at nævne min fetich over for fyre, da det nemt kan misforstås. I virkeligheden tror jeg mest, det har noget at gøre med angsten for at give slip på den-11-årige-pige-inden-i-mig.

Der var en en form for forskel på det læsestof, guldfisken og jeg hver især havde udvalgt til turen (hendes til venstre – mit til højre, hvis nogen skulle være i tvivl). Mio, min Mio var en af de første bøger, jeg læste selv, og den gjorde voldsomt stort indtryk på mig for 20 år siden. Meget af handlingen havde jeg glemt, men det hele kom hurtigt tilbage til mig. Både den sorte sorgfugl, Månelysets bro, de hvide heste, der græder blod, hjerter af sten, der gnaver i brystet. Og Mio, som lige pludselig skal være voksen og tapper, selvom hans krop kun er et barn. Jeg græd næsten ligeså meget som for 20 år siden. Først lettere diskret, senere lettere hysterisk (da guldfisken var på toilettet). Men det føltes godt bagefter. Lidt ligesom dengang, min egen krop var barn, og jeg var helt opløst efter en halv evighed i saltvandsbølger.

Kortvarig nedsmeltning over spørgsmålet: Hvordan kan noget, der er vådt, samtidig være tørt? Hvilket førte til nedsmeltning omkring spørgsmålet: Hvis man hopper i et fly, hvorfor ender man så ikke nede bagi, når nu flyet bevæger sig så hurtigt?

Slik feder vel ikke, når man er en form for vægtløs? Min rød-gul-grøn-neurose blev passet og plejet, indtil guldfisken helt uden at tænke sig om forsøgte at tage en af de tre farver fra mig, inden jeg havde nået at spise dem i den rigtige rækkefølge. Jeg havde godt nok sagt til hende, at hun bare skulle spise løs, men jeg mente jo for fanden af dem i posen. Ikke af mine udvalgte, neurose-plejende stykker.

Mig: Jeg har kun et hjerte i min pose Mini Snax.
Guldfisken: Men du har jo også kun selv ét hjerte.
Mig: Ja, ja, men hvor mange havde du i din pose?
Guldfisken: Det ved jeg ikke. Jeg talte dem ikke.
Mig: Men mere end et?
Guldfisken: Ja.

Dagen hvor burde blev besejret

Jeg er på baby-standby, og mens jeg venter på at få lov til at se et helt nyt menneske, skete der noget ret fantastisk. Jeg vågnede i morges og havde en hel dag uden planer. Som i fuldstændig helt og aldeles uplanlagt. Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst er sket, og jeg brugte derfor de første par minutter på at tænke over alt det, jeg burde gøre. Jeg burde for eksempel:

– Pakke ud efter OL i shopping

– Tjekke saldoen på min bankbog

– Følge min revisors venlige opfordring om at få styr på mine bilag (og mit liv i det hele taget)

– Skrive en laaang faktura (det er så smart, når man husker at tage penge for sit arbejde)

– Droppe idéen om selvindbildt knæskade og løbe en tur

– Afrime min fryser (det har jeg aldrig gjort. Jeg plejer at skifte mit køleskab ud, når den tid nærmer sig. Det er ligesom lettere)

Det er sidst på eftermiddagen, og jeg har ikke gjort noget af det, jeg burde. Til gengæld har jeg:

– Sovet længe

– Set en gammel film med gamle skuespillere som engang arbejdede på gamle teatre (en af mine personligheder er ret vild med replikker som: ”Jeg gad vide, om man ikke burde sende bud efter distriktslægen” og ”Så, så lille de. Nok se, men ikke røre”)

– Været begejstret over, at det lykkedes mig at undgå tømmermænd trods voldsomt alkoholindtag i går

– Ringet til veninderne for at høre, om jeg burde skamme mig over noget, jeg ikke kan huske, jeg har gjort/sagt/spist (trak heldigvis frinummer)

– Spist en Mini Kæmpelæske (den dækkede mit daglige begejstringsbehov for små-ting-der-burde-være-større)

– Spist en isvaffel (den lille kæmpe formåede dog ikke at dække mit daglige isbehov)

– Spist en Sun Lolly (den med cola-smag. Nægter at købe champagnebrus-smag efter de har ændret navnet til det politisk korrekte ’vindrue-smag’. Hvad bliver det næste? Afskaffelse af lakridspiben? Jeg råber vagt i gevær!)

– Spist en Astronaut-is (med rød vingummi. Det er vigtigt …*)

– Spist en frysepizza (den falder uden for is-kategorien, men har trods alt også været frossen)

– Sovet middagslur på sofaen

– Undret mig over, at det endnu engang kan undre mig, at tømmermænd godt kan komme snigende hen ad eftermiddagen

– Hørt nostalgimusik (og blev blandt andet sendt tilbage til 13-årige Skudamuda på roadtrip i USA, da jeg nåede til den her)

– Badet elefanten i Østersøen

– Tænkt over, at det måske alligevel er meget smart at være to på et tidspunkt. To mennesker på en strand er for eksempel godt, fordi der på den måde ville være en til at smøre mig ind på ryggen, så jeg også kunne prøve, hvordan det føles at ligge på maven

– Smilet til søde fyre i badeshorts

– Smilet til søde fyre i badeshorts’ kærester

– Sovet eftermiddagslur i solen og drømt, at livet er dejligt

Jeg burde have dårlig samvittighed, fordi jeg ikke har gjort noget af alt det, jeg burde. Men det gider jeg ikke. Jeg vil hellere tage på Bryggen og drikke hvidvin og grille store Frankfurtere i fantastisk selskab og snakke om, hvad der mon kan ske i morgen …

* … fordi en af mine mange slik-neuroser går ud på, at farven på vingummien i Astronaut-isen er en slags forvarsel om, hvad der kommer til at ske for mig. Rød er det bedste. Jeg fik engang en Astronaut med to røde vingummier. Der stod jeg ved toppen af en kommende nedtur (eller mulig rutsjebanetur). Jeg burde have droppet neurosen på det tidspunkt, da den snød mig. Men sådan nogle slik-neuroser er sjældent rationelle. Og varslet siger jo ikke noget om, hvornår opturen indtræffer. Jeg venter stadig i spænding …