Noget om læder og lykke

Jeg kender en langhalset type, som nu er den stolte ejer af to par Lederhosen. TO par. Så bliver verden altså ikke meget bedre!

Problemet er bare, at årets sidste Oktoberfestøl er drukket, den sidste Hendl er fortæret, den sidste borddans er hoppet, og der er så frygtelig lang tid til næste år. Så nu leder jeg desperat efter andre undskyldninger for at lokke ham i hoserne. Gode forslag modtages med læder. 
 

Noget om et brev til mit yngre jeg – part II

Jeg fik skrevet det der brev til mit yngre jeg. Eller brevet til mange forskellige versioner af mit yngre jeg. Nogle af versionerne vil muligvis synes, jeg er et gammelt, bedrevidende røvhul. Det er okay. Og jeg har ingen forhåbninger om, at jeg ville have opført mig anderledes, hvis jeg havde læst mit brev, da jeg var yngre.

For hvis jeg opførte mig anderledes, havde jeg vel ikke været her, hvor jeg er lige nu. På sofaen med et glas rødvin og en dåsesodavand og FIFA i baggrunden og bevidstheden om, at det faktisk ikke er så farligt at være nogenlunde ædru en fredag aften (bare rolig 16-årige og 21-årige og 26-årige mig – jeg skal i byen i morgen …)

Brev til mit yngre jeg

Kære 7-årige mig

Jeg ved, du har lært at fortælle historier. Og jeg ved, det gør dig glad. Nu og om 20 år. Så bliv ved med det. Det er godt for dig. 

Det er til gengæld ikke godt for dig at følge de der stemmer i dit hoved, som dikterer, at du skal gøre alting fire gange eller to gange fire gange eller fire gange fire gange. Stemmerne, som siger, at ting ikke må røre ved hinanden, eller at uligevægt er farligt. For det passer ikke. Det er ikke sandheden, der taler til dig, men et lille, møgirriterende insekt, som hedder OCD. Og det bliver kun større og tungere og federe, hvis du fodrer det med dine tvangshandlinger. Så prøv at lade være. Jeg ved godt, det er svært. Men prøv. Så bliver det lidt lettere at være dig i fremtiden.

 

Kære 12-årige mig

Slap af! Verden er slet ikke så farlig. Ikke altid i hvert fald. Du kan ikke gøre andre dødeligt syge, fordi du kommer til at tage i svømmehallen med en fodvorte. Og du kan ikke slå andre ihjel, fordi du glemmer at vaske dine hænder inden hjemmekundskab. Og bare fordi du måske kom til at sige noget dumt til en af drengene fra klassen i dag, ligger han ikke nødvendigvis og græder over det lige nu. Jeg tror faktisk slet ikke, han hørte det. Alle verdens ulykker er ikke din skyld. Så du behøver ikke at være så ulykkelig så tit. Verden bliver lettere at leve i, hvis du tager lidt lettere på den.

 

Kære 15-årige mig

Nej, du er måske ikke særlig speciel. Du har muligvis ikke imponeret landets genier. Og du kom heller ikke med det der skib, som skulle sejle dig på opdagelsesrejse til Rusland. Men lige om lidt skal du til en strandfest og fjolle rundt i sandet, og når skolen begynder igen, står flere fester i kø, og veninderne står klar, og resten af verden venter derude et sted. Du har slet ikke så travlt. Du skal nok nå det hele. Så nyd nu bare at være en teenagetøs i provinsen. For det er faktisk et eventyr i sig selv.

 

Kære 17-årige mig

Du tror sikkert ikke på det lige nu. Men der er en mening med alt det hårde. Og en dag i fremtiden bliver du glad for, at du ikke hoppede ind på den lette vej. Det kan godt være, du føler dig meget alene i en fremmed by i et fremmed land. Men i fremtiden bliver den her by i det her land til dit fristed. Tør øjnene, og træk vejret så godt, du kan. For du skal nok blive glad igen. Det lover jeg dig!

 

Kære 22-årige mig

Nej, du bliver aldrig præmie-akademiker. Det kan godt være, du troede, du var den kvikke pige i klassen. Men nogle gange er det altså okay at snuppe en bundskraberkarakter, hvis det betyder, at du kan bruge din tid på alt det spændende og sjove og gode. Så drik den øl med god samvittighed. Drik dem alle 10. Med skrig og skrål og dans på bordene. Nyd det, og nyd dem, der drikker øllene med dig. Dum dig, bræk dig, og lad ikke de moralske tømmermænd ramme dig alt for hårdt. Husk historierne. Det er dem, du skal grine af mange år fremover. Brug penge på at rejse og blive klogere af verden. For den her tid kommer aldrig tilbage. Mulighederne bliver aldrig de samme. Og alle de minder, du er ved at skabe lige nu, luner meget mere i fremtiden end en række tomme 12-taller og et overskud på bankbogen. Drop den dårlige samvittighed, og hav det så sjovt, som du kan. Dit ældre jeg tilgiver dig for den vaklende økonomi, de tåkrummende fejltagelser og den slatne lever. For det var det hele værd. 

 

Kære 27-årige mig

Det kan godt være, du lige nu har opdaget, at bunden også har en bund længere nede. Men alt bliver godt, hvis bare du bliver ved med at tro på, at det kan blive godt. Hvis du bliver ved med at tro på eventyret. Så husk at sige ja. Også selvom du burde have sagt nej til noget af det. For en eller anden dag kommer du til at sige ja til en rockerkold picnic af den helt rigtige slags, og senere tør du sige ja til at kaste dig ud på usikker arbejdsgrund, og midt i det hele finder du ud af, at alting aldrig bliver helt perfekt, men at det hele godt kan føles fuldstændig rigtigt alligevel.

Der kommer gode dage og dårlige dage, men flest gode dage. Heldigvis. Og det bedste er, at du aldrig kommer til at ønske dig yngre, end du er i fremtiden. Det må være et positivt tegn.

 Det bliver skide godt. 

 Kærlig hilsen

 mig

himmelsko

PS: Kære 30-årige mig

Noget om fornuftig ufornuft

I går gjorde jeg noget, jeg aldrig har prøvet før. Jeg lænsede min opsparing for at købe en rejse. Eller rettere to rejser. Normalt plejer jeg at lænse min kassekredit for at købe en rejse. Men sådan en har jeg ikke mere. Så for første gang har jeg rent faktisk sparet op til herlighederne.

Og selvom jeg synes, det er meget skræmmende at være blevet sådan en fornuftig type, der rent faktisk først bruger pengene, når jeg har dem, føltes det alligevel skide godt at kunne købe billetter med god samvittighed, så jeg kan rejse til verdens bedste æble sammen med verdens dejligste giraf. Nu har jeg så knap fire måneder til at bygge en shopping/restaurant/drinks-opsparing op. Kloge typer ville nok mene, det så var smart at holde budgettet helt nede indtil da. Jeg mener derimod, at jeg i mellemtiden lige så godt kan fyre nogle penge af på flere rejser, så jeg kan øve mig i at holde budgettet nede på turene.

Derfor står den på en-liters-øl og Currywurst i München fra i aften. Og igen om en måned. Bare fordi jeg kan. Så Prost og Tschüß og alt det dyre. Vi ses, når pungen er tom. Som man siger …

dickmanns

10 timer i luften part II

Der findes mange gode steder i verden, og så findes der steder, som både er gode og trygge og fyldt med minder.

Den magiske læsesten i parken i New York, som nogle gange er dobbelt så stor og andre gange er halvt så lille.

Altanen i Sydfrankrig, som er fyldt med glade grin og krilrende historier og bobler i maven.

Badekaret i München, som bliver bedre og bedre af mange årsager – og altid er trygt, fordi der ikke kan gå ild i det (modsat udklapningsskabssengen, som er dejlig og farlig på samme tid af lige så mange årsager).

Og så er der hængekøjen i Mexico, som jeg er på vej til lige nu – i skrivende stund svævende i luften på sjette time ud af ti. Jeg glæder mig til at fortælle den om alt det, der er sket, siden jeg tog afsked med den for et år siden. Alt det gode, som jeg ikke vidste skulle ske, da jeg lå og drømte i den sidst. Og så glæder jeg mig til at gynge videre og drømme videre

haengekoeje

Noget om flødebolleri på fremmedsprog

Jeg er bange for, at jeg er blevet smittet med en form for kronisk mani, der tvinger mig til at læse samtlige skilte og navne op, når jeg er i udlandet. Tyskland og Sverige er specielt slemme, fordi landendes sprog er ekstra sjove at læse op på – og fordi vores to naboer helt klart løber med sejren i en konkurrence, hvor det gælder om at få hverdagsting til at lyde så sjofle som overhovedet muligt. Der er masser af eksempler at vælge mellem. Alene i flødebolleverdenen er der materiale nok til et par timers underholdning (i øvrigt også en kategori, hvor den danske betegnelse er godt med på sjofelhedsskalaen …)

Jeg tænker, det må være en lille smule irriterende at have sådan en halvlummer tourettestype på slæb, som konstant går og lirer ord af på sprog, hun egentlig ikke mestrer særlig godt. Men så er det heldigt, at jeg er sammen med en stadigt mere og mere rummelig langhalset type, som rent faktisk forsøger at overgå mig i stedet for at bede mig om at flette snablen.

Den slags heldighed er bare en af årsagerne til, at jeg ikke er fan af tanken om at skulle hjem i dag. Jeg kommer til at savne det hele – selv gråvejret, som jeg selvfølgelig også er ramt af her (to ugers Ruslandsregnvejr var åbenbart ikke nok). Så turen er en våd fornøjelse (sms). Men en skide god en af slagsen.

dickmanns

Super Dickmann’s er i øvrigt i hård konkurrence med Nelly’s Miniküsse – både i forhold til smagsoplevelse og sjofelhed …

Slipgivningskomplikationer part III

Jeg er blevet flyttet. Ikke privat, men på arbejdet. Truslen blev virkelighed, og jeg blev tvunget til at pakke ned og smide ud, så lige nu står mit arbejdsliv i tre flyttekasser på Christianshavn, og engang i morgen er det hele rykket til et sted på min egen ø, som ikke udelukkende er lavet af lort.

Det sker virkelig ikke med min gode vilje, og jeg er sikker på, at de flytningsfremprovokerede slipgivningskomplikationer er medvirkende til, at jeg lige nu ligger halvsløj under dynen i stedet for at stå med et kamera i hånden og være på arbejde, som jeg burde. For sløjheden er i hvert fald ikke selvforskyldt (skriver typen, der har spist Hit Mix og Click Mix og Kinderchokolade til aftensmad – sprængfyldt med farvestofsvitaminer og chokokalk …)

Jeg duer virkelig ikke til det der med at sige farvel. Hverken til personer eller til steder, som betyder noget for mig. Og det sted har virkelig betydet noget. Så meget, at jeg blev nødt til at udskyde nedpakningen til allersidste øjeblik, hvilket betyder, at kollegerne havde været så søde at klare en del af flyttearbejdet for mig – sikkert fordi de begyndte at tvivle på, om jeg nogensinde ville kunne få mig selv til at lægge opslagstavlemedaljer og talisman og Gajoler og Zoologisk Have i en kasse. Den velmenende hjælp betyder dog, at jeg slet ikke nåede at sikre mig, at det hele kom med. Lige nu ligger jeg derfor halvpanisk under dynen og er bekymret for, om Hademar, den tyske sundhedsguru, overhovedet overlevede og havnede i en flyttekasse i stedet for i skraldespanden.

Må hellere gå på jagt efter en ny version af kalenderen, når jeg smutter til det sydtyske i morgen. Bare for en sikkerheds skyld. Og hvem ved – måske er han endnu mere sundhedslumsk anno 2013. Man kan jo altid håbe på, at nyt slet ikke er så farligt. Og at der efter slipgivning kommer noget andet, der er værd at holde fast i.

Jeg håber bare, at det nye sted er lige så rummeligt som det gamle. Og at handicaptoiletterne er store nok til at huse hverdagstømmermænd på langs …

hademar

Den sidste nadver

Jeg har muligvis valgt den forkerte helligdag til den sidste nadver. Men den er tiltrængt nu. Eller det er måske nærmere tiden efter den sidste nadver, der er tiltrængt, Den, hvor jeg igen skal kæmpe mig igennem en måned uden slik og kager. Første omgang var åbenbart ikke tilstrækkelig – måske fordi jeg valgte at fejre sejren med en festcocktail af romkugler og milkshakes og hindbærsnitter og syntetslik og alt andet, der er skide godt.

Den her gang har jeg indgået afholdenhedsaftale med hele to dyr – både panteren og haren. Så det er dobbelt så vigtigt at overholde reglerne. Det gør allerede ondt i smagsløgene, når jeg tænker på, hvor hårdt det bliver. Derfor har jeg sørget for at få det bedste ud af den sidste dag i sukkerhimlen. Heldigvis befinder jeg mig i et land, som har specialiseret sig i søde syndere.

Nogle tager på kulturel sightseeing i udlandet. Haren og jeg tog på sukkersightseeing. Og for første gang kastede jeg mig over den velkendte specialitet Spagettieis. Den blev toppet med pat- og penisvingummier og til sidst et rent orgie af Kinder-chokolade. Så nu er jeg helt tanket op og i topform til en udfordring, som bliver alt andet end et stykke med kage.

Vi ses på den anden side!

spagettieis

patterogpenis

kinderorgie

Bittersød erfaringsnote #2

Hvis man drikker alkohol, får man tømmermænd. Hvis man drikker meget alkohol, får man mange tømmermænd.

Det burde være logik for burdrankere. Alligevel kommer konsekvenserne af mine drikfældige vaner altid bag på mig. Som i morges, hvor jeg vågnede på den helt forkerte side af sindssyv i skabssengen i München med gulvlægning på øverste og to øjenbryn, der vendte hver sin forkerte vej. Og en hare ved siden af, der kunne informere mig om, at jeg havde alkosnorket hele natten, mens hun havde haft en nærdødsoplevelse – liggende på badeværelset med intenst krammende arme om toiletkummen.

Efter en omgang akut juicebriksgenoplivning begyndte jeg at kunne huske årsagen til håndværkerinvaderingen. Heldigvis er tømmermænd altid bedst, når de er dyrket godt. Og det blev de i går på tilfældig tysk homobar. Haren og jeg havde hørt rygter om, at Danmark ville vinde det der melodunte, og selvom jeg slet ikke var opdateret på, hvad der skete i den konkurrence, ville jeg under ingen omstændigheder gå glip af potentiel mulighed for at førstepladsblære mig – eller gå glip af at lege lesbisk lykkepar for en aften (med giraffens velsignelse).

Alt var lige, som det skulle være. Med storsprittede gigantdrinks, nye mandeparsbekendtskaber og våde vinderkys. Og efter en heftig fastfoodindsprøjtning begynder jeg nu at tro på, at jeg overlever i så stor stil, at jeg rent faktisk kan holde mit løfte om at stable en discokuglefest på benene for vores nye venner i København til næste år …

gt

Kamæleonelefant i en gøglerbutik

Sådan noget med at møde nye mennesker kan godt være en smule angstprovokerende for mig på den der speedsnakkende/pinlig tavshed/upassende gøgl med kroppen-agtige måde. Det er som regel helt slemt med de personer, jeg virkelig gerne vil forsøge at gøre et godt indtryk på (eller som minimum bare et indtryk).

For et stykke tid siden sammenlignede en klog type mig med en form for social kamæleon, fordi jeg har en tendens til at tilpasse mig et selskab ved at skrue op og ned for min indadvendte og udadvendte side, alt efter hvad jeg fornemmer, der er mest brug for. Derfor får folk ofte meget forskellige førstehåndsindtryk af mig.

Da jeg som 16-årig havnede på en international skole, hvor det handlede om at blive hørt så hurtigt og så højt som muligt, åbnede jeg stort set ikke munden i et halvt år. Jeg var bare. Til stor glæde for mine omgivelser, som så fik plads til at fylde endnu mere.

‘I like this girl. She just sits there and listens’, var der på et tidspunkt en pige, der sagde til de andre. Om mig. Mens jeg sad helt stum ved siden af. Og lyttede. Alle var glade for min tavshed. Og jeg var lettet over, at jeg ikke blev tvunget til at sige min mening. For det havde ikke været kønt.

Desværre/heldigvis sker det modsatte også. Nu til dags i højere grad end tidligere. Hvis jeg havner til en fest eller en middag eller en reception fyldt med afdæmpede typer, jeg aldrig har mødt før, vil jeg hellere surfe usikkert rundt på de pinlige rester af min mistede værdighed end forsøge at holde mig flydende på pinlig tavshed. Det betyder, at jeg inden for det første kvarter med fremmede mennesker både har:

– fortalt historien om den gang, jeg i en kæmpe koger faldt ud fra et (unisex)festivaltoilet med strømpebukser, nederdel OG underbenklæder nede om anklerne. Foran en kø på 20 mennesker. Midt på eftermiddagen (og ja, jeg var alene på det toilet).

– demonstreret mit trick med at have hele hånden inde i munden (efterfulgt at mit ret unikke stående-applaus-trick)

– fået et helt selskab til at befamle mine øreflipper, for at de lettere kunne give mig ret i, at flipperne virkelig er afsindigt tykke (guldsmeden overvejede at skyde to gange, da jeg som 10-årig fik lavet det første sæt huller)

Den slags opførsel er som regel nogenlunde acceptabel til abefester. Så hvis jeg bare kunne holde det der, ville det måske ikke være så slemt. Det glemmer jeg desværre, når jeg for eksempel havner midt i noget potentiel pinlig tavshed til en eftermiddagsreception på et fint forlag med et pænt udsnit af den danske kulturelite, hvor jeg skal forsøge at holde mig kørende på halvanden håndbajer, mens jeg prøver at afstøde pludseligt opståede mindreværdskomplekser over alt det seje, jeg ikke har udrettet.

Nogle mener, min panikopførsel kan være en form for underholdende på den pinligt charmerende måde. Andre skal meget hurtigt på toilettet eller i buffeten eller afbryde et flereårigt rygestop. Og så står jeg pludselig alene tilbage. Med tom håndbajer og ingen steder at gøre af mine rystende hænder.

Jeg arbejder på at finde en balance. Meget gerne inden for den næste times tid. Men jeg må nok erkende, at jeg aldrig bliver hende den interessante type, som formår at sidde og være lidt mystisk ovre i hjørnet med et sofistikeret glas rødvin (gad vide, om det egentlig er muligt at få et helt rødvinsglas ind i munden? Det må afprøves!)

elefant

Hvordan minder smager

Jeg har en dåse Mountain Dew i mit køleskab. Ikke fordi jeg synes, det smager fantastisk (indrømmet, jeg er en Faxe K-pige (ved ikke, hvorfor det ligefrem skulle være en indrømmelse. Som om det var noget at skamme sig over …)). Men fordi Mountain Dew smager af en vigtig situation. Så da Netto pludselig diskede op med dåserne, blev jeg nødt til at investere.

Det kan godt være, jeg har svært ved at huske navne og ansigter og veje, jeg skal gå. Men spørg mig, hvad jeg fik at spise anden aften på Kreta i 1997, og du skal få svar. Det er ikke kun fordi, jeg er ud-over-det-sædvanlige-glad-for-mad-og-drikke. Mest er det fordi, jeg kan smage minderne – både de gode og de mindre gode.

For eksempel smager vanilleis i kopper med kakao af solskinsdag i den trygge have med undulaten i et rødt badekar på den grønne græsplæne med de små hvide blomster, som jeg stadig ikke kan huske, hvad hedder.

Jägermeister smager af 13 år og første brandert. Af kollegiefest med de store i en stor by og fødder, der ikke kan stå, og ben, der gerne vil gå. Og det smager af at kunne se klart på en ny måde gennem alt det slørede.

Philly Cheese Steak smager af eventyr i New York. Af tilfældigt møde med en helt rigtig fremmed og gåsehud og tag-dig-nu-sammen og aftentelefonopkald og vigtige aftaler og noget, pæne piger ellers ikke gør (men helt ærligt, hvem gider være en pæn pige, når chancen for at gøre noget vanvittigt pludselig byder sig?)

Flips smager af tømmermændsdage i den blå sofa (ja, der findes også en blå sofa) med Dirndler på gulvet og dansk drama i den tyske maskine. Af guldfisken og haren og egernet og ‘Hände hoch’ og halvdød af grin.

Vodka med appelsinjuice (og ikke omvendt) smager af lyse, russiske nætter, som alligevel blev mørke. Af sjov og ballade og skåltaler og Hugh Grant-klon i professorskikkelse og farlig pirattaxa og afsindigt fuldskabsselskab.

Flæskestegssandwich smager af sen sommeraften på Roskilde. Af utrygt tryg melankoli foran Orange med sms’er i hånden og neonglæde i en mave fuld af øl og sommerfugle og uvant kriller og gemte kys og forventning om (og en lille smule frygt for) hvad der venter.

Og Mountain Dew – det smager af forvirring og spekulationer. Af rutsjebanelængsel og hvilken vej og op og ned og hvad-skal-jeg-med-mit-liv og hvem-skal-jeg-det-med. Det smager af en formiddag i det store æble. Alene med mig selv. På ondt og godt.

PS: Dåsen ligger stadig i køleskabet. Jeg tror, jeg gemmer den lidt endnu …