Her kommer solen

Jeg troede, jeg skulle over til kulde. Frost og blæst. Eller som minimum regn. Masser af det. Jeg elsker at tage fejl. Og jeg elsker den krilrende følelse, der fulgte med årets første forårstegn.

London var ti grader og sol, der skinnede helt ned i tuben, hvor en jazzfyr sang ’All of Me’ på den helt rigtige måde, mens tonebolden blev kastet videre til en gut på gaden, som fløjtede ’Here Comes the Sun’, så det næsten kunne høres helt ind i butikken, hvor en halvlækker ekspedient spurgte: ’Are you alright my love’ med en stemme, der let kunne gøre en helspekulerende type hyggeblød i knæene.

Det var tur i teatret med den lækreste hare – omringet at hundredvis af seje, vilde skabninger, der konkurrerede om, hvem der gav den største fuck hvad angår normale menneskers fordomme (selv hvis jeg havde iført mig alt mit neon på én gang, ville jeg stadig føle mig underdressed. Skønt). Og det var lykkelig genforening med stykket, som man muligvis ikke kan sætte ordentligt pris på, med mindre man har lært at elske det i teenageårene. Som udskudsdansker i München eller indskudsdansker i Avedøre. Jeg blev rørt (om ikke på den bedste måde så i hvert fald på den næstbedste …)

elefantoelPS: London var heldigvis også spontanmøder med venner, små burgere, der burde være større, snak om Hr. Sten, skoshopping og solbrilleprøvning. Og Elefantøl. Den helt rigtige slags.

Tidligmorgenneurotik

Fem uger tog det mig at få losset egen krop ud af sengen og tilbage til 80’erne. Og årtiets sidste træningscenter. Undskyldninger har der været nok af. Det var mørkt, det var koldt, jeg var syg, det var synd for mig, og der var ikke det, der ikke var i vejen. Og så er det bare mere trygt at bygge hule i sengen end at deltage i verden, før den er vågnet. Desuden plejer motionsmotivationen jo at være båret af idéen om at skulle tabe de der fem kilo. Men nu har jeg tabt de der fem kilo. Hvad er meningen med det hele så?

Meningen er, at jeg rent faktisk har opdaget, at det føles både godt og rigtigt at presse pulsen op til et niveau, hvor jeg kan mærke den. Derfor holder undskyldningerne ikke længere. Ja, det er mørkt og koldt. Sådan er det. Lær at leve med det. Snart bliver det lyst og lunt. Og det er svært at sætte ordentlig pris på lyset uden også at mærke mørket. Desuden er jeg blevet rask. For lang tid siden. Efterveerne i øret kan ikke engang bruges som legal undskyldning (på trods af at det jo er et kendt faktum, at helspekulerende typer primært løber med højre øre). Så jeg hankede op. I morges, hvor min underbevidsthed havde flået mig ud af de helt forkerte drømme, inden alarmen gjorde det. Jeg var vågen og undskyldningsløs.

Fem ugers fravær er åbenbart nok til at få mig til at glemme, hvilket løbebånd der er mit. Det, som jeg for lang tid siden kårede som det bedste. Det rigtige. Det eneste, der fungerer for mig. Nogen havde rykket rundt på båndene, og nu var der pludselig fire at vælge imellem, hvoraf jeg kun kunne udelukke det ene. Neuroserne stod i fuldt flor, da jeg i panik over situationen valgte at hoppe op på bånd nummer to, selvom det ikke føltes helt rigtigt.

Jeg forsøgte at skjule min nedsmeltning, men midaldrende joggingdragtstype holder stadig øje med barnligt voksen neontumling. Så meget, at han i løbet af syv sekunder stod ved siden af mig og spurgte, om der var noget galt. Jeg prøvede at smile og sige, at alt var helt ok. Men han blev ved. Kiggede undersøgende på løbebånd nummer et ved min venstre side og spurgte, om det var i stykker. Jeg svarede nej.

‘Men du plejer jo altid at løbe på det. Hvad er der dog sket?’ spurgte han og virkede oprigtigt bekymret på trods af, at han hverken kender mig eller årsagen bag min neurotiske tilknytning til trygt bånd.

Jeg svarede, at jeg bare havde lyst til at prøve noget nyt. Hvilket var løgn. Jeg havde øjeblikkelig trang til at hoppe to skridt til venstre lige over i trygheden på det bedste bånd, som jeg pludselig genkendte.

Pauser er farlige. På fem uger havde jeg glemt, hvordan mit bånd ser ud, men min sjældent tilstedeværende stolthed forhindrede mig i at indrømme, at jeg var havnet det helt forkerte sted. Så jeg blev, hvor jeg var. I nye, utrygge (men ikke udelukkende dårlige) omgivelser – mens jeg forsøgte at bekæmpe Radio Ballerups ‘If You Don’t Know Me By Now’ med iPod’ens velkendte, pulserende toner, som igen fik mig til at ønske, at jeg kunne være lidt mindre inde i mig selv og lidt mere ude af mig selv.