Jeg troede, jeg skulle over til kulde. Frost og blæst. Eller som minimum regn. Masser af det. Jeg elsker at tage fejl. Og jeg elsker den krilrende følelse, der fulgte med årets første forårstegn.
London var ti grader og sol, der skinnede helt ned i tuben, hvor en jazzfyr sang ’All of Me’ på den helt rigtige måde, mens tonebolden blev kastet videre til en gut på gaden, som fløjtede ’Here Comes the Sun’, så det næsten kunne høres helt ind i butikken, hvor en halvlækker ekspedient spurgte: ’Are you alright my love’ med en stemme, der let kunne gøre en helspekulerende type hyggeblød i knæene.
Det var tur i teatret med den lækreste hare – omringet at hundredvis af seje, vilde skabninger, der konkurrerede om, hvem der gav den største fuck hvad angår normale menneskers fordomme (selv hvis jeg havde iført mig alt mit neon på én gang, ville jeg stadig føle mig underdressed. Skønt). Og det var lykkelig genforening med stykket, som man muligvis ikke kan sætte ordentligt pris på, med mindre man har lært at elske det i teenageårene. Som udskudsdansker i München eller indskudsdansker i Avedøre. Jeg blev rørt (om ikke på den bedste måde så i hvert fald på den næstbedste …)
PS: London var heldigvis også spontanmøder med venner, små burgere, der burde være større, snak om Hr. Sten, skoshopping og solbrilleprøvning. Og Elefantøl. Den helt rigtige slags.
Skudamuda 