Endepunkt-vendepunkt

’Tag nu de sko på. Ellers kan det være, du lige pludselig får klumpfod. Spontan klumpfod. Og så får du dem aldrig på!’

Ordren kom fra kaninen for et par uger siden. Hun havde fået øje på et par sko i min entré, som hun ikke havde set før. Og som hun ikke havde set mig i. Skoene er købt i London sammen med haren. Jeg prøvede at forklare, at jeg gemte dem til en særlig lejlighed. Det syntes kaninen var noget fis. Hun fik støtte fra guldfisken, som mente, det kunne sammenlignes med altid at gemme pålægschokolademaden til sidst. For hvad nu hvis man ikke kan spise mere, når man når så langt? (Jeg vil til hver en tid gemme det bedste til sidst. Og jeg sørger altid for løbende at tage en status på mætheden, så jeg kan springe direkte til det bedste, når det lakker mod enden. Så det er de bedste smagsminder, der hænger ved …)

Som udgangspunkt mente jeg, at det med skoene var min egen sag. Men jeg kunne godt mærke, at de to andre dyr gik lidt højere op i at få mig i skoene, end jeg først havde regnet med. Det kan jeg på en måde godt forstå – alt hvad der er sket den seneste tid taget i betragtning. Alligevel holdt jeg stædigt fast på at gemme skoene til en helt speciel dag.

For skoene er helt specielle. De er fantastiske. Med glimmer over det hele. To aflange discokugler solidt placeret på fødder, som kommer til at svæve, når de sko kommer på. Jeg kommer til at eje verden i de sko. Danse dagen lang – bekymre mig en anden gang. Skoene kommer til at føre mig ned ad de helt rigtige stier. Der, hvor alt giver mening.

Og de skal på i morgen. For det er lige nøjagtigt den dag, jeg har ventet på, kan jeg mærke nu. Vendepunktet, hvor alt begynder at gå fremad. I splinternye Diggelo Diggeley-sko. Så vær på vagt – det bliver farligt flot og fantabiliastisk.

PS: Jeg skulle egentlig også skrive en masse om Berlin og noget med de tre tårne. Det kommer snarest. Måske i morgen, hvor jeg uden tvivl helt sikkert og garanteret er sprængfyldt med fornyet overskud efter en hel dag iført de to skinnende vidundere (og publikum venter i spænding. Tre tyske tårne, siger du? Arhmen sikke en klippehænger at gå til køjs på).

Her kommer solen

Jeg troede, jeg skulle over til kulde. Frost og blæst. Eller som minimum regn. Masser af det. Jeg elsker at tage fejl. Og jeg elsker den krilrende følelse, der fulgte med årets første forårstegn.

London var ti grader og sol, der skinnede helt ned i tuben, hvor en jazzfyr sang ’All of Me’ på den helt rigtige måde, mens tonebolden blev kastet videre til en gut på gaden, som fløjtede ’Here Comes the Sun’, så det næsten kunne høres helt ind i butikken, hvor en halvlækker ekspedient spurgte: ’Are you alright my love’ med en stemme, der let kunne gøre en helspekulerende type hyggeblød i knæene.

Det var tur i teatret med den lækreste hare – omringet at hundredvis af seje, vilde skabninger, der konkurrerede om, hvem der gav den største fuck hvad angår normale menneskers fordomme (selv hvis jeg havde iført mig alt mit neon på én gang, ville jeg stadig føle mig underdressed. Skønt). Og det var lykkelig genforening med stykket, som man muligvis ikke kan sætte ordentligt pris på, med mindre man har lært at elske det i teenageårene. Som udskudsdansker i München eller indskudsdansker i Avedøre. Jeg blev rørt (om ikke på den bedste måde så i hvert fald på den næstbedste …)

elefantoelPS: London var heldigvis også spontanmøder med venner, små burgere, der burde være større, snak om Hr. Sten, skoshopping og solbrilleprøvning. Og Elefantøl. Den helt rigtige slags.

Toppen af top utjekket

Jeg ved ikke, hvorfor behovet for at gennemgå egen selvopfattelse er specielt stærkt lige nu. Måske er det sådan en januarting. En ’Åh-gud-nyt-år-hvad-sker-der-hvad-skal-jeg-hvem-er-jeg’-ting (og er det i øvrigt ikke noget med, at det er lidt mere legalt at være i krise i januar, end det er resten af året? Junikrise lyder bare ikke helt lige så hårrivende frustrerende som januarkrise).

Forleden fik jeg konstateret, at jeg stadig ikke kan tillade mig at fjerne ’tæt på’ foran godhjertet. Formodentlig (forhåbentlig) kommer jeg aldrig nogensinde til at kunne det. Og helt ærligt – folk, der er hundrede procent gode, er sgu da også en lille smule øretæveindbydende irriterende og røvkedelige, er de ikke? Eller er det misundelsen, der snakker?

Indtil nu troede jeg dog, at jeg muligvis havde overdrevet en lille smule, da jeg tilføjede et ’top’ foran utjekket. For ja, jeg er ret utjekket på mange måder. Jeg kan stadig fare vild hos min tandlæge, i en elevator og på herretoilettet. Jeg har stadig ikke helt lært at bedømme, hvornår det er (u)passende at gøgle med kroppen, at gramse på forkerte lår eller at gå i gulvet uden varsel. Jeg har heller ikke helt lært at finde en passende balance mellem min neonentusiasme på den ene side og normalpåklædningsopfattelsen på den anden side.

Men der er et punkt, hvor jeg føler, jeg ligger et godt stykke over gennemsnittet i forhold tjekkethed. Jeg er god til at huske aftaler. Jeg dobbelttjekker altid datoer i min kalender. Det er en af mine helt store neuroser. Ubalance på aftalekontoen skaber næsten større nedsmeltning end tanken om kun at tjekke komfuret to gange, inden jeg forlader lejligheden.

Jeg ved ikke, hvad der sker med mig for tiden. Jeg ved ikke, hvor mit hoved eller mine tanker er henne. Men det nye år har budt på afvigelser af værste skuffe på min eneste tjekkede tjekliste. Det startede allerede 2. januar, hvor jeg hev min krop ud af sygesengen og ned til alternativ massage (den hysterisk hulkende slags). Kun for at få spørgsmålet: ’Du hedder ikke Christian, vel’ fra tydeligt andendagstømmermændsramt receptionist. Jeg var dukket op den forkerte dag. Min aftale var den 3. Hvor jeg ikke kunne. Den slags sker ALDRIG for mig.

Flere frygtelige oplevelser i den dur fulgte og blev toppet i går, hvor jeg til skræk og rædsel opdagede, at jeg alligevel ikke har købt en tur til New York i påsken. Jeg har købt en rejse de datoer, hvor påsken lå sidste år. En uge efter resten af verden har pustet æg og spist lammesteg, eller hvad man ellers plejer at gøre for at markere den hellige faders enbårne søns dødsdag. Sådan noget har jeg ALTID styr på (altså ikke de religiøse mærkedage – men mine rejsedage). Jeg var i chok. Det hjalp ikke engang, da jeg forsøgte at undskylde fejlen med, at det da fandeme er åndssvagt, at der er konsensus om, at frelseren har fødselsdag på samme dag hvert år (ligesom alle andre dødelig), men at hans dødsdato rykker rundt efter nogle åndssvage regler, som jeg aldrig lærer at regne ud.

Nedsmeltningen blev toppet, da jeg i går eftermiddags stod i lufthavnen med haren. Vi skulle til London, men inden vi nåede så langt, skulle vi forbi security – et farligt sted for en helspekulerende type med angst for autoriteter. Tjekmanden kiggede først på min billet, så op på mig, så ned på billetten igen, så op på mig igen, hvorefter han rynkede panden, sendte mig et autoritetsagtigt blik og sagde ’Du skal først rejse i morgen’. Jeg gik i spontanpanik og forsøgte at pippe et ’Neeej’, hvilket fik ham til endnu mere tørt at gentage: ’Du skal først rejse i morgen’. Der gik op til flere forfærdeligt pinagtige sekunder, inden han begyndte at grine, gav mig min billet tilbage og sagde, at jeg bare kunne gå videre.

Jeg er åbenbart ikke kun utjekket. Jeg er også bundnaiv. Normalt er jeg ret stor fan af ironi. Jeg bruger det selv så dagligt som muligt. Men lige præcis i går havde jeg meget gerne været det foruden. Ærgerligt, at det ikke er tilladt at uddele smølfespark til øretæveindbydende autoritetstyper (men der findes vel ingen regler om, at man ikke må sende et enkelt et af sted i tankerne …)

keep_calm

PS: Jeg kom til London. Og jeg er her stadig. Forhåbentlig rammer jeg København igen i morgen aften. Hvis guderne og EasyJet og mit eget hoved ellers kan finde ud af at samarbejde. Ellers ses vi måske på den anden side af påske. Hvornår det så end er …

Ja tak!

Jeg siger stadig ja. Prøver stadig at udfordre mig selv. Jeg har klaret mig igennem den første uge nu, og det er gået overraskende godt. Selv i dag hvor jeg har været en tur hos frisøren med nerverne uden på håret. Min frisør er nemlig sådan en sej type, der havde blåt hår, sidst jeg så hende, og orange hår gangen før det. Og så er hun også en af dem, der gerne vil komme med opfindsomme forslag til mulige eksperimenterende frisurer. Jeg har en fornemmelse af, at hun kan lugte personlighedskrise-ramt kunde (og dermed let offer) på en kort kilometers afstand. Det kunne hun i hvert fald sidst, jeg var nede at vende. Dengang var jeg så langt væk fra den virkelige verden, at det slet ikke gik op for mig, at hun havde hevet trimmeren frem. Inden jeg nåede at protestere, var hun gået i gang med at maskulinisere mig i nakken, men jeg fik heldigvis råbt stop, inden hun kom for godt i gang, så hun lavede kun en kvart Britney på mig.

Derfor frygtede jeg en smule for konsekvenserne i dag, hvor jeg ankom iført en kombineret krise- og ja-hat. Jeg var forberedt på alt – lige fra regnbuefarvet garn til 80’er-perm eller creppede extensions. Lige meget hvad hun foreslog som det første, skulle jeg sige ja. Men guderne belønner åbenbart de modige, for frisøren (som denne gang havde farvet sit eget hår overraskende afdæmpet blond) opfattede åbenbart slet ikke, at hun havde fået saksen i et let offer. Det vildeste, hun gjorde ved manken, var at rykke min skilning et par centimeter. Jeg var næsten helt skuffet. Men så igen …

Frisør-lettelsen var dog ingenting i forhold til det, der skete i går aftes, hvor jeg mødtes med haren. Hun havde fået en idé, og jeg havde lovet at sige ja lige meget hvad (dog med Ole Wedel-forbeholdet). Her havde jeg virkelig været omkring mange mulige scenarier – fra tantrisk massage over bjergbestigning til åndeuddrivelse (jeg kunne umuligt bedømme, hvad der var mest skræmmende). Så da hun lagde en konvolut foran mig, måtte jeg tøve to sekunder, før jeg åbnede den. Indeni lå en meget for tidlig fødselsdagsgave – flybilletter til London og teaterbilletter til Rocky Horror Picture Show – forestillingen, der bekræfter, at det faktisk er sjovest at være en lille smule sindssyg (en betryggende bekræftelse lige nu). Jeg ved ikke helt, hvordan jeg har gjort mig fortjent til det, men nu skal haren og jeg i hvert fald på romantisk storby-weekend for at se verdens sejeste show. Jeg er sgu en ret heldig ja-hats-type, hvis jeg nu selv skal sige det!

Ballon-barn på nedturs-eventyr

OL i shopping er indtil videre en stor succes – i hvert fald på min personlige skala, hvor succes måles i imponerende indhug på bankbogen (en af mine personligheder kan meget godt lide ord som bankbog. Og EDB. Og kassettebåndoptager. Mere om ham på et senere tidspunkt). Til gengæld har disciplinen været knap så stor en succes på selvtillidsskalaen. Nedturen startede, da en ellers så venlig og servicemindet ekspedient kiggede ned på mine fødder og spurgte, om jeg brugte størrelse 49 i sko (ja, jeg ved godt, jeg har store fødder af sådan en lille pige at være. Jeg satte hæl for tidligt, dengang jeg blev til, og derfor er jeg til gengæld også velsignet med et par proportionelt set usandsynligt korte ben. Træd i det, søde ekspedient, vil du ikke nok?) Næste nedtur stod jeg selv for, da jeg efter et tilsyneladende ret fantastisk buksekøb kunne konstatere, at jeg ved en fejl var kommet til at investere i et par “maternity pants”  (jeg syntes bare, de var så behagelige, og så var der jo også plads til en treretters uden risiko for efterfølgende stramningskriser). Jeg ved godt, hvad man siger om store fødder, og jeg ved også godt, hvad man siger om store maver. Heldigvis er jeg stadig mere hunkøn end hankøn (ved egentlig ikke, hvorfor jeg kom til at bruge ordet “stadig”), og der er umiddelbart ingen risiko for personlig børnetilblivelses-nedsmeltning, så jeg forsøger at holder efterveerne fra shopping-nedturene på et absolut minimum.

Og så hjalp det selvfølgelig også betydeligt på selvtilliden hos den-11-årige-pige-inden-i-mig, da en tilfældig engelsk mand var så venlig at minde mig om, at jeg trods voksenlignende nedture stadig udsender en form for barnlige signaler. Han gav mig i hvert fald en ballon. En rigtig fin, grøn én. Nogle ville takke pænt nej eller overrække ballonen til sådan et rigtigt barn med små fødder og mave uden for graviditetsrisikozonen. Jeg vurderede dog, at den ville skabe større glæde, hvis mine store plader lige fik lov til at gå en tur i London med den.

Billede

PS: Det der med helium er stadig sjovt!