Noget om at blive en gammel killing

Det er fredag aften. Fest og farver!

Klokken 18 lagde jeg vasketøj sammen. Klokken 19 gjorde jeg rent. Klokken 20 vaskede jeg op. Og klokken 21 åbnede jeg en flaske hvidvin for mig selv, tændte for TV 2 News og tænkte over, hvad andre dyr mon laver en aften som i aften.

Guldfisken drikker en enkelt øl med sig selv på altanen. Solsorten spiser sofapizza med ekstra ost og Ben & Jerry’s (ved siden af. Tror jeg nok). Kaninen sover på sin sofa. Musvitten spiser efter alt at dømme Kloakslam på sin sofa. Egernet ligger i Aarhus på sin sofa og er gravid. Ligesom 6-7 andre af mine nærmeste veninder og søskende (alene denne uge har budt på hele tre graviditetsannonceringer).

Solsorten og jeg havde for lidt siden en beskedkorrespondance om, at vores yngre jeg ville græmme sig over vores ældre jeg. Som hun skrev, så er vi endda blevet for gamle til være old school og tage til TV-2-koncert i Tivoli. Og SÅ er man altså gammel! (Jeg har dog sat en af deres plader på giraffens afspiller for en god ordens skyld).

Men selvom vi egentlig blev enige om at holde det hemmeligt, var vi begge enige om, at det der gammel er toppen. Jeg ved ikke, hvad det er, der gør det. Det er helt sikkert ikke fredagsrengøringen.

Det er nok nærmere følelsen af at kunne slappe af. Fredag aften på sofaen og mandag morgen inden job og onsdag eftermiddag før ugens første fyraftensøl. Følelsen af, at lige meget hvad, så skal alting nok gå. Den er der ikke konstant, den følelse. Men det meste af tiden. Heldigvis.

Lige nu kan jeg høre de nyslåede studenter køre rundt og huje i deres vogne. Det gjorde jeg selv for 10 år siden. Dengang var jeg sikker på, at mit ældre jeg ville være misundelig på mit yngre jeg. På den frihed, jeg havde i vognen, hvor jeg frygtede de bånd, fremtiden ville lægge på mig. Hvor jeg ironisk nok skrålede med på Me and Bobby McGee. Nu glæder jeg mig næsten til at få grå hår (men også kun næsten).

Livet er sgu egentlig ret fedt sådan en fredag aften på sofaen …

voksenfredag

PS: Til de, der er alvorligt bekymrede for mit velbefindende, kan jeg berolige jer med, at den næste uge står på døgndruk onsdag til lørdag et sted på en midtsjællandsk mark. Og inden da skal jeg en tur i Gaden i Aalleren. Så unge jeg, slap helt af. Alt er ikke tabt endnu …

Bittersød erfaringsnote #12

Kære mig selv

Hvis du er inviteret til julefrokost i et andet land med 40 mennesker, du ikke kender, og du vil forsøge at gøre et godt førsthåndsindtryk, så er der forskellige ting, du skal prøve at undgå. For eksempel er det en rigtig dum idé at møde op på Øresund station, når bussen kører fra Ørestad station. Det er nemlig meget, meget pinligt at træde ind i en bus fyldt med fremmede mennesker, som har siddet og ventet alt for længe på dig, fordi du lige skulle bruge en halv evighed på at rejse tværs over en lorteø.

Normale typer ville nok forholdsvis hurtigt komme over den slags. For hey, jeg havde jo bare læst forkert i mailen (alle de sytten gange jeg åbnede den for at tjekke, at jeg havde husket tidspunktet rigtigt, fordi der udtrykkeligt stod, at bussen IKKE ventede). Men jeg rystede hele vejen fra Øresund til Ørestad. Og alt for langt ind i Sverige. Ikke kun fordi det var pinligt (meget, meget pinligt), men nok også fordi det fik mig til at føle, at jeg ikke gjorde det godt nok. Jeg var så oven på, da jeg kom 25 minutter for tidligt til den forkerte station. Og så langt nede, da jeg alt for sent opdagede, at jeg er en uduelig idiot, som ikke en gang kan finde ud af at læse en skide mail. Heller ikke efter sytten forsøg.

Selvom jeg hverken blev mødt med vilde bebrejdelser eller buh-råb, kunne jeg først begynde at give slip på den dårlige samvittighed, da kaninen i går aftes hev mig ud af min nedsmeltningscentrifuge og spurgte, om den der helt-ude-af-proportioner selvbebrejdelse muligvis bunder i noget andet end en metromisforståelse. Og det gør den jo nok.

En del af det handler tydeligvis om, at jeg er så fandens bange for at gøre noget forkert. Noget, som skuffer og får gode mennesker til at tænke dårlige ting om mig. Og så handler det nok også om, at jeg er helt vildt nervøs for, at jeg muligvis render rundt og tror, at alt er på en bestemt måde, og jeg så lige pludselig finder ud af, at det slet ikke er, som jeg tror, det er. At det, der er helt rigtigt for mig, er helt forkert for andre.

Lige nu tror jeg dog, det er mest rigtigt for mig at arkivere metrostunt i skuffen med alle de andre top utjekkede dumheder, som potentielt set kan udvikle sig til fremtidigt underholdende historier. For der er jo heldigvis ikke noget, der er så skidt for nogen, at det ikke er sjovt for andre …

toiletdiskussion

PS: Apropos ting, der ikke er, som jeg tror, de er, fik jeg tidligere i dag et chok, da jeg fandt ud af, at det ikke er alle mennesker, der folder deres toiletpapir. Tværtimod er det åbenbart mig, der er mærkelig og ordentlig og anal, for jeg er omgivet af krøllere. Både guldfisken og musvitten og solsorten (musen vandt jeg heldigvis over på min foldede side, selvom han ikke var meget for at indrømme det). Tænk en gang at det skulle overgå mig at være lige ordentlig nok …

Noget om listelivserfaring

Okay, måske har jeg det virkelig ikke i mig, det der hævn. Jeg ved heller ikke, hvor jeg skulle finde plads til det i et hoved, der er fyldt med så mange andre unødvendige nødvendigheder. Et kort øjeblik troede jeg ellers, det ville være et stykke med kage at finde på et eller andet dejligt ondskabsfuldt, men selvom jeg har modtaget flere opfindsomme hævnforslag (det bedste fra flamingoen*), må jeg nok indse, at hævn havner på min liste over ting, jeg forsøger at undgå, fordi erfaringen har lært mig, at jeg dermed gør mit liv en del mere rart og ukompliceret.

Indtil videre ser den liste nogenlunde sådan her ud:

Ting-jeg-forsøger-at-undgå

– Hævn (fordi det aldrig føles godt hverken i tanke eller i handling)

– Unødvendig jalousi (fordi det aldrig fører noget godt med sig. Heldigvis har jeg lært, at det ene ikke nødvendigvis har noget med det andet at gøre, hvilket gør afjalousineringsprocessen en del lettere**)

– Unødvendig dårlig samvittighed (fordi det netop er unødvendigt. Til gengæld er det meget sværere for mig at undgå end unødvendig jalousi eller vrede eller hævntørst, fordi den dårlige samvittighed helt naturligt kommer lettere til mig)

– Knibskhed (fordi knibsk er kedeligt, selvom kedeligheden er fanget i et fantastisk ord)

– Folk, der råber for at virke magtfulde (fordi de er farlige og sølle på samme tid og giver mig den helt forkerte klump i maven***)

– Førersædet i en bil (fordi jeg aldrig kan slippe tanken om alt det frygtelige, jeg potentielt set kunne være skyld i. Og det er ikke mavepinen værd)

– Shots i ølkrus (fordi djæ bar gøør ma virli virli dåm a hør pååå****)

– Excelark (fordi de er meningsløse og minder mig om, at jeg nok aldrig får helt styr på lortet)

*

haevn haevn1 haevn2 haevn3 haevn4

** For et stykke tid siden luftede kaninen en teori om, at der er to former for unødvendig jalousi – den fysiske og den mentale. Hun mener, at fyre generelt bliver jaloux på grund af frygten for fysiske forbindelser, mens piger lettere bliver jaloux over mentale forbindelser. Jeg ved ikke, om hun har ret, men det lød klogt, og jeg synes, det føles bedst at forsøge at undgå begge dele.

*** Ja, panter, det gælder specielt knibsk buschaufførtype.

**** Skønt flashback til firmafest med paryk og benstrejke og uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop og afsked med den sidste stump værdighed. Hvorfor skal den slags altid ske foran hele verden og samtlige chefer? Godt, jeg aldrig drikker igen!

Noget om et nedtursnavn

Pai er lagt på hylden. I hvert fald indtil guldfisken og jeg skal udenlands igen om et par uger. Så i mellemtiden er det tilbage til standardnavn. Et navn, jeg har det lidt ambivalent med.

Altså, det er jo mit, så jeg har besluttet mig for at acceptere det. Men jeg har nok aldrig følt, at det passer så godt til mig. Mine omgivelser har tydeligvis slet ikke.

Et par af yndlingsdyrene lærte mit navn at kende, før de mødte mig. Både kaninen og hamsteren har været praktikanter i afdelingen og haft mig som kontaktperson. Nu, hvor vi er blevet venner, tør de godt indrømme, at de ikke helt kunne få navnet til at passe med stemme og udseende (for slet ikke at tale om opførsel), da de mødte mig første gang.

‘Du udstråler jo autoritet i dit navn’, sagde kaninen på et tidspunkt (underforstået – jeg som person udstråler aldeles ingen autoritet).

Den anskuelse passer også meget godt til hamsterens beskrivelse af det umiddelbare indtryk af mig, da hun skulle til samtale om praktikpladsen, og jeg for første gang nogensinde skulle prøve at sidde på den anden side af bordet og lege den voksne.

‘Jeg var så nervøs, og så sad der bare sådan en neontrunte’, fortalte hun (her vælger jeg at tage det med neontrunten som en kompliment).

Det er ikke kun ordlyden, jeg (og mine omgivelser) har det svært med. Betydningen giver mig også præstationsangst. For hvem har lige lyst til at forsøge at leve op til titlen ‘Den fromme’? Jeg ved i hvert fald, at jeg ikke kan (og så har jeg ikke sagt for meget).

Jeg kan takke min søster for mit navn, for egentlig skulle jeg have heddet noget så dejligt uproblematisk som Julie. Men storesøs protesterede, smed sig på gulvet og råbte og skreg og vred sig og nægtede at troppe op til min barnedåb, hvis jeg skulle hedde Julie (sådan forlyder historien i hvert fald). Så derfor måtte familien finde på noget andet. Og det blev virkelig laveste fællesnævner. Jeg fik ikke det navn, som mine forældre bedst kunne lide, men det, der sikrede, at alle mødte op til barnedåben.

Nå, men i det mindste kan jeg da forsøge at leve højt på, at mit navn meget snart er meget unikt. Det siger den flotte statistik i hvert fald. For resten af Danmark har åbenbart fået øjnene op for, at der (for manges vedkommende) følger nogle ret uønskede politiske association med i navnepakken. Blandt andet derfor tror og håber jeg, det er positivt ment, når nye bekendtskaber igen og igen siger: ‘Det er simpelthen så mærkeligt, at du hedder Pia’.

nedturspia

Sjovt nok begynder statistikken ved mit fødselsår. Men det er jo altid rart at starte på toppen. Eller noget …

Ordet er skidt

Jeg har allerede skrevet om de gode ord. Dem er der mange af. Men de dårlige findes også. ’Fnat’ for eksempel. Det lyder bare ikke særlig indbydende. Øverst på min liste over dårlige ord findes ’afsked’. Det er frygteligt og burde aldrig bruges (med mindre man altså tager afsked med noget frygteligt. Så er det helt okay). Ordet i sig selv lyder jo som noget, der burde foregå på toilettet. Og betydningen er endnu værre.

Dengang min krop var barn, var min værste frygt ikke at dø. Det var at skulle sige farvel til dem, jeg holder af. Jeg opdyrkede meget hurtigt en neurose, som tvang mig til at sige ’Vi ses’ til alle, for ellers kunne det være, vi aldrig skulle ses igen. Jeg kunne gå helt i panik, hvis jeg havde glemt at sige det, og så måtte jeg i stedet sige det meget hurtigt inde i mit hoved fire eller 16 gange (afhængigt af vigtigheden).

Så kom alle de andre tvangstanker, der skulle sørge for at holde orden på verden. De er der altid en lille smule. Nogle perioder værre end andre. Jeg tjekker altid mit komfur flere gange, inden jeg tager hjemmefra. I fredags blev jeg nødt til at smutte tilbage op til fjerde, låse mig ind i lejligheden og tjekke det en ekstra gang. Så er det slemt.

Da jeg lidt senere gik over Knippelsbro i mørke, fik jeg pludselig en fornemmelse af, at et eller andet var galt hos nogen, jeg holder af. Jeg anede ikke, hvad det skulle være, men følelsen var så stærk, at jeg blev fuldstændig handlingslammet. Jeg kunne ikke andet end at sætte mig nede ved havnen og græde uhæmmet (og forhåbentlig uden grund). De kommer engang imellem, panikanfaldene. Og de er heldigvis affødt af noget positivt – nemlig at jeg har nogen i mit liv, som jeg holder afsindigt meget af, og jeg derfor er frygtelig bange for, at jeg på et tidspunkt bliver tvunget til at tage afsked med dem.

Der var ikke noget specifikt, som havde fremprovokeret følelsen, men når den først er der, er den svær at slippe igen. En clairvoyant type fortalte mig engang, at jeg har clairvoyante evner, og at jeg selv kan bestemme, om jeg vil bruge dem. Det syntes jeg lød ret tosset og langt ude, men i de situationer, hvor jeg bliver bange, kommer jeg til at tænke på det igen. For hvad nu hvis hun havde ret, og mine helt-uden-grund-fornemmelser opstår på grund af en eller anden overnaturlig evne til at forudse ting? (Når først tanketoget futter, er der faktisk slet ingen grænser for, hvor meget indflydelse jeg kan have på andres liv. Alt er på en eller anden måde min skyld. Og jeg tager al skylden på mig, thi mit mellemnavn er Kristus. Intet mindre …)

Jeg var fuldstændig handlingslammet og kunne ikke engang tage mig sammen til at gå de hundrede meter ned til den bar, hvor jeg havde en aftale med gamle kolleger og nye øl. Men lidt efter lidt blev det bedre – ikke mindst afhjulpet af en tommelopbesked fra giraffen, som meldte alt okay på savannen, telefonisk førstehjælp fra kaninen og brede mejseskuldre på brun beværtning (da jeg endelig fik taget mig sammen til at dukke op).

Jeg var vildt frustreret over, at jeg ikke kunne forklare, hvad der var galt. Det ville være så meget lettere, hvis jeg havde fået et slag med en kæp eller havde fået lus. Men jeg er glad for, at jeg nu tør indrømme, at jeg kan få det sådan. For det gør det meget lettere at blive god igen hurtigt og nyde alt det gode, som jeg frygter afskeden med, netop fordi det er så skide godt.

kiss_and_goodbye

Sidste nyt fra Zoo

‘Jeg tror faktisk godt, du kunne vinde en fyr over, hvis han mødte dine venner’, sagde kaninen til mig for nogle måneder siden.

Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle forstå sætningen. Den åbenlyse tolkning ville være, at kaninen mente, hun og resten af dyreflokken er så fantastiske, at de ville veje op for det, jeg selv trækker ned. Hun forsøgte dog at redde den ved at sige, at jeg viser mig fra en ret fin side, når jeg er sammen med mine venner, og jeg derfor kunne score nogle point på min personlighed.

Dengang var det slet ikke relevant. Og jeg regnede heller ikke med, at det ville blive relevant på den her side af fremtiden. Men nogle gange sker ting hurtigere, end man regner med, fordi rigtighed har krudt i røven (heldigvis). Så i fredags fik haren, guldfisken og solsorten lov til at se giraffen. Mere eller mindre tilfældigt. Kaninen sneg sig også til en lynpræsentation lørdag. Ud over at hun fik indikeret, at han er alt for god til mig, og jeg derfor burde sende ham videre i systemet (til hende for eksempel), så var det faktisk slet ikke så farligt at forene to verdener. Jeg ved ikke helt, om han synes bedre om mig nu, hvor han har mødt de fire tøsedyr. Men lige meget hvad føler jeg allerede, at jeg har vundet. For som guldfisken så rigtigt siger:

‘Tænk engang at du har mødt en fyr, der kan li’ dig, som du er. Det er da ret fantastisk!’

giraffen_og_elefanten

PS: Giraffen er i øvrigt sådan en type, som gerne vil bruge en rockerkold lørdag eftermiddag på at udforske nyfødt elefantunge i Zoo (hvilket fik mig til at æde gammel tvivl om musvittens karmalortsteori i mig. Alt er skide godt!)

Endepunkt-vendepunkt

’Tag nu de sko på. Ellers kan det være, du lige pludselig får klumpfod. Spontan klumpfod. Og så får du dem aldrig på!’

Ordren kom fra kaninen for et par uger siden. Hun havde fået øje på et par sko i min entré, som hun ikke havde set før. Og som hun ikke havde set mig i. Skoene er købt i London sammen med haren. Jeg prøvede at forklare, at jeg gemte dem til en særlig lejlighed. Det syntes kaninen var noget fis. Hun fik støtte fra guldfisken, som mente, det kunne sammenlignes med altid at gemme pålægschokolademaden til sidst. For hvad nu hvis man ikke kan spise mere, når man når så langt? (Jeg vil til hver en tid gemme det bedste til sidst. Og jeg sørger altid for løbende at tage en status på mætheden, så jeg kan springe direkte til det bedste, når det lakker mod enden. Så det er de bedste smagsminder, der hænger ved …)

Som udgangspunkt mente jeg, at det med skoene var min egen sag. Men jeg kunne godt mærke, at de to andre dyr gik lidt højere op i at få mig i skoene, end jeg først havde regnet med. Det kan jeg på en måde godt forstå – alt hvad der er sket den seneste tid taget i betragtning. Alligevel holdt jeg stædigt fast på at gemme skoene til en helt speciel dag.

For skoene er helt specielle. De er fantastiske. Med glimmer over det hele. To aflange discokugler solidt placeret på fødder, som kommer til at svæve, når de sko kommer på. Jeg kommer til at eje verden i de sko. Danse dagen lang – bekymre mig en anden gang. Skoene kommer til at føre mig ned ad de helt rigtige stier. Der, hvor alt giver mening.

Og de skal på i morgen. For det er lige nøjagtigt den dag, jeg har ventet på, kan jeg mærke nu. Vendepunktet, hvor alt begynder at gå fremad. I splinternye Diggelo Diggeley-sko. Så vær på vagt – det bliver farligt flot og fantabiliastisk.

PS: Jeg skulle egentlig også skrive en masse om Berlin og noget med de tre tårne. Det kommer snarest. Måske i morgen, hvor jeg uden tvivl helt sikkert og garanteret er sprængfyldt med fornyet overskud efter en hel dag iført de to skinnende vidundere (og publikum venter i spænding. Tre tyske tårne, siger du? Arhmen sikke en klippehænger at gå til køjs på).

Alt du ikke behøver at vide og mere

Jeg ved ikke meget om aktierkurser og kapitalinvestering. Jeg ved stort set intet om protoner eller elektroner eller dem der i den tredje kategori. Og det er først nu gået op for mig, at ydmygelsen i Skopje handler om en bold (jeg tænkte først, det måske var noget med en upassende fuldemandskærlighedserklæring).

Til gengæld er jeg ret klog på ubrugelig viden. Specielt når det drejer sig om dyr. For eksempel ved jeg nu, at:

– en guldfisk ikke kan lukke øjnene, når hun sover (måske er det derfor, hun snakker så meget i søvne)

– en kanin ikke kan kaste op (så forstår jeg bedre, at det altid kun er mig, der ligger med hovedet i kummen, selvom vi har været lige spritstive)

– en bjørn mister evnen til at klatre i træer, når han bliver voksen (storebjørn, lad være med at afprøve det. Det går galt. Ligesom dengang med cyklen på Bryggen. Bjørne er ikke skabt til artisteri)

– en hankat kan leve to til tre år længere, hvis han bliver kastreret (men vent lige med indgrebet, til hunkatten får chancen for at bringe potentielt fantastiske killinger til verden, ik’ … )

– en tigerunge kun bliver hos sin mor i to til tre år. Så finder hun sit eget territorium. (Hvad? Skandale! Bur hende inde! Omgående! Eller sørg i hvert fald for, at hun altid er i nærheden af tryghed!)

– en hanand generelt er stille og meget sjældent rapper (hvad er da det for en uorden? Kom i gang med det vigtige rapperi, blev der sagt!)

– en giraf i gennemsnit lever 10-15 år i naturen og 25 år i Zoologisk Have (men jeg synes altså, han fortjener friheden. Det ville også være ærgerligt, hvis han ikke fik lov til at lære de andre dyr på savannen bedre at kende)

– en elefant kan stå oprejst, efter hun er død (det når jeg nok aldrig at få afprøvet i levende live. Men hvis jeg formår at holde mig stående posthumt, kunne det jo meget passende være til tonerne af den her)

Klik part II

Det var Super Bowl-aften i går. Så storebjørn smed guldfisken ud hjemmefra, fordi han skulle se bold med drengene. Derfor flyttede hun sin pyjamas hjem til mig i huset af guld, og mens fyrene sandsynligvis sad og hujede og kværnede chips og tyllede håndbajere, sad guldfisken og kaninen og jeg og spiste sushi og drak hvidvin og snakkede om fyre. I flertal. Og i flere timer. Christ!

Piger snakker om fyre, mens fyre snakker om bolde. Betyder det så, at fyre generelt er mere interessante end piger, mens bolde er mere interessante end både fyre og piger? For bolde snakker vel ikke om nogen? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at piger kan bruge usandsynligt lang tid på at diskutere hypotetiske scenarier uden at blive klogere på noget som helst. (Dog nåede vi på et tidspunkt frem til en form for teori om, at piger generelt snakker mere om sex (eller manglen på samme), end fyre gør, men at fyre generelt overdriver mere om sex (men nok ikke om manglen på samme)).

Midt i søndagens ‘så-sagde-han-og-så-sagde-jeg’-hurlumhej fortalte kaninen noget ret interessant. En af hendes veninder har en datter, som forleden kom hjem fra børnehave og fortalte, at hun var blevet kærester med Emil. Hendes mor sagde nådada og tillykke og spurgte, hvad Emil så sagde til det?

‘Han siger ikke noget. Han ved det nemlig ikke endnu’.

Jeg elsker børn – specielt fordi de kan få lov til at skabe deres egen virkelighed, uden at de bliver stemplet som sindssyge. Som 5-årig er det jo okay at holde fast i den naive tro på, at verden er indrettet sådan, at det, man synes passer sammen, også får lov til at sige klik. Gad vide, om der er en aldergrænse for, hvornår man kan få lov til at melde sig ind i den børnehave?

boernehavekaerlighed

PS: Billedet er ikke taget ved det unge kærestepars børnehave, men ved indgangen til en tilsvarende institution, jeg gik forbi i morges på vej ned til stranden.

PPS: Emil, jeg håber virkelig, du bliver glad, når du hører nyheden om din ændrede civilstatus. Lov mig i det mindste, at du giver det en chance. Afstikkere er tøsedrenge, der snyder sig selv for at afprøve mulig mening!

Vooduvilje

Jeg kan kun råbe indeni. Det har jeg allerede konstateret. Men jeg glemte vist at nævne, at mine indre frustrationer ofte komme ud på anden, ucharmerende vis. Som dengang jeg ved en fejl kom til at spytte tigeren i øjet, selvom vi kun sloges for sjov, og det slet ikke var hende, jeg var irriteret på. Det var i 8. klasse, og spytklatten var bare ment som en trussel. Jeg ville slet ikke have gjort det. Men hovedet glemte at stoppe munden på halvvejen, så lige pludselig var skaden sket. Jeg ved ikke, om hun kan huske det i dag. Men jeg glemmer det aldrig.

Så var der også dengang, hvor jeg var meget tæt på at slå min lillesøster, fordi hun havde gjort noget ved mig, der var endnu mere klamt end det med spytklatten. Hun ville have min opmærksomhed og var træt af, at jeg sad med hovedet begravet i de samme bøger flere dage i træk i stedet for at underholde hende. Så derfor måtte hun ty til yderst beskidte tricks. Jeg kunne sagtens have gjort det. Slået hende, altså. For selvom jeg var lille, var hun meget mindre end mig. Men jeg gjorde det ikke. I stedet skyndte jeg mig at låse mig ude på toilettet og tælle til fire gange fire fire gange, mens jeg skammede mig over den overvældende vrede, som snurrede helt ud i knytnæverne. Alt imens lillesøs stod uden for døren og stortudede, fordi hun troede, jeg nu havde slået hånden af hende for altid. Det kommer heldigvis aldrig til at ske.

Og der var selvfølgelig også den gang, jeg kom til at nive guldfisken meget hårdt i numsen (almindelige guldfisk har slet ikke numser, men heldigvis er min guldfisk ret speciel). Hun havde taget noget, som jeg mente, jeg både havde mere ret til, mere behov for, og som jeg i øvrigt ville sætte større pris på. Og i min fuldskab syntes jeg, hun var afsindigt uretfærdig, fordi hun snuppede det foran næsen på mig. Men det gav mig ikke helt ret til at give hende et skræmmende stort blåt minde om ufinheden. Jeg blev selvfølgelig straffet for min synd umiddelbart efter med offentlig ydmygelse på Psykopaten (den første af mange ydmygelser det sted). Og jeg blev endnu engang bekræftet i, at hævn aldrig føles godt – hverken i tanke eller i handling.

Men hvordan kan det så være, at tanken alligevel popper op? For nogle dage siden måtte jeg ringe til kaninen og spørge, hvor nyrerne egentlig sidder. Fordi jeg havde lyst til at sende alle mine frustrationer i et mentalt spark til rette modtager lige der, hvor det kan mærkes. Men jeg sendte ingenting af sted. Ikke engang et symbolsk smølfespark. Fordi det alligevel føltes forkert.

Jeg fandt en lille, sort dukke i en kasse for et stykke tid siden. Sådan en man kan stikke nåle i. Den fik jeg for nogle år siden, hvor jeg virkelig havde brug for den. Men da jeg sad med den i hånden igen, kunne jeg ikke få mig selv til at stikke i den (selvom en del af mig virkelig længtes efter lidt hyggepenetrering i den ene fod).

voodoo

Jeg kan ikke råbe udenpå. Og jeg kan kun finde ud af at slås for sjov. Alligevel er der en grund til, at der står et ‘tæt på’ foran godhjertet i min beskrivelse af mig selv. Jeg ville ønske, jeg kunne skrive ‘helt igennem’. Men jeg har stadig mine dårlige sider (og der er flere, hvor de kommer fra). Jeg får stadig lyst til at råbe og skrige og slå og sparke og spytte, når jeg er frustreret. Men jeg håber, det er et tegn på, at jeg rent faktisk kan mærke mig selv. For de dårlige følelser fødes vel der, hvor de gode følelser bliver bremset. Og det må jo så betyde, at de gode følelser får lov til at galopere. Til en vis grænse, måske. Men det er bedre end total stilstand. Meget bedre. Og hvem ved – måske bliver den frie galop en dag legaliseret på tværs af grænserne. En helspekulerende type har vel lov at håbe …

PS: Ingen dukker kom til skade under tilblivelsen af dette blogindlæg