Noget om Herman – part III

Kagen Herman bliver passet for første gang nogensinde, så det seneste døgn har jeg ikke kunnet følge med i surdejsfyrens velbefindende. Nu forstår jeg virkelig, hvordan forældre har det, når de afleverer deres afkom i institution for første gang. For det her hører da uden tvivl ind under samme kategori!

Heldigvis har giraffen lovet af passe godt på ham og røre i ham morgen og aften, så jeg kan roligt spare bekymringen og bruge tiden på noget fornuftigt i stedet for. Så som at spekulere over om jeg mon er en dårlig dejmor, fordi jeg har forsøgt at speede hans udvikling op og skære et par dage af den store gæringsproces. Opspeedningen var da heller ikke med min gode vilje, men et nødvendigt træk hvis jeg skal nå at bage ham i en ovn, når nu min egen er i udu.

Herefter overtager spekulationerne om, hvorvidt jeg overhovedet kan få mig selv til at bage ham, hvis vi når så langt – for slet ikke at tale om at spise ham. Uff!

Og hvad skal der dog blive af alle de små mini-Herman’er, der kommer ud af ham om nogle dage? Naiv som altid havde jeg troet, at vennerne ville stå i kø for at få deres egen lille Herman. Men der tog jeg fejl. Indtil videre er det kun katten, der har været så sød at tilbyde adoption. Og jeg vil jo bare så gerne være sikker på, at alle de fire små får et godt og trygt hjem. Jesus kagestruds, nu er gode råd dyrere …

eatPS: Har jeg lige skrevet indlæg nummer tre om en dej? Ja, det har jeg. Identitetskrisen lurer uden tvivl om nærmeste hjørne. Igen …

Indkravlingsmusik i solosædet

Når det engang (formodentlig inden for den nærmeste fremtid) bliver muligt at rejse tilbage til fortiden, bør alle smutte forbi DR’s Koncerthus 23. maj 2013 og høre Marie Keys musikalske troldetrylleri på den scene, som altid tager mig med lydstorm.

I min verden er hun en af de mest originale sangskrivere i de her dage, og oplevelsen blev endnu bedre af, at hun var underholdende på den rigtige måde, frem for den der jeg-bør-sige-noget-krampagtigt-sjovt-på-scenen-måde. Hendes musik er lige til at kravle ind i, og den følelse var endnu stærkere live. Desværre sad jeg helt palle og havde kun mulighed for at rykke tæt tæt sammen med de to store, fremmede mænd, som jeg var spændt fast mellem i mit solosæde, mens jeg kunne vinke over til guldfisken på den anden balkon, katten på den tredje og solsorten under mig (note til selv – køb billetter i GOD tid næste gang).

På en måde var der noget fedt ved at sidde helt alene i salen. Alligevel ville jeg gerne have udskiftet Arne-Bjarne til højre for mig med et velkendt dyr – fugl eller fisk eller måske sådan en type med en meget lang hals, som kunne give en synsudfordret snabeltøs et fyldigt referat af, hvad der rent faktisk foregik på scenen (og muligvis også lægge koncertgramselår til ved samme lejlighed).

PS: Apropos Google tænker jeg, at en søger meget passende havde held i sprøjten her på bloggen i går. Måske var det endda en af de mindre sindssyge af slagsen …

landet

Alt du ikke behøver at vide og mere

Jeg ved ikke meget om aktierkurser og kapitalinvestering. Jeg ved stort set intet om protoner eller elektroner eller dem der i den tredje kategori. Og det er først nu gået op for mig, at ydmygelsen i Skopje handler om en bold (jeg tænkte først, det måske var noget med en upassende fuldemandskærlighedserklæring).

Til gengæld er jeg ret klog på ubrugelig viden. Specielt når det drejer sig om dyr. For eksempel ved jeg nu, at:

– en guldfisk ikke kan lukke øjnene, når hun sover (måske er det derfor, hun snakker så meget i søvne)

– en kanin ikke kan kaste op (så forstår jeg bedre, at det altid kun er mig, der ligger med hovedet i kummen, selvom vi har været lige spritstive)

– en bjørn mister evnen til at klatre i træer, når han bliver voksen (storebjørn, lad være med at afprøve det. Det går galt. Ligesom dengang med cyklen på Bryggen. Bjørne er ikke skabt til artisteri)

– en hankat kan leve to til tre år længere, hvis han bliver kastreret (men vent lige med indgrebet, til hunkatten får chancen for at bringe potentielt fantastiske killinger til verden, ik’ … )

– en tigerunge kun bliver hos sin mor i to til tre år. Så finder hun sit eget territorium. (Hvad? Skandale! Bur hende inde! Omgående! Eller sørg i hvert fald for, at hun altid er i nærheden af tryghed!)

– en hanand generelt er stille og meget sjældent rapper (hvad er da det for en uorden? Kom i gang med det vigtige rapperi, blev der sagt!)

– en giraf i gennemsnit lever 10-15 år i naturen og 25 år i Zoologisk Have (men jeg synes altså, han fortjener friheden. Det ville også være ærgerligt, hvis han ikke fik lov til at lære de andre dyr på savannen bedre at kende)

– en elefant kan stå oprejst, efter hun er død (det når jeg nok aldrig at få afprøvet i levende live. Men hvis jeg formår at holde mig stående posthumt, kunne det jo meget passende være til tonerne af den her)

Hvad er du?

Jeg faldt over noget pudsigt i dag på en eller anden fremmed piges Facebook-profil (ja, jeg snager i fremmede folks liv. Jeg synes, fremmede folk er spændende – både i den virkelige virkelighed og i den virtuelle virkelighed. Og jeg er stolt af det. Og skammer mig kun en lille smule over det). Jeg lagde mærke til noget, der lignede en række klassiske poesibogs-spørgsmål, hvor et af dem lød: ’Hvad er du?’. Hun svarede: ’Single’.

Jeg tror aldrig selv, jeg ville nå frem til at matche lige netop det spørgsmål med det svar, selvom det i princippet ville være faktuelt korrekt, hvis jeg gjorde. Men altså – spørgsmålet lød: ’Hvad er DU’. Og hun svarede, at hun er det modsatte af at være to. Jeg har ikke noget imod at lande i single-baljen. Der har jeg svømmet rundt i 27 år og kæmper stadig for at lære at turde tage redningskransen af og padle over på det dybe (kæmper i øvrigt også for at skrive mig uden om klichéerne. Det går forrygende). Alligevel provokerede svaret mig – nok mest fordi det piller lidt ved min grundangst for, at jeg ikke vil være den samme, hvis jeg en dag ikke er single mere. Jeg håber virkelig, at jeg – single eller ej – altid vil kunne give et svar på det spørgsmål, der passer til lige netop mig, hvad enten svaret er: halv-neurotisk, helspekulerende, top utjekket, tit neonklædt, tæt på godhjertet eller nedsmeltningsekspert. Og jeg håber endnu mere, at jeg aldrig nogensinde føler mig tvunget til at definere mig selv ud fra, hvorvidt jeg er en – eller har en plus-en. Når det er sagt, må jeg hellere også tilføje, at jeg selvfølgelig gerne vil tro, jeg en dag kan finde ham, som kan gøre mig glad for at være det, jeg er – og den jeg er.

Apropos det dybe vand, så vovede jeg mig næsten derud i går. Jeg var på søndags-stranddate med guldfisken og store-bjørn (og solsorten og katten, der var med som bonus-singler). Efter grill-pøller og sennepskrise (note to self: skru låget på glasset, inden du putter det ned i posen med alle de andre ting) besluttede store-bjørn og jeg os for at snuppe årets første dukkert i dansk farvand. Anden påstår, at de, der ikke når i vandet i år, er nogle tøsedrenge og bange for brandmænd, og det kunne jeg simpelthen ikke have på mig. Selvom jeg er bange for brandmænd. Og muligvis er jeg også en tøsedreng. Det kinesiske horoskop siger, at rottens (= mit) faste element er vand. Det synes jeg er mærkeligt, for jeg vil vove at påstå, at vand er flydende. Men det giver alligevel mening, for jeg elsker vand – at svømme i det, at drikke det, at slås med det (helst med vandpistoler). Heldigvis er jeg ikke lige så panisk angst for flydende dråber i store mængder, som guldfisken er. Hun bliver bange, bare hun ser en reklame med en oversvømmet madras – ret ironisk, når hun nu er en guldfisk.

Billedet illustrerer meget fint, hvorfor store-bjørn hedder store-bjørn. Nogen ville måske have troet, navnet refererede til noget, man ikke kan se på billedet. Størrelsen i den region kan jeg heldigvis ikke udtale mig om – så integreret er jeg alligevel ikke blevet i parforholdet.

Dog vil jeg sige, at jeg er meget bange for alt det, der lever under vandet. Alt det, man kan se, og specielt alt det, man ikke kan se. Brandmænd og vandmænd og sømænd og havspøgelser (de findes. Det siger den-11-årige selv). Derfor fik jeg den kringlet sådan, at vi kun badede i den aflukkede indsø. Det er ikke så farligt. Men det er mest tøsedrengene, der gør sådan noget. Og helt ærligt – det er jo bare sjovest ude i det store, uoverskuelige hav. Derfor har jeg lovet mig selv, at jeg skal nå ud i de høje bølger, inden sæsonen er slut. Desværre er det bare så problematisk at bade, når man er single. For hvem skal så passe på alle mine ting imens? Og på mig, hvis jeg skulle være ved at drukne eller blive spist af en brandmand? Det er farligt. Jeg glæder mig!