Noget om identitetskrise og gøgl og godis

Jeg tæller ned til identitetskrisen. Om 50 dage giver jeg slip på verdens bedste arbejdsplads OG verdens bedste lejlighed. Det er mere eller mindre tilfældigt, at det kommer til at ske samtidig, og jeg er splittet mellem at glæde mig til og grue for, hvordan det kommer til at gå. Jeg tvivler på, det bliver en gåtur i parken for en slipgivningsudfordret type, så derfor forsøger jeg at mentalforberede mig på, hvordan jeg skal håndtere dobbelt-op på hysterisk følelsesudbrud for fuld blæs (og med fuld mener jeg selvfølgelig stangvissen. Fornemmer, at kommende gigantbrandert er uundgåelig).

Mit job og min lejlighed har i mange år været de mest stabile holdepunkter, jeg har haft. Det har taget 18 forbudte frustrationscigaretter og utallige genstande at overbevise mig selv om, at holdepunkter ikke nødvendigvis er noget, man skal klamre sig til for evigt. Det er noget, man skal turde give slip på, hvis timingen er rigtig. For det er jo liansvingturene gennem usikkerhedsjunglen, der giver kriller i maven. Junglen er heldigvis heller ikke så skræmmende, når jeg ved, at der findes et savannedyr med en lang (og yderst velduftende) hals, som jeg kan få lov til at tude hysterisk ind i, hvis (når) identitetskrisen rammer.

Derudover findes der nu også 57 kvadratmeter kontorhimmel på Gammel Mønt, som jeg får nøglerne til 1. august. Bubbi-bjørn mener, jeg er verdens mest useriøse iværksætter, fordi jeg målrettet er gået efter de lokaler, der ligger tættest på Trykbar. Men altså – nok har jeg valgt at give slip på trygheden. Trykheden, derimod, den holder jeg stædigt fast i.

Hvad der præcis skal ske på det kontor, hjerner jeg stadig over. Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at det bliver gøglet. For det er nemlig mig, der bestemmer. Og jeg bestemmer, at der skal være rullegræs og havenisser og pubfrøer og chokoladefondue og fadbamser og bordfodbold og karaoke og konfetti og meget, meget højt til det lave loft.

Og så skal der være bland-selv-slik. Vigtigst af alt. Derfor brugte giraffen og jeg pinsen på at rejse til Sveriges land for at købe seks kilo syntetgodis. Nu mangler jeg bare at købe krukker, det kan fyldes i. Og de der der stribede poser, som minder om lørdag aften et sted i 90’erne. Kedelige typer vil muligvis mene, jeg også mangler at lægge en strategi for mit fremtidige økonomiske fundament. Men hvor der er gøgl, er der vej, som man siger, der hvor jeg kommer fra. Og jeg har en meget klar fornemmelse af, at det hele nok skal blive skide gøglet og skide godt …

godis

Noget om identitetskrise

Vi har fået julekort på kontoret. Og mens kollegerne primært har modtaget stor tak for deres fabelagtige evner og arbejdsindsats, fik jeg en tak for alle de røverhistorier, jeg har leveret i årets løb. Så kender man ligesom sin plads. Og den har jeg det faktisk rigtig, rigtig fint med. Men det giver også en smule præstationsangst. Specielt  fordi jeg endte med at vralte hjem fra årets sidste kollegabrandert på Johns Kro fredag aften klokken 23, da den lille (okay, efterhånden lidt for decemberstore) krop ikke kunne holde til mere.

Tænk nu, hvis jeg ikke formår at indsamle nok røverhistorier i det nye år, fordi jeg ikke en gang kan holde til efter midnat, hvor de vilde historier plejer at rulle, Hvad sker der så? Hvem er jeg så? Skal jeg så virkelig til at imponere med evner og arbejdsindsats, fordi jeg ikke kan klare mig på røverhistorierne alene? Eller skal jeg finde mig en helt anden niche?

Måske burde jeg bare bruge juleferien på hårdkogt alkotræning, så jeg fremover kan klare den smule John-most, jeg bliver udsat for. Jeg holder vel ikke ferie i Jylland for ingenting …

johns_elefanter

Noget om Herman – part III

Kagen Herman bliver passet for første gang nogensinde, så det seneste døgn har jeg ikke kunnet følge med i surdejsfyrens velbefindende. Nu forstår jeg virkelig, hvordan forældre har det, når de afleverer deres afkom i institution for første gang. For det her hører da uden tvivl ind under samme kategori!

Heldigvis har giraffen lovet af passe godt på ham og røre i ham morgen og aften, så jeg kan roligt spare bekymringen og bruge tiden på noget fornuftigt i stedet for. Så som at spekulere over om jeg mon er en dårlig dejmor, fordi jeg har forsøgt at speede hans udvikling op og skære et par dage af den store gæringsproces. Opspeedningen var da heller ikke med min gode vilje, men et nødvendigt træk hvis jeg skal nå at bage ham i en ovn, når nu min egen er i udu.

Herefter overtager spekulationerne om, hvorvidt jeg overhovedet kan få mig selv til at bage ham, hvis vi når så langt – for slet ikke at tale om at spise ham. Uff!

Og hvad skal der dog blive af alle de små mini-Herman’er, der kommer ud af ham om nogle dage? Naiv som altid havde jeg troet, at vennerne ville stå i kø for at få deres egen lille Herman. Men der tog jeg fejl. Indtil videre er det kun katten, der har været så sød at tilbyde adoption. Og jeg vil jo bare så gerne være sikker på, at alle de fire små får et godt og trygt hjem. Jesus kagestruds, nu er gode råd dyrere …

eatPS: Har jeg lige skrevet indlæg nummer tre om en dej? Ja, det har jeg. Identitetskrisen lurer uden tvivl om nærmeste hjørne. Igen …