Ding dong the wisdom i dead – part II

Den sidste helvedstand er død. Og jeg lever endnu. Jeg har endda samlet overskud til at skrive en top tre over sætninger, man ikke har lyst til at høre sin tandlæge sige:

1. Jeg tror desværre, vi bliver nødt til at fjerne et stykke af hovedet (tilføjelsen: “hovedet på tanden” ville hjælpe meget i forhold til at undgå panisk anfald på briksen)

2. Hvis det fortsætter sådan, bliver vi jo nødt til at stå her til i morgen (sagt, efter knoglen var blevet fræset 8-9 gange i forsøget på at få en eller anden slipgivningskompliceret rodspids ud)

3. Ja, jeg kan altså ikke vurdere, om din kind stadig er meget hævet, eller om du bare ser sådan ud normalt (jeg fik beroliget hende med, at hamsterkind er en del af min hverdag)

IMG_2832.JPG

Noget om identitetskrise og gøgl og godis

Jeg tæller ned til identitetskrisen. Om 50 dage giver jeg slip på verdens bedste arbejdsplads OG verdens bedste lejlighed. Det er mere eller mindre tilfældigt, at det kommer til at ske samtidig, og jeg er splittet mellem at glæde mig til og grue for, hvordan det kommer til at gå. Jeg tvivler på, det bliver en gåtur i parken for en slipgivningsudfordret type, så derfor forsøger jeg at mentalforberede mig på, hvordan jeg skal håndtere dobbelt-op på hysterisk følelsesudbrud for fuld blæs (og med fuld mener jeg selvfølgelig stangvissen. Fornemmer, at kommende gigantbrandert er uundgåelig).

Mit job og min lejlighed har i mange år været de mest stabile holdepunkter, jeg har haft. Det har taget 18 forbudte frustrationscigaretter og utallige genstande at overbevise mig selv om, at holdepunkter ikke nødvendigvis er noget, man skal klamre sig til for evigt. Det er noget, man skal turde give slip på, hvis timingen er rigtig. For det er jo liansvingturene gennem usikkerhedsjunglen, der giver kriller i maven. Junglen er heldigvis heller ikke så skræmmende, når jeg ved, at der findes et savannedyr med en lang (og yderst velduftende) hals, som jeg kan få lov til at tude hysterisk ind i, hvis (når) identitetskrisen rammer.

Derudover findes der nu også 57 kvadratmeter kontorhimmel på Gammel Mønt, som jeg får nøglerne til 1. august. Bubbi-bjørn mener, jeg er verdens mest useriøse iværksætter, fordi jeg målrettet er gået efter de lokaler, der ligger tættest på Trykbar. Men altså – nok har jeg valgt at give slip på trygheden. Trykheden, derimod, den holder jeg stædigt fast i.

Hvad der præcis skal ske på det kontor, hjerner jeg stadig over. Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at det bliver gøglet. For det er nemlig mig, der bestemmer. Og jeg bestemmer, at der skal være rullegræs og havenisser og pubfrøer og chokoladefondue og fadbamser og bordfodbold og karaoke og konfetti og meget, meget højt til det lave loft.

Og så skal der være bland-selv-slik. Vigtigst af alt. Derfor brugte giraffen og jeg pinsen på at rejse til Sveriges land for at købe seks kilo syntetgodis. Nu mangler jeg bare at købe krukker, det kan fyldes i. Og de der der stribede poser, som minder om lørdag aften et sted i 90’erne. Kedelige typer vil muligvis mene, jeg også mangler at lægge en strategi for mit fremtidige økonomiske fundament. Men hvor der er gøgl, er der vej, som man siger, der hvor jeg kommer fra. Og jeg har en meget klar fornemmelse af, at det hele nok skal blive skide gøglet og skide godt …

godis

Noget om vigtige bøger og lækre mænd

Er det syndigt at smide Bibelen ud? Hvis man nu har to og ærligt talt ikke er meget mere end halvkristen på en sløj søndag?

Jeg turde ikke. Hvad nu hvis … Til gengæld røg de begge på loftet. Så er de jo også tættere på den måske/måske ikke-eksisterende høje herre. For at helgardere mig ligger de i en kasse og hygger sig med Koranen. Så er jeg vel fuldt dækket ind i tilfælde af det, der forhåbentlig ikke sker på den her side af tussegammel.

Resten af bøgerne er også båret op på det skumle loft. De var sværest at sortere ud i. Det gik overraskende let med tøjet og teenageplakaterne og 90’er-elektronikken. Selv VHS-båndene fik jeg endelig givet slip på (de fleste af dem i hvert fald). Men bøger smider man altså ikke ud! Med mindre det er kogebøger eller studiebøger. Fy for den. De røg meget nemt.

Jeg gik endda så vidt som til at skille mig af med nogle af de romaner, jeg har to eksemplarer af. Men ikke dem alle. I går fik jeg for eksempel endnu et eksemplar af Holger Juul Hansens biografi af mejsen. Hun havde fået en signeret udgave til mig i julegave for to år siden, fordi hun var kommet til at fortælle en pige fra Gyldendal, at jeg syntes, han var lækker (ja, ja, jeg har en bred smag). Og så har den ligget hos mejsen og hygget sig siden, fordi hun blev ved med at glemme at give mig den. I mellemtiden er Holger død, så nu har bogen endnu mere affektionsværdi. Og jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at smide mit første, usignerede eksemplar ud. Man smider jo ikke en død mands minder ud. Slet ikke en lækker, død mands minder. Jeg er dog nået så langt som til at overveje at forære den første bog til min mormor. Overveje, blev der sagt!

Midt i den store oprydning fandt jeg en af de allervigtigste bøger. Dengang min krop var barn, var den vigtigere end Bibelen og Koranen tilsammen. Jeg havde næsten glemt, at den fandtes, så det var meget, meget godt, at jeg fik ryddet op i mit liv. For historien er på ingen måder faldet i værdi med alderen …

20140605-192331-69811707.jpg

Noget om uoverskuelige projekter

Man ved, at man har holdt en for lang (alt, alt, alt for lang) pause fra alkohol, når man pludselig bliver decideret fuld af tre glas rosé og en GT.

Jeg er pille-clean på anden dag, og det føles fantastisk! Tømmermændene er dog knap så fantastiske. Lige nu har jeg faktisk glemt, hvorfor jeg savnede dem. Men det er på alle måder bedre end psykosmerten, som jeg forhåbentlig definitivt har fået judosparket ad Holland til (undskyld, Holland. Men hellere jer end mig. Smertehelvedet har gjort mig iskold).

Til gengæld tror jeg, moderate tømmermænd er meget passende en dag som i dag. Giraffen har nemlig hjulpet mig med at rydde mit loftsrum, som nu er eksploderet i lejligheden. Planen er, at jeg skal smide 90 procent ud. Rimelig ambitiøst mål for en halvneurotisk, slipgivningskomplikationsramt type. Men her er tømmermændene min ven, fordi de har det med at hive mig ind i en form for trancetilstand, hvor jeg er lidt mere ligeglad med alting. Forhåbentlig også lidt med ligeglad med alle de ting, der har stået på mit loft i alt for mange år, uden jeg har savnet dem.

Det eneste, jeg med sikkerhed ved, at jeg har savnet, er Ninus. Min trofaste hyggekanin (nej, storebjørn, ikke sådan en kanin), som ved en kæmpe fejl er havnet på loftet og ikke i min seng (stadig ikke sådan en kanin). Jeg ved, den er der et sted. Så det er jo bare om at komme i gang. Når jeg altså lige har bearbejdet projektets uoverskuelighed med en morfar. Tømmermændenes befaling.

Fortsættelse følger …

20140603-095923-35963101.jpg

Noget om en langhalset heltetype

Der findes helte, som på dramatisk vis kaster sig ud foran kørertøjer i fulde fart for at skubbe gamle kællinger i sikkerhed, og som tager både kugler og snebolde for at skåne fremmede folk fra at blive ramt af noget ubehageligt. Og der findes helte, som slukker ildebrande med de bareste næver for at redde piphanser og andre lodne kræ. Men i min verden findes der én helt, som er meget vigtigere end alle de andre tilsammen.

Det er ham, som får hevet mig ud af hysterisk, panisk og stortudende anfald af fremtidsfrygt og slipgivningsangst ved at spørge, om jeg trænger til noget massage. Og som efterfølgende bruger sin weekend på at afkode mine fremtidsfantasier for at kunne modellere dem, til de ligner noget realistisk.

Det er ham, som forærer mig en lang jakke, der kan afværge katastrofalt pinlig scene, hvis mine gamle, trofaste bukser pludselig (og i øvrigt alt, alt for højlydt) skulle vælge at sprække i skridtet ved kassen i Kvickly,

Det er ham, som hver morgen formår at få mig til at grine med lyd på, inden jeg vælter ud af sengen. Selv på en mandag.

Og så er det i øvrigt også ham, som gider bruge to timer af sin fredag aften på at trave Malmøs gader tynde for at finde byens bedste godisbutik. Og som bestemt ikke synes, at to kilo syntetslik er i overkanten.

godis

Noget om gamle breve og beskeder

Jeg skulle samle, sortere og smide ud i søndags. En disciplin, jeg ikke ligefrem mestrer. Det startede ellers så lovende. Måske fordi jeg lagde ud med rudekuverterne i et forsøg på at ordne bilag til revisortype. For syttan, hvor blev der smidt kedelige breve og papirer ud. Muligvis kedelige breve og papirer, jeg burde gemme, hvis jeg vil fortsætte forsøget på at være en form for fornuftig og ansvarlig type. Men det er lidt dumt at tænke på nu, hvor storskrald har været der.

Stærkt opmuntret af udsmidningssuccesen valgte jeg at blive lidt i samme kategori, så jeg dykkede ned i den store kiste med private breve i håbet om, at jeg også der kunne reducere indholdet betydeligt.

Her skal det igen siges, at jeg har gemt alle private breve og postkort, jeg nogensinde har fået. Som i ALLE. Selv hurtige beskeder fra min søster skrevet på en serviet eller små, sammenkrøllede sedler, som tigeren og løven kastede gennem klasselokalet i folkeren. Så der var nok at rydde ud af. I teorien. I praksis skete der det, at jeg ikke en gang kunne få mig selv til at smide ligegyldige kuverter ud. Heller ikke selvom de var fra en gammel penneveninde, som jeg slet ikke vidste eksisterede.

I stedet for at rydde ud, ryddede jeg ind. Fordi jeg pludselig blev så bange for, at jeg en dag skulle miste noget af guldindholdet. Derfor affotograferede jeg det vigtigste (det vil sige stort set alt). Så det nu også fylder i den digitale verden. Hurra for veludviklet oprydningsgen!

Yderst important autografkort, som er fuldstændig umuligt at smide ud. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor værdifuldt det ville være, hvis krasseren rent faktisk var blevet sat af en rigtig kendis frem for en fransk ungarbejder i for stort kostume ...

Yderst important autografkort, som er fuldstændig umuligt at smide ud. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor værdifuldt det ville være, hvis krasseren rent faktisk var blevet sat af en rigtig kendis frem for en fransk ungarbejder i for stort kostume …

Postkort fra upassende søster, som jeg modtog umiddelbart inden min konfirmation. Jeg giver omverdenen skylden for al den upassenhed, som jeg blev smittet med i en skræmmende tidlig alder!

Postkort fra upassende søster, som jeg modtog umiddelbart inden min konfirmation. Jeg giver omverdenen skylden for al den upassenhed, jeg blev smittet med i en skræmmende tidlig alder!

Og nu vi er ved det upassende, skal I da ikke snydes for dette poetiske uddrag, jeg modtog fra en penneveninde i femte klasse. En af dem, jeg heller ikke kan huske. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal analysere ordene. Forhåbentlig forstod jeg dem ikke den gang. I dag vælger jeg selvfølgelig at tage det som en kompliment. Jeg labber i mig, hvad labbes kan, som mand siger ...

Og nu vi er ved det upassende, skal I da ikke snydes for dette poetiske uddrag, jeg modtog fra en penneveninde i femte klasse. En af dem jeg heller ikke kan huske. Jeg erindrer ikke, hvordan jeg analyserede ordene. Forhåbentlig forstod jeg dem ikke den gang. I dag vælger jeg selvfølgelig at tage det som en kompliment. Jeg labber i mig, hvad labbes kan, som man siger …

Noget om smølfemord

Jeg har efterhånden accepteret, at jeg er røvhamrendepissedårlig til at give slip. Derfor har jeg det også okay med, at jeg helt instinktivt begynder at tude, hvis jeg skal tage afsked med en kollega, der har fået nyt job, eller jeg ser allersidste afsnit af en tv-serie, som jeg har trukket vejret gennem i flere måneder, eller jeg skal være adskilt fra et savannedyr i en længere periode (eller en enkelt uge. Ja, så ynkelig er jeg …)

Men når jeg ender helt derude, hvor jeg får fugtige øjne, fordi jeg skal bide hovedet af en smølfevingummi, så burde nogle alarmklokker begynde at ringe. For selvom den stakkels, søde smølf sikkert har haft sit helt eget liv dernede i slikposen, og selvom alle smølfevennerne nu skal undvære den, så burde jeg vel for fanden kunne finde noget andet at flæbe over. Helt ærligt – folk sulter ude i verden. Mennesker dør.

Men måske er det netop bevidstheden om alt det, der får mig til at sørge over en tabt sukkerfætter. Eller måske har jeg bare et utroligt usundt forhold til slik …

smoelfemord