Noget om fremtiden

‘Jeg håber ikke, det her kommer til at lyde forkert – men tænker du egentlig nogensinde over fremtiden?’

Spørgsmålet kom fra løven fredag morgen. Og det lød ikke spor forkert. Jeg ved nemlig godt, at min opførsel for det meste signalerer, at jeg på ingen måder har en struktureret voksenplan gemt i neonærmet. Til gengæld skal man passe på med at stille en halvneurotisk, helspekulerende type den slags spørgsmål, for siden har jeg selvfølgelig ikke været i stand til at lave andet end at tænke over den der fremtid. Tankerne har fyldt så meget, at jeg slet ikke har haft overskud til at skrive. Og så er den altså gal!

For det gik lige pludselig op for mig, at den vildeste fremtidsplan, jeg har lagt i år, var, da jeg investerede i et luksustelt til Roskilde Festival. Imens køber folk omkring mig rigtige huse med vaskesøjler og samtalekøkkener, mens andre føder tigerunger og bliver chefer for rigtige voksne mennesker.

Forleden sagde guldfisken: ‘Om en måned får jeg en opvaskemaskine, og så er mit liv fuldendt’. Jeg ved godt, at hun sagde det for sjov. Men det fik mig alligevel til at spekulere endnu mere. For hvad vil egentlig give rigtig mening for mig i fremtiden? Jeg ved, hvilke personer det vil give mening for mig at dele fremtiden med. Men hvad skal jeg selv gøre for at sikre mig, at min fremtid er mest muligt meningsfuld?

Spekulationerne fortsætter. Og det føles lige dele skide farligt og fantastisk …

PS: Dilemmaet omkring, hvordan jeg vil forme min fremtid, fører mig uundgåeligt tilbage til harens gode, gamle og noget mere håndgribelige dilemma: Hvad vil du helst – én kæmpe stor tand eller tusindvis af små tænder? Så det spørgsmål stiller jeg lystigt alle, jeg snakker med for tiden. Mest fordi det føles så dejligt afklarende at høre andre tage stilling til noget, hvor intet er på spil, mens jeg selv prøver at tage stilling til fremtiden, hvor alt for meget er på spil. Det kammede dog over, da jeg helt ubevidst kom til at lave en freudian slip på kontoret i dag, og ved en fejl råbte: ‘Hvad vil du helst – én kæmpe stor pik …’ Godt, man ikke har kontorplads lige ved siden af den administrerende direktør!

fremtiden

Noget om at melde sig ud af verden

Jeg fik ros af musvitten i går. Fordi jeg den her uge har været usædvanligt god til ikke at lægge planer. God til at give mig tid til at være alene med mig selv. At sumpe og se serier og skrive og sove og lave alt andet end at forholde mig til verden omkring mig. Det har jeg altid brug for, men jeg glemmer alt for tit at give mig lov til det. For der er jo så meget andet. Så mange mennesker, jeg gerne vil se, og så mange planer, som på snedig vis får sneget sig ind i kalenderen og besætter de dage, som egentlig skulle være tomme. Men det virker bare så fesent at sige nej til en koncert eller en hverdagsrødvinsbrandert eller en omgang fandango med argumentet: ‘Det kan jeg ikke, for der står i min kalender, at jeg skal hjem og hygge mig med mig selv’ (nej, ikke på den måde).

‘Jeg håber ikke, du misforstår det her, men har du altid så mange planer? Du skal jo noget hele tiden’, sagde løven til mig i sidste uge. Hun har kendt mig, siden min krop var barn, og ved derfor også, at jeg altid har vaklet mellem at være meget social og meget isoleret. Derfor kan hun nok bedre end så mange andre se, at der ikke rigtig er balance for tiden.

Men jeg er jo bare omgivet af så mange dejlige mennesker, som jeg gerne vil være sammen med. Jeg er alt for bange for at gå glip af noget til at kunne finde ud af at sige nej. Og så er jeg nok mest af alt bange for ikke at være der, når jeg burde være der. Ikke at slå til. Ikke at gøre nok. Jeg bliver ved med at drømme, at jeg er tilbage i gymnasiet og får trukket en masse dårlig samvittighed ned over hovedet, fordi jeg bliver skældt ud på grund af for meget fravær. Det var først i morges, det gik op for mig, at det muligvis har noget at gøre med, at jeg helt grundlæggende er afsindigt angst for at være for fraværende. At pjække for meget fra verden og prioritere mig selv for højt.

Så selvom det føles godt at gøre, får jeg alligevel dårlig samvittighed, når jeg som i går aftes hopper i seng klokken 20.30, fordi jeg er for træt til at være tilstede i mit eget hoved. Og så straffer samme hoved mig og giver mig mareridt i en sådan grad, at det eneste, der hjælper, er at stå op og dufte lidt til giraffens badeværelsesskab (han er på feriegræs, så derfor kan jeg ikke være alene med mig selv sammen med ham den her uge. Jeg må nøjes med Go-Go og Tigermis, som heldigvis også er ret så krambare, selvom de er lavet af tøjdyr).

Jeg ved ikke, om jeg overhovedet kan finde balancen igen. Måske ville det være lettere, hvis der var en venlig sjæl, som kunne forklare mig, at verden rent faktisk godt kan klare sig uden mig. At jeg sandsynligvis overvurderer vigtigheden af min egen tilstedeværelse en lille smule. Og at jeg muligvis kan gøre verden en tjeneste ved en gang imellem at lade den være i fred, så den også kan få lov til være alene med sig selv …

go-go_og_tigermis

Noget om Elvis

Jylland er indtaget, og jeg er netop kommet hjem fra halvårlig date med tigeren, løven og pumaen. Ud over fælles konsensus om foldet toiletpapir fik vi også konstateret, at mange ting sker på halve og hele år. Flest gode ting, heldigvis, men alligevel kan det nogle gange være svært at spæne om kap med virkeligheden. Specielt når man proportionelt set er uretfærdigt udfordret på benlængde.

I en tid, hvor mange ting sker, kan det derfor også være meget betryggende at konstatere, at noget stadig er, som det altid har været. At Elvis stadig hænger på træet.

Alt er skide godt!

elvis

Noget om gamle breve og beskeder

Jeg skulle samle, sortere og smide ud i søndags. En disciplin, jeg ikke ligefrem mestrer. Det startede ellers så lovende. Måske fordi jeg lagde ud med rudekuverterne i et forsøg på at ordne bilag til revisortype. For syttan, hvor blev der smidt kedelige breve og papirer ud. Muligvis kedelige breve og papirer, jeg burde gemme, hvis jeg vil fortsætte forsøget på at være en form for fornuftig og ansvarlig type. Men det er lidt dumt at tænke på nu, hvor storskrald har været der.

Stærkt opmuntret af udsmidningssuccesen valgte jeg at blive lidt i samme kategori, så jeg dykkede ned i den store kiste med private breve i håbet om, at jeg også der kunne reducere indholdet betydeligt.

Her skal det igen siges, at jeg har gemt alle private breve og postkort, jeg nogensinde har fået. Som i ALLE. Selv hurtige beskeder fra min søster skrevet på en serviet eller små, sammenkrøllede sedler, som tigeren og løven kastede gennem klasselokalet i folkeren. Så der var nok at rydde ud af. I teorien. I praksis skete der det, at jeg ikke en gang kunne få mig selv til at smide ligegyldige kuverter ud. Heller ikke selvom de var fra en gammel penneveninde, som jeg slet ikke vidste eksisterede.

I stedet for at rydde ud, ryddede jeg ind. Fordi jeg pludselig blev så bange for, at jeg en dag skulle miste noget af guldindholdet. Derfor affotograferede jeg det vigtigste (det vil sige stort set alt). Så det nu også fylder i den digitale verden. Hurra for veludviklet oprydningsgen!

Yderst important autografkort, som er fuldstændig umuligt at smide ud. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor værdifuldt det ville være, hvis krasseren rent faktisk var blevet sat af en rigtig kendis frem for en fransk ungarbejder i for stort kostume ...

Yderst important autografkort, som er fuldstændig umuligt at smide ud. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor værdifuldt det ville være, hvis krasseren rent faktisk var blevet sat af en rigtig kendis frem for en fransk ungarbejder i for stort kostume …

Postkort fra upassende søster, som jeg modtog umiddelbart inden min konfirmation. Jeg giver omverdenen skylden for al den upassenhed, som jeg blev smittet med i en skræmmende tidlig alder!

Postkort fra upassende søster, som jeg modtog umiddelbart inden min konfirmation. Jeg giver omverdenen skylden for al den upassenhed, jeg blev smittet med i en skræmmende tidlig alder!

Og nu vi er ved det upassende, skal I da ikke snydes for dette poetiske uddrag, jeg modtog fra en penneveninde i femte klasse. En af dem, jeg heller ikke kan huske. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal analysere ordene. Forhåbentlig forstod jeg dem ikke den gang. I dag vælger jeg selvfølgelig at tage det som en kompliment. Jeg labber i mig, hvad labbes kan, som mand siger ...

Og nu vi er ved det upassende, skal I da ikke snydes for dette poetiske uddrag, jeg modtog fra en penneveninde i femte klasse. En af dem jeg heller ikke kan huske. Jeg erindrer ikke, hvordan jeg analyserede ordene. Forhåbentlig forstod jeg dem ikke den gang. I dag vælger jeg selvfølgelig at tage det som en kompliment. Jeg labber i mig, hvad labbes kan, som man siger …

Noget om børn og barnlige sjæle

Jeg mødtes med tigeren og løven og pumaen i dag. Vi er alle barndomsveninder, og ingen kunne tælle sig frem til, hvor mange år det er siden, vi sidst var samlet.

Der er noget helt specielt ved at have den slags gamle venskaber, og en dag som i dag giver mine slipgivningskomplikationer virkelig mening, for de er med til at sørge for, at jeg bliver ved med at holde fast i dem alle tre. Gamle venskaber er specielt gode, når man befinder sig i sådan en skrøbelig semisentimental boble, som jeg svæver rundt i for tiden, for de dejlige dyr kender mig så godt, at de kan mærke den slags og ved præcis, hvad jeg har brug for at høre.

Samtidig er der også noget helt vildt skræmmende over sådan nogle genforeningsmøder. De giver virkelig anledning til at gøre status over, hvor langt i livet vi er nået. Eller nærmere hvor langt nogle af os er nået. For mens tigeren kunne vise billeder af verdens dejligste tigerunge og fortælle om den lille, nye unge, som rumsterer rundt i hendes fine mave, føler jeg mig stadig som barnet i mit eget liv. Sådan en type, som bare sidder under børneinstitutionens systematiske velcrobilleder og venter på at blive hentet af en voksen.

Sådan vil jeg muligvis altid have det. For selvom verden vender mere rigtigt i dag, er der alligevel en del af mig, som trænger til at ligge i fosterstilling. Eller til at sætte det trygge Turtlesbånd på VHS’en eller snuppe en omgang Ormen Willy (her vil jeg gerne understrege, at der er tale om et computerspil. Jeg er en pæn pige!)

Og jeg har det faktisk ret godt med at lade de andre om at producere skønne unger, mens jeg giver mig selv lov til stadig at være en. For så er der mange flere legekammerater til mig. Lige om lidt er der endda en spritterny lille fyr meget tæt på, som helt sikkert bliver et pragteksemplar. Hvis ellers storesøs vil lade det rigtige vand gå. Fortsættelse følger …

20130921-185851.jpg

Noget om de bedste somre

Efter sådan en semisøvnløs nat er det faktisk helt okay at stå op til nostalgiske Beach Boys-toner og radiosummesnak om minder fra de bedste barndomssomre. Selv ville jeg ikke kunne udvælge den bedste. Der er mange gode, og da jeg tulrede rundt på stranden i morges med endnu mere nostalgimusik i ørerne, tænkte jeg på nogle af de allerbedste (i helt ulogisk (men for mig ret meningsfuld) rækkefølge).

Der var den sommer, hvor jeg havde opdaget, at der var noget, som hed ungdomsromaner, selvom jeg vist egentlig ikke var helt gammel nok til at læse den slags. Men det gjorde jeg. Og jeg blev så opslugt af historierne om hemmelige forelskelser og fester og hyggesnaverier (og det, der var værre), at jeg blev nødt til at starte forfra på flere af bøgerne, så snart jeg var færdig. Sådan fortsatte jeg, indtil bøgerne var læst helt fra hinanden. Og så gik den sommer.

Nogle år senere kom sommeren, hvor jeg selv skulle igennem det hele. Hvem-er-du-mest-vild-med-lige-nu-legene og fester på stranden med bål og halvforbudte, lunkne dåseøl og gramserier i krattet (nej, ikke dét krat – jeg var en pæn pige). Det var sommeren med lange computerspilsnætter på teenagedrengeværelse, som duftede af spraydeo. Og undulaten kom på besøg, mens mine forældre var på ferie, og vi kom til at holde spontan morgenfest i gildesalen, hvilket var en skide god idé, lige indtil min storesøster kom hjem og opdagede os, samtidig med at fyren, jeg flettede fingre med, havde drukket glasskår ved en fejl. Og tigeren og løven og pumaen og jeg fik overbevist vores forældre om, at vi sagtens kunne tage på camping alene uden at lave ballade. Så det gjorde vi. Og vi lavede ballade og drak os fulde i vodka fra Spriteflasker og var lige ved at ryge rigtigt i kløerne på nogle alt for gamle mandspersoner (som vel egentlig var yngre, end jeg er nu. Skræmmende!)

Midt imellem de to somre, var der den, hvor jeg var i Italien med egernets familie, og vi lurede på Lækro og Smækro og holdt bøvsekonkurrencer, mens de voksne var i operaen. Jeg købte min første t-shirt i ægte neon, og vi bestilte pizza helt selv, og alt var så skønt, så skønt! Året efter kom sommeren, hvor vi var på minifestival og købte vores første øl. Til deling, altså. Mens ingen så det. Og vi følte os halvfulde og syntes, at vi var nogle fandens karle.

I morges hørte jeg musik fra alle de forskellige somre. Jeg har før fortalt, hvordan musik føles for mig. Musik er genialt, fordi det får mig til at huske alt det, jeg ikke har glemt. Derfor er det også fantastisk, at jeg allerede er ved at få en fornemmelse af, hvilke numre der kommer til at minde mig om den her sommer engang i den skræmmende spændende fremtid.

PS: Blandt numrene på nostalgispillelisten i morges var det her. Jeg ved præcis, hvornår jeg hørte det første gang. Det var en helt femte sommer – før alle de andre. I Harzen på bagsædet af verdens mindste bil med munden fuld af orange TicTac. Jeg forstod ikke svensk dengang. Det gør jeg stadig ikke. Alligevel forstår jeg den bedre nu, end jeg gjorde den sommer …

Noget om forbindelser

Jeg mødtes med løven forleden aften. Vi har kendt hinanden siden børnehaven og fulgte hinanden gennem folkeskolen – første cykelstyrt, første krise, første danske stil, første halbal, første pubertetsforelskelse, første fremtidsdrømme, første teenagesnav til første privatfest i provinsen – og så spurtede vi i forskellige retninger. Men vi ses stadig. Det er jeg meget, meget glad for. Selvom vi kun mødes et par gange om året, ved jeg, at hun altid er der. Lige til at få fat i, hvis jeg skulle få brug for det. Ligesom jeg ved, at jeg kan følge med i hendes liv og sikre mig, at alt er godt.

Det gode ved at kende folk som løven er, at jeg kan tale med hende om nogle ting, som jeg ved, hun forstår, fordi hun kender mig på en helt speciel måde. Og det er egentlig sådan, jeg har det med alle de personer i mit liv, som betyder noget for mig. De kender mig hver og én på en helt speciel måde – på deres helt egen måde. Derfor er det så vigtigt for mig at holde fast i dem.

Løven fortalte mig, at hun engang havde hørt om en kvinde, som altid skrev navne og telefonnumre ned med en blyant i sin notesbog. På den måde kunne hun let slette dem igen, når hun ikke længere havde brug for en bestemt person i sit liv. Den historie gav mig ondt i maven.

Ud over at sikre mig, at jeg altid har alle kontaktoplysninger på hver enkelt person, som betyder noget for mig (helst banket ind i murstenene i mit hus af guld – bare for at være på den helt sikre side), så gemmer jeg alt. Alle tegn på kommunikation, der nogensinde har været. Alle postkort (selv dem, jeg har klippet frimærkerne af dengang i 1994, hvor jeg troede, jeg skulle lave en indbringende samling), alle betydningsfulde billeder (også dem, hvor jeg selv er buttet eller grim eller fuld eller iført cykelshorts), alle e-mails, alle vigtige sms’er, alle betydningsfulde gaver og alle små, sammenkrøllede sedler, som blev kastet over hesteskobordet i 7. klasse. For slet ikke at tale om alle tankerne. Kloge mennesker mener, den slags gemmemani er en form for sygdom. Måske har de ret. I så fald er det en sygdom, jeg (heller) ikke har tænkt mig at give slip på.

For jeg tror ikke på det der med at kassere personer – at viske dem ud af bogen, fordi de bliver for besværlige, for kedelige, for ligegyldige, eller fordi man bare ikke har brug for dem lige nu. Jeg har altid brug for alle på et eller andet tidspunkt. Derfor har jeg i dag tætte venner fra vuggestuen, børnehaven, folkeskolen, gymnasiet, studiet, praktiktiden, arbejdspladsen – fra alle perioder af mit liv. De er noget af det allervigtigste, jeg har, og derfor passer jeg ekstra godt på dem. Det forsøger jeg at gøre altid. Måske er jeg ikke lige god til det hele tiden. Men jeg forsøger. Og de fleste af dem er der heldigvis endnu, så forhåbentlig gør jeg noget rigtigt.

life_is_a_zooPS: De få gange, jeg af en eller anden grund – mere eller mindre mod min vilje – har mistet kontakten (men ikke nødvendigvis forbindelsen) til en, jeg holder af, har det føltes forkert helt ud i spidserne af mine nedsmeltningsnerver. For det er grundlæggende umuligt for mig at give slip. Ikke fordi jeg lever i fortiden, men fordi fortiden lever i mig. Og derfor er der også en del af mig, som altid vil holde fast i dem, som ikke er der mere (nogensinde eller bare lige nu).