‘Jeg håber ikke, det her kommer til at lyde forkert – men tænker du egentlig nogensinde over fremtiden?’
Spørgsmålet kom fra løven fredag morgen. Og det lød ikke spor forkert. Jeg ved nemlig godt, at min opførsel for det meste signalerer, at jeg på ingen måder har en struktureret voksenplan gemt i neonærmet. Til gengæld skal man passe på med at stille en halvneurotisk, helspekulerende type den slags spørgsmål, for siden har jeg selvfølgelig ikke været i stand til at lave andet end at tænke over den der fremtid. Tankerne har fyldt så meget, at jeg slet ikke har haft overskud til at skrive. Og så er den altså gal!
For det gik lige pludselig op for mig, at den vildeste fremtidsplan, jeg har lagt i år, var, da jeg investerede i et luksustelt til Roskilde Festival. Imens køber folk omkring mig rigtige huse med vaskesøjler og samtalekøkkener, mens andre føder tigerunger og bliver chefer for rigtige voksne mennesker.
Forleden sagde guldfisken: ‘Om en måned får jeg en opvaskemaskine, og så er mit liv fuldendt’. Jeg ved godt, at hun sagde det for sjov. Men det fik mig alligevel til at spekulere endnu mere. For hvad vil egentlig give rigtig mening for mig i fremtiden? Jeg ved, hvilke personer det vil give mening for mig at dele fremtiden med. Men hvad skal jeg selv gøre for at sikre mig, at min fremtid er mest muligt meningsfuld?
Spekulationerne fortsætter. Og det føles lige dele skide farligt og fantastisk …
PS: Dilemmaet omkring, hvordan jeg vil forme min fremtid, fører mig uundgåeligt tilbage til harens gode, gamle og noget mere håndgribelige dilemma: Hvad vil du helst – én kæmpe stor tand eller tusindvis af små tænder? Så det spørgsmål stiller jeg lystigt alle, jeg snakker med for tiden. Mest fordi det føles så dejligt afklarende at høre andre tage stilling til noget, hvor intet er på spil, mens jeg selv prøver at tage stilling til fremtiden, hvor alt for meget er på spil. Det kammede dog over, da jeg helt ubevidst kom til at lave en freudian slip på kontoret i dag, og ved en fejl råbte: ‘Hvad vil du helst – én kæmpe stor pik …’ Godt, man ikke har kontorplads lige ved siden af den administrerende direktør!
Skudamuda 
Guldfisken har ret. Livet er mere fuldendt med en opvaskemaskine
Så må jeg hellere se at opgradere køkkenudstyret. Lever stadig uden funktionel ovn i et køkken på sådan cirka halvanden kvadratmeter, så der er vist desværre lange udsigter til det der med at fuldende mit liv …
Altså, da jeg fik en opvasker vil jeg da hvertfald sige, at min livsværdi steg med mange grader B-)
– Anne
Lige nu ligger jeg på sofaen og forsøger at tage mig sammen til at tage opvasken fra morgenmaden, inden jeg skal svine køkkenet til med ny opvask fra aftensmaden. Jeg begynder at forstå, hvor I vil hen med det der opvaskertilbedning:)