Madkassen fylder et år i dag. Jeg ved ikke, om mit forhold til ting er blevet en tand for lidenskabeligt, når jeg ligefrem begynder at fejre fødselsdag for dem. Men så længe det kun er de vigtigste ting, som gør sig fortjent til fejring, tænker jeg, at det er okay.
I løbet af det seneste år er kassen blevet fyldt op med flere vigtige ting. Ud over at huse mit personlige kontantlager fra bufferbøssen, rummer den også den slags ting, som er umulige at prissætte. Det er dem, jeg sætter allermest pris på. Og så rummer den selvfølgelig en hel masse mening, som man ikke umiddelbart kan se, men som jeg slet ikke kan undgå at mærke hele tiden.
Selvom jeg også elsker mine kasser med VHS-bånd og kasserne med billeder af tid, som er gået, så er madkassen den allervigtigste. Og alt, hvad den symboliserer, er det bedste for mig.
PS: Jeg har lige været et smut nede ved min strand for at klappe den klit (af sand), hvor kassen blev åbnet for første gang. Det var top daler og lige så rockerkoldt som sidst.
PPS: Det har været et skide godt år!
Skudamuda 