Noget om det bedste

Madkassen fylder et år i dag. Jeg ved ikke, om mit forhold til ting er blevet en tand for lidenskabeligt, når jeg ligefrem begynder at fejre fødselsdag for dem. Men så længe det kun er de vigtigste ting, som gør sig fortjent til fejring, tænker jeg, at det er okay.

I løbet af det seneste år er kassen blevet fyldt op med flere vigtige ting. Ud over at huse mit personlige kontantlager fra bufferbøssen, rummer den også den slags ting, som er umulige at prissætte. Det er dem, jeg sætter allermest pris på. Og så rummer den selvfølgelig en hel masse mening, som man ikke umiddelbart kan se, men som jeg slet ikke kan undgå at mærke hele tiden.

Selvom jeg også elsker mine kasser med VHS-bånd og kasserne med billeder af tid, som er gået, så er madkassen den allervigtigste. Og alt, hvad den symboliserer, er det bedste for mig.

20140306-185034.jpg
PS: Jeg har lige været et smut nede ved min strand for at klappe den klit (af sand), hvor kassen blev åbnet for første gang. Det var top daler og lige så rockerkoldt som sidst.

PPS: Det har været et skide godt år!

Noget om en tid der er væk

Jeg er i Rusland. Med Haren. Det er anden gang vi holder sommerferie her, selvom mange mener, det er en lidt atypisk destiantion for to (forholdsvis) unge tøsepiger, som nok nærmere burde tage på diskodasko i Miami. Jeg har jo været i Miami for ikke særlig lang tid siden. Og det var skønt. Men jeg elsker kontrasterne, og derfor er Moskva det helt rigtige lige nu.

Hvis man ser bort fra, at det har regnet, siden vi ankom, og her ikke er noget decideret hav, så adskiller Miami og Moskva sig desværre mindre og mindre fra hinanden. I løbet af de seks år, der er gået, siden vi var her sidst, er byen blevet invaderet af den ene amerikanerkæde efter den anden. I går aftes gik vi en tur i det gamle Arbat, som var fyldt med hyggelige, lokale boder, første gang vi var her. Nu fandt vi fem forskellige amerikanske fastfood-joints inden for en radius af 50 meter. Og selvom min maves umiddelbare indskydelse var at trille direkte ind på Wendy’s og bestille en af hver, synes jeg alligevel, det er ærgerligt og en lille smule trist, at udviklingen har sat sine tydelige spor på byen. Jeg elsker USA. Når jeg er i USA. Men når jeg er i Rusland, vil jeg hellere opleve noget af den kultur, jeg har været fascineret af, siden min far ringde hjem til mig fra Den Røde Plads for snart 20 år siden. Jeg ville give meget for at have oplevet Moskva dengang. Men det kommer jeg desværre aldrig til.

I dag gik vi i stedet efter det næstbedste og flygtede under jorden til et lille plet uden for byen, hvor meget stadig er, som det var engang. Her kunne vi kigge på små boder og købe dukker i dukker og spise borsch og gullasch og en yderst alternativ (og langt fra lækker) lille laksesandwich. Vi knækkede kyrilliske koder og blev råbt efter og grindet ad og næsten også spyttet på. Og det var fedt!

Indtil videre har jeg lært, at:

– russiske (jingle)mænd generelt er hjælpsomme og opsøgende, mens russiske kvinder er meget lidt imødekommende over for forvirrede danske tøsepiger (tænk engang …)

– Moskva er fuld af magisk musik fra andre tider. Og dans til maskinen uden lys.

– Den Røde Plads er endnu mere eventyrlig, når den er tom og lukket

– det er lettere at tage billeder af fremmede mennesker i fremmede lande

– russiske dukker er meget skræmmende (overvejer at dedikere et helt indlæg til dem)

– Lambadaen lever endnu (ikke kun i min telefon, når musvitten ringer)

– Roxette bare ikke fungerer på russisk

– regnvejrsferien tegner godt, hvis vores største problem er at beslutte, om vi skal købe en paraply med Spiderman eller Cars (Edderkoppemanden vandt. Bilerne tager sig også meget bedre ud på en vigtig madkasse …)

Fortsættelse følger …

1den_roede_plads 2dans_tiLmaskine_uden_lys 3gadedans 4meditationsgoegl 5wendys 6den_roede_blomsterregnplads 7spiderman 8babushka 9borsch 10postkortPS: БИФИ Отец есть Бог

Fra børn og fulde folk

Jeg tror, jeg stak alle personlige rekorder for stædig forårsopførsel, da jeg deltog i årets første picnic på stranden i går. Og selvom det virkelig var rockerkoldt (og jeg først troede, det var en joke, da jeg modtog invitationen til socialisering på tæppe i noget-nær-minusgrader), viste det sig at være helt rigtigt. Ligesom picnicmadindpakningen også viste sig at være.

kasse_til_mad

Det er sjældent, fremmede har succes med at læse mig, inden de møder mig, så derfor blev jeg både overrasket og imponeret, da jeg modtog kassen, der ligner noget, jeg ønskede mig som barn, men aldrig fik, fordi jeg skulle trækkes med de gode, gamle, ruminddelte og kedeligt ensfarvede 80’er-kasser (godt, jeg var så god til at slå hul i hovedet, så jeg tit kunne komme til lægen og få funky, øjenrullende klistermærker, der kunne pifte kassen op). Kassen var endda fyldt med sukkerærter, som var et ret opfindsomt alternativ til det sukker, et dumt væddemål forbyder mig at indtage (note to stædige self – giv aldrig hånd på brutale aftaler igen). Og bacon og ikke mindst med den slags nogle-gange-på-køl-nogle-gange-ikke-på-køl-agtige snacks, som jeg aldrig helt tør indrømme, at jeg elsker, fordi mange mener, det er lidt tyskerklamt (hvilket er top misforstået!)

Nu, hvor jeg både har madkasse og slikautomat i hus, føler jeg mig faktisk mere barnlig, end jeg har gjort længe (det siger ret meget). Alkoholen trak dog lidt op på voksenskalaen. Og de kloge siger jo, at det er fra børn og fulde folk, man skal høre sandheden. Det er nok rigtigt på mange måder.

Som da jeg var med familien i landet af Lego for et par sæsoner siden, og vi skulle placere os efter vægt i en forlystelse, hvilket helt uopfordret fik den (nu) 8-årige og 9-årige til at rationalisere sig frem til, at det i hvert fald var moster Bib, der vejede mest af os alle (aldrig før er en slankekur blevet kickstartet så effektivt). Eller da min søster og jeg pædagogisk forsøgte at forklare ungerne, at selvom fremmede mennesker ser sjove ud, så kan de godt være søde alligevel. Og den 8-årige svarede: ’Ja, det er jo ligesom bedstefar’ (hvilket efterfølgende fik de to til at blive enige om, at alle bedsteforældre ser sjove ud, fordi de er gamle).

Jeg har endnu flere eksempler på sandheder, som kommer fra fulde folk. Men da jeg ikke er beruset lige nu, vil jeg undlade at rippe op i dem. Personligt har jeg nogle gange leveret sandhederne på yderst upassende og uden tvivl overvældende vis, når alkoholen overtog. Men det gør dem jo ikke mindre sande. Generelt tror jeg, at jeg er nået frem til, at sandheder faktisk slet ikke er så farlige. De behøver ikke alle at blive delt (så kunne vi jo ikke lave andet), men de vigtige er som regel ikke så store og farlige, som de kan virke inde i hovedet. Heldigvis. Hvis de var, blev jeg muligvis nødt til skifte lejligheden i huset af guld ud med en uoverskueligt dyr syttenværelses for at få plads til dem alle. Men som tingene ser ud i virkeligheden, tror jeg faktisk, de fleste sandheder kan være i en vældigt værdsat kasse til mad.

baenkPS: I lyset af ovenstående åbenbaring tør jeg alligevel godt indrømme, at nogle-gange-på-køl-nogle-gange-ikke-på-køl-agtige snacks tilhører minispegepølsekategorien. Den slags, man altid kan købe på tyske tankstationer. Som ofte er iklædt en form for spegepølsekondom (her bør du slå associationsevnen fra). Helt ærligt – tag en bid af sådan en fætter, og sig mig, at den smager frygteligt. Og jeg skal love dig for, at jeg vil argumentere for, at du lyver!