Noget om bøger og barndom

Da jeg var barn, læste jeg konstant. Helst bøger for voksne. De var spændende, for jeg vidste jo ikke, hvordan det var at være voksen. Jeg vidste kun, hvordan det føltes at være barn i de voksnes vanvittige verden.

I dag læser jeg mest børnebøger eller bøger om børn – fordi jeg har lært, at det som regel er de klogeste. Og jeg kan faktisk ikke komme på en eneste bog om voksne, der har lige så meget visdom og magi og rigtighed i sig som Den lille prins eller Mio, min Mio eller Extremely Loud and Incredibly Close.

Som barn kunne jeg alle bibliotekets reolrækker udenad. Også tegneserierne og magasinerne og faglitteraturen. Der var sjældent andre mennesker, så jeg følte tit, det var min private labyrint fuld af eventyr og hurlumhej og finurligheder og kommende klogskab. Der duftede velkendt af fremmede verdener, og jeg savner den tryghed, som kun fandtes på biblioteket.

For tiden læser jeg alt for lidt. Og jeg kan desværre ikke huske, hvornår jeg sidst har været på biblioteket. Men jeg savnede det forleden, da jeg gik forbi en lille, russisk kasse, som mindede mig om barndommens trygge fremogtilbagetumlen gennem reolrækkernes eventyrlige uendelighed.

publib_library

PS: Jeg var ikke særlig gammel, da jeg gik på opdagelse i min første historie om Rusland. Og selvom jeg tit ærgrer mig over, at jeg ikke får læst nok, så kan jeg trøste mig med, at det måske er fordi, jeg nu har travlt med at opleve eventyret i virkeligheden.

Noget om Gorky Park

Jeg elsker at besøge velkendte steder igen – for der er altid noget godt, jeg har overset. Noget nyt, der skal opdages. Som Gorky Park i Moskva. Egentlig vidste jeg jo godt, at den fandtes. Haren og jeg nåede bare ikke at komme forbi for seks år siden, fordi vi havde travlt med at drikke vodka og stå i kø for at se Lenins døde krop og jagte KGB-museet, som var så hemmeligt, at vi aldrig fandt det.

Men i går fandt vi parken. Heldigvis. Det er egentlig ikke fordi, den adskiller sig specielt meget fra andre parker udadtil. Og så alligevel. Der er noget magisk over den, som er svært at forklare, men let at mærke, når man er der på den helt rigtige måde. Specielt på en sommergråvejrsdag som i går, hvor man hurtigt kan føle sig helt alene i en meget stor verden på den allerbedste måde.

gorky1 gorky2 gorky3 gorky4 gorky5 gorky6 gorky7 gorky8 gorky9 gorky10

PS: Det kan godt være, jeg brokkede mig forleden, fordi Moskva efterhånden er alt for meget USA og lidt for lidt Rusland. Men nu har vi altså fundet det. Det rigtige Rusland. Og det er et eventyr. Mere om det meget snart …

Noget om en tid der er væk

Jeg er i Rusland. Med Haren. Det er anden gang vi holder sommerferie her, selvom mange mener, det er en lidt atypisk destiantion for to (forholdsvis) unge tøsepiger, som nok nærmere burde tage på diskodasko i Miami. Jeg har jo været i Miami for ikke særlig lang tid siden. Og det var skønt. Men jeg elsker kontrasterne, og derfor er Moskva det helt rigtige lige nu.

Hvis man ser bort fra, at det har regnet, siden vi ankom, og her ikke er noget decideret hav, så adskiller Miami og Moskva sig desværre mindre og mindre fra hinanden. I løbet af de seks år, der er gået, siden vi var her sidst, er byen blevet invaderet af den ene amerikanerkæde efter den anden. I går aftes gik vi en tur i det gamle Arbat, som var fyldt med hyggelige, lokale boder, første gang vi var her. Nu fandt vi fem forskellige amerikanske fastfood-joints inden for en radius af 50 meter. Og selvom min maves umiddelbare indskydelse var at trille direkte ind på Wendy’s og bestille en af hver, synes jeg alligevel, det er ærgerligt og en lille smule trist, at udviklingen har sat sine tydelige spor på byen. Jeg elsker USA. Når jeg er i USA. Men når jeg er i Rusland, vil jeg hellere opleve noget af den kultur, jeg har været fascineret af, siden min far ringde hjem til mig fra Den Røde Plads for snart 20 år siden. Jeg ville give meget for at have oplevet Moskva dengang. Men det kommer jeg desværre aldrig til.

I dag gik vi i stedet efter det næstbedste og flygtede under jorden til et lille plet uden for byen, hvor meget stadig er, som det var engang. Her kunne vi kigge på små boder og købe dukker i dukker og spise borsch og gullasch og en yderst alternativ (og langt fra lækker) lille laksesandwich. Vi knækkede kyrilliske koder og blev råbt efter og grindet ad og næsten også spyttet på. Og det var fedt!

Indtil videre har jeg lært, at:

– russiske (jingle)mænd generelt er hjælpsomme og opsøgende, mens russiske kvinder er meget lidt imødekommende over for forvirrede danske tøsepiger (tænk engang …)

– Moskva er fuld af magisk musik fra andre tider. Og dans til maskinen uden lys.

– Den Røde Plads er endnu mere eventyrlig, når den er tom og lukket

– det er lettere at tage billeder af fremmede mennesker i fremmede lande

– russiske dukker er meget skræmmende (overvejer at dedikere et helt indlæg til dem)

– Lambadaen lever endnu (ikke kun i min telefon, når musvitten ringer)

– Roxette bare ikke fungerer på russisk

– regnvejrsferien tegner godt, hvis vores største problem er at beslutte, om vi skal købe en paraply med Spiderman eller Cars (Edderkoppemanden vandt. Bilerne tager sig også meget bedre ud på en vigtig madkasse …)

Fortsættelse følger …

1den_roede_plads 2dans_tiLmaskine_uden_lys 3gadedans 4meditationsgoegl 5wendys 6den_roede_blomsterregnplads 7spiderman 8babushka 9borsch 10postkortPS: БИФИ Отец есть Бог

Regnbuen uden ende

Nogle gange kan jeg blive i tvivl om, hvorvidt det, jeg ser, også er det, der sker. Sådan en oplevelse havde jeg i går morges. Jeg befandt mig et sted mellem mellemdrøm og vågen i luften over Sjælland, hvor jeg forsøgte at tvinge mine øjne åbne ved at lege ‘hvad ligner skyerne’ (en lidt små-skizofren leg for én person, men jeg er heldigvis ret begejstret for at diskutere med mig selv på ‘Det-er-en-gummistøvle! Nej-det-er-en-gummiged!’-måden).

Lige pludselig lignede skyen dog noget helt andet. Den lignede en sky med en helt rund regnbue i midten og skyggen af et fly inde i regnbuen. Det så ret vildt ud, og jeg var slet ikke klar over, om det fænomen rent faktisk fandtes. Derfor turde jeg heller ikke spørge min sidemand (en rationelt-udseende, tysktalende jakkesæts-type), om han kunne se det samme. I øvrigt nåede jeg frem til, at hvis det bare var noget, jeg bildte mig ind, så måtte min hjerne være noget mere fantasifuld, end jeg turde håbe på, så lige meget hvad var det en succesoplevelse. Og under alle omstændigheder var det flot. Helt afsindigt flot og fantastisk og magisk. Illusion eller ej.

Dog affødte oplevelsen efterfølgende akut-nedsmeltning – for hvis skatten findes for enden af regnbuen, og regnbuen er rund, hvad så? Betyder det, at skatten er overalt, eller at den slet ikke er der? Den regner jeg nok aldrig ud. Til gengæld har jeg besluttet mig for, at den mulige udsigt til magiske regnbuer – runde eller ej – er al regn værd. Måske er det derfor, jeg synes, det kan være forfærdeligt rart at gå rundt i regnvejr.

rainbowPS: En hurtig google-søgning viser, at det ikke var min fantasi, der løb af med mig. Fænomenet findes, men er åbenbart ret sjældent. Og selvom magi (heldigvis) aldrig nogensinde kan gengives på billeder, så kan du måske alligevel få et indtryk af det her.

Breve fra dengang min krop var barn

Konfirmationsmappen er altså ret lærerig at dykke ned i. Den kommer med en slags svar på spørgsmål, som undrer mig. For eksempel har jeg haft lidt svært ved at finde mening i, at jeg i en alder af 27 år netop har investeret i et sovedyr (og nej, det er ikke en gramsebamse). Muligvis forsøger jeg at krybe tilbage til barndommen, fordi jeg engang havde lidt for travlt med at blive voksen.

Fri fortolkning af gemte breve fra dengang, min krop var barn, tyder på noget i den retning. Min mor har gemt en del af dem, jeg har skrevet til hende gennem årene. Her er et par eksempler (som endnu engang er service-oversat fra barnsk til dansk).

Mor skal huske at have sig nonnetøj med på arbejde i morgen.

Mor skal huske at have sit nonnetøj med på arbejde i morgen.

skattejagt

Kære mor
En lille skattejagt til dig. Start ved døren ind.

julemand

For det første har jeg ingen idé om, hvorfor min mor skulle være fromt påklædt på sin arbejdsplads. Men jeg synes, det er ret pudsigt, at jeg har følt behov for at huske hende på det. Andre børn ville måske stole på, at deres forældre er gamle nok til at have styr på egne kostumer. Og eftersom min mor er en ret tjekket type med (lidt for) mange egne huskelister, virker det endnu mere mærkeligt.

Så er der det med skate-jagten, som jeg altså tror var en skattejagt. Min mor har nemlig aldrig været den store skater-type. Jeg elsker skattejagter. Men det plejer vel at være de voksne, der arrangerer den slags for børnene og ikke omvendt? Måske var skattejagten det tætteste, jeg kom et rebelsk oprør mod normalitet.

Nu er det jo 1. december i dag, og derfor synes jeg, at brevet om julemanden er ekstra passende. Jeg elsker jul. Det har jeg altid gjort. Det er trygt. Og jeg elsker også at tro på magiske fænomener som julemanden. Da min krop var barn fyldte den følelse tilsyneladende tilstrækkeligt meget til, at jeg også havde behov for at forsøge at overbevise min mor om, at han findes*. Hvorvidt hun blev overbevist, ved jeg ikke. Men konfirmationsmappen har i hvert fald lige overbevist mig om, at der måske er en mening med, at jeg er en forholdsvis barnlig voksen, når nu jeg engang var et ret voksent barn.

* Til tvivlerne kan jeg afsløre, at julemanden rent faktisk findes. Jeg kender ham personligt, men vil afholde mig fra at afsløre hans sande identitet her.

En gammel mand og en stor fisk

Jeg har to bøger med i bagagen. Den første vidste jeg godt, at jeg ikke kom til at læse på turen. Den anden har jeg lige læst det sidste ord af i Greyhound-bussen, som kører forbi strandene over broerne mellem Key West og Miami. Da jeg var yngre, havde jeg en halvneurotisk vane, som tvang mig til altid at læse bogens sidste ord som det første. Derefter kunne jeg gå i gang med begyndelsen. Det er et af de ritualer, jeg har formået at lægge fra mig, og jeg har ikke tænkt på det i lang tid. Ikke før jeg læste det sidste ord i den anden bog. Så gav det lige pludselig fin mening, at det netop er nu, vanen kommer tilbage til mig.

Den første bog (den som jeg tog med, selvom jeg vidste, jeg ikke ville læse den) er ’Den gamle mand og havet’. Jeg tænkte, at jeg blev nødt til at have lidt Hemingway med til Key West. Af ren respekt. Jeg kan i øvrigt godt lide tanken om, at mine bøger får lov til at opleve lidt af verden (og i dette tilfælde på en måde får lov til at komme hjem). Til gengæld er jeg ikke så sikker på, at jeg kan lide slutningen på historien i lige netop den bog. Jeg læste den for snart ti år siden. Hvis du ikke selv har stiftet bekendtskab med den gamle mands eventyr, så foregår det i en lille båd på havet, hvor han møder en stor fisk. Måske den største, der findes. Han får den mod alle odds på krogen og kæmper en brav (sidste) kamp for at hale den ind. Hvordan det ender kan du læse her (hvis du altså er typen, der gerne vil hoppe direkte til slutningen).

Jeg ved ikke, om det er muligt at fange den store fisk. Jeg ved ikke engang, om der virkelig findes en i det virkelige hav, som ligger uden for bøgernes ubegrænsende ord – men jeg tror aldrig helt, jeg kan lægge drømmen fra mig. Drømmen om at få den på krogen, hale den ind og erobre al den meningsfulde magi, der må gemme sig i dens store, tykke fiskemave. Mange vil sikkert mene, at den med sikkerhed ikke findes, og at jeg aldrig ville kunne fange den, hvis den fandtes. Det må de gerne mene. Og jeg tror godt, jeg forstår, hvorfor nogle vælger ikke at tro på den store fisk og i stedet stiller sig tilfredse med torsk og sild og laks og alt det andet, som med sikkerhed findes lige derude i havet. Jeg ved, tilværelsen sikkert ville være noget lettere, hvis jeg kunne gøre det samme.

Men hvad nu hvis jeg kunne gøre det. Hvis jeg kunne være jævnt glad og tilfreds med alle de fine små fisk og overbevise mig selv om, at den store slet ikke findes. Og jeg så alligevel en dag – den sidste måske – finder ud af, at den er derude. At den findes, men jeg bare ikke gav mig selv lov til at finde den. Det tør jeg slet ikke tænke på. Så hellere leve i en drømmeverden. Sådan en drømmeverden, som findes i den anden bog. Den, jeg lige har læst. Den, hvor det ikke kun er muligt at fange en stor fisk – men hvor man også kan forvandle sig til en på den allersidste dag, hvis troen på magien er stor nok.

’Remembering a man’s stories makes him immortal, did you know that?’ (Big Fish)

PS: Det sidste ord i den anden bog er ’word’.

Op ad gaden ned igen

Der er røde minusser i mit koncertbudget for tiden. Eller okay, jeg er på ingen måder tjekket nok til at lave budget over den slags. Men hvis jeg havde et budget, ville det være brugt op. Til gengæld har jeg overskud på kontoen for musikalske indtryk.

I går var det MIKA, der indtog scenen, og mens jeg stod under VEGAs lysende lamper og klamrede mig til tusindbenet, ærgrede jeg mig en lille smule over, at jeg ikke havde en superhelts evner til at gennemføre et lynhurtigt telefonboks-identitets-skifte (eller muligvis bare et toilet-identitets-skifte. Det er jo alt for besværligt at støve en telefonboks op nu-til-dags). I så fald ville jeg gerne prøve at være en homoseksuel fyr. Bare lige i halvanden times tid. Som pige med hang til heteroseksuelle mænd (eller måske nærmere mænd-in-spe) er det nemlig en lille smule svært at få det optimale ud af popfyrens lækkerhed. Jeg blev dog enig med tusindbenet om, at vi havde fundet den perfekte papfar (popfar?) til et muligt fremtidigt fælles barn. Dermed fik jeg på en eller anden måde accepteret, at det i så fald er tusindbenet, der får både drømmemanden og barnet, mens jeg ville komme til at hænge på knap-så-sjov-befrugtningsproces, uundgåelige fødselstraumer, uoverskuelig afholdenhed, afsked med resterne af til-dels-ungdommelig-krop – og samtidig bliver det så også mig, der skal gå alene i seng. Livet er uretfærdigt!

Egentlig burde jeg have fået styret mit behov udi den regnbuefarvede musikgenre, da jeg var til Scissor Sisters koncert på min egen ø en torsdag aften tidligere på måneden. Problemet var bare, at min trang til at drukne tankerne om mange ting, der skete, var skyld i, at jeg ikke husker meget mere fra den koncert end smagen af halvdød fadøl og synet af en milliard pailletter, der dansede rundt foran mig. Men jeg tror, det var en fest. Tusindbenet, musen, guldfisken, solsorten og haren fik i hvert fald hanket op i mig. Og aftenen endte efter sigende på Postbodegaen, så lige meget hvad var det en succes.

Ind imellem de to koncerter luftede guldfisken og jeg vores indre teenagere til P3 albumsession med Saybia. Guldfisken er fra Nyborg, så lokalpatriotismen trak i hende, da hun hørte, at de skulle spille hele deres debutalbum. Under andre omstændigheder ville hun nok have hevet storebjørn med, men der er åbenbart grænser for, hvad han vil flette fingre til, så jeg meldte mig frivilligt. Der skal ikke så meget overtalelse til, når det drejer sig om en aften i DR’s koncertsal, der efter min mening er samtlige licenskroner værd. Jeg må da også indrømme, at jeg endte med at blive revet ret voldsomt med af musikken. Specielt fordi en del af tonerne tog mig tilbage til gymnasietiden og busture i linje 1A, som fragtede mig mellem kassedame-tjans i SuperBrugsen og kaostilværelse på hospitalskollegium. Dengang var det ikke let at holde hovedet højt for en helspekulerende type. Men enkelte sange hjalp.

Genhøret med koncertsalens magiske akustik pillede også ved andre live-minder fra rummet. Både Agnes Obels kloge klaverkompositioner, kærlighed-ved-første-sang-oplevelsen med I Am Kloot – og ikke mindst den allerførste præ-åbningskoncert i salen, som jeg med hjælp fra musvitten var så åndssvagt heldig at få lov at opleve på første række midtfor (måske er der alligevel retfærdighed til). Her stod Steffen Brandt på scenen med sin (på-daværende-tidspunkt) nyeste protegé, Julie Maria, ved sin side. Ham har jeg været forelsket i, siden jeg hørte den her første gang – hende blev jeg forelsket i den aften. Følelsen blev yderligere forstærket i går, hvor jeg fik fingrene i hendes nye album, der minder mig om, at den rigtige musik altid er alle pengene værd – både live og i høretelefonerne, der trygt isolerer mod omverdenen på turene op ad gaden ned igen.

Den knap så søde kløe

Jeg opfatter ikke mig selv som specielt troende i kristen forstand. Egentligt tror jeg vel mest på meningen i håbet om, at der findes en mening et eller andet sted. Men der er ret mange af de bibelske fortællinger, som har gjort indtryk på mig. For eksempel den om Noahs ark. Jeg kan godt lide tanken om, at der var plads til elefanterne på båden, selvom de fylder så meget (er dog en lille smule fortørnet over, at der ikke var plads til dem her). Men jeg har indtil nu haft svært ved at forstå, hvorfor myggene blev inviteret med på den tur. Hvilken plads er det lige, de udfylder i fødekæden, som for eksempel bananfluer ikke kunne udfylde mindst ligeså godt? Jeg forstår det ikke. Og så forstår jeg det måske alligevel lidt bedre i dag.

Myggene er nemlig en af de eneste grunde til, at jeg kan finde en lille smule glæde ved tanken om, at jeg lige nu befinder mig på en grå ø og ikke i en orange hængekøje med udsigt til tropisk paradis. Jeg ramte dansk jord for et par timer siden og er allerede ramt af den velkendte post-rejse-eventyrs-nedtur. Men så minder de mange kløende stik mig om, at jeg trods alt kan varme mig lidt ved tanken om, at der går mange, mange måneder, før jeg kan redde mig et ærligt myggestik her i Danmark.

Myggene elsker mig. Og selvom kærlighed vel altid er en form for bekræftende, ville jeg meget gerne være fri for den i det her tilfælde (eller allerhelst skifte den ud med en anden lidt mindre smertefuld/lidt mere meningsfuld version). Hver gang guldfisken og jeg er i troperne, bliver jeg ædt, mens hun stort set trækker frinummer eller i værste fald stolt fremviser et enkelt eller to sølle stik. Jeg fik 24. Den første aften. Derefter opgav jeg at tælle. På et tidspunkt syntes jeg, stik-frekvensen begyndte at falde lidt i takt med, at guldfisken fik hele tre stik, så jeg håbede på, at myg måske alligevel deler en form for adfærdsmønster med mænd, og de derfor ikke rigtigt gad stikke mere i sådan et forstukket bolsje. Jeg tog desværre fejl.

Da vi var i Thailand for et par måneder siden, blev vi præsenteret for en teori om, at vi udskiller et eller andet stof efter fysisk kontakt med det modsatte køn. Det stof kan myg ikke lide, så derfor er antallet af stik ofte en rimelig god indikator for, hvor heldig man er for tiden. Den teori kunne jeg sjovt nok ikke se det sjove i – da slet ikke på det-er-sjovt-fordi-det-er-sandt-måden (der er virkelig ingen retfærdighed til, hvis man skal straffes for at befinde sig i en i forvejen ret frustrerende situation). Så i stedet forsøgte jeg at give guldfisken skylden for en del af mine stik, efter hun i en brandert kom til at låse mig ude, så jeg måtte tilbringe en nat på en solseng ved offentlig pool med noget, der mindede om en vaskeklud som dyne. Jeg kunne være blevet ædt af en thai-forbryder, men alligevel magtede jeg ikke at bide hovedet af al skam og gå op i den fine, fine hotel-reception klokken fem om morgenen for at bede om en ekstra nøgle. Specielt ikke fordi, jeg kun var iført bikini og betydelig promille efter netop veloverstået natbadning. Men jeg blev (heldigvis) kun ædt af myg. De helt onde af slagsen, som (muligvis på grund af min generelle mangel på udskillelse af føromtalte stof) også har brugt min krop som privat slaraffenland den sidste uges tid.

Så nu ligger jeg her i min egen seng, mens jeg vrider mig på den helt forkerte måde og håber på, at den helt rigtige helt ville komme forbi og klø mig lidt på de allerfarligste steder. Min kuffert står stadig uåbnet på gulvet. Jeg tør ikke røre ved lynlåsen af frygt for, at der springer en tarantel ud. Jeg havde nemlig opholdt mig flere dage i troperne, før jeg fik at vide, at man altså ikke skal lade sin kuffert stå fyldt og åben på gulvet, hvis man vil undgå at få venner med hjem. Derefter turde jeg ikke lukke den, for hvis der nu allerede var hoppet en tarantel derned, skulle den jo have mulighed for at stikke af igen, inden jeg rejste. Alligevel stiller jeg gerne op som frivillig stikke-skive for den helt onde myggesværm – og jeg tager samtidig hellere end gerne en tarantel under hver arm, hvis det kan købe mig en billet tilbage til den orange hængekøje.

Sidste aften i troperne lå jeg og gyngede i den, mens jeg så solen gå ned. Jeg gyngede så højt, at det næsten føltes som om, at jeg blev slynget ud over det store, stille hav. Men jeg var ikke bange, for det hele var så fantastisk smukt, at det føltes mere magisk end farligt. Næste morgen stjal jeg mig til et ekstra kvarter i køjen med helt rigtig musik i ørerne, mens guldfisken var i bad. Det var stadig mørkt, og stjernerne lyste meget klart ned på en stor båd, som havde ligget ved vores strand i et par dage. Jeg overvejede muligheden for at flygte fra hjemrejse og skynde mig ned til båden, så jeg kunne høre, om der mon var plads til en enkelt helspekulerende type, som bare gerne ville sejle væk. Ud i eventyret. Men jeg gjorde det ikke. Og det var ikke kun fordi, jeg ikke turde, men også fordi jeg nu faktisk er nået til et punkt, hvor jeg gerne vil kunne dele den slags eventyr med nogen. Så jeg krammede hængekøjen farvel, stak myggene den midterste finger, lukkede øjnene, mens jeg lukkede kufferten – og så tog jeg hjem. Til virkeligheden. I håbet om at der måske også kan gemme sig en lille smule eventyr her et sted …

Just another day at the office

Nu er jeg en form for journalist, men det er nok ikke i de finere, journalistiske kredse, jeg skal forvente at hente den store anerkendelse for mit job. Jeg vinder sandsynligvis aldrig en Cavling, og jeg kommer heller ikke til at vælte nogen regering (heldigvis slet ikke lige nu). Alligevel føler jeg mig helt vildt priviligeret på grund af mit arbejde (specielt lige nu).

Guldfisken og jeg har lige været nede på vores palmestrand for at spise aftensmad. Vi blev betjent af mine to yndlingstjenere – ham, der lærer mig seje, spanske sætninger, og ham, der påstår, jeg ligner Nelly Furtado (hvilket guldfisken synes er ustyrligt morsomt, fordi jeg på kontoret i en periode gik under navnet ‘Maneater’ (som om …)). Furtado-fyren serverede kolde Piña Coladas for os og spurgte, hvad vi havde lavet på job i dag. Vi svarede, at vi havde været en tur oppe i den vildeste luksushybel, vi nogensinde har set, fordi vi skulle lave et video-indslag med Paris Hilton. Og helt ærligt – det var fandme sjovt!

Vi er havnet i vores eget private paradis. Og vi får løn for at være her. Vi får lov til at opleve nogle af de vildeste hjørner af verden, og vi griner hver dag. Så må alle de andre hjertens gerne kæmpe om pløkken og prestigen derhjemme. Og jeg forsvarer hellere end gerne mit job over for alle dem, der kalder det meningsløst. For det gør mig glad. På grund af mit job befinder jeg mig lige nu et sted i verden, hvor drømme er til for at blive dyrket, og mine tanker er endnu engang tunet ind på den frekvens, hvor alt er muligt. Omgivelserne er magiske, og de får mig til at tro på, at jeg bør kunne tage bare en lille smule af den magi med hjem og dyrke den et sted på fjerde sal i et hus af guld på en ø, der ikke udelukkende er lavet af lort.

Magien bliver muligvis ophævet mandag middag klokken sådan cirka 12.50, når vores fly rammer dansk jord. Men indtil da vil jeg prøve at holde fast i troen på, at alt kan lade sig gøre. I Mexico, i Danmark, i mit hoved og i den virkelige verden.

Copa del Sol

Jeg har hørt historien fortalt i flere forskellige versioner, og jeg er ikke klar over, hvilken en der ligger tættest på sandheden. Den version, jeg bedst kan lide, kommer her:

I slutningen af 60’erne flyttede en rig, italiensk kunstner til Mexicos stillehavskyst, hvor han byggede og byggede og byggede, til han kunne kalde sig indehaver af en række af landets smukkeste og mest luksuriøse ferieboliger. Manden, der ejede alt, mistede pludseligt sin kone. Sorgen blev drivkraften til et nyt bygningsværk, som skiller sig markant ud fra de andre – Copa del Sol.

Det runde, gigantiske monument står i dag som symbol på mandens evige kærlighed til sin kone. Når man befinder sig i den ene side af cirklen og hvisker helt stille, kan man høre det meget tydeligt i den anden side mange, mange meter væk. Og når man ligger i bunden af koppen, blive alle lyde lukket ude. Min yndlings-detalje i historien-som-muligvis-kun-er-sand-for-mig er, at én dag om året – på konens dødsdag – står solen på en helt bestemt måde, så det ligner, den hviler i koppen.

Den dag var ikke i dag. Alligevel viste stedet sig at være noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set. Trappen op til kanten af koppen var meget, meget farlig. Det var også farligt at gå rundt deroppe med et kamera. Men jeg ville så gerne forsøge at dokumentere noget magi, så jeg besluttede mig for, at det godt kan betale sig at være modig …