Den knap så søde kløe

Jeg opfatter ikke mig selv som specielt troende i kristen forstand. Egentligt tror jeg vel mest på meningen i håbet om, at der findes en mening et eller andet sted. Men der er ret mange af de bibelske fortællinger, som har gjort indtryk på mig. For eksempel den om Noahs ark. Jeg kan godt lide tanken om, at der var plads til elefanterne på båden, selvom de fylder så meget (er dog en lille smule fortørnet over, at der ikke var plads til dem her). Men jeg har indtil nu haft svært ved at forstå, hvorfor myggene blev inviteret med på den tur. Hvilken plads er det lige, de udfylder i fødekæden, som for eksempel bananfluer ikke kunne udfylde mindst ligeså godt? Jeg forstår det ikke. Og så forstår jeg det måske alligevel lidt bedre i dag.

Myggene er nemlig en af de eneste grunde til, at jeg kan finde en lille smule glæde ved tanken om, at jeg lige nu befinder mig på en grå ø og ikke i en orange hængekøje med udsigt til tropisk paradis. Jeg ramte dansk jord for et par timer siden og er allerede ramt af den velkendte post-rejse-eventyrs-nedtur. Men så minder de mange kløende stik mig om, at jeg trods alt kan varme mig lidt ved tanken om, at der går mange, mange måneder, før jeg kan redde mig et ærligt myggestik her i Danmark.

Myggene elsker mig. Og selvom kærlighed vel altid er en form for bekræftende, ville jeg meget gerne være fri for den i det her tilfælde (eller allerhelst skifte den ud med en anden lidt mindre smertefuld/lidt mere meningsfuld version). Hver gang guldfisken og jeg er i troperne, bliver jeg ædt, mens hun stort set trækker frinummer eller i værste fald stolt fremviser et enkelt eller to sølle stik. Jeg fik 24. Den første aften. Derefter opgav jeg at tælle. På et tidspunkt syntes jeg, stik-frekvensen begyndte at falde lidt i takt med, at guldfisken fik hele tre stik, så jeg håbede på, at myg måske alligevel deler en form for adfærdsmønster med mænd, og de derfor ikke rigtigt gad stikke mere i sådan et forstukket bolsje. Jeg tog desværre fejl.

Da vi var i Thailand for et par måneder siden, blev vi præsenteret for en teori om, at vi udskiller et eller andet stof efter fysisk kontakt med det modsatte køn. Det stof kan myg ikke lide, så derfor er antallet af stik ofte en rimelig god indikator for, hvor heldig man er for tiden. Den teori kunne jeg sjovt nok ikke se det sjove i – da slet ikke på det-er-sjovt-fordi-det-er-sandt-måden (der er virkelig ingen retfærdighed til, hvis man skal straffes for at befinde sig i en i forvejen ret frustrerende situation). Så i stedet forsøgte jeg at give guldfisken skylden for en del af mine stik, efter hun i en brandert kom til at låse mig ude, så jeg måtte tilbringe en nat på en solseng ved offentlig pool med noget, der mindede om en vaskeklud som dyne. Jeg kunne være blevet ædt af en thai-forbryder, men alligevel magtede jeg ikke at bide hovedet af al skam og gå op i den fine, fine hotel-reception klokken fem om morgenen for at bede om en ekstra nøgle. Specielt ikke fordi, jeg kun var iført bikini og betydelig promille efter netop veloverstået natbadning. Men jeg blev (heldigvis) kun ædt af myg. De helt onde af slagsen, som (muligvis på grund af min generelle mangel på udskillelse af føromtalte stof) også har brugt min krop som privat slaraffenland den sidste uges tid.

Så nu ligger jeg her i min egen seng, mens jeg vrider mig på den helt forkerte måde og håber på, at den helt rigtige helt ville komme forbi og klø mig lidt på de allerfarligste steder. Min kuffert står stadig uåbnet på gulvet. Jeg tør ikke røre ved lynlåsen af frygt for, at der springer en tarantel ud. Jeg havde nemlig opholdt mig flere dage i troperne, før jeg fik at vide, at man altså ikke skal lade sin kuffert stå fyldt og åben på gulvet, hvis man vil undgå at få venner med hjem. Derefter turde jeg ikke lukke den, for hvis der nu allerede var hoppet en tarantel derned, skulle den jo have mulighed for at stikke af igen, inden jeg rejste. Alligevel stiller jeg gerne op som frivillig stikke-skive for den helt onde myggesværm – og jeg tager samtidig hellere end gerne en tarantel under hver arm, hvis det kan købe mig en billet tilbage til den orange hængekøje.

Sidste aften i troperne lå jeg og gyngede i den, mens jeg så solen gå ned. Jeg gyngede så højt, at det næsten føltes som om, at jeg blev slynget ud over det store, stille hav. Men jeg var ikke bange, for det hele var så fantastisk smukt, at det føltes mere magisk end farligt. Næste morgen stjal jeg mig til et ekstra kvarter i køjen med helt rigtig musik i ørerne, mens guldfisken var i bad. Det var stadig mørkt, og stjernerne lyste meget klart ned på en stor båd, som havde ligget ved vores strand i et par dage. Jeg overvejede muligheden for at flygte fra hjemrejse og skynde mig ned til båden, så jeg kunne høre, om der mon var plads til en enkelt helspekulerende type, som bare gerne ville sejle væk. Ud i eventyret. Men jeg gjorde det ikke. Og det var ikke kun fordi, jeg ikke turde, men også fordi jeg nu faktisk er nået til et punkt, hvor jeg gerne vil kunne dele den slags eventyr med nogen. Så jeg krammede hængekøjen farvel, stak myggene den midterste finger, lukkede øjnene, mens jeg lukkede kufferten – og så tog jeg hjem. Til virkeligheden. I håbet om at der måske også kan gemme sig en lille smule eventyr her et sted …

One thought on “Den knap så søde kløe

  1. Pingback: 10 timer i luften part II | Skudamuda

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s