Noget om mig

Dengang jeg stadig var så lille, at jeg ikke vidste, hvor skræmmende det er at være stor, var jeg sådan en slags entertainer. En frygtløs én af slagsen. Jeg har en svag erindring om, hvordan det foregik, og det ligger muligvis langt fra den reelle virkelighed (som meget andet på den her blog sikkert også kommer til at gøre). Men det er min virkelighed, set med mine lettere handicappede øjne, og den startede nogenlunde sådan her:

I slut-80’erne gik mine storesøstre og kedede sig lidt i verdens-mindste-by-i-provinsen, indtil de en dag fandt ud af, at der var en form for underholdningsværdi i deres grydefritsklippede, andegangsgående, drengebarnslignende lillesøster. Derfor iklædte de mig nogle briller og en hat, placerede mig i en papkasse, som skulle forestille et fjernsyn, og trykkede på den knap, som betød ”Tænd”. Og så underholdte jeg. For det sagde de, jeg skulle, og jeg gør altid, hvad der bliver sagt (næsten). Hvad jeg underholdte med, ved jeg ikke, men showet var tilsyneladende en form for succes. Jeg fik i hvert fald et kunstnernavn: Skudamuda (eller måske var det nærmere noget med Scooter Mooda, fordi jeg havde scooter-briller på og var humørsyg, men min virkelighed kan bedre lide den første version af navnet, så det holder vi os til).

Det startede så godt og kunne være fortsat lige så smukt og let ad en snorlige, ubumpet vej direkte mod en tv-karriere i berømmelsens blændende spotlight. Desværre fandt jeg senere ud af, at selvom jeg havde kastet min uforbeholdne kærlighed på kameraet, blev følelses-bolden ikke returneret. Det er den samme sørgelig sang om ubærlig ubalanceret kærlighed. Kameraet elskede mig bare ikke højt nok til at ville bygge en fremtid op med mig i forgrunden. Jeg har nu lært at acceptere realiteterne helt uden bitterhed (næsten). Og heldigvis har jeg udviklet en endnu dybere og meget mere holdbar kærlighed til det skrevne ord. Jeg har et fint universitetspapir, der siger, at jeg er uddannet til at kunne sætte to sætninger sammen, men skæbnen kastede et ordløst job efter mig, som primært foregår bag det kamera, som nægtede at have mig foran sig (oh the irony).

Jeg elsker mit job, men savner at skrive, så derfor denne bløde blog i 100 % navlepillende tekst-til, som har en tendens til at være lidt for lang og nægte at lade sig lægge op. Jeg har intet større blog-dogme parat, men jeg kan nok ikke lade være med at nævne min uforbeholdne kærlighed til neon, elefanter, små-ting-der-burde-være-større, (parenteser), gamle biografier om gamle skuespiller på gamle teatre, strand i alle former, øl i alle farver og så selvfølgelig Lederhosen. Derudover vil jeg uundgåeligt også komme til at beskæftige mig med min grund-angst for at komme til at slå folk ihjel ved et uheld (eller ved et held), slanger (mest de små – det skal man ikke begynde at analysere for meget på), højder i alle slags højder og gamle mennesker, der græder. Måske bliver det spændende, måske bliver det kedeligt, måske bliver det sjovt, måske bliver det ligegyldigt. Og måske bliver det tåkrummende pinligt på den helt ubærlige måde. Det er faktisk meget muligt.

https://www.facebook.com/skudamuda

skudamuda

4 thoughts on “Noget om mig

    • Glad rapperi er lige præcis den form for rap, elefanterne allerbedst kan lide at høre. Elefanterne håber på endnu mere glad rapperi på zoos kommende spilleliste …

    • Er glad for at vide, at du også kan li’ mig uden grydehoved, for jeg orker næsten ikke at vende tilbage til den frits igen. Overvejer dog, om brillerne stadig findes. Tror, de muligvis kunne gå for at være hipstermoderne 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s