Noget om betydningsfulde roller – part II

Jeg skal være gudmor til en delfinunge i morgen. Det er meget voksent og seriøst.

Derfor kan jeg ikke lade være med at tænke, det er det en lille smule foruroligende, at højdepunktet for min aften i går var en video af to skildpadder, som knalder. Jeg får stadig grineflip, hver gang jeg kommer til at tænke på det fesne paddestøn, og eftersom jeg har en tendens til at tænke upassende tanker på de helt forkerte tidspunkter, frygter jeg, at netop dén lyd trænger sig på, når jeg skal stå med lækker unge på armen og forestille at være en fornuftig og ansvarlig type i noget Marmorkirke. Specielt fordi min track record for grineflip ved døbefonten ikke er noget at blære sig med på en søndag.

Eneste formidlende omstændighed er, at det var barnets egne forældre, der viste mig videoen. Som de i øvrigt selv havde filmet på deres ferie i Thailand (Two Oscars coming up!). Jeg tænker, den meget passende kan bruges som isbryder, den dag delfinungen stiller det obligatoriske spørgsmål om, hvordan han egentlig er blev lavet.

Noget om Thai Pai og Sweaty Lana

Elefanten og Guldfisken er faktisk en form for superhelte med flere forskellige identiteter. Når vi er ude at rejse, går vi derfor under vores alias: Pai og Svetlana.

Pai kom til verden sidste år, hvor vi skulle til Thailand, og en hotelmedarbejder var kommet til at bytte om på de sidste to bogstaver i mit navn. Jeg syntes, det var så passende for turen og omgivelserne, at jeg besluttede mig for at tage navnet til mig.

Pai er typen, der slet ikke er bange for at spille improbas på thaibarscene klokken to om natten. Hun kan slå fejlagtige kolbøtter i det mørke hav og stadig have (nogenlunde) drikbar øl i hånden bagefter. Og så kender hun ingen grænser, når det kommer til offentligt gøgl med kroppen-show.

Svetlana kom til verden en tømmermændsmorgen på Oslocruise, hvor guldfisken spontandyrkede sine østeuropæiske rødder under fotoseance. Svetlana elsker Fanta og klunker og pels. Gerne i skøn forening. Hun drikker helst alkohol direkte fra spanden, og så er hun lokal mester i at køre hele chipsposer ned på den halve tid. I øvrigt går hun til tider under navnet Sweaty Lana.

Jeg er ret begejstret for de to typer. Så selvom vi snart er på vej hjem til Danmark og må transformere os tilbage til et snabeldyr og en fisk i flyet, er det betryggende at tænke på, at det her ikke er årets sidste tur.

20130607-102732.jpg

Kunsten at overleve

Jeg tager på eventyr. Giraffen har sagt, at jeg skal passe på mig selv, så jeg har aftalt med guldfisken, at det her bliver turen, hvor hun ikke forsøger at slå mig ihjel ved et uheld (eller ved et held).

Første attentatforsøg fandt sted på en filippinsk tømmerflåde for to år siden. Det var nat, vi var fulde, og en eller anden elefanttype havde fået den fantastiske idé at svømme derud i mørket. Det var en udfordring at få guldfisken op på flåden, men jeg fandt en højst upassende teknik, som de tilstedeværende mandspersoner syntes var yderst fascinerende. Guldfisken valgte at kvittere for min hjælpsomhed ved (med fuldt overlæg og efter de store, stærke mænd var svømmet i land) at fælde mine ben, så jeg først hamrede hovedet ned i tømmerflåden og derefter endte i den mørke balje (’Jamen det var jo bare for sjoooov’, peb hun forskrækket). Jeg overlevede, og i dag kan jeg også godt se det sjove i det, men vi er blevet enige om, at det måske er en meget god idé at gemme de morsomme påfund til tidspunkter, hvor det er lyst, vi er ædru, og hvor vi kan bunde (og hvor de store, stærke mænd stadig er til stede i øvrigt. Godt nok er hun en fisk, men jeg tvivler på, at guldfisken kan få en bevidstløs elefant sikkert i land).

Andet attentatforsøg fandt sted sidste år i Thailand. Omstændighederne er svære at forklare kort (og vi boarder om alt for snart), men på grund af guldfiskens yderst passionerede sovehjerte var jeg udsat for muligt fald fra altan og efterfølgende potentielt overfald af hjemløse voldsmænd (og reelt overfald af psykopatiske dræbermyg) på offentlig solseng i nattens mulm og mørke.

Da det er en decideret overlevelsestur, vi skal ud på nu, har jeg planer om netop det. At overleve. Og at have det skide godt i øvrigt. Det er svært at undgå, når man er så heldig, som jeg er lige nu.

kuffert

Den knap så søde kløe

Jeg opfatter ikke mig selv som specielt troende i kristen forstand. Egentligt tror jeg vel mest på meningen i håbet om, at der findes en mening et eller andet sted. Men der er ret mange af de bibelske fortællinger, som har gjort indtryk på mig. For eksempel den om Noahs ark. Jeg kan godt lide tanken om, at der var plads til elefanterne på båden, selvom de fylder så meget (er dog en lille smule fortørnet over, at der ikke var plads til dem her). Men jeg har indtil nu haft svært ved at forstå, hvorfor myggene blev inviteret med på den tur. Hvilken plads er det lige, de udfylder i fødekæden, som for eksempel bananfluer ikke kunne udfylde mindst ligeså godt? Jeg forstår det ikke. Og så forstår jeg det måske alligevel lidt bedre i dag.

Myggene er nemlig en af de eneste grunde til, at jeg kan finde en lille smule glæde ved tanken om, at jeg lige nu befinder mig på en grå ø og ikke i en orange hængekøje med udsigt til tropisk paradis. Jeg ramte dansk jord for et par timer siden og er allerede ramt af den velkendte post-rejse-eventyrs-nedtur. Men så minder de mange kløende stik mig om, at jeg trods alt kan varme mig lidt ved tanken om, at der går mange, mange måneder, før jeg kan redde mig et ærligt myggestik her i Danmark.

Myggene elsker mig. Og selvom kærlighed vel altid er en form for bekræftende, ville jeg meget gerne være fri for den i det her tilfælde (eller allerhelst skifte den ud med en anden lidt mindre smertefuld/lidt mere meningsfuld version). Hver gang guldfisken og jeg er i troperne, bliver jeg ædt, mens hun stort set trækker frinummer eller i værste fald stolt fremviser et enkelt eller to sølle stik. Jeg fik 24. Den første aften. Derefter opgav jeg at tælle. På et tidspunkt syntes jeg, stik-frekvensen begyndte at falde lidt i takt med, at guldfisken fik hele tre stik, så jeg håbede på, at myg måske alligevel deler en form for adfærdsmønster med mænd, og de derfor ikke rigtigt gad stikke mere i sådan et forstukket bolsje. Jeg tog desværre fejl.

Da vi var i Thailand for et par måneder siden, blev vi præsenteret for en teori om, at vi udskiller et eller andet stof efter fysisk kontakt med det modsatte køn. Det stof kan myg ikke lide, så derfor er antallet af stik ofte en rimelig god indikator for, hvor heldig man er for tiden. Den teori kunne jeg sjovt nok ikke se det sjove i – da slet ikke på det-er-sjovt-fordi-det-er-sandt-måden (der er virkelig ingen retfærdighed til, hvis man skal straffes for at befinde sig i en i forvejen ret frustrerende situation). Så i stedet forsøgte jeg at give guldfisken skylden for en del af mine stik, efter hun i en brandert kom til at låse mig ude, så jeg måtte tilbringe en nat på en solseng ved offentlig pool med noget, der mindede om en vaskeklud som dyne. Jeg kunne være blevet ædt af en thai-forbryder, men alligevel magtede jeg ikke at bide hovedet af al skam og gå op i den fine, fine hotel-reception klokken fem om morgenen for at bede om en ekstra nøgle. Specielt ikke fordi, jeg kun var iført bikini og betydelig promille efter netop veloverstået natbadning. Men jeg blev (heldigvis) kun ædt af myg. De helt onde af slagsen, som (muligvis på grund af min generelle mangel på udskillelse af føromtalte stof) også har brugt min krop som privat slaraffenland den sidste uges tid.

Så nu ligger jeg her i min egen seng, mens jeg vrider mig på den helt forkerte måde og håber på, at den helt rigtige helt ville komme forbi og klø mig lidt på de allerfarligste steder. Min kuffert står stadig uåbnet på gulvet. Jeg tør ikke røre ved lynlåsen af frygt for, at der springer en tarantel ud. Jeg havde nemlig opholdt mig flere dage i troperne, før jeg fik at vide, at man altså ikke skal lade sin kuffert stå fyldt og åben på gulvet, hvis man vil undgå at få venner med hjem. Derefter turde jeg ikke lukke den, for hvis der nu allerede var hoppet en tarantel derned, skulle den jo have mulighed for at stikke af igen, inden jeg rejste. Alligevel stiller jeg gerne op som frivillig stikke-skive for den helt onde myggesværm – og jeg tager samtidig hellere end gerne en tarantel under hver arm, hvis det kan købe mig en billet tilbage til den orange hængekøje.

Sidste aften i troperne lå jeg og gyngede i den, mens jeg så solen gå ned. Jeg gyngede så højt, at det næsten føltes som om, at jeg blev slynget ud over det store, stille hav. Men jeg var ikke bange, for det hele var så fantastisk smukt, at det føltes mere magisk end farligt. Næste morgen stjal jeg mig til et ekstra kvarter i køjen med helt rigtig musik i ørerne, mens guldfisken var i bad. Det var stadig mørkt, og stjernerne lyste meget klart ned på en stor båd, som havde ligget ved vores strand i et par dage. Jeg overvejede muligheden for at flygte fra hjemrejse og skynde mig ned til båden, så jeg kunne høre, om der mon var plads til en enkelt helspekulerende type, som bare gerne ville sejle væk. Ud i eventyret. Men jeg gjorde det ikke. Og det var ikke kun fordi, jeg ikke turde, men også fordi jeg nu faktisk er nået til et punkt, hvor jeg gerne vil kunne dele den slags eventyr med nogen. Så jeg krammede hængekøjen farvel, stak myggene den midterste finger, lukkede øjnene, mens jeg lukkede kufferten – og så tog jeg hjem. Til virkeligheden. I håbet om at der måske også kan gemme sig en lille smule eventyr her et sted …