Noget om flirterier på turen

Jeg bruger ret meget tankekraft på at tænke mig frem til, hvordan jeg opfører mig pænest muligt over for flest mulige mennesker. Det udvikler sig til en form for konstant ligning i mit hoved: Hvordan sikrer jeg mig, at folk omkring mig er glade, og hvad er egentlig bedst – at nogle er meget glade, hvis andre som konsekvens af det er knap så glade, eller at glæden er fordelt jævnt og ligeligt uden dog at være rigtig høj nogen steder?

Det er sværest at vurdere, når det drejer sig om dem, jeg holder meget af. Men heller ikke altid let, når der er tale om folk, jeg ikke kender. For i den ideelle verden ville jeg bare gerne være sød og venlig over for alle og opføre mig, som dem omkring mig synes, jeg skal opføre mig. Den ideelle verden fungerer bare ikke så godt i praksis.

Den sidste aften i Manila kastede guldfisken og jeg os ind på hotelbaren for at høre noget filippinsk live-musik og drikke turens sidste øl. Vi nåede at sidde sådan cirka sytten sekunder, før vi blev overfaldet af to amerikanske soldater, som meget gerne ville invitere os over til deres bord. De havde været udstationeret i tre måneder, var på vej hjem til Staterne, men skulle ud og give den gas en sidste aften i Manila, inden virkeligheden kaldte.

Jeg håber ikke, jeg træder nogen over fordomstæerne, når jeg siger, at det var ret tydeligt, hvad deres hensigter med den invitation var. Og vi var ikke interesserede. Alligevel small-talkede vi pligtskyldigt med dem i nogle minutter og fik så venligt og smilende forklaret, at vi ventede på vores kolleger og gerne bare ville blive ved vores eget bord, men at de måtte have en sjov aften og en god tur hjem.

De var ikke tilfredse. Så den næste times tid forsøgte de igen og igen. Hver gang samme show, samme smøre. Hver gang samme forklaring fra os. Den ene af fyrene spurgte endda guldfisken, om hans ven havde fornærmet mig, fordi det åbenbart var så svært for ham at forstå, at vi foretrak vores eget selskab frem for deres.

Da resten af vores gruppe endelig dukkede op, lignede de to ellers tilsyneladende meget søde fyre nogle, der havde fået smidt en spand sur røvsnaps lige i synet. De så simpelthen så fornærmede ud, fordi vi tillod os at være nogle kolde kællinger, der ikke tog imod deres tilbud om sjovt selskab og gratis alkohol.

Jeg elsker at møde nye mennesker. Både hunkøns- og hankønsvæsner. Specielt når jeg er ude at rejse. På udenlandske barer, i busser, i parker eller i toiletkøen. Og jeg ved, at mange rent faktisk også bare er interesserede i at snakke, høre røverhistorier og lære noget nyt om en fremmed. Men selvom fyrene svajende forsøgte at give udtryk for deres gode intentioner, er jeg (efter en del års erfaring på flirteri-området) ret så overbevist om, at det ikke var dybe, intellektuelle samtaler, de søgte efter tre måneders tropisk uniforms-isolation (godt nok er jeg afsindigt naiv og godtroende, men jeg lærer dog en lille smule af de der erfaringer). Specielt ikke når den vildeste samtalestarter, de kunne komme på, var, at den ene fyr vist nok havde forfædre, som stammede fra Norge (helt ærligt, det har Oprah og Obama vel også).

Jeg ved ikke, hvad der er det mest rigtige at gøre i sådan en situation. Jeg har afprøvet forskellige muligheder flere gange og kender efterhånden standardudfaldene. Hvis vi sagde, at vi begge har kærester, som vi er meget glade for, ville de enten blive fornærmede og sige, at de skam ikke var ude på noget, eller tage det som en udfordring og køre endnu hårdere på for at hive fangsten i havn. Og det show ville blive ret energikrævende og kedeligt for alle parter. Hvis vi havde takket ja til deres invitation, sat os ved deres bord, drukket deres øl, small-talket om Norge et par timer og efterfølgende havde sagt, at vi ville gå i seng (altså ikke med dem), ville de sandsynligvis blive fornærmede over, at vi havde spildt deres tid og penge. Så jeg aner simpelthen ikke, om vi kunne have sneget os ud af situationen uden negative vibrationer.

Hvis nogen derude har opskriften til, hvordan man gør det, må I meget gerne sende den min vej, for jeg er åbenbart stadig for stor en pleaser til at synes, det er fedt at blive betragtet som en sur mokke, der har nok i mig selv (og min guldfisk).

bamsereunion

Noget om putterier på turen

Guldfisken er en fremragende rejsemakker. Specielt fordi jeg ved, hun altid gør sit bedste for at passe på mig – selv når hun forsøger at slå mig ihjel. Men på trods af at vi er meget tætte på turen (detaljerne må I fantasere jer til (hvis I tør)), så er hun altså ikke en lige så god putter som min hverdagssovemakker derhjemme.

Derfor har jeg taget en stand-in med i form af Nixon den anden. I starten var det dog som om, at lokalbefolkningen ikke helt forstod, hvor værdifuld han er. For eksempel var der hovedrysten at spore hos det filippinske lufthavnspersonale, da de opdagede, at jeg havde puttet min computer i kufferten for at gøre plads til mit sovedyr i håndbagagen. Men altså – skulle jeg miste en af de to ting, så er jeg slet ikke i tvivl om, hvad jeg ville vælge. Der findes jo masser af computere – men kun én Nixon den anden. Og hvordan skulle han klare sig, hvis filippinske røvere tog ham til fange? Han taler jo slet ikke deres sprog. Og tænk nu, hvis banditterne glemte at give ham al den kærlighed, han fortjener. Det ville jo være frygteligt!

Heldigvis findes der en stuedreng i Manilla, som behandler en bamse, som en bamse fortjener at blive behandlet. Derfor er jeg netop kommet hjem til en stolt og cool Nixon den anden, der tronede i sengen som en konge og lignede én, der var godt på vej til at bestille den helt onde omgang roomservice fra menukortet, som var lagt frem til ham. Så er jeg faktisk ret ligeglad med, at andre voksne mennesker i det her land griner, fordi de synes, jeg er for gammel til sådan noget bamseri. For der findes i hvert fald en enkelt filippinsk fyr, der er barn nok til at forstå mig .…

nixonii

 

Bittersød erfaringsnote #19

Kære min egen krop

Når du på vej til øde, filippinsk ø hører, at en rejsemakker frygter akut tandpine ude midt i ingenting, er det ikke en venlig opfordring til selv at spontanudvikle psykosmerte i egen mund. For det er virkelig ufedt at sidde fem døgn på en strand i Langbortistan med oprørsk, ond visdomstand for alle filippinerpengene, når der er fire timer til nærmeste tandlæge (som i øvrigt bor i et blikskur og opbevarer instrumenterne i en rusten værktøjskasse fra 80’erne).

Nå, nu ved jeg da, at jeg kan overleve en lille uge uden fast føde. Min krop består pt af 5 procent banana-shake, 10 procent Ibuprofen og 85 procent angst – for tandlæger i særdeleshed. Meget upraktisk, når jeg lige har lynbooket en tid i københavnerstolen til på mandag, hvor jeg agter at donere en fjerdedel af min visdom til videnskaben. Godt, min tandlæge er typen, som disker op med gratis alkohol i venteværelset …

PS: I det mindste kan jeg trøste mig med, at jeg kom igennem turen uden at blive dræbt på dødstømmerflåden. Af gode grunde var jeg nemlig ikke særlig meget i vandet – hvilket vel egentlig beviser, at der rent faktisk er noget, der er så skidt, at det ikke er vådt for noget …

20140515-184033.jpg

Noget om lykkefølelse og tømmerflåder

For sådan cirka lige præcis tre år siden fandt jeg ud af, hvorfor verdens bedste arbejdsplads virkelig er verdens bedste arbejdsplads. Det var ugen, hvor guldfisken og jeg første gang rykkede kontoret til Filippinerne.

På den tur blev jeg for alvor ramt af det, som vel bedst kan beskrives som en uges grundlykkefølelse – selvom guldfisken forsøgte at tage livet af mig på en tømmerflåde midt om natten (tilgivet, men ikke helt glemt endnu), selvom jeg ikke fik noget fast føde i syv dage (der må virkelig være mange vitaminer i øl, siden jeg ikke tog skade), og selvom jeg ved et uheld kom til at flyve ind over en hel tv-produktion, mens jeg klamrede mig hysterisk til den parasol, som hev mig op mod himlen (Mary Poppins ville være stolt).

Lige om lidt rammer jeg en af verdens smukkeste pletter igen. Sidste gang var der hverken mobilsignal eller internet. Så hvis jeg ikke giver lyd fra mig de næste ti dages tid, er der ingen grund til bekymring. Med mindre guldfisken altså får lokket mig med ud på den tømmerflåde igen.

Uh, sikke en klippehænger …

fili

 

Noget om noget jeg muligvis burde holde i mig

Sarte sjæle bør nok springe dette indlæg over. For det kommer til at handle om brækning. Den slags slap jeg for i rigtig mange år. Som barn kastede jeg næsten aldrig op. Og som teenager var det altid mig, der støttende holdt de andre på panden – ud over mine første to gigantbranderter, hvor jeg efter den anden af slagsen vågnede op inde under bruseren med alt mit tøj på, mens min mor og søster forsøgte at holde mig stående, samtidig med at de prøvede at fange min kat, som jeg havde bræksaliggjort, og som nu var i gang med at afsætte potespor i hele huset (stakkels, lille killing kunne bare godt lide at sove på hovedpuden. Det kunne den sjovt nok ikke efter den oplevelse …)

Så gik der mange år. Måske ti. Og bortset fra et par enkelte uheldige episoder holdt jeg hovedet nogenlunde fri af kummen. Lige indtil musvitten arrangerede melodunte-aften med cocktailpølser i brun-farin-og-baconsvøb og Birthe-kage med rød kjole og drinks lavet på halv Pisang Ambon/halv grums. Og jeg fyldte mig med det hele og lidt til, hvorefter jeg shakede mavecocktailen sammen under en rask omgang skihop i stuen. Så lærte jeg på den hårde måde, hvordan det føles, når man virkelig har det dårligt. Og jeg lærte, hvordan sådan en sjus smager anden gang.

Derefter gik det slag i slag, og nu føles det efterhånden som om, at jeg slet ikke kan holde op igen. Måske er der tale om en form for overkompensering for alle de år, hvor jeg trak kummefrinummer. For der er alt for mange dårlige eksempler alene inden for den seneste måned. Som da jeg måtte undskylde mig selv under festmiddagen i Mexico og kom tilbage ti minutter efter til bemærkningen: ‘Det er på en måde en utrolig voksen tilgang, du har til din brandert, hvis du kaster op undervejs, når du føler, du er blevet for fuld. Du rebooter jo bare. Har du tænkt over det?’ (sagt af samme fyr, som jeg fik med på kummevognen på Filippinerne for et par år siden, hvor jeg udfordrede ham i den anerkende drukdisciplin: Hvem-kan-hurtigst-bunde-flest-ting-uden-alkohol (‘Hej lunken mælk og gul saft og ananasjuice og yoghurt direkte fra bægeret og hele halve liter vand. Velkommen til min mave. Det bliver et kort visit’)).

Jeg følte dog for alvor, det tog overhånd, da jeg sidste weekend ramte kummen igen, fordi jeg var gået lidt for lystigt til musvittens fødselsdagskagekone. For som en kollega forleden så rigtigt påpegede, er det en lille smule foruroligende, hvis jeg kaster op, lige meget hvilken fest man inviterer mig til. Selv til en alkoholfri børnefødselsdag. Men når først man får åbnet for sluserne, du ved …

Gad vide, om der findes en støttegruppe for tangerende, ufrivillige bulimikere?

carlsjr

Kunsten at overleve

Jeg tager på eventyr. Giraffen har sagt, at jeg skal passe på mig selv, så jeg har aftalt med guldfisken, at det her bliver turen, hvor hun ikke forsøger at slå mig ihjel ved et uheld (eller ved et held).

Første attentatforsøg fandt sted på en filippinsk tømmerflåde for to år siden. Det var nat, vi var fulde, og en eller anden elefanttype havde fået den fantastiske idé at svømme derud i mørket. Det var en udfordring at få guldfisken op på flåden, men jeg fandt en højst upassende teknik, som de tilstedeværende mandspersoner syntes var yderst fascinerende. Guldfisken valgte at kvittere for min hjælpsomhed ved (med fuldt overlæg og efter de store, stærke mænd var svømmet i land) at fælde mine ben, så jeg først hamrede hovedet ned i tømmerflåden og derefter endte i den mørke balje (’Jamen det var jo bare for sjoooov’, peb hun forskrækket). Jeg overlevede, og i dag kan jeg også godt se det sjove i det, men vi er blevet enige om, at det måske er en meget god idé at gemme de morsomme påfund til tidspunkter, hvor det er lyst, vi er ædru, og hvor vi kan bunde (og hvor de store, stærke mænd stadig er til stede i øvrigt. Godt nok er hun en fisk, men jeg tvivler på, at guldfisken kan få en bevidstløs elefant sikkert i land).

Andet attentatforsøg fandt sted sidste år i Thailand. Omstændighederne er svære at forklare kort (og vi boarder om alt for snart), men på grund af guldfiskens yderst passionerede sovehjerte var jeg udsat for muligt fald fra altan og efterfølgende potentielt overfald af hjemløse voldsmænd (og reelt overfald af psykopatiske dræbermyg) på offentlig solseng i nattens mulm og mørke.

Da det er en decideret overlevelsestur, vi skal ud på nu, har jeg planer om netop det. At overleve. Og at have det skide godt i øvrigt. Det er svært at undgå, når man er så heldig, som jeg er lige nu.

kuffert