Kunsten at overleve

Jeg tager på eventyr. Giraffen har sagt, at jeg skal passe på mig selv, så jeg har aftalt med guldfisken, at det her bliver turen, hvor hun ikke forsøger at slå mig ihjel ved et uheld (eller ved et held).

Første attentatforsøg fandt sted på en filippinsk tømmerflåde for to år siden. Det var nat, vi var fulde, og en eller anden elefanttype havde fået den fantastiske idé at svømme derud i mørket. Det var en udfordring at få guldfisken op på flåden, men jeg fandt en højst upassende teknik, som de tilstedeværende mandspersoner syntes var yderst fascinerende. Guldfisken valgte at kvittere for min hjælpsomhed ved (med fuldt overlæg og efter de store, stærke mænd var svømmet i land) at fælde mine ben, så jeg først hamrede hovedet ned i tømmerflåden og derefter endte i den mørke balje (’Jamen det var jo bare for sjoooov’, peb hun forskrækket). Jeg overlevede, og i dag kan jeg også godt se det sjove i det, men vi er blevet enige om, at det måske er en meget god idé at gemme de morsomme påfund til tidspunkter, hvor det er lyst, vi er ædru, og hvor vi kan bunde (og hvor de store, stærke mænd stadig er til stede i øvrigt. Godt nok er hun en fisk, men jeg tvivler på, at guldfisken kan få en bevidstløs elefant sikkert i land).

Andet attentatforsøg fandt sted sidste år i Thailand. Omstændighederne er svære at forklare kort (og vi boarder om alt for snart), men på grund af guldfiskens yderst passionerede sovehjerte var jeg udsat for muligt fald fra altan og efterfølgende potentielt overfald af hjemløse voldsmænd (og reelt overfald af psykopatiske dræbermyg) på offentlig solseng i nattens mulm og mørke.

Da det er en decideret overlevelsestur, vi skal ud på nu, har jeg planer om netop det. At overleve. Og at have det skide godt i øvrigt. Det er svært at undgå, når man er så heldig, som jeg er lige nu.